onsdag den 31. august 2011

Et møbel gør entré

I min allerførste tid som blogger, kastede jeg mig for et enkelt indlæg ud i noget madbloggeri, men ægte madblogger, det bliver jeg aldrig nogensinde. Dertil er jeg alt for famlende og usikker i et køkken - ville ende med at tabe kameraet ned i karrysovsen eller glemme det halve af ingredienserne, fordi jeg havde travlt med at fotografere.


Boligreportager kommer der heller ikke ret mange af her.
 Jeg har skrevet om vores udestue, til hvilken jeg har et intenst had/kærlighedsforhold, men ellers har jeg slet ingen trang til at flashe, hvordan vi bor. Her er ingen fancy møbler, ingen kreativ indretning og vi har ikke rigtig noget selvgjort hejs, der er værd at prale af.

Eller rettere: Det havde vi ikke!

For nu, mine damer og herrer, vil jeg præsentere et stykke boligreportage direkte fra min entré.

Jeg vil imponere jer med beretningen om et møbel, der efter at have tilbragt fire år i et haveskur og flere gange var tæt på at ryge med på lossepladsen, nu kan ses som det allerførste, når man træder ind i vores hus.
Et møbel, som har vist sig at være et helt genialt multiløsning, der kan bruges til et utal af ting.

Det handler om en tallerkenrække!

Så er det sagt.

Da vi overtog huset her, stod der i haveskuret en gammel grim tallerkenrække.
Sådan en stor én, som vi ikke anede, hvad vi skulle bruge til.

Jeg har ofte set i blade og hjemme hos andre, at man male den og bruge den til bøger, men vores tallerkenfætter, er nok nærmere til fade, for den er alt for stor til at kunne bruges til bøger.

Hver gang vi har ryddet op i og omkring skuret, har vi overvejet om den kunne bruges til noget, eller om vi skulle smide den ud.
For et par år siden begyndte vi at renovere vores entré og da rummet stod færdigt og skulle møbleres, foreslog min mand at tallerkendimsen blev malet hvid og  hængt op i entréen.
Som sagt, så gjort.



Så hang den der lidt tid, mens vi funderede over, hvad vi kunne proppe i den.





Det var faktisk én af børnene, der foreslog, at vi kunne hænge vores cykelhjelme på den. God idé!




Og på hylden nederst, er der en perfekt plads til pung, nøgler, solbriller osv.



En dag faldt jeg så over en boligreportage i et blad, hvor jeg så en tallerkenrække med sko i.
Simpelthen genialt, og meget meget praktisk. Og vores er yderst velegnet til formålet.


 Men hvad med vores støvler? Jeg var mange gange i løbet af vinteren irriteret over, at det flød med vores støvler i entréen, men her kom vores nye multimøbel til kort, for der kan ikke være støvler i den. Troede jeg. Indtil jeg fik den her idé:












 Jeg har helt selv fundet på løsningen til støvlerne og er meget stolt og tilfreds.


tirsdag den 30. august 2011

Hvor der er liv, er der håb

Stærke pust af hvinende hverdagsvind
centrifugerer mig rundt mellem gøremål
og døre, der er så mange døre i min hverdag

Hoveddør, bildør, branddør, svingdør, bagdør

Brudstykker af insisterende samtaler
hvirvler om mig og finder sammen, finder vej
og børn, der er så mange børn i min hverdag

Egne børn, skolebørn, papbørn, venners børn

Træt er min hverdagsfarve
Min krop er på vej
Ordene er mit nærvær

Og der er dybfølt glæde
Taknemlighed
Varme
Mennesker jeg holder af

Meget med mening

Pas på tiden. Den går
sin vej
Og man opdager det først, når den er skredet

torsdag den 25. august 2011

Top 10 over det mest smertefulde, jeg har oplevet

Jeg mener i den her sammenhæng smertefulde, som  FYSISK smertefulde.

For at trække spændingen, tager vi listen baglæns!



10.pladsen: At blive stukket af en hveps mellem to tæer



9.pladsen: At føde barn nr. 3




8.pladsen: At få taget en muskelbiopsi i låret



7. pladsen: At føde barn nr. 2



6.pladsen: Da skadestuelæge satte min kæbe på plads. (Kæbe gået af led efter cykelstyrt)



5.pladsen: At føde barn nr. 1



4.pladsen: Reduktion af øjenbryn, foretaget med varm voks



3.pladsen: Efterfølgende smerter efter bortoperering af visdomstand



2. pladsen: Da morfinen ikke virkede længere, ovenpå operation af fod



1.pladsen: Hårfjerning på overlæbe med varm voks.


AV!


Hvad er det mest smertefulde, DU nogensinde har oplevet?

Ville godt ha set mig

...da jeg, med lidt for meget fart på, styrede mod udgangen i en tøjbutik, og kom til at bumpe ind i én, der stod med ryggen til.
Sådan lige lidt for hårdt, så jeg stoppede selvfølgelig og vendte mig mod vedkommende og sagde venligt "det må du virkelig undskylde, jeg så mig ikke ordentligt for."

Fik dog intet svar. For det var en mannequin-dukke, jeg var stødt ind i.

onsdag den 24. august 2011

Jeg lagde mig ned

...et kort øjeblik. På legetæppet i Johannes værelse. Vi legede med Bratz og jeg magtede det næsten ikke, men havde netop sagt NEJ til tv og JA til at lege.

Vedtog efter fem minutter af man godt kan lege med Bratz, mens man ligger ned.

Blev så tung i hele kroppen, så trak en bamse hen under hovedet og lukkede øjnene. Bare et ganske kort øjeblik.

Hovedet var fyldt med larm efter en krævende arbejdsdag, men med øjnene lukket, fortog larmen sig gradvist.

"Sover du mor", var der én der råbte ind i hovedet på mig, men jeg ænsede det næsten ikke, fik dog svaret "nnnnnnn eej, leger mmmm Bratz   mmmedd diiig", før jeg svømmede væk igen.
Træt og tung, som slået omkuld.

Af hverdagen.

Vågnede dog brat op lige efter, da to Bratz-damer, kørte deres bil hen over mit ansigt.

søndag den 21. august 2011

Når alle kender alle

Nyindflyttet, meget flink nabokone henvender sig til mig i indkørslen. Hun spørger hvad vi ville sige til, at hun får fældet det gigant store tujatræ, som hænger ind over vores indkørsel, smider sine nåle på vores grund og skygger for al sol på den side af huset. Nabokone er selv træt af træet, fordi det skygger for solen i hendes have.

Vi har hadet det træ i al den tid, vi har boet her,  og derfor bliver jeg lykkelig over hendes forespørgsel, slår hænderne sammen og hviner: "Hvis du får det træ fældet, så giver jeg en lagkage." Man er jo en flink ny nabo, ik?

Nabokones svigerdatter har en butik her i byen. Nabokone fortæller allerede samme eftermiddag begejstret sin svigerdatter, at de søde nye naboer har sat en lagkage på spil, hvis hun får træet fældet. Nabokone og svigerdatter synes det er rætti skæj.

Min veninde handler ofte i nabokones svigerdatters butik, og hun kommer ind i den butik lidt efter. Hun fortæller butiksindehaver, at hun kender de søde mennesker, som bor i huset ved siden af det, hvor butiksindehavers svigermor lige er flyttet ind.
Det synes butiksindehaver er herligt, for hendes svigermor har netop lige fortalt hende, at de nye naboer giver en lagkage, hvis hun får fældet det store grimme træ, der hænger ind over deres indkørsel.
Jeg mødes med min veninde. Hun griner og siger 'nå så du har lovet lagkage, hva'? og jeg forstår først ikke lige hvad hun mener, indtil hun uddyber...
3 ½ time gik der, fra jeg lovede nogen et stykke lagkage i min indkørsel, til historien nåede tilbage til mig fra anden side! Ha, det syns jeg er sjovt!

Må hellere gøre alvor at det med den lagkage.

lørdag den 20. august 2011

Seddel på børnehavens opslagstavle

Har dit barn fødselsdag, bager vi gerne kage eller boller med barnet...

torsdag den 18. august 2011

Rummelighed

Én af de mange grunde til at jeg elsker min mand helt ufattelig højt er, at han er et af de mest rummelige mennesker jeg nogensinde har mødt. Det vidner følgende samtale, som fandt sted i vores køkken i går, i sandhed om:

Mig: "Øh, skat i dag på arbejde ik' os', der blev jeg sådan på en eller anden måde involveret i en historie med et barn, der har brug for hjælp. (Her følger et sparsomt uddag af nogle detaljer, som jeg selvfølgelig ikke kan offentliggøre her. Red.) men det korte af det lange er, at barnet snart ikke har en familie at bo hos, og så var det at jeg kom til at sige, at hvis det man har tænk sig at iværksætte glipper, så kan barnet sagtens bo hjemme hos os, indtil kommunen finder en løsning.

Min søde mand: "Jamen, det finder vi da ud af, hvor havde du tænkt dig, at det barn skulle sove?"

Mig: Jooh, altså, hvis vi nu rydder kontoret, så kunne vi sætte en af sengene fra kælderværelset derind og så kunne det være barnets midlertidige værelse.

Min søde mand: "Okay, det kan løses".

Herefter fortæller jeg naturligvis en masse om, hvor sød og sjov dette 9-årige barn er, og hvor meget det har brug for hjælp.
Men det er slet ikke det, der betyder noget i denne sammenhæng.
Det, der betyder noget er, at jeg har giftet mig med et menneske, som dybest set tror på, at alt kan lade sig gøre og på, at hvis man indretter sig efter, at det kan det, og dernæst åbner op for muligheder i enhver situation, så er der slet ikke plads til begrænsninger. Det har jeg så stor respekt for, at jeg næsten tilgiver selvsamme mand, at han har set fodbold på tv to hele aftener i træk.

tirsdag den 16. august 2011

Udsigt fra sofaen

Se, her er et syn, der virkelig varmer en træt halvgammel sentimental skolelærermors hjerte:

Av min arm

Mandag:

Kl. 16: Har hentet lille barn, købt ind og hjælper store børn med lektier.

Kl. 17: Mand kommer hjem fra arbejde, tiltag til aftensmad igangsættes. 

Kl. 17.30: Jeg husker på, at jeg har givet mig selv den udfordring at lave 15 minutters bodytoning hver dag.

Kl. 17.46: Er ikke kommet i gang endnu, men til gengæld kommet i tanke om, at nyt zumbahold begynder kl. 18.30.

Kl. 18.00: Mand laver aftensmad, jeg fylder to 1½ liters plasticflasker og lægger mig på stuegulvet. Har vurderet, at da zumba er hårdest for ben, ryg og mave, bliver mine 15 minutter kun med armtræning i dag. Jeg laver alverdens forskellige øvelser med halvanden liter vand i hver hånd.

Kl. 18.15: Jeg konstaterer, at jeg i den grad mangler træning i armene, og at jeg har en slatten karklud, der hvor andre har muskler. Siger til mig selv at nu skal det satme være slut med de slatne tykke mormoroverarme med vinkeflæsk og hvad har vi.

Kl. 18.30: Ankommer i fin stil til zumba og lytter til instruktør, der fortæller at hun har sammensat et nyt program til denne sæson og at der i dette program vil være mere fokus på styrketræning af arme. Tak spids, når jeg at tænke, og så går det løs. Giver den max gas, idet jeg ihukommer nyligt afgivet løfte til mig selv.

Kl. 19.00: Jeg hopper som en elefant og knokler som en hest, danser som en ged og har rytme som et får. Stinker som en øgle og sveder som et svin.

Kl. 19.30: Jeg cykler hjem, tager et iskoldt bad, drikker en kølig pilsner og går tidligt i seng.

Tirsdag:

Kl. 6.00: Vækkeuret ringer, jeg rækker armen ud for at slukke det. Råber "AV" idet jeg løfter armen ud over sengekanten.

Kl. 6.30: Spiser morgenmad. Overvejer at føre munden ned til tallerknen fremfor at løfte arm op til munden. Syns pludselig vores skeer vejer fem tons stykket.

Kl. 7.00: Vil løfte på yngste barn, men trimler rundt og må give slip. Mine arme er så smadrede, at jeg faktisk ikke kan bevæge dem uden at ømme mig.

Ville gerne have skrevet mere fra dagen i dag, men kan ikke løfte armene op i skrivebordshøjde og slet ikke taste på pc.

Herværende indlæg er derfor tastet med fødderne.

mandag den 15. august 2011

Min første skoledag...

Jeg startede i 1.klasse i 1979. Jeg skulle gå i 1.b og have Kirsten Pedersen til klasselærer.
Jeg husker ikke noget af selve inddholdet på den første skoledag, men min taske var rød, og min mor lavede rottehaler på mig inden vi skulle afsted, og hun trak så hårdt i håret, at jeg tudede.
Henne i skolen var der en masse børn og mange havde forældre med.  I min klasse var der tre, der hed Martin og to der hed Thomas.
Martin G. blærede sig med at han kunne være nede i sin egen skoletaske...
Vi stod måbende med øjne som tekopper, mens han demonstrerede sit stunt: Kravlede ned i tasken, krøllede sig helt sammen med hovedet nede mellem benene, og råbte så nede fra tasken om én af os lige ville lukke tasken.
Det gjorde Ulrik og så stod vi lææænge og kiggede på den blå firkantede taske, indtil der blev råbt inde fra tasken, at nu kunne vi godt åbne igen. Og så kravlede han ud og bukkede, mens vi allesammen klappede.

søndag den 14. august 2011

Kom an hverdag, din hund

Tre børn været i bad - tjek!

Tre børn klippet negle, renset ører og tjekket for lus - tjek!

Hus rengjort - tjek!

To skoletasker klargjort, blyanter spidset - tjek!

Boller til madpakker bagt - tjek

Handlet, så der er mad til de kommende dage - tjek

To skænderier med mand - tjek

Mindst fire gange talt grimt til børn - tjek

Tabt bakke med 12 æg, alle smadret - tjek!

Skældt ud over sorte fodspor på nyvasket gulv - tjek!

Mangler:
At pakke egen skoletaske
At printe vigtige papirer til i morgen
At smøre madpakkerne
At kysse lidt på mand
At kramme lidt med børn

Frygter:
At jeg ikke kan falde i søvn i aften
Hvordan vi kommer ud af fjerene kl. 6.15
At jeg har glemt noget ifb. med arbejde

Glæder mig over:
At jeg har haft en lang og dejlig sommerferie
At mine store børn glæder sig til at komme i skole igen
At det føles godt, at vi alle skal i gang med hver vores hverdag igen.

Glæder mig til:
Hverdagens strukturer
Gensyn med skolebørn
Efterår - at tænde op i brændeovnen og tænde stearinlys i stuen.

Glæder mig ikke så meget til:
At være segnefærdig af træthed
Mørke morgener
Efterårsregn og blæst

8. søndag efter trinitatis

De dybeste lag i mit hjerte
er længsel, umålelig stor.
Jeg rækker mod vigende himle
og følger umulige spor.
Et sted må det findes, det lærred,
som spænder sit billede op,
et sted må dét være i verden,
som fylder mit sind og min krop.

(Jens Rosendal, 1990)

fredag den 12. august 2011

Natascha

Jeg kan tydeligt huske sagen fra 1998, hvor den 10-årige pige Natascha Kampusch blev kidnappet på vej til skole.

De danske medier omtalte sagen en del, mens den blev efterforsket, og efterfølgende - som nyhedsstrømmen døde hen, glemte jeg alt om den lille pige igen.

Indtil 8 år efter, hvor hun undslipper sit fangenskab og bliver fri. I otte har havde jeg ikke skænket hende en tanke. Jeg havde i de  år taget et uddannelse, fået børn, arbejdet og haft et helt normalt liv.
Mens hun havde siddet alene i et lillebitte kælderrum med en fuldstændig forkvaklet psykisk syg mand, som eneste menneskelige kontakt.

Mens hun har grædt, været fortvivlet, savnet sin familie, tigget og bedt om at blive sat fri og oplevet grufulde ydmygelser underlagt en syg mands luner, havde jeg danset rundt i friheden og taget det meste for givet.


Da jeg for nogle måneder siden læste at bogen var udkommet, vidste jeg bare, at jeg måtte have den.
Vidste at jeg måtte vide mere om dette stærke overlevende menneske, som har klarede det, som må være det absolut værste man kan udsætte et barn for: Ensomhed, isolation, angst og mørke.

Jeg læser nu - med lige dele væmmelse og lige dele fascination -  den helt utrolige historie om pigen, der fik frarøvet sin ungdom, men som på mirakuløs vis lever et voksenliv i frihed nu. Med dybe ar på sjælen og et sind, der har taget skade for evigt. Men hvor er det vildt. Otte år!

Hun var spærret inde i otte år!


onsdag den 10. august 2011

Podcast - Opgang mod undergang

Gik du glip af Mai's blogroman "Opgang mod undergang", som blev udgivet på hendes blog i juli - eller har du lyst til at genlæse den i sin helhed,  så har du nu chancen for at downloade den som podcast via Mai's blog her.

Jeg læste med undervejs som romanen blev udgivet, men vil alligevel lytte lidt med, ikke mindst for at høre oplæseren, som er Carina, der skriver denne blog.

Lidt af hvert

I dette indlæg får jeg tudet mig til tre nye læsere. Mine damer og herrer: Det betaler sig at klynke lidt!
Først kom Line ilende og afslørede, at hun jo i virkeligheden var nr. 48 - og fik sig meldt på listen, således at jeg endelig slap jeg af med det grimme tal 47. Lidt efter ville Amrit så være behjælpelig, hvilket bragte mig på 49 læsere. Ganske vist et knap så kønt og ulige tal, men dog deleligt med syv. Jeg var i sandhed tilfreds. Men sør'me om der så ikke dumpede én mere ned i den faste læserskare - Tillykke til dig Frk. Struds, du er min læser nr. 50.

Jeg takker for kommentarerne til indlægget, det er dejligt at vide at jeg ikke er den eneste, der har et lettere OCD-agtigt forhold til tal. Og Mai har helt ret i, at man jo kommer til at elske selv de skæve primtal højt, hvis man havner i en kærlighedsrelation til et af disse tal.

Sommerferien er seriøst ved at være slut. Og det er helt okay med mig. Faktisk sidder jeg lige nu og vrider de sidste dråber ud af den, mens jeg prøver at tage mig sammen til den egentlig årsag til at jeg er havnet her ved skrivepulten: Årsplan - dansk - femte klasse.

Johanne er i vuggestue og Frederikke tester sit nye liv som "klub-barn". Nu hedder det 3.klasse og SFO er for pattebørn. De store går i klub. Marie, som begynder i 6.klasse, driver den af på værelset med iPod, tv og bøger.

Så nu spænder jeg hjelmen, klemmer ballerne sammen og tager en tudekiks. Og en kop kaffe. Der må aldrig mangle kaffe.

tirsdag den 9. august 2011

Jeg har fundet min sport

Endelig. Efter mere end 30 års prøven til både her og der.
Jeg er en spasser til sport. Jeg duer ikke til noget med bolde, har for mange mindreværdskomplekser til at turde vise mig i et fitnesscenter, er bange for fart og for højder, bryder mig ikke om nærkontakt med svedende prustende mennesker og er slet slet ikke konkurrence-minded at all.
Min største modstander har alle dage været - og vil til alle tider være: Mig selv.

Derfor undrede det ikke mig en dyt, mens resten af selskabet var vildt overraskede, da jeg i lørdags til en herlig polterabend, takkede pænt nej til at kravle højt op i et tårn, kravle ud over et gelænder og derefter rapelle i fri luft ned på jorden igen.
De andre var ellevilde. Himlede op om hvor fedt det var, og ville prøve én gang til. Bare ikke mig. Jeg ville ingenting.

Så jeg var hende der tog billeder og heppede på de andre, mens jeg prøvede at mærke efter inde i mig selv, hvorfor jeg ikke ville prøve.
Jeg mærkede intet andet end ren og skær modstand. Trodsighed og en stemme, der sagde: vil ikke, vil ikke, vil ikke.

Men bagefter skulle vi kaste med økser. Jeg elskede det fra første sekund.


Øksekast.

Det var så fedt.
En tung økse med et skaft på ca. en halv meter.
Instruktøren forklarede hvordan man skulle tage fat om øksen med begge hænder, løfte den op over hovedet og lade øksen hænge ned langs ryggen. 
Stille sig i position, tage sigte - og her kom så en lille advarsel ind: For når man så svingede øksen op over sit hoved og kastede den fremefter alt hvad man kunne, så skulle man liiiiige være opmærksom på at svinge lidt ud af, så man ikke ramte sig eget baghoved med øksen... Der blev jeg altså lige lidt beklemt og fik grimme indre billede. Ramme sit eget baghoved? Med en økse?

Arhmen kan I se overskriften for jer?

39-årig lærer omkom i lørdags efter tragisk ulykke med økse. Kvinden kom ved en fejltagelse til at kløve sit eget baghovede, da hun skulle svinge øksen over hovedet for at kaste den mod en skydeskive.

Så galt gik det heldigvis ikke. "Hvor mange gange er det sket at nogen har ramt deres eget hoved med øksen", havde jeg lige brug for svar på, da det var min tur. "Ingen", svarede meget flink øksekast-instruktør, som lidt efter roste mig for den styrke, hvormed jeg kastede øksen afsted. "Nu skal du bare prøve at sigte og se, om du kan ramme skiven"... Men jeg var så begejstret over, at jeg kunne finde ud af at kaste øksen hårdt og langt, at det der med at ramme blev sekundært...

Øksekast. Det er lige mig!

Og nu har jeg siddet og pløjet alle FOF's og AOF's aftenskolekurser igennem - ØV, der er ingen, der har oprettet et hold i øksekast.
Vil ellers vildt gerne gå til det.


mandag den 8. august 2011

Lillesøster

Jeg har tre døtre. De to ældste har altid  været forholdsvist nemme. De er begge rolige gemytter, der ikke har de store udsving i temperament. Eller også har jeg glemt, hvordan de var som små? Nej, de VAR nemme, for der er flere veninder, der uafhængigt af hinanden har sagt til mig, at jeg har haft det for nemt med mine to ældste børn i forhold til så mange andre. Nemme graviditeter, nemme fødsler og nemme børn. Uretfærdigt, blev der antydet fra visse sider.
Da jeg ventede mit tredje barn, var der nogen, der i deres stille sind håbede, (og ligefrem indrømmede at de gjorde det) at jeg ville få en vild og ustyrlig dreng, så jeg rigtig kunne mærke, hvad det vil sige at have børn. Én der overhovedet ikke hørte efter, indordnede sig eller rettede sig efter mine anvisninger. For når man har haft det så nemt, som jeg havde, så skal man udfordres.


Og det skal jeg dælan-dytme love for, at jeg er blevet.

Barn nr. 3 er alt det, man ønskede for mig: Vild, ustyrlig, hører ikke efter, indordner sig ikke, retter sig ikke efter NOGEN anvisninger. Det eneste profeti der ikke er gået i opfyldelse er, at det ikke blev en dreng, men en pige.

Som er helt sin egen. Og har sin egen mening om alt. Og gør hvad det passer hende. Når det passer hende.

Storesøstrene er slået hjem. Deres verden er vendt på hovedet og intet er det samme som før. De elsker deres lillesøster helt op til stjernerne, men da de var henh. 9 og 6 år gamle, da hun blev født, kan de sagtens huske LFL: Livet Før Lillesøster.

Og der er noget, de især savner fra det liv. Og fortæller mig, at de savner. Og det er at lave noget sammen med mig, hvor lillesøster ikke er med. Jeg forstår dem så godt!

Derfor var det så fedt her forleden, at sende mand og lillesøster i sommerhus i to dage og være alene hjemme sammen med mine store piger. Faktisk var jeg så begejstret at jeg inviterede dem i biffen og se "Poppers pingviner", som er med den skuespiller, jeg afskyr MEST af alle. Jeg hader Jim Carrey! Men elsker mine store piger så højt, at jeg udholdt halvanden time i selskab med ham. Og nød det stort.




Dagen efter kom lillesøster hjem igen - og freden i huset var forbi. Men storesøstrene havde fået så meget fred for hende, at de havde glædet sig stort til gensynet. Totalt win-win.

Men er hun da virkelig så styg, hende den bette vi har? Ja, men hun er satme også sjov. Og fordi hun nærmer sig treårsalderen tilskriver jeg også meget af hendes væren-på-tværs-af-alt, som en 'fase, der går over'. (Husk altid på det, hvis du har børn, der skejer ud: Det er en fase, det går over...)

På den lille film, jeg smider ud nu, har Johanne, iført sig en grøn paryk og dresset den op med et par  sølvsko i str 38,  og er i gang med et slag stangtennis med Frederikke. Og hun er tosset over, at jeg kommer og vil filme.


Og oven i hatten får I et close-up af både kompostbunke og algebefængt skur.  Hvor heldig kan man næsten være?


video

søndag den 7. august 2011

Nr. 48, hvor er duuuu?

Jeg har noget med tal. Der er pæne tal og grimme tal. Jeg foretrækker lige tal, men 3 og 5 kan til nød gå an. Altså i kombi med lige tal.

12 er et smukt tal. 17 er tudegrimt (men det stakkels tal er også dobbeltramt, for ordet sytten indeholder bogstavet y, som jeg heller ikke kan lide!)

Der er pæne og grimme telefonnumre, personnumre, husnumre. Jeg boede engang i nr. 13. Det var ikke godt. Slet ikke når man er vokset op i nr. 22, er født d. 12 og i '72 og derfor foretrækker at tallet 2 på én eller anden måde indgår. Nu bor jeg i nr 1. Det accepterer jeg, fordi det er det halve af 2, som jeg elsker. Men egentlig kan jeg ikke lide 1.

Men jeg har slet ikke nævnt det værste.

Det er primtallene.

De er ulige, skæve og kan ikke deles. Jeg kan ikke ta' det.

Derfor gør skurrer det i mine øjne og prikker i mine tindinger,  når jeg dag efter dag logger ind på min blog og konstaterer at antallet af faste læsere bliver ved med at være 47. Argh, bare at skrive det var ubehageligt. Syvogfyrre. Jamen, kan I ikke høre det? Se det? Det er simpelthen så grimt, tallet 47.
Derfor håber jeg hver eneste dag, at læser nr. 48 melder sig på banen, så jeg slipper for at se på det afskyelige primtal.

Kom nuuuu, nr 48, jeg ved du er derude!

Almindelig

Jeg var forleden på besøg i Marias maskinrum og læste om hendes fortvivlelse over at være gennemsnitlig og almindelig. 
Aj ok fortvivlelse er måske et stort ord at bruge, men så frustration da.

Indlægget afstedkom hos mig en lang tankerække, der sendte mig tilbage til en udgave af mig selv, hvor jeg nok har været 16-17 år og så nogle år fremefter.
Jeg oplevede teenageårene som svære og forkvaklede og husker mig selv, som en bekymret, tænkende, undrende og lidt indadvendt - meget lidt køn pige med grimt hår og bøjle på tænderne. Og med et selvværd på størrelse med hullet i en vanillekrans. Jeg var konstant ulykkelig forelsket, typisk i én, der var en del ældre end mig og derudover også typisk lysår uden for min rækkevidde.

Set udefra var jeg en helt almindelige skolepige, der levede et fuldstændig almindeligt liv.

Men inderst inde vidste jeg bare, at det var et spørgsmål om tid.

Før nogen fik øje på mig og opdagede, hvilket helt usædvanlige og specille unikum, jeg er var.

Jeg var ikke almindelig, jeg var noget helt særligt. Der var bare ikke nogen, der havde fået øje på det endnu. Jeg kunne mærke at jeg var skabt til noget stort og helt særligt og jeg affandt mig med at de, som opfattede mig som helt fuldstændig almindelig ikke kendte mit sande jeg og derfor misforstod mig.


Jeg voksende op i verdens mest almindelige familie. Far, mor, mig og min lillebror. Parcelhus, forstad, stisystem, skole, fritidsaktiviteter, veninder og hest. Det var rasende almindeligt.

Og selvom jeg elskede det, så elskede jeg også at hade det. Og skulle i hvert fald ALDRIG selv leve i sådan en røvsyg kedelig kernefamilie. Og have sådan et røvsygt kedeligt liv.

Jeg var skabt til noget større og noget mere. Ventede som sagt bare på at mine særlige evner og talenter ville blive afsløret.

Hvad skete der så? Et eller andet tungt må have ramt mig i hovedet på et tidspunkt i årene fra jeg var 20-25, for selvom følelsen af at være et misforstået unikum stadig ligger lå indkapslet et sted inde i mig og en gang i mellem tittede frem, så er der sgu da langt til at jeg 10 år ældre - som 24-25-årig, ikke ønskede mig andet i denne verden end en helt almindelig familie. Sådan en med et helt almindeligt hus, en helt almindelig have, en helt almindelig mand og nogle helt almindelige børn.

Præcis sådan en som jeg fik.

Og fuckede op.

Men det er jo efterhånden også gået hen og blevet helt almindeligt...

fredag den 5. august 2011

Dit bedste løbemusiknummer?

Har været ude at løbe igen. Er ved at banke min form op fra scratch (for gud ved hvilken gang i mit liv), og nu vil jeg fandengalemig lære at elske det der løbeværk, som mine løbende veninder siger, at jeg kommer til, hvis jeg bliver ved. Og ved. Og ved. Jeg ser frem til den dag, det sker!

Første mål er at kunne løbe 5 km uden at dø.

I dag løb jeg 3 og døde så, men kæmpede mig vaklende igennem én mere. Den sidste kilometer vil jeg ikke kalde løb, vi er nærmere ovre i noget luntetravsagtigt vaklende slinger.

Og på en god dag indrømmer jeg gerne, at det er fedt. Ikke at løbe, det er hæsligt, men bagefter - hvor man sveder som et svin og forbrænder som ind i helvede.

Når jeg løber, går det bedst med høj fed tempofyldt musik i ørerne, men der må også gerne være lidt mere stille og rytmiske numre i blandt, for dem bruger jeg til at få styr på vejrtrækningen.

Jeg skal have blandet en ny omgang løbemusik til min iPod, og her kommer du, kære løbende læser ind i billedet. Jeg kunne nemlig godt bruge lidt inspiration til mit musikvalg.

Hvad er dit absolutte favoritløbemusiknummer (wauw, ni stavelser!)?

Billedet er lånt her.

torsdag den 4. august 2011

Uma Thurman, Uma Thurman, Uma Thurman

Her har vi søgeordene, som i dag har ledt til min blog:








Mit Helle: Det er her. Bingo. Velkommen.

Uma Thurman: Har du en blog og ønsker mange hits på den, så nævn Uma Thurman. Og læg gerne et billede ind af hende, så folk ikke bliver skuffede. Der går ikke én eneste dag, uden Uma Thurman.


30-dages udfordring: Det er fedt. Den 9.august har jeg lavet 100 mavebøjninger hver dag i 30 dage. Og er allerede i gang med at planlægge min næste 30-dages udfordring. Du kan læse om det her på min blog ved at finde indlæggene med tag'et TED.

Bøger for børn om karate: Jeg synes, du skal prøve dit lokale bibliotek. De har garanteret nogen bøger. Om karate.

Fremtidsscenarie: Hvad i himlens navn, forventer du at få opklaret ved at google det ord? Tror du at google kan bruges som en krystalkugle? Fik du svar?

Hvad er modsat løb: Altså ... ehh ... det er bare et slaw på tasken, men jeg svarer "gang".

Hvad er ægteskab: Det er saftsuseme også en stor ting at spørge ham der Google om. Men du skal du høre: Det er en juridisk forbindelse mellem to mennesker, der binder sig forpligtende til hinanden. I visse tilfælde kan der være både kærlighed og religiøse ritualer ind over.

Steen og Stoffer: Elsker jeg. Ville gerne have Steen som søn.

Større edderkopper: Seriøst. Det kan du da ikke skrive. Større end hvad?

Søvnkurve: Har jeg brugt det ord? Jeg er helt blank. Aner ikke hvad du taler om. 


450 kroner?

Hvad kan man få for 450 kroner?

Hmmm. Tænke...

Især i  udsalgstider ville jeg sagtens kunne finde et par fede sko eller noget andet tøj til mig selv eller til et af børnene.

Jeg kunne også få seks biografbilletter, og så ville der endda være til lidt snolder ved siden af.

Jeg kunne invitere min børn på café. 

Eller købe en bog eller nogle cd'er.

Jeg kunne også give nogen en gave.

Eller sætte pengene i banken. Hvor de ville forslå som en skrædder...

Jeg kunne tage en taxa, sætte mig ind i den og sige: "Jeg vil gerne sydpå for 450 kr"
(Og blive sat af på en mark udenfor Kolding? Hvor sjovt var det lige...)

Nåmmen jeg brugte 450 kr. i går.

På noget, som jeg dybest set synes er helt godnat, men som man er nødt til at ofre, når man har et ansvar.

De 450 bobs gik til  en dyrlægekonsultation. Og noget penicillin for blærebetændelse.

Til den store, lysebrune af de her to:


Det krævede tre personer at få medicinen i kræet.
To til at holde godt fast i den, og mig til at udføre den praktiske del med at føre en engangssprøjte ind i kæften på dyret og vente på at den fik slugt lortet.

Min børn bryder sig ikke om at jeg siger "den" om vores marsvin. Det er en hun. Jeg skal sige hun.
-------------------------------------------------------------------------

Skrevet til senere: Blærebetændelse. Straks jeg siger dette ord, kommer jeg til at tænke på min (nu afdøde) mormor. Hun havde panisk angst for blærebetændelse. Kunne næsten ikke klare synet af mig i alt for kort t-shirt, der i slippet til buksekanten, når jeg bøjede ryggen, afslørede at jeg ikke brugte undertrøje.
"Ih du milde søde barn, du får blærebetændelse, hvis du ikke går med undertrøje".
Og om vinteren selvfølgelig en ulden én af slagsen. I kombi med uldne underhylere, som i min mormors univers var den sikreste barrikade mod blærebetændelse.

Mon jeg havde kunnet lokke hende til at strikke et par uldne underdrenge til vores med-blærebetændelse-sygemeldte marsvin?

onsdag den 3. august 2011

Tomt værelse

I dag har jeg tænkt rigtig mange tanker om at være en familie.

Noget, der har givet næring til min tanker er, at min mands 16-årige datter har været her for at tømme det værelse, hun til at begynde med boede i hveranden uge.
Siden blev det til hveranden weekend og det sidste års tid, hvor hun har været på efterskole, har hun slet ikke været der. (Altså hun har været her, men ikke overnattet i sit værelse.)

Og nu er det så et faktum, at hun har gjort op med sin identitet som skilsmissebarnet, der har to hjem - og har samlet alt sit habengut hos sin mor.
Min mand kan sagtens forstå hende, og han har længe set den beslutning komme, og han har nok også været den, der i sidste ende sagde de ord, der var nødvendige at sige, for at pigen ikke følte skyld over ikke længere at orke to hjem, to familier, to værelser - to tilværelser - som selvom de er ens på mange punkter også rummer to forskellige kulturer, vaner, normer og "sådan-gør-vi-nu-engang-her-i-huset-ting".  Hos hendes mor er der ikke andre børn, hos os er der tre mindre søskende, som tid, plads og opmærksomhed skal deles med.

Jeg ville uden tvivl vælge samme løsning, hvis jeg var hende.

Flytningen er sket i fred og fordragelighed, datter og far har hygget sig med at gå og tømme værelset.  Farmand har været i hopla, har drillet, grinet og pjattet.
Men fordi jeg kender ham så uendelig godt, og fordi jeg ved, hvor meget han holder af sin datter, så har jeg hele dagen fornemmet den lille bitte stribe af tristhed, der er trængt igennem det muntre blik i hans øjne og jeg har også, når jeg lyttede godt efter, kunnet høre en mørk sørgmodig tone i hans stemme. For selvom det hele er så enkelt og nemt at forstå, når man sætter sig i barnets sted, så kræver det ikke psykologi på højt niveau at regne ud, at det gør ondt i en fars hjerte, når han kører sin datters ejendele hen til et andet hus, fordi hun hellere vil bo der end her.

Gode ord

tirsdag den 2. august 2011

Lidt bjergværk og noget vandfald

Jeg skal nok lade være med at trætte jer med en trilliard feriebilleder. Men I får lige tre.

Jeg får altid en stor følelse af at være nærmere min skaber, når jeg befinder mig i sådan nogen storslåede naturomgivelser.



Mor, piger, sø, udsigt

Meget vildt og larmende vandfald: "Cascades de Hèrrison"


Bjerg, Jura, Frankrig.
Sejt.

Fik det gjort nu

Det som jeg siden søndag aften, hvor jeg kom hjem efter 10 dages ferie, har ønsket at gøre, haft svært ved at gøre, ikke kunnet tage mig sammen til at gøre.

Men nu har jeg siddet en time og læst. Om det forfærdelige, der skete i Norge, mens vi var i Frankrig og som vi derfor kun sporadisk via sms'er fra venner og familie havde fattet omfanget af.
Jeg har læst og læst på de store avisers hjemmesider, jeg har fået dannet mig et overblik og fundet svar på alt det, jeg i første omgang ikke havde forstået rigtigt.

Det er ubegribeligt. Uendelig sørgeligt og forfærdeligt. 
Efter at have læst denne gribende øjenvidneberetning, som jeg blev opmærksom på via Amarillens blog, har jeg besluttet at jeg ikke vil læse mere om det i dag.

Jeg kan ikke rumme mere nu, hverken de grusomme fakta eller de følelser af angst og magtesløshed, som disse fremkalder.

I aften tænder jeg lys i mine vinduer - for de unge mennesker, som mistede livet & for deres pårørende, de efterladte, de sørgende.
Men også for at fastholde mine tanker og min tro på at livet er livet værd.
At der findes både godt og ondt i verden, men at der er mest af det gode. Ellers er det jo ikke til at bære?

mandag den 1. august 2011

Forestil dig

Prøv at forestille dig, at du ligger i et telt.
Teltet er placeret ved en sø.
Søen er placeret mellem nogle store høje bjerge.
Bjergene er placeret midt i Frankrig. Lidt ovre til højre, mod grænsen til Schweiz.

Du ligger altså der i teltet. Du kan ikke falde i søvn.
I teltet er der mørkt. Helt mørkt. Som i fuldstændig bælgravende mørkt. Du kan ikke se en hånd for dig.

Men du kan høre.
Hvis der altså var noget at lytte til. Men det er der ikke.
Der er helt stille. Helt mørkt og helt stille. Ok, næsten helt stille, for du kan dog høre lyden af en mand og tre børn, der trækker vejret.
Og det ligger du så der i mørket og lytter til.

Nu ændrer lydbilledet sig.
Det begynder at tromme ligeså stille på teltets dug.
Først bliver du forskrækket og tænker 'hvad er det?' men så genkender du lyden.
Det er regn.
Lyden af trommende regn på teltdug, er til at begynde med en stille og hyggelig lyd, men efterhånden tager den til og bliver kraftigere og kraftigere, og inden du får talt til ti er den lyden, der til at begynde med var så stille, forvandlet til en øresønderrivende larm af vand, der plasker ned mod teltet.

Nu hører du, at det rumler og bumler i det fjerne.
Det lyder næsten som om, der kommer et tog kørende, men den rumlende lyd fortættes i et brag. Så tordner det. Højt.
Og lidt efter kommer lynene.

Du puffer til ham, der ligger ved siden af dig og siger 'hold da op, der blev det nok lige tordenvejr, hva', men han ænser dig ikke fra sin tunge søvn. Han grynter og vender sig, men vågner ikke.
Efter 4-5 tordenskrald med efterfølgende blitz-lyn fra bjergene, tager regnen af. Du føler lettelse over, at det er ved at være ovre og begynder af glæde dig til søvnen.
Den må gerne snart komme og føre dig med på en dejlig drømmerejse.

Men søvnen kommer ikke.

Regnen stopper, og det  bliver stille igen. Det eneste, du kan høre, er regnvandets dryppen fra træer og buske.

Du ligger og lytter i mørket. Dit hjerte banker lidt for hurtigt og  du prøver at berolige dig selv ved at trække vejret langsomt og dybt ned i maven.
Du vender og drejer dig i den knirkende feltseng, og prøver at falde til ro.

Og så mærker du, at du skal tisse.
Det har du egentlig skullet længe, men du har ignoreret det og ladet som ingenting. Som om det nogensinde har fået nogen til ikke at skulle tisse alligevel?

Du kan ikke længere se bort fra det faktum, at din blære er ved at briste. Du skal tisse rigtig rigtig meget. Så meget, at der ikke er nogen vej uden om.

Du kravler ned i fodenden af sengen, finder dine natbukser og dine klipklappere og lyner teltet op. Stiger ud og står et øjeblik helt stille.

Lægger hovedet lidt bagover og kigger op i himlen. Det syn, der møder dig, slår dig næsten omkuld, så betagende er det.

Stjerner.

De er lysår væk fra dig, som står der i mørket og er så uendelig lille bitte. Og skal tisse helt vildt.

Du vakler et sekund mellem at sætte dig i græsset og tisse eller gå op til det nærliggende toilet, vælger det sidste og  går med raske skridt op mod toiletbygningen.
De telte og campingvogne, du passerer på din vej er helt mørklagte, og der er fuldstændig stille.
Du får den tanke, at du er den eneste på hele campingpladsen, der er vågen.
Ved toiletbygningen er der en dæmpet belysning. Meget dæmpet, men dog nok til at din krop kaster en lang skygge, som forskrækker dig, fordi du pludselig føler, at der er nogen bag dig. Hvilket der selvfølgelig ikke er.

Du åbner døren ind til et toilet, sætter din varme rumpe på det kolde bræt og lader blæren slappes og tømmes. Du nyder den befriende følelse, det altid giver i kroppen, når man har skullet tisse længe og endelig giver efter.
Mens du tisser, bemærker du, at der er åbent både ovenfor og nedenfor den dør, du sidder bag.
Du kan altså kigge op i en stribe himmel og ned på en smal stribe af jorden, mens du sidder der og tisser.
Og det gør du. Kigger.

Stjernehimlen skræmmer dig. Det er som om de klare lysende stjerner er bogstaver, der henover himlen skriver et budskab til dig om, at du er lillebitte, at du er forgængelig og at dit liv kun varer et splitsekund sammenlignet med deres.

De stjerner har set dig blive født, set dig vokse op, set dig le, grine, længes og elske og en dag vil de se dig dø.

Det sidder du og tænker på, og du bliver bange og kigger derfor ned. Hvor der også er hul ud til.
Og når lige at se noget, der piler forbi ude på vejen.  

Noget der løber hurtigt. Noget med pels.
Og hale.

Du skynder dig at blive færdig med at tisse og kommer ud af toilettet i en fart, og uden af se dig tilbage i mørket, trækker du trøjen sammen om dig og går med de hurtigste skridt, du ejer, tilbage til dit telt, hvor du vækker din mand og fortæller ham, at du blev pissebange, da du var ude, fordi der løber alle mulige mærkelige dyr rundt.

Han øffer lidt og åbner dynen og tager imod dig, krammer dig, varmer dig og siger at det nok bare var et af de mange egern, vi har set tidligere på dagen, og som vi synes er så kære.

Ja, tænker du. Det var det. Fandme ja. Det var et egern.
Men et sted langt inde i dig, er der en lille stemme, der siger til dig,  at det aldrig nogensinde var i nærheden af at være et egern, men den stemme overhører du og gentager, at det var et egern, du så.

Flere dage senere, da du sidder hjemme i din egen stue foran din computer og tænker på den ferie, der lige er slut, får du pludselig den skøre idé at slå 'egern' op på nettet.

Her læser du fx, at "modsat mange andre vilde dyr sover egernet om natten og er aktivt om dagen."

Bruger du denne oplysning til at konkludere, at det så nok alligevel ikke var et egern, du så?

Nej det gør du ikke. Det var et egern.

Back in town