fredag den 28. april 2017

Hej Berlin

Min lille røde kuffert står pakket og klar i entréen. Der er 45 minutter til jeg skal med toget til Vejle.
I det tog sidder fire af mine allerbedste veninder, vidunderlige kvinder, som jeg har kendt i rigtig mange år. 
Sammen skal vi tilbringe en forlænget weekend i Berlin, og jeg har glædet mig så meget!

Siden påske har jeg kørt i høj fart helt ude i overhalingsbanen. Der har været fuld knald på især på arbejet, men også herhjemme. Derfor kan jeg slet ikke beskrive, hvor dejligt det bliver at sætte sig ind i toget, nyde det ualmindelig gode selskab og 6-7 timers køretur til Berlin. Kun lige afbrudt af et enkelt skift i Hamborg.
Har husket pas! Og en box med hvidvin!

Rigtig god weekend!


Ps. Hvis du vil følge det sidste nye i sagen om den udviste familie fra mit lokalsamfund, så læs med her:
Pigen med det lange glatte hår længst til højre er min Mellempige. 

Børn klager til ombudsmanden


Den samme historie fortælles også noget her:

Børn til ombudsmand: Kan det være rigtigt?




onsdag den 19. april 2017

Strandklar

Selvom det kunne have været helt vildt sjovt, hvis den lokale gymnastikforenings nye tiltag, holdet 'Strandklar', rent faktisk havde haft det indhold, at man ankom i badetøj og med håndklæde, smurte sig ind i solcreme og lagde sig til rette med solbriller og en god bog, så var jeg helt med på at det var en anden slags strandklar, der var tale om.

Jeg deltog med stor entusiasme. Knoklede på, gav den gas,  og svedte som en hest i de 50 minutter seancen varede. Mens det var allerhårdest (sådan cirka midt i sættet med burpees, hadeøvelsen over dem alle) overvejede jeg seriøst at melde mig selv strandklar efter denne ene træningsgang, og så tage det med et smil at jeg allerede havde betalt for otte gange, men som jeg har oplevet uendeligt mange gange, så varer alle mine dårlige tanker om træning lige præcis til det sekund, jeg er færdig, derfra elsker jeg det, bliver glad og stolt over at jeg fik skubbet røven afsted, og fortæller vidt og bredt til alle der (ikke) gider høre om det, hvor hårdt det var og hvor øm jeg er dagen efter.

Og ja, øm det må være dagens ord i dag. 
Skulle faktisk have været afsted til noget morgentræning i dag (det er jo onsdag you know), men det måtte jeg simpelthen droppe, for jeg følte på ingen måde at min krop var klar til at give den max gas igen efter kun 9 timers restituering. Det passer muligvis ikke, men sådan havde jeg det, da vækkeuret ringede kl. 5.17.

Mellempigen og jeg er på vej til Kolding, hvor hun i dag skal modtage det korset, som hun i de næste halvandet år, skal sove med hver eneste nat. Korsettet, som er lavet af sådan noget hårdt plastfiber-agtigt materiale, skal så meget gerne ligeså stille presse hendes skæve rygrad mere lige.

Hun har fået diagnosen skoliose, som er en bred betegnelse for skæv rygrad. I hendes tilfælde er hendes rygrad vokset skævt inden for det seneste år, og hvorfor den så er det, er det ingen der kan forklare. Lidelsen rammer mange piger i netop hendes alder (hun fylder snart 15). 

Solen skinner og jeg ønsker enhver, der læser med her en rigtig dejlig dag.



fredag den 14. april 2017

En ny ven mere og påske

Jeg kan stadig ikke skrive om andet end den udrejsesag, der i tre uger har fyldt mine tanker i alle mine vågne timer og ved flere lejligheder også holdt mig vågen om natten. Ofte har jeg fortvivlet tænkt på, at her sidder JEG og føler mig magtesløs og ude af den, hvad med de mennesker, der handler om? Hvordan har de det lige? Den tanke har for det meste affødt endnu mere magtesløshed.

Der er ikke noget nyt i sagen, familien befinder sig i Sjælsmark på tredje uge, og deres fremtid er fortsat et stort spørgsmålstegn. Børnene går ikke i skole, der er intet på centret de kan lave (og der er ikke andre skolebørn end de tre søskende, dagene er lange og familien er meget isoleret. 
Jeg mærker som ridser i hjertet, hvor ængstelige og frustrerede, de alle fem er. 

Lige inden påske meldte en ny ven sig på banen. Også fordi han havde læst mit debatindlæg i Politiken, hvorefter han ringede mig op.
Manden er præsten Leif Bork Hansen, og han var da tæt på at være det sødeste og rareste menneske, jeg i mit liv har talt med!
Han ville dels fortælle mig, at han var SÅ glad for mit tekst og havde læst den med stor begejstring, og dernæst ville han høre om det var ok at han brugte den i en tale, ha netop sad og skrev på. En tale som skulle afholdes ved en demonstration for 'Medmenneskelighed' i København 9.april. Han fik naturligvis min varmeste velsignelse til at henvise til min tekst, og det er ingen hemmelighed at jeg var svært stolt, da han efterfølgende sendte mig sin tale på mail. 

Leif Bork Hansen har offentliggjort sin tale på sin facebookside, og jeg har taget mig den frihed at kopiere den ind nederste i dette indlæg. Og ja, den Helle der citeres i talen, det er mig. 

Påskedagene er over os, vi har nydt skønne stille dage i et sommerhus ved kysten. Nu er vi tilbage i vores eget hus, og jeg kigger længselsfuldt ud på himlen for at se om de sorte faretruende skyer kommer nærmere eller sejler væk. 
Skal roserne klippes nu eller er det for tidligt?

__________________________________________


Tale ved ‘Vandring for medmenneskelighed’ 9. april 2017 arrangeret af Arendse Jacobi.
Den sorte borgerrettighedsforkæmper, pastor Martin Luther King, skrev i sit berømte brev fra fængslet i Birmingham: “Jeg er enig med St. Augustin som siger, at »en uretfærdig lov er slet ingen lov«.” Der vedtages i Danmark flere og flere love, som slet ikke er love! Hvad er en retfærdig og hvad er en uretfærdig lov? “Enhver lov, der opløfter den menneskelige personlighed, er retfærdig. Enhver lov, der fornedrer den menneskelige personlighed, er uretfærdig,” erklærer Luther King. Det er ligefrem sat i system, hvordan vi kan fornedre, nedværdige hinanden.
Vi ser, hvordan der oprettes lejre, hvor formålet er at behandle mennesker så utåleligt som muligt. På Udsendelsescenter Kjærshovedgård i Ikast bor Khoshnaw, forfulgt flygtning fra Irak. Han er gift med Christina i Birkerød, og han er netop blevet far! Hvordan kan det gå til, at anbringe ham så langt væk som muligt fra Christina og deres nyfødte barn, og det selvom han ikke kan sendes tilbage til Irak, som han er flygtet fra?
Det danske folketing går ind og bryder de inderligste bånd mellem mennesker. Og som det netop er blevet sagt i fjernsynet, får partier fremgang, hver gang de går ind for nye stramninger over for mennesker, der er forfulgte og beder om vores beskyttelse.
“Når man dehumaniserer mennesker” – altså behandler dem som andet end mennesker – “reagerer de på samme vis!” sagde en afvist asylansøger fra Nigeria på udsendelsescenter Sjælsmark. Der har han levet under ydmygende forhold i over 2 år, Han havde reageret voldsomt, fordi han var blevet nægtet et ekstra stykke kylling i Cafeteriet, selvom der var kyllingestykker nok og det var inden lukketid. Et stykke skamfuld Danmarkshistorie om et Cafeteria, hvorfra man f. eks heller ikke må tage mad med hjem til værelset, og slet ikke selv lave mad.
Dagligt dukker hjerteskærende historier op i pressen! Under overskriften “Nu er grænsen nået for, hvad vi som samfund kan være bekendt,” skrev Helle Alsted Tholstrup i Politiken for et par dage siden. Hun er folkeskolelærer i Jelling og hendes 14 årige datter Frederikke har en rigtig god veninde Alaa på 15 år. Alaa blev forrige torsdag hentet i Jelling sammen med sine forældre og to søskende og kørt til udrejsecenter Sjælsmark. Alle tre børn har gået i skole i Jelling. Siden de kom til udrejsecenter Sjælsmark har Alaa spurgt Røde Kors: “Hvorfor må vi ikke få lov og gå i skole?” Forældrene kom som flygtninge for syv år siden til Danmark. Nu vil man udvise moderen til Jordan og faderen og børnene til Vestbredden. Udrejsecenter Sjælsmark er ikke et sted for børn, et sted der er indrettet til at gøre det mest muligt utåleligt. Også de har f.eks opdaget at udsendelsescentrets Cafeteria ikke er et rart sted. Ifølge FNs børnekonvention kommer barnets tarv i forreste række. Men danske myndigheder gør, hvad de kan, for at omgå denne konvention.
Det er som om jo værre forholdene bliver – nu har vi netop hørt om et giftgasangreb i Syrien - med grusomme billeder af børn der har fået alvorligt åndedrætsbesvær eller er døde – det er som om, jo værre forholdene bliver, desto mere forsøger vi at lukke grænserne eller betaler os fra det ved at bede Tyrkiet løse Europas problemer, selvom vi også rystes over forholdene dér.
Det bliver sværrere og sværere at få sin ægtefælle hertil eller at få sine børn hertil. Hele tiden nye stramninger.
Under påskud om at ville beskytte, passe på Danmark, lader vi værgeløse i stikken. Er det ikke mennesker, vi skal beskytte?
Kan vi bedre affinde os med at mennesker, kvinder og børn, omkommer på Middelhavet, end at hjælpe dem – eller vente på at andre lande skal begynde. Så Europa venter og venter.
Og her i Danmark har vi troet, at det drejer sig om at beskytte danske værdier – at beskytte kristendommen mod mennesker af andet end vestlig oprindelse. Det er en bespottelse af kristendommen, der taler om en kærlighed, der ingen udelukker og altid er på tværs af de grænser og skel, vi vil forskanse os bag.
På sin sidste udenlandsrejse som præsident, og som bragte ham til Grækenland, kom Barack Obama med en advarsel om at Europa ikke lader sig vælte omkuld af ‘rå nationalisme.’ “Vi er nødt til at have et værn mod den stigende rå nationalisme eller etnisk identificering eller stammefællesskab, som bygges op om et “os” og “dem”,” sagde han. “Vi véd, hvad der sker, når europæerne begynder at dele sig op. Det 20.århundrede var et blodbad.” Og Obama ser også, hvad der finder sted i hans eget land.
I det racediskriminerende Amerika sang de under store demonstrationer under ledelse af Martin Luther King, hvori ikke bare sorte, men også hvide deltog, og alle religioner:
We’ll walk hand in hand,
We’ll walk hand in hand
We’ll walk hand in hand some day…
Man sang det siden i Sydafrika mod apartheid.
Og vi vandrer for medmenneskelighed.
I dette mirakuløse liv med hinanden - hånd i hånd!
Leif Bork Hansen



torsdag den 13. april 2017

Har fået en ny ven

Som det nok fremgår ret tydeligt, af det debatindlæg, jeg i sidste uge havde i Politiken, så er jeg røget ind i et meget tænkende og bekymret spor af mit liv.
 Jeg ligger vågen om natten, urolig og decideret utilpas over den højredrejning vores samfund i de senere år har taget. 

Jo mere jeg læser og sætter mig ind i diverse samfundsforhold, jo værre viser virkeligheden sig at være. 
I aftes læste jeg eksempelvis en lang række paragraffer i Udlændingeloven, og jeg blev simpelthen så ked af, at vi som en nation med menneskelige ressourcer og økonomisk overskud, vil være bekendt at behandle flygtninge på den måde, vi gør.

På facebook har jeg et par steder givet mig i kast med diskussioner og værdidebatter - og jeg har med hjertet forrest konfronteret mennesker, der gav udtryk for meget fremmedfjendske og diskriminerende holdninger. 
Det kom der i sandhed ikke noget som helst ud af. Andet end at jeg blev endnu mere forstemt over så fjendsk, uvidende og ængsteligt mange danskere tænker. 

Omvendt har det betydet rigtig meget for mig at læse artikler og indlæg fra de mange mennesker i Danmark, der heldigvis tænker anderledes og tænker medmenneskeligt. 

Den radikale EU-parlamentariker Jens Rohde er én af dem. Jens henvendte sig direkte til mig efter at have læst mit indlæg  i Politiken, og vores samtale endte med at han  kom (direkte fra Strassbourg!) til Jelling torsdag aften og deltog i den demonstration, vi holdt, for at markere at der nu var gået en uge, siden den palæstinensisk/jordanske familie var blevet hentet og kørt til Sjælsmark, hvor de stadig befinder sig. 

Læs mere om den sag her, og ja: Den Helle, der citeres i artiklen er såmænd mig. 


Min nye ven, Jens Rohde, kom direkte fra Strassbourg for at støtte demonstrationen
til fordel for familien Shamasneh, der efter syv år i Danmark, står til at skulle udvises.



tirsdag den 11. april 2017

Læserbrevsdebut

I sidste uge debuterede jeg som læserbrevsskribent. Det kom sig af at jeg mærkede helt langt ind i min inderste grundkerne, at sagen om den udviste familie fra mit lokalsamfund vidner om, præcis det overskriften siger.

Er man abonnent hos Politiken, kan teksten også læses her


Grænsen er nu nået for, hvad vi som samfund kan være bekendt

En velintegreret flygtningefamilie fra mit lokalsamfund står til at skulle udvises af Danmark.
Familien, der består af mor, far og tre på børn 15, 13 og 11 år blev torsdag morgen hentet på deres bopæl og kørt til Udrejsecenter Sjælsmark i Nordsjælland. Moderen skal udvises til Jordan og faderen og børnene til Vestbredden. Familien har boet i Danmark i syv år.


I skovgade, midt i Jelling står et tomt hus.
På den lokale folkeskole er der i både 8a, 6b og 4a en tom plads i klassen.
Her ved tasterne sidder jeg, næsten tom for ord og med en fornemmelse af tomhed i hjertet. Og jeg sidder især med en forstand, der ikke begriber.
Min 14-årige datter Frederikkes har en rigtig gode veninde, Alaa.
De to har gået i klasse sammen siden tredje, og de har i årevis spillet sammen på samme fodboldhold i den lokale klub.
Når udendørssæsonen begynder i næste uge, bliver det uden Alaa og hendes stærke solide midtbanespil.
Sammen med sine forældre og sine to søskende har Alaa siden torsdag morgen befundet sig på Udrejsecenter Sjælsmark i Nordsjælland. Familien har ingen anelse om, hvor længe de skal være der.
Alaa skriver til sine veninder at det føles som en ond drøm, hun håber snart at vågne af, og at det eneste hun ønsker er at komme hjem til Jelling. Hun vil hjem og hun vil i skole, og ikke mindst med på den udvekslingstur til Sydtyskland om nogle uger, som hun sammen med sin klasse har forberedt og glædet sig til længe. Hun er ulykkelig, frustreret og naturligvis bange for, hvad der kommer til at ske i fremtiden.

En helt almindelig lovlydig borger er jeg. Jeg har mand, børn, parcelhus og bil. Jeg har en mellemlang uddannelse, passer mit job som lærer på en folkeskole.
Jeg har aldrig været medlem at et politisk parti, men har stemt ved samtlige folketings- og kommunalvalg siden jeg fyldte 18.
Hvordan det gik til at jeg søndag d. 27.marts var med til at arrangere det, vi selv kaldte en sympatitilkendegivelse for Alaa og hendes familie, men som medierne efterfølgende kaldte en demonstration, og i den forbindelse så mig selv stå oppe på et havebord og råbe et budskab ud til en skare på 5-600 mennesker, det har noget med anstændighed at gøre. Og om hvad jeg mener, vi som samfund kan være bekendt.  Grænsen er nået, mærker jeg helt skarpt.  Nok er nok nu.

I dagene efter har sagen fyldt mig med uro og bekymring.
Jeg ligger vågen om natten med hovedet fyldt af spørgsmål som: ’Hvilke kerneværdier bør gennemsyre et velfungerende, ressourcestærkt og moderne dansk samfund?”
Et samfund i en tid, der er kendetegnet ved globalisering, højteknologisk udvikling, og hvor digital kommunikation og udveksling af data foregår konstant og med lynets hast.
Tirsdag d. 29.marts fyldtes to busser med skoleelever her fra Jelling. De tog til Christiansborg med flag og bannere for at demonstrere mod udvisningen af Alaa og hendes familie.
Elevernes handlekraft og evne til at forsøge at skabe forandring gennem dialog og demokratiske processer, vidner om at de er børn af fremtiden, og at de har lært den lektie, vi selv har tudet dem ørerne fulde af.
De har lært at give plads. De er rummelige og opdraget til at fokusere på det, vi mennesker har til fælles og de har med egen krop mærket det, vi har lært dem om at forskellighed er en styrke.  Inklusion er med andre ikke et fremmedord for dem, talt ud af vi voksnes munde, det er en del af deres erfarede hverdagsliv.
Et hverdagsliv som Alaa og hendes søskende i syv år også har levet og virket i. Og fordi deres danskhed ikke er kommet til dem via navlesnoren, så har de knoklet ekstra hårdt for at opnå den. Og det er lykkedes.
På sigt vil disse tre børn blive gevinster for det danske samfund. De vil uden tvivl få uddannelse, arbejde og blive bidragende samfundsborgere, fordi de er bygget af præcis det globale dna, der kommer til at kendetegne fremtidens Danmark.  Vi får brug for dem. De er ikke byrder, de er gaver!
Sagen om den udviste familie har skæmmet min retfærdighedssans, og jeg vakler i troen på at vi lever i et land, hvor værdier, menneskesyn og lovgivning spiller sammen.


Vi vil have Alaa og hendes familie hjem til Jelling. 

Følg sagen via facebook her eller via de to hashtags
#familienshamasneh og #hjemtiljelling

lørdag den 1. april 2017

Brænder for en sag

En velintegreret flygtningefamilie fra mit lokalsamfund står til at skulle udvises af Danmark.
Jeg har ikke haft andet i hovedet den sidste uges tid.

Vi var mange, der i dagene efter at dette faktum var offentliggjort, talte om at det er helt forrykt.
 Meningsløst og uforståeligt. 
Det rev og flåede i vores hjerter og skæmmede vores retfærdighedssans og tro på at vi lever i et land, hvor værdier, menneskesyn og lovgivning følges ad. 

At tale med andre om de mærkesager, man optages er, er rigtig godt. 
Man bliver klogere og får nuanceret sit eget syn på sagen. 

Men skal der ske forandringer, skal der rykkes og ruskes i noget eller ligefrem i nogen, så er det ikke nok at tale om det, så skal der handles. Nogen må GØRE noget. 

Hvordan den ene af  'nogen' gik hen og blev mig, er på den ene side lidt tilfældigt og på den anden side et udslag af den handlekraft, jeg nok generelt er blevet udstyret med her i livet. 

En handlekraft, der i denne sag blev aktiveret på flere planer. 
For det første et overordnet samfundsmæssigt plan, der blandt andet handler om lovgivning, der ikke stemmer overens med virkeligheden, om et sagsbehandlingssystem, der er alt alt for langsommeligt og om noget så grundlæggende værdifuldt som 'barnets tarv'. 

Med andre ord, jeg var rystet i min grundvold som borger i et land, hvor frihed, lighed og demokrati er bærende værdier.

For det andet er vi her i familien ramt langt ind i hjertekulen. Den 15-årige Alaa er min mellemste datters klassekammerat, faste makker på U16 fodboldholdet og nære veninde.
 Alaa og hendes søskende og deres forældre hører til her i vores lokalsamfund, hvor de har levet og arbejdet på at integrere sig igennem 7 år. 
Det er børnene, der kommer til at betale prisen for udvisningen, og det kan vi som samfund ganske enkelt ikke være bekendt. 
Og som om sagen i sig selv ikke er slem nok, som den er, så kommer der den smerte oveni at forældrene skal udvises til hver sit land, fordi de kommer fra hver sit land. Faderen og børnene skal sendes til Vestbredden, moderen til Jordan. 
Ubærligt og umenneskeligt.


Min veninde og jeg talte sammen lørdag aften, og fik detaljerne på plads, hvoefter vi skrev ud på facebook, og annoncerede mødet søndag kl. 16. Vi opfordrede alle i byen til at komme og vise deres tilkendegivelse af, at den her udvisning er helt helt forkert. 
Vi opfordrede ligeledes folk til at medbringe flag og sprittuscher og skrive hilsner på flagene til politikerne og til familien. 


Vi forestillede os, at hvis der kom 100 mennesker,  var det mange. De lokale medier, Vejle Amts Folkeblad, P4 Trekanten og TVSyd blev kontaktet, og de mødte heldigvis alle op. En af journalisterne vurderede at vi var samlet mellem fem og seks hundrede mennesker!



Læs om demonstrationen her: 500 borgere gik i spontan demonstration


Handlingsbolden  blev spillet op - og den har  været i spil lige siden.
Takket være et væld af hjælpsomme udstrakte og ligeså handlekraftige mennesker, afgik der tirsdag en busfuld med unge mennesker, der tog til Christiansborg, for at sige deres mening om sagen.




Læs den historie her: Jelling-elever gjorde indtryk

Der er håb for fremtiden, når den unge generation i den grad værner om fællesskabet og i handling og adfærd synliggør at de er lige præcis så rummelige og inkluderende, som vi selv har lært dem, at de skal være!

Vi vil have Alaa og hendes familie tilbage til vores by, kortere og mere præcist kan det ikke siges.