Hjerneføde

Noget, jeg virkelig nyder for tiden, er at lysten og interessen for at læse faglitteratur igen har omfavnet mig.
Det er som om dele af min hjerne, som tilsyneladende har ligget hen i dvale, pludselig er vågnet og nu kalder på føde. 

                         

Tvivl

Hvem tvivler mest, børn eller voksne, blev jeg spurgt af en elev i 3.klasse i en kristendomstime, hvor overskriften netop var ordet tvivl. Jeg svarede uden at have tænkt ret længe, at børn jo nok tvivler mest, fordi der er så meget om livet og verden de endnu ikke ved eller har erfaret.
Senere i samme time meddelte jeg imidlertid eleverne at jeg havde skiftet mening!
Jeg var kommet i tvivl!
For netop fordi voksne ved og har erfaret alverdens ting, tvivler de meget mere end børn. Langt de fleste børn lever (heldigvis) i uvidenhedens renhed og uskyld.  Vi havde også en rigtig spændende samtale om forskellen på at tvivle på sig selv eller tvivle på andre. 
Sammen fyldte 3.klasse og jeg hele tavlen blev med udsagn om ting, man kan blive i tvivl om.

Mit farsi

Vi håber, De er tilfreds med oversættelsen, skriver de venligt til mig fra tolkekontoret, og jeg kigger på brevet om udflugten, jeg har fået oversat fra dansk til farsi, så min afghanske elev kan læse brevet med sine forældre. Beundrende lader jeg øjnene glide ned over de smukke tegn med buer, krøllede sving og prikker. Det er tegn,  der udgør et skriftsprog, som er mere end lukket land for mig. Det ser rigtig flot ud, tænker jeg, og svarer i samme venlige tone at jeg er meget tilfreds med oversættelsen.

Dagens højdepunkt: Jeg har købt en bog

Jeg læser rigtig mange bøger, men jeg køber meget få. De bøger, jeg læser, har jeg oftest lånt på biblioteket eller af kolleger og veninder.

Det sker dog at der er bøger, jeg ikke vil nøjes med at låne, men bare må eje. 

Har netop bekræftet købet af bogen Underdanmarks Jægersoldater, skrevet af Lisbeth Zornig, Michael Lindholm og Lotus Turell, for lige siden den udkom i oktober 2015 har jeg vidst at det var en bog, jeg bare måtte have. Så jeg ønskede mig den til jul, men fik den ikke-  og heller ikke til min fødselsdag i januar, og nu har jeg altså selv købt den.

Jeg er stor beundrer af Lisbeth Zornig Andersen, og af det kæmpestore arbejde hun gør for at give udsatte mennesker, og især udsatte børn,  en stemme. 
I mit arbejde møder jeg mange af de udsatte og sårbare børn, der som voksne måske kommer til at omtale sig selv som 'brændte børn'. 
Fordi jeg er AKT-lærer (AKT = Adfærd, Kontakt og Trivsel) på en stor byskole er begreber som underretning til kommunen, børnesamtale, paragraf 50-undersøgelse, alkoholproblematik og mistrivsel dagligt nærværende i mit lærerarbejde.

Jeg møder de her børn,  mens der er ild i dem så at sige, (for lige at blive i det sproglige billede med de brændte børn), og hver eneste gang, jeg råber op på vegne af et barn, og er med til at skubbe netop det barns livsbane i en bedre retning, så føler jeg virkelig at det jeg laver, giver mening. 


Jeg speedlæste Zornigs bog, Vrede er mit mellemnavn, mellem jul og nytår i 2011 - det kom der dette blogindlæg ud af - et indlæg, jeg er særlig glad for, fordi Lisbeth Zornig selv har kommenteret :)

I 2012 oplevede jeg hende for første gang til et foredrag i Århus, og siden da har jeg både været på et virkelig fedt og lærerigt kursus hos Huset Zornig, og til et foredrag i Vejle, hvor Lotus Turell var foredragsholder sammen med Lisbeth Zornig.

Jeg elsker inspirerende mennesker, der deler af deres erfaring, overskud og viden. Jeg er vild med folk, der kan kommunikere på mange kanaler samtidigt og som brænder for at få deres budskab igennem. Og jeg er ikke i tvivl om at den slags mennesker (der er heldigvis mange) baner vej og giver håb og livsmod til andre.

Lidt af hvert fra december

Skolelæreren har visket tavlen ren, slukket for pc'en i klassen, tjekket at alle stolene er sat op, og at der ikke ligger sure sokker eller ostemadder i elevernes garderober. Klassen er låst af og skolelæreren er skredet. 

Juleferie! 

Ah hvilken salig fornemmelse denne kendsgerning giver i hele kroppen. 

Jeg er måske nok mere til ferie end til jul, men eftersom jeg i de sidste 3-år har øvet mig (og er blevet ret godt til) i at tage JA-nissehuen på og gå MED julen og ikke IMOD den, så vil jeg ikke lægge skjul på, at der flere gange i december har sneget sig momenter af decideret julestemning ind i mine dage.

Jeg skrev om mit ambivalente forhold til julen lige her  det var i 2012, efter at jeg i 2011 nok havde hatet lige rigelig på den der skide jul. 

Et decemberblik igennem min kamerarulle åbenbarer lidt af hvert, både julede ting og ikke-julede. 

Uddrag af billeder fra december:

Herunder ses Lillepigen i fuld gang med at skrive indkøbsliste til de julesmåkager, vi bagte den weekend.  Lillepigen skrev selv indkøbslisten og cyklede derefter med ud for at handle. 

Bageriet resulterede bl.a i disse lækre peberkager, som vi fandt opskriften på i bogen 'Krudtugler og Kanelsnegle'.  Godt jeg nåede at tage et billede, for kagerne er forlængst ædt.

Dette billede så jeg på facebook og gemte det på kamerarullen, husker ikke præcist hvad jeg ville med det, men det er sgu da sjovt!

Så var der den nat, hvor jeg vågnede og skreg af skræk ved synet af en skikkelse, der stod forenden af min seng. Det viste sig at være den heldragt, jeg skulle have på til julefrokost, men det kom jeg først i tanke om, da jeg havde vækket ham, der har en vielsesring magen til min. 

På anbefaling af denne skønne dame var jeg et smut på biblo og finde den her bog, som jeg glæder mig til at læse i ferien. Ikke mindst fordi, jeg har besluttet at læse Fifty Shades of Grey bagefter. 

(Jeg planlægger tit 4-5 bøger frem i tiden, er det normalt?)

Mine piger har været alene hjemme hele dagen, og de er vant til at når de er det, finder de den her slags sedler på køkkenbordet om morgenen. De har lært fra helt små at det er ok både at yde og at nyde på en fridag. 

Allerede da de var meget yngre end nu, begyndte de at arbejde strategisk sammen om at løse deres opgaver med det formål at blive hurtigst muligt færdige. 

Storepigen synes nok efterhånden, det er lidt tåbeligt, men hun deltager som den gode rollemodel hun er - og er sikkert også den, der leder og fordeler arbejdet. 

Julegaven fra skolen var i år disse to lyshuse fra Kählers designserie 'Urbania'. Jeg ville aldrig været kommet i tanke om at ønske mig dem, og endnu mindre selv købe dem, men tænk, jeg er simpelthen så vildt glad for husene, og de er så smukke i vores vindueskarm ud mod gaden. 

Nå ja og så er det efterhånden længe siden, at jeg blev færdig med at købe julegaver. Og det drejer sig om mange, skulle jeg hilse og sige. Har i år igen købt stort se alle gaver på nettet, og det har været så megafedt at slippe for at rende i butikker, stå i kø og få  indkøbscenter-syge, noget du måske umiddelbart ikke lige ved hvad er, men så prøv at tage din varme vinterjakke på og gå halvstresset rundt i dit nærmeste shoppingcenter i 3-4 timer, så ved du præcis hvad indkøbscenter-syge er. 

Gå med styrken, som vi siger herhjemme hele tiden. 

Skriver opgave

I to dage har jeg siddet krumbøjet over tasterne på min pc hjemme ved mit eget skrivebord. Jeg knokler for at blive færdig med den afsluttende opgave på den efteruddannelse, jeg har fuldt det sidste halve år. 

Det har været SÅ fedt at være på 'studerende' igen, og jeg har næsten ikke kunne få armene ned over så godt, relevant og fagligt givende uddannelsesdagene har været. 

I min meget praksisorienterede hverdag glemmer jeg tit, hvor meget jeg nyder at have ro og tid til at fordybe mig i en arbejdsproces - i dette tilfælde med både at læse og at skrive, og når det så handler om et af de emner, der optager mig allermest: Inklusion, ja så bliver det ikke meget bedre. 

Opgaven skal afleveres på søndag, og består jeg den, kan jeg fra januar kalde mig AKT-og inklusionsvejleder. Lyder meget flot, ikke?

Må klart overveje at få trykt visitkort!

Og så må I i øvrigt have en dejlig weekend

De hersens posters, der florerer alle vegne på de sociale medier plejer ikke at interessere mig synderligt:  billeder der indeholder et sjov citat, kloge (overfladiske?) visdomsord, jokes eller pladder, som afsenderen synes giver så fin mening. 

Jeg plejer at bladre forbi dem uden at hæfte mig ret meget ved indholdet. Jeg vil endda gå så langt som til at indrømme at mange er dem er pænt irriterende... 

Så når jeg alligevel i går bemærkede to af slagsen på facebook, som jeg endda valgte at gemme og nu poster her, så er det fordi de lige præcist indrammede mig, sådan som jeg havde det, da jeg kom hjem efter en crazy uge på arbejde. 

Som indskolingslærer føles mine arbejdsdage ofte, som at holde to børnefødselsdage á tre timers varighed lige efter hinanden, vel at mærke med den ekstra tilføjelse at børnene forventes at lære noget som er synligt målbart, og at denne læring efterfølgende skal evalueres og sidenhen formidles til børnenes forældre. 

Det skal ikke læses som jammer, for det er det slet ikke, jeg siger bare at der nogen gange er så mange bolde i luften over mig, at jeg har allermest lyst til at kravle i flyverskjul under katederet i klassen. 

I går fredag var jeg så træt som en ondt år efter en som sagt helt crazy uge, og derfor var det med et stort smil at jeg fik øje disse to posters. Og når jeg sætter dem efter hinanden, så passer det sgu meget godt på min fredags-tilstand.

                          

                         

Tilbage står nu følgende spørgsmål:

1. Hvad er den korrekte betegnelse for den type billede m citat, som jeg taler om i dette indlæg? Hvad hedder sådan en fætter?

2.Hvem røg ud af 'Vild med dans'? (Der var jeg forlængst gået kold.)

3. Hvornår kommer sæsom 4 af Orange Is The New Black på Netflix?

Hilsen læreren

Det sker selvfølgelig engang imellem at jeg i løbet af en skoledag, må ringe forældre op og bede dem hente deres barn, fordi barnet er syg. 

Som regel er barnet åbenlyst skidt tilpas - træt, slap, stille og måske varm eller skrækkeligt forkølet, og jeg får ofte en presset mor eller far i røret, der undskyldende siger at barnet om morgenen havde virket ok, og selv havde ønsket at komme i skole. 
Den pressede forælder siger at han/hun lige skal lukke sin pc ned, og så naturligvis vil komme med det samme for at hente. Det kan også være en sød bedstemor, der kommer og henter. 

Men der sker også, at et barn kommer til mig og klager over hovedpine og mavepine, uden at jeg umiddelbart kan se at barnet virker syg eller begyndende syg. Det er meget tit 'ondt i maven', det drejer sig om, og her kommer jeg nemt i vildrede. For Gud hvor kan 'ondt i maven' betyde mange ting, især for et barn, der ikke har så nemt ved at forklare sig. 
Når en ellers glad og frisk dreng, der leger og udadtil virker helt okay gentagne gange siger til mig at han har ondt i maven, så starter jeg med at undersøge, hvad årsagen kan være. Kan vi udelukke sult (har måske ikke fået morgenmad, så tror da pokker at du har ondt i maven), tørst, trang til toiletbesøg ('du må gerne gå ud på gangen og slå en stor prut, hvis du kan', har fremkaldt mange smil på ellers ikke spor smilede barneansigter), så ved jeg instinktivt at det handler om noget andet. Og at dette 'andet' skal siges højt, for at vi kan komme sagen nærmere. I en anerkendende samtale med barnet, hvor jeg primært lytter og stille uddybende spørgsmål, vil barnet ofte fortælle mig, om en eller anden begivenhed der er sket enten derhjemme eller i skolen.

Mavepinen kan være udtryk for en følelse indeni, der gør ondt. 
Bekymring giver mavepine, tristhed og ensomhed giver mavepine, hjemve giver mavepine, angst og nervøsitet giver mavepine. 
Hvis jeg har en fornemmelse af at mavepinen er psykosomatisk, altså handler om en følelse, som barnet ikke rigtig kan sætte ord på, så bruger jeg i min samtale med barnet den pædagogiske/psykologiske metode, der hedder spejling. 
Jeg tilbyder barnet (uden holdninger, vurderinger eller krav) ord og beskrivelser af hvordan situationen måske kunne hænge sammen. 
Rammer jeg plet vil barnet langt de fleste gange tilkendegive dette med det samme, typisk bare med et spontant nik.

Eksempler på spejlings-samtaler, jeg har lavet indenfor de sidste par dage:

'Du fortæller mig at din mor stadig er syg , kunne det være at du har ondt i maven, fordi du går og tænker på, hvordan mor har det'? 
Barnet nikker og kigger ned. Vi snakker om mor og hendes sygdom, jeg lytter og giver omsorg og det hjælper ret hurtigt på mavepinen.

'Du havde et rigtig dumt frikvarter, og blev uvenner med dine kammerater. Det at være sur og ked af det, kan give en skrækkelig mavepine. Tror du, at det er sådan det er for dig lige nu - at du er så ked af det, at det kan mærkes i maven?

Barnet siger spontant 'jeg er ikke ked af det, jeg er SUR' og så har vi hul på bylden. Vi fik løst konflikten med kammeraten og dagen kunne fortsætte helt almindeligt uden ondt i maven. 

Læs mere om spejling her.

Jeg oplever dog også at jeg ikke kan komme i nærheden af at forstå, hvorfor barnet har mavepine - og (måske fordi jeg selv er mor, og ville foretrække det sådan, hvis det var mit barn?) så lader jeg tvivlen komme barnet til gode. Og ringer til forældrene og beder dem hente deres barn, fordi han/hun gentagne gange har beklaget sig. (Og sker dette igen og igen skal vi selvfølgelig have fat i problemet på en anden måde, det er klart...)


Hovedpine er ofte noget andet. Når børn siger, de har ondt i hovedet, har de det som regel. Med de, efter skolereformen nye (for børnene grusomt) lange skoledage, oplever jeg at antallet af børn, der klager over  hovedpine i skoletiden er steget. Det er da vildt bekymrende! 
Derfor kan jeg til fulde forstå, når Sønnes mor på bloggen Carport og noia er forvirret og bekymret over at hendes søn, som begyndte i skole i august, ofte får hovedpine i skolen. 
Sønnes mor beskriver  frustrationerne over at opleve sin søns skolestart, der for drengen mest af alt lyder som en udmattende ørkenvandring så skidegodt, at jeg håber, hun melder sig til skolebestyrelsen eller på anden måde får brølt ad kanaler, der når nogen med ansvar. Jeg oplever, som jeg også skriver i en kommentar til Sønnes mor, at der både fra politisk hold og i medierne bliver lyttet mere til forældrene end til lærerne. 
Det her indlæg gik lige i hjertet på mig. 

Long time, no see...

Mine nye stivnakkede -  og alt andet end fleksible arbejdstidsregler har medført, at der er blevet rodet rundt med mine vaner. Og det er kommet til at gå ud over bloggen her, som virkelig må undre sig over, hvor filan jeg blev af. Sagen er at fordi jeg ikke længere skal (må) forberede mig hjemmefra, så står min pc sådan set bare og samler støv på det skrivebord, der engang tilhørte en glad og fornøjet lærer, der elskede sit arbejde. 
Det gør jeg sådan set stadig - elsker mit arbejde - men som i et hvert kærlighedsforhold, opstår der kriser parterne imellem, oftest fordi virkeligheden ikke lever helt op til forventningerne, kommunikationen er slået fejl og parterne har misforstået hinanden. 
Det er nok sådan cirka det, der er sket mellem mit arbejde og jeg. Vi forstår ikke rigtig hinanden for tiden. Og derfor er vi kørt lidt trætte i hinanden. Når det skete før i tiden (for nye arbejdstidsregler), var det så dejligt at kunne skride hjem fra det arbejde, lægge det væk, fyldet hovedet med andre gøremål og så genoptage arbejdet, når der var ro, plads, tid og ikke mindst overskud. Det var der ofte om aftenen, når mine unger var gået til ro.
Nu sidder jeg og stresser inde på skolen. 40 timer om ugen. Anspændt og med uro omkring mig og hovedet fyldt op af træthed og kaos ovenpå non-stop serier af lange undervisningsdage og møder, der falder i en lind strøm. 
Jeg har ikke vænnet mig til det endnu, men jeg kæmper, for jeg vil så gerne at det skal lykkes. Tvivlen er dog allestedsnærværende og optimismen fiser stille ud, som luft gennem sprækker og revner. 

Og alt imens jeg knokler for at finde min nye plads i en anderledes arbejdsdag i en ny-reformeret skole, så klargør jeg på hjemmefronten husets yngste til en tur i folkeskole-karrusellen.
Lillepigen har første skoledag mandag d. 3.november, en uge før sin 6-års fødselsdag, og hun glæder sig big time. Jeg glæder mig sammen med hende, og tuder lidt i smug, over at mit yngste barn er blevet skolemoden. Siger klichéagtigt til ham, der har en vielsesring magen til min, at jeg ikke fatter hvor de år blev af. Seriøst. Jeg fatter det ikke. 

Det er efterår. Vi samler kastanjer, tænder lys og shopper vintertøj og støvler. Og tæller ned til ferie. 

Introvert, stå ved dig selv - Børn i skolen

Dette indlæg er en slags fortsættelse af det her, som jeg håber, du vil læse, hvis du ikke allerede har gjort det.

Anna Skyggebjerg (AS) skriver i sin bog ’Introvert, stå ved dig selv’, at introverte børn er særligt udfordrede i skolen, fordi skolen som ’system’ primært understøtter ekstroverte normer og idealer.  

Jeg er desværre helt overbevist om, at AS har meget ret i denne antagelse.

Der findes masser af knalddygtige lærere og pædagoger, som med stort hjerte, empati og forståelse (også) rummer og favner de introverte børn. Det ændrer dog ikke på det faktum at ekstroverte idealer, som at tale så højt at alle kan høre det, arbejde i grupper, stille sig op i klassen og fremlægge projekter -  og i det hele taget at være god til  at 'være på' fylder rigtig rigtig meget i nutidens skole.

Derfor tager jeg nu min lærerkasket på, og giver med denne tekst mit lille bidrag til en større forståelse af de mange skønne og dejlige, videbegærlige introverte børn, der findes i hver eneste skoleklasse.

Det, de børn bidrager med i skolen er vanvittig værdifuldt - De viser andre børn, hvad det vil sige at fordybe sig, de er attraktive samarbejdspartnere, når der arbejdes i makkerpar, de er grundige og tænksomme.  
De børn skal have lov til at være lige præcis så introverte, de nu engang er, uden nogensinde at føle sig forkerte af den grund. 
At det sker er både forældrenes og lærernes ansvar.

En dansktime i 6.klasse:

Eleverne har modtaget en fælles gennemgang om en bestemt type digte, og skal nu ud i grupper og arbejde videre med emnet selv. 
Jeg har lavet en arbejdsseddel, som jeg går rundt mellem bordene og deler ud til eleverne, og mens jeg gør det, er der helt utrolig meget støj og uro i klassen.  
Jeg siger til eleverne, at de skal finde sammen i tre-eller firemandsgrupper og lynhurtigt foregår der en masse ping-pong igennem luften. Da jeg er færdig med at dele arbejdspapiret ud, rejser eleverne sig og finder sammen i grupper. Nogle bliver siddende i klassen, andre sætter sig udenfor på gangen. 

Da jeg lidt efter går ud på gangen for at se til de grupper, der sidder der, får jeg øje på Lea (navnet er opdigtet), som har sat sig alene på reposen ved trappen. Med ryggen mod gangen og klassen, hvor alle de andre befinder sig.

-Sidder du her helt selv? siger jeg med et tonefald, der afslører at jeg både har dårlig samvittighed over ikke at have set, at hun ikke kom med i en gruppe - og medlidenhed med hende fordi, hun sidder der helt alene.

-Ja, må jeg ikke nok blive her og arbejde med opgaven selv? spørger hun og kigger bedende på mig.

-Øh, jo det må du da gerne, men vil du ikke hellere have hjælp til at finde en gruppe at arbejde sammen med?

- Må jeg ikke nok blive her alene, please?

Hendes bedende ’please’ bliver kodeordet til at jeg forstår, at det ikke er synd for hende, at hun sidder der alene. Hun har selv valgt det, for hun kan ikke overskue det der sker i gruppearbejdet: De andre tager ordet og har en ping-pong om opgaven, og det det hele går så stærkt, (og i Leas verden overfladisk) at hun aldrig når at komme på banen med sit besyv til opgaven.

Når hun arbejder alene, afleverer hun de fedeste og mest gennemtænkte opgaver. 

Lea er udpræget introvert, og selvom jeg ikke tror, hun kender ordet og kan sige, at det er det, hun er, så kan hun i hvert fald tydeligt mærke, når hun har brug for at trække sig fra dét sociale hurlumhej, som vi har helt utrolig meget af i skolen. 

Min opgave som hendes lærer er at imødekomme dette behov og helt optimalt: Komme det i møde - være på forkant med det -   inden hun må trække den mentale håndbremse og vende fællesskabet ryggen. Formår jeg det, understøtter jeg Leas trivsel og læring i skolen. Formår jeg det ikke, træder jeg på hendes selvværd.

På side 120 i bogen ’Introvert, stå ved dig selv’ fortæller AS meget fint, hvilke behov introverte børn har i skolen:

-         De foretrækker at arbejde alene

-         De vil gerne have ro til at fordybe sig

-         De mister koncentrationsevnen, når der er støj og uro omkring dem.

Jeg vil gerne tilføje:

De har brug for afskærmede kroge og stille hjørner, hvor de kan koncentrere sig om deres skolearbejde uden at blive forstyrret.

Alene ved at have fokus på indretningen af klasselokalet, er det muligt at gøre skolen til et bedre sted at være (også) for de introverte børn.

Situationen med Lea, der selv må sørge for at komme til at arbejde alene og finde et sted, hvor hun kan sidde i fred blev langt fra tacklet godt nok fra min side. Helt optimalt havde jeg lavet grupperne hjemmefra og differentieret dem således, at der var både én-, to-, tre-, og firemandsgrupper.  Og yderligere kunne jeg, inden eleverne blev sat i gang med deres selvstændige arbejde have aftalt med Lea, hvor hun kunne sætte sig og finde ro til sit arbejde. Det huskede jeg forhåbentlig næste gang.

AS har i sin bog så mange fine betragtninger om det at være introvert skolebarn i en ekstrovert skoleverden, betragtninger som hun har gjort sig igennem sønnen Jacob, der er udpræget introvert.

Den stemme, AS taler med på vegne af Jacob, er en vigtigt stemme, som alle der arbejder med børn til daglig, bør stoppe op og lytte til. De introverte børn siger nemlig ikke ret meget selv, derfor må vi voksne, der kender dem og kender deres behov gøres os umage for at tale deres sag, indtil de selv kan.

At stille sig op foran andre

Det introverte barns føler typisk stærk modvilje, når det kommer til opgaver, hvor han skal stille sig frem for klassen og fremlægge.  (Med mindre han har øvet sig så mange gange, at han kan det hele udenad.)

Det er lærerens opgave at få det introverte barn til at føle sig tryg i processen, og give ham/hende tid og plads til at udfolde sig på sin egen måde. Jeg tænker at en god måde at støtte på er at trække et 'filter' ind mellem barnet og omverdenen. Der er i dag så mange multimedie-muligheder, som kunne udgøre et sådant 'filter' – og det er (for alle børn) en god støtte at have noget konkret eller visuelt at læne sig op ad. 
Men især for det introverte barn er det rart at kunne levere sin fremlæggelse som en powerpoint, en stop-motion-film eller en kortfilm, hvor har måske endda har speaket ind over billederne, så han næsten intet behøver at sige under selve fremlæggelsen. Kammeraterne vil fokusere på filmen/powerpointen/whatever - og den introverte kan træde et skridt tilbage og få luft.

Mediet bliver et filter, der beskytter den introverte mod det sociale overload det er for ham at stå foran alle kammeraterne og tale ud til en større gruppe.

Det er jo ikke sådan at introverte børn ALDRIG siger noget i større sammenhænge, de bryder sig bare ikke om det og vil hellere ytre sig i mindre grupper og allerhelst på tomandshånd. 

Jeg er sikker på, at de kan lære at føle sig bedre tilpas i 'være-på'-situationerne, hvis vi lytter og anerkender og giver dem plads til deres egen måde at være på på, so to speak. Og ikke mindst - sørger for at de ekstroverte børn holder mund imens!

Det er lærerens opgave at tage hånd om alle børns forskellige behov – deriblandt også de introvertes. 

Det kan fx gøres ved ikke at have rigide regler for gruppearbejde, men så ofte det er muligt lade børnene selv vælge, om de vil arbejde i grupper eller i makkerpar.

Og kommer introverte Ida og spørger om hun må sætte sig over i det afskærmede hjørne og arbejde alene, så giv hende for Guds skyld lov.

I bogen fremhæver AS også de introverte børns behov for at kunne trække sig væk fra mylderet og være i fred i pauserne. Mange skoler har regler om at alle børn skal være ude i alle pauser, og det kan være pinefuldt for et introvert barn, der allermest har lyst til at sidde et fredeligt sted for sig selv.

Ingen børn har nogen gavn af at blive presset til noget, de ikke vil, men alle børn har glæde af at blive taget ved hånden og puffet blidt frem sammen med en voksen, de er tryg ved. 

Vi skal værne om de introverte børns selvværd, for i en turbulent og larmende ekstrovert verden, er det meget nemt at komme til at tro, at man er forkert, fordi man føler sig utilpas i noget, de fleste synes er superfedt.

Ingen børn er forkerte.  Lige meget hvad.

Ferieland: Sommerglimt på flaske?

Jeg står i haven med en flaske koldt vand, som jeg tømmer i et langt tørstigt drag, mens jeg kigger mig omkring i vores smukke have (skvalderkål kan vel godt være smukt, på sin helt egen måde, kan det ikke?). 
Solen er for nedadgående og græsset kilder mellem mine bare tæer.
Ikke en sky ses på den blå sommerhimmel, og jeg kigger på den tomme flaske i min hånd og tænker at gid jeg dog kunne fange et glimt af den fantastiske sommerferie vi har haft, lukke det ned i flasken, skrue låget godt til og herefter sætte flasken på køl.

Så ville jeg, når det bliver efterår, mørkt, blæsende og regnfuldt, og jeg udmattet og nedkørt, kunne stå en tirsdag eftermiddag og kigge ind i køleskabet, måske fordi jeg desperat ledte efter et sukkerfix, for at kunne klare resten af dagen, få øje på min flaske med 'Sommerglimt', tage den ud, skrue låget forsigtige af og tage en ordentligt slurk.

Vores sommer, min sommer, denne sommer har været (og er - den slutter jo ikke fordi jeg begynder på arbejde igen...) helt vildt god. 
Vi har nydt, slappet af, været aktive, været på opdagelse, set og oplevet, badet, daset og hygget os. 
Husbytte var igen i år en kæmpe succes, den ferieform passer så godt til os, og vi regner bestemt med at gøre det igen næste sommer.  
Da først vi fandt familieferie-balancen og havde fået slebet de skarpeste kanter (det tog det meste af den første uge), faldt der en dejlig ro over vores familie. 
Vi har grinet, leget, spillet, læst, kysset og krammet - jeg har - helt banalt - elsket og følt mig elsket. 
Det er således med kroppen fuld af vitalitet at jeg i morgen tager hul på et nyt skoleår.

Jeg regner mine år langt mere i skoleår end i kalenderår, og derfor er det at begynde et nyt skoleår næsten rituelt. (Dog ikke så rituelt at jeg takkede ja til Jens' tilbud om at gå ud og skyde en nytårsraket af. Hvis han altså havde haft én.) 
Der er rent bord, vi begynder på en frisk, en ny start.
 I år er den nye start markant og helt konkret, for jeg skal have nye elever (de begynder først på torsdag) og dermed omstille mig til at have 3.klasse. (Afgav 6. før ferien, de skulle videre på overbygningsafdelingen i den anden ende af byen.) De nye, jeg skal have er små, synes jeg, selv føler de sig kæmpestore, fordi de har udstået indskolingen, og nuskal begynde på mellemtrinnet. De er søde og megakære, og de elsker at gå i skole. Jeg glæder mig helt vildt til at lære dem og deres forældre at kende og til, sammen med mit team, at give dem en rigtig god skolestart.

Lillepigen og jeg lukkede i dag sommerferien af med en tur i Legoland. 
Stod klar ved indgangen, da de åbnede kl. 10 og så lod jeg ellers (i grove træk) hende styre slagets gang. 
Det er meget ukompliceret at være i en forlystelsespark med kun én barn, for hun sagde, hvad hun gerne ville prøve og så gik vi hen til det. Havde madpakker med hjemmefra og købte derudover is, guldgravning og en pakke Lego Friends til hjembringning.
Hjemme 7,5 timer senere havde Jens knoklet med at male træværk på huset, støvsuge og vaske bil (min bil, for så heldig er jeg, den slags gør min mand for mig!) og handlet til den kommende uge.
Og nu: Pakke taske, lægge rent vasketøj på plads (gider ikke, men det ligger ud over sengen) og så i seng med Karl Ove Knausgård. Ja, altså hans bog, forståes.

 

Første togtur af mange.

Meget lidt spændende madpakke, men dog kold, takket være køleelement
i plastpose. 

Lillepigen: Mor, kan vi ikke bygge sådan en tiger i lego, når vi kommer hjem?
Mig: Når ikke at svare, inden hun selv fortsætter...
Lillepigen: Nå, nej vi har ikke så mange orange legoklodser derhjemme

Undskyld til den dame, hvis røv jeg har fået med på dette billede

I mål, skål!

Det er en meget lettet, træt og temmelig udsplattet skolelærer, der sidder bag tasterne og skriver dette. Foran hende står et glas kølig rosévin, som skolelærerens mand (som by the way er ingeniør, hvis det interesserer nogen) lige har placeret foran hende.
Skolelæren er nået endnu en runde i den cyklus, der kendetegner en skolelæreres arbejdliv. Et skoleår. 40 uger og så er man i mål. 
Den runde, der sluttede igår er skolelærerens 13. Og det er helt fuldstændig uden sidestykke det mærkeligste og mest utraditionelle skoleår af dem alle. Først en fusionsproces hvor tre skoler blev lagt sammen, med et dertil hørende hvirvlende misk-mask af plejer, der var død, nye vaner, nye kulturer og et fysisk nyt sted. Og da meget var ved at lande fint, kom lockouten og slog benene væk under de fleste. Siden lockouten har skolelæreren haft mere travlt end nogen sinde, og alligevel lykkedes det ikke at hente de fire tabte uger. Vi gjorde ellers, hvad vi kunne.
Den fredag, hvor skolebørnene går på sommerferie er altid en dejlig, hyggelig og meget bevægende dag. Mange siger tak, andre siger farvel og de fleste siger på gensyn. Denne skolelærer skulle i går sige farvel til en hel årgang, der efter ferien fortsætter i overbygningen på en anden adresse i byen. Elevernes grådfyldte ansigter, da de faldt deres lærer om halsen og sagde 'tak for det fucking bedste år ever', gik lige i hjertet, og det var med en kæmpe klump i halsen, at skolelæreren fik sendt dem alle godt afsted på ferie. 

Og så var der personalefest. 
Skål!

Sidste skoledag

Hun fik øje på mig, før jeg så hende. Midt i det vilde inferno af udklædte, glædesjublende og meget højtråbende optog af karamelkastende 9.klasses elever, sprang hun ud af mængden. Jeg så hende ikke, før hun var helt henne hos mig, hun var klædt ud som en læge med hvid kittel, gummihandsker og stetoskop. 
Tørklædet, som hun har båret siden hun var 9 år gammel var i dagens anledning hvidt, hun har mange forskellige og vælger altid med omhu ét, der matcher hendes øvrige påklædning.
"Helle, Helle, Helle", råbte hun, mens de mørkebrune øjne strålede af glæde... "Jeg kom ind på gymnasiet." 

Og lige dér, midt i larmen, blev jeg bare så fuldkommen fyldt af glæde, fordi den lille meget generte, næsten sky pige, jeg lærte at kende, da hun startede på skolen for syv år siden, dengang hun gik i 2.klasse, har fortjent alt den succes, der overhovedet kan tilkomme hende i denne verden.
Hun er en ægte fighter! Som den ældste storesøster i en flok på seks børn, har hun altid haft et stort ansvar for sine søskende, og balancen mellem at være pligtopfyldende, praktisk og hjælpsom arabisk pige derhjemme, og i skolen ligeledes pligtopfyldende, stræbsom og socialt engageret dansk elev, har været en udfordring så stor, at den til tider føltes ubærlig for hende.
"Aldrig", svarede hun som 10-årig på spørgsmålet om hvornår hun følte sig okay og god nok -  og "altid" til det næste, om hun følte sig stresset over de krav, der blev stillet til hende.

Da hun var 11 år blev hun ramt af en bil i et fodgængerfelt og kom slemt til skade. Hun var indlagt i mange uger og ikke i skole i næsten flere måneder, og vi var bekymrede for, om hun ville være i stand til at hænge i igen, når hun kom tilbage i skolen efter så mange ugers fravær. Det kunne hun, for hun ville!

Nogen gange, når hun og jeg var alene, lod hun masken falde og tristheden træde frem. Fortalte, at hun tit tænkte på, hvem hun egentlig var, og at hun i skolen ikke følte sig dansk nok, og derhjemme ikke arabisk nok. Den tillid, hun viste mig, var meget rørende, og vi havde rigtig mange samtaler om, at hun skulle se sig selv, som et menneske, der er "både-og" og ikke én, der er "hverken-eller."

Med årene lærte hun at være i det, at se sig selv - ikke som et todelt menneske, med det ene ben i sin arabiske kultur og det andet i den danske, men som et helt menneske, der med sig har den gave at mestre to hjertesprog, kende to kulturer indefra og være vokset op i en familie, der trods traditionel arabisk baggrund, hele vejen har bakket op om at hun, der er født med et usædvanlig godt hoved, selvfølgelig skal have en uddannelse. 

"Jeg skal på gymnasiet", sagde hun igen glædesstrålende og faldt mig om halsen - "det var jo det, du sagde Helle,  allerede da jeg gik i 6.klasse" og lige i det øjeblik, var der en hel masse af det arbejde, jeg udfører til daglig, som gav rigtig meget mening. 
Jeg ønsker hende alt det bedste. 

I'm still standing

Ding-dong: 'Rundturen er nu til ende, og De kan stige af og genoptage Deres normale liv', siger en fiktiv togkonduktør inde i mit hoved. En tur, der indeholdt fire røvsyge uger i Lockoutland og en masse dejlig tid i Konfirmationsland. En tur, der blev så fint afrundet med dejlige sommerhusdage i Bededagsland.
Turen til Konfirmationsland havde vi sparet op til over lang tid, og den blev ikke helt så dyr som budgetteret. Heldigt nok, for den ufrivillige tur til Lockoutland kostede mig ud over frustrationer og utålmodighed jo altså også 18.150 kr i konfliktlån.  Røvtur!
Nu er jeg tilbage i Hverdagsland, og har helt symbolsk fundet skoletasken frem fra dens skjul bag døren i den del af stuen, hvor jeg sidder lige nu. Drejer jeg mig en halv omgang, kan jeg se den, og det er som om den smiler kærligt til mig og siger, at den glæder sig til at komme med i morgen. På arbejde. Skolelæreren skal på arbejde igen. Endelig. 
Jeg har besluttet mig for at være færdig med at være rystet over det, som er forgået henover hovedet på mig i de sidste uger, og nu ser jeg fremad. Jeg polerer mit positive sind, har støvet ja-hatten af og møder i morgen ind med åbent sind, åben vilje og åbent hjerte.
Reformer koster blod, sved og tårer, og jeg ved reelt ikke, hvordan det bliver, og hvor store forandringer, jeg kommer til at kunne mærke. 
Én ting ligger dog fast i efterdønningerne af lockouten: Jeg er blevet politisk hjemløs og stemmer blankt, hvis der bliver udskrevet valg i morgen. 

Vi må se. Jeg skrev følgende som facebookopdatering forleden:

"Op på hesten igen, det skal nok gå alt sammen! Jeg glæder mig i hvert fald stort til gensynet med mine elever på mandag og nægter at male fanden på væggen! Naiv? Ja, muligvis, men jeg mener det. Det skal nok gå alt sammen."

Lur mig, om ikke jeg får ret!

Shh! Mor læser

Hvis der er noget, jeg er vild med, så er det at få en bog mellem hænderne, som jeg bare kan mærke, vil gøre mig klogere. Sådan en bog er Anna Skyggebjergs bog "Introvert, stå ved dig selv". Jeg har næsten kun lige taget hul på læsningen, men har allerede mærket det der "YES" indeni, for jeg bliver klogere på mit introverte Mellembarn, på de mange introverte elever, jeg møder i hverdagen som lærer - og ved I hvad, jeg bliver skisme også klogere på mig selv!

Læs om bogen og om Anna på hendes blog her

En nat i tankernes rundkørsel

Hold nu op, hvor sov jeg dårligt i nat. Var dødtræt, da jeg endelig landede på puden og nåede lige at tænke på, hvor rart det skulle blive at sove en lang dejlig nat, inden de kom farende og landede lige der bag frontallappen. Tankerne. Insisterende, forstyrrende, ængstelige og helt utrolig forvirrede tanker.
Sagt meget kort så kan man sige, at en lockout og en konfirmation tørnede sammen i hovedet på en temmelig udmattet mor/lærer og at det hele ligesom bare blev FOR MEGET.
Min favorit-sovestilling på højre side, duede ikke. Jeg kunne ikke mærke, om jeg trak vejret? Så bliver man altså nødt til at vende sig om, for hvis man ikke kan mærke, at man trækker vejret, hvordan kan man så vide, om man gør det? 
Om på den anden side og ligge ... 
Har vi glemt noget til den konfirmation, hvad nu hvis dit, hvad nu hvis dat og åh Gud nej, hvad nu hvis dut? Hvordan bliver det at komme på arbejde igen, kan jeg overhovedet finde tilbage til hverdagens rutiner efter så mange uger i Ingenmandsland? Nu trykker det for brystet igen, tager tre dybe vejrtrækninger helt ned i mellemgulvet, kom så, du kan godt. Var det kl. 11 maden ankom fra cateringfirmaet på søndag? Hvor lagde jeg den seddel, jeg er begyndt at skrive til køkkenpigerne? Hvor meget af årsplanen for dansk i 6.klasse kommer vi egentlig til at skrotte, når hele april tilsyneladende skal streges ud?
Råber man det trefoldige leve før eller efter sangen? (Hvad mener du?)

Jeg lå i 3-4 timer. Kunne ikke ligge på nogen måde. Ikke trække vejret. Og var ikke i nærheden af at sove. 

Det.er.simpelthen.for.meget. Det.hele. 

Også på den gode måde, det er vigtigt at understrege, men jeg kan sgu snart ikke rumme mere. Efter på søndag, kan jeg helt sikkert trække det meste af vejret igen. Så skal vi bare have den skide lockout afblæst, så alting kan blive helt almindeligt igen.
Heldigvis skinner solen, det klæder min verden i dag.

Lock mig in!

Man ved, at man er en lærer, der har været lockoutet for længe, når:

Man længes efter lyden af en klokke, der ringer.

Man synes, der er så stille alle vegne.

Man beder sin familie huske at sætte stolen op, inden de forlader stuen.

Man har lyst til at invitere naboerne ind til diktat.

Man længes efter at have en tung taske på ryggen eller over skulderen.

Man har lyst til at bede dem, der står i køen i Brugsen om at stille sig på række to og to med hinanden i hånden.

Man ærgrer sig over, at folk ikke rækker hånden op, når de vil sige noget.

Man nyder det lidt, når ens børn skændes, så man kan få lov at konfliktløse på dem.


Man retter stavefejl og kommaer i enhver skrivelse, man kommer i nærheden af.

Man begynder at føre protokol over sine venner, når de kommer på besøg.

Man skal på tur med familien og i god tid sender en seddel ud med info om afgangstid, madpakke og hvad vi skal se i skoven.

Man har lyst til at give sin ægtefælle lektier for og skrive i hans kontaktbog!

Watch-out

Watch-out, knock-out, lock-out, black-out.
Walk-in, sleep-in, check-in, log-in.

Er rastløs. Forundret. Spørgende. 

Sat uden for døren. Ekskluderet. 

Anders og Michael:
Sæt jer nu til det forhandlingsbord igen, så vi kan komme videre. 
Sagde akt-læreren, der til daglig underviser børn i konfliktløsning og meget ofte sidder som mægler mellem stridende parter. 
Børn, der gennem arbejdet med konfliktløsning udvikler empati og evnen til at lytte. I den forventning at de senere i livet formår at tackle modstand uden at ryge i sort/hvide konflikter, hvor verden kun kan anskues fra en synsvinkel. Jeg lærer dem også, at en sag har mange nuancer, og at det vigtigste er at kunne forstå det, modparten forstår. Man kan altid forstå det, man selv siger. Det er ikke svært. Det svære er at forstå det, den anden siger.

Når børn er uenige eller ligefrem ryger fysisk i totterne på hinanden, er der typisk uenighed om hvem, der begyndte. "Det var ikke min skyld, det var ham, der startede, han slog først" ... Så fortæller jeg dem, at det ikke er det mindste interessant, hvem der begynder en konflikt. At starte en konflikt er det nemmeste i hele verden og noget enhver idiot kan finde ud af.

Det, der er interessant - og svært - det er hvem af parterne, der har format til at afslutte konflikten. 
Ham, der kan afslutte en konflikt, så parterne kommer ud af den på en rimelig måde, han har forstået hvad det handler om!

Et gammelt billede fra min telefon.
 Jeg fandt aldrig ud af, hvem der havde skrevet det her på tavlen?

Udelukket

Hvis jeg som mor iværksætter skoleaktiviteter for mine børn, der ingen skolegang har under lærernes lockout, er jeg så illoyal overfor mig selv som lærer?

Det har jeg gået lidt og tygget på de sidste par dage. Den her yderst bizarre situation giver meget at tænke over, når man som jeg har både en forældrekasket og en lærerhat på. Godt, jeg har sådan et stort hoved, så der er plads til begge hatte!

Jeg ville gerne have været på arbejde i dag - var klar, veloplagt og mentalt opladet efter en dejlig påskeferie, men i stedet for at komme glad og frisk ind i på skolen, hilse kollegerne godmorgen og når klokken ringede ind til første time,  byde eleverne velkommen tilbage fra ferie og høre lidt om, hvordan de har haft det og den slags, ja så stod vi der - skulder ved skulder - på fortovet foran skolen kl. 7.30, og markerede at vi gerne vil undervise, men ikke må.

Den her konflikt er pisseirriterende. Jeg er træt af den. For i konflikter er det svært, næsten umuligt at undgå at fronterne bliver tegnet sort/hvidt op - og at man derved kommer til at fremstå som enten for eller imod den sag, der konfliktes om. Der er ligesom ikke plads eller luft til at stå nogen steder i grænselandet mellem de to parter. 
Af netop den grund har man på det sidste hørt mig bruge det lille ord "men" usædvanlig meget.  Der er intet der er sort/hvidt i det her! Verden er ikke enten Bondo eller Ziegler.

Eksempler:

 #Ja, jeg bakker op om meldingerne fra Danmarks Lærerforening, men det betyder ikke, at jeg ikke går ind for at vores skolesystem kan profitere af en reform. 

#Ja, det var faktisk det, jeg lige sagde. Den danske folkeskole kan selvfølgelig bliver bedre end den er, men jeg synes man skal spørge sig for blandt skolefolk, når man vil finde ud af hvordan.

#Ja, jeg kan faktisk se mange interessante muligheder ved heldagsskolen, men ikke lige umiddelbart i den indpakning, undervisningsministeren har præsenteret den.

#Nej, jeg sidder ikke på skolen hver dag og forbereder mig, for det er der hverken plads eller kapacitet til, men jeg bruger til gengæld min private pc hjemmefra til mit arbejde. Og min egen telefon. 

#Ja, jeg har en længere sammenhængende sommerferie end mange andre, men det er altså ikke derfor, jeg har valgt at blive lærer...


Hvordan får jeg afsluttet dette indlæg, så det fremgår at jeg er langt mere undrende og spørgende, end jeg er sur og modvillig? Er i skrivende stund for træt til at flette en fin slutning sammen, så i stedet afrunder jeg med at gøre opmærksom på dette helt nye blogtiltag:

Blockout.dk


Jeg glæder mig til at komme på arbejde igen.