torsdag den 30. juni 2011

Selvværd & prøverum

Endnu en indrømmelse: Jeg er et fjols til at købe nyt tøj til mig selv. Mine døtre er nogenlunde velklædte og jeg sørger altid for at de får det, de har brug for. De arver meget tøj og mangler sjældent noget.
Mig selv? Glem det. Det er helt håbløst. For det første har jeg aldrig været den store shopper, (spørg bare min veninde Gitte, der engang tog et billede af en meget surmulende mig. Hun var inde i en tøjbutik og jeg sad udenfor på en bænk og  skumlede, fordi jeg havde mistet tålmodigheden og ikke magtede flere butikker, mens hun kun lige var varmet op. SUK) og for det andet er jeg desværre pisse nærig, når det kommer til at købe tøj til mig selv.
Men det går jo ikke i længden. Jeg er jo nødt til at have tøj på kroppen, og jeg vil faktisk rigtig gerne se pæn ud. Som lærer får jeg tit kommentarer fra eleverne a la "Haha, du har fået nye sko, de er lilla" eller "sikke en mærkelig skjorte, du har på i dag" og det er en rigtig god måde at blive mindet om, at andre mennesker ser mig og lægger mærke til, hvordan jeg ser ud. 

Når jeg tager mig sammen og vover mig ind i en butik, så sker der ofte én af følgende ting:

1) En smilende oversminket, megatynd og meget ung ekspedient går mig i møde og siger "hej, hvad kan jeg hjælpe dig med" og jeg dukker nakken og siger uden at tænke: "ikke noget, ellers tak, jeg skal bare lige kigge lidt", og så går jeg en runde i butikken og skynder mig ud.

ad 1) Det er så grænseoverskridende for mig overhovedet at være i en butik, at jeg har brug for 5-10 minutter helt for mig selv, hvor jeg lige sonderer terrænet, og så skal jeg nok selv henvende mig, hvis jeg har brug for hjælp. Chancen for at jeg køber noget, stiger med ekspedienternes evne til at lade mig være i fred, mens jeg kigger. Og så undskylder jeg overfor alle unge eksepedienter, at jeg er blevet sådan en sur gammel kone, men jeg vil altså ekspederes af en voksen!

2) Jeg får lov at snuse rundt for mig selv, finder lidt forskelligt, som jeg synes rigtig godt om og bevæger mig til prøverummet. Måske er jeg allerede begyndt at svede lidt og overvejer at droppe projektet igen, men jeg skal garanteret til et-eller-andet arrangement, og jeg har ikke noget tøj til lejligheden, så jeg presser mig selv til at gennemføre. Jeg kæmper mig ud af de slidte jeans, lader tøjet faldet til jorden og går så i gang med at prøve tøj.

ad 2) Hvis det første stykke tøj, jeg prøver, sidder ad helvede til, strammer eller er for småt, dropper jeg det hele og skrider igen. Hvis det derimod ser flot ud og passer, får jeg blod på tanden og prøver også det næste. Hvis ekspedienten taler til mig, mens jeg prøver tøj, får jeg nærmest et angstanfald og skynder mig at tage mit eget tøj på og forlader butikken.

3) Jeg får lov at snuse rundt, finder lidt forskelligt, som jeg synes rigtig godt om og bevæger mig til prøverummet.
Hvis det første stykke tøj sidder flot og der ikke er nogen ekspedient, der taler til mig, mens jeg prøver tøj, så køber jeg næsten altid mindst én ting.

ad 3) Hvad er det, der sker med mit selvværd foran spejlet i et prøverum? Hvor jeg normalt har det ok med mit udseende og ikke føler mig præget af kosmetiske skavanker, så ser jeg i prøverummets spejl ikke andet end bildæk om maven, fede lår, flæskeoverarme, kikset hår, uren hud og en figur, der mest af alt minder om en teletubbie!?

På en rigtig dårlig dag, bliver jeg bange for, at det er sådan omverdenen ser mig, sådan jeg i virkeligheden ser ud. At jeg kan glemme alt om smart tøj, der sidder godt, for jeg ligner alligevel en bøvert.

På en god dag, siger jeg at det fejlagtige indtryk skyldes belysningen i prøverummet, tøjets snit og de misvisende størrelsesguides, den er gal med.
Det er de gode dage, der tæller. Ikke sandt?



onsdag den 29. juni 2011

På vej i zen(g)

Forleden aften læste jeg Anna Skyggebjergs bog Zen for mødre. Jeg slugte den ud i én køre, hvilket jeg egentlig ikke vil anbefale andre at gøre, det ville have været langt mere udbytterigt at læse den i bidder. Da jeg var færdig, stod det lysende klart for mig, at jeg skal have noget mere zen ind i mine travle trebørnsmor-medfuldtidsarbejde-og pissestortgammeltmøghus-og mandderrejsermeget-hverdag.

I bogen er der en række udsagn, der kan afgøre, om man har brug for zen. Som for eksempel:

"Du ved, du har brug for zen, hvis du laver mavebøjninger, mens du taler i telefon" (Tjek, og jeg kan også file negle og lave kaffe imens.)

"Du ved, du har brug for zen, når du synes,  det tager for lang tid at tisse" (Tjek - og derfor laver jeg som regel noget, mens jeg tisser, fx sletter beskeder i min mobil, tjekker op på min kalender og den slags.)

Jeg kan såmænd lave min egen liste, som yderligere bekræfter, at jeg har rigtig meget brug for zen:

"Jeg ved, jeg har brug for zen, når jeg i bilen går helt i panik over, at jeg ikke kan finde mine nøgler, vender bunden i vejret på min taske med højre hånd, mens jeg styrer bilen med venstre, og lidt efter kommer i tanke om, at mine nøgler sidder i bilens tænding. Ellers kunne jeg ligesom ikke køre, vel?"

"Jeg ved at jeg har brug for zen, når jeg ikke kan sige mine døtres navne. Marie, Frederikke og Johanne bliver til Marikke, Fredehanne og Jo-rie."

"Jeg ved, jeg har brug for zen, når jeg glæder mig helt vildt til min mand skal på firmarejse, fordi det giver mig nogle aftener alene."


Jeg kunne blive ved, men det gør jeg ikke.

Det virvar, jeg navigerer i føles  af og til som at have Fredericia Banegård inde i hovedet (og det forventes, at jeg skal kunne alle togtiderne udenad OG fortælle samtlige rejsende, hvornår de skal afsted og hvilket tog, de skal ind i.)

Derfor elsker jeg kirken. I kirkerummet er der ultimativt zen.

Nå, men nu tager jeg en tudekiks og læser mit lille poetiske indslag fra i morges. Der var nemlig en stund med zen, lige før eks-mand ankom for at afhente tøsebørn til sommerferie.

Ferie

Vågner ved solstrålers kærtegn fra vindue
og lyden af børn på bare tæer i køkken
der rækkes op efter havregryn

Strækker træt krop ud og mærker
dagen komme mig smilende i møde
den rækker armene frem mod mig
og vil holdes om og holdes af

tirsdag den 28. juni 2011

Dagens

Dagens barn:
Munter 2-årig, som lige er afleveret i vuggestue, men som før det havde siddet bag på min cykel og fra barnesædet råbt højt "Man kan se min mors numse", mens hun trak ned i mine bukser.

Dagens win-win:
Ømme benmuskler og ømme lattermuskler efter halvanden times aftengåtur i bakket terræn med to skønne veninder. Motion kombineret med at få skubbet verdenssituationen på plads i gode venners selskab, det holder hundrede...

Dagens spørgsmål til mig selv:
Hvordan kan du sige at du er på slankekur, når du sidder og drikker cola og spiser Bastognekiks kl. 9.11 en tirsdag formiddag?

Dagens ting at se frem til:
At der over middag ankommer fornøjelig veninde med tog fra Århus, medbringende tandbørste og barn i barnevogn.

Dagens mand:
Min. Som sender søde sms'er til mig fra færgen mellem Gedser og Rostock, hvor han lige nu befinder sig og allerede har hjemvé. Det gætter jeg på, ALLE får ombord på den færge!?

Dagens irritation:
Lige meget hvor mange gange jeg læser navnet på det område, vi skal på ferie til i Frankrig, så kan jeg ikke huske, hvad det hedder. Og man lyder dælme bøvet, når man fortæller at man skal til Frankrig på ferie, folk siger "æj, hvor fedt, hvor i Frankrig skal I  så hen" og så svarer man, at det ved man ikke. Altså man ved det godt, men man kan ikke huske, hvad det hedder. Men jeg ved at der er 2 timers kørsel til Genéve. Og at det er  ca 1300 km hjemmefra. Og at jeg glæder mig.

mandag den 27. juni 2011

Mors computer

Mine ældste døtre må gerne låne min computer. Især når det  er sådan nogle små sjove film, de efterlader på min harddisk.

Skal man være bekymret...

...når sektretæren på ens arbejde fra sit kontor råber: "Er der nogen, der kan hjælpe mig, jeg har papirstop i bagdækslet?"

søndag den 26. juni 2011

Jeg har ikke lyst til at dø

Jeg skal lige love for, at man har været om sig her de sidste par dage. Fest det ene sted, fest det andet og indimellem skulle nogen køres på ferie til en campingplads,  andre hentes hjem fra en efterskole og en koncert + en fødselsdag midtimellem var der også.


Scene 1:
Vi er til koncert med "De Eneste To". Jeg tager min mands hånd og tænker, at han og jeg er de eneste to. Lige her. Midt i verden. Vi taler Big Love og Bløde Knæ, mine damer og herrer.
Simon Kvamm og Peter Sommer er i topform, aftensolen er på vej ned, fadøllene udgår i en lind strøm fra baren og stemningen er i sig selv berusende. Jeg har lyttet til cd'en så mange gange, at jeg kan de fleste tekster udenad. Giver mig hen til musikken og bliver meget bevæget i hjertet af teksten til "Jeg har ikke lyst til at dø". Fordi den minder mig om, at jeg dør en dag, og det gør lidt nas at blive mindet om. Jeg vil leve, jeg har ikke lyst til at dø.
Inden dette nummer har Simon Kvamm sørget for, at der er kommet nogen børn op på scenen, som han beder om at danse, alt hvad de har lært. De dansende børn forstærker i den grad sangens budskab. Det er smukt og væmmeligt på samme tid.


Scene 2:
Præcis et døgn efter scene 1 sidder jeg i selskabslokale på dyr restaurant i mellemstor jysk provinsby. Sammen med min familie fejrer vi min farmors 95 års fødselsdag. Siden hun fyldte 80, har hun samlet de nærmeste hvert år på sin fødselsdag for at lade sig fejre. For som hun siger: "Vi kan jo ikke vide, om jeg er der næste år." Sammen med min lillebror bliver jeg placeret i den ene bordende ved siden af en fætter og overfor en kusine. Så sidder vi der og er børnebørnene. Ved børnebordet. Fa'me syret, at man som snart 40-årig stadig er nogens barnebarn og at man i en situation som denne træder lige ind i rollen som barnebarn.  Vi fik dog ingen røde pølser og pommes fritter, men spiste det samme som de voksne. 
Min farmors sønner er henholdsvis 70, 67 og 62 år gamle. Hun omtaler dem konsekvent som "mine drenge" eller bare "drengene". Og ve den, der siger et forkert ord om nogen af "drengene". Hun har altid holdt  hånden over dem og er noget i deres liv gået dem imod, har det aldrig været deres skyld. Altid de andres. Mors drenge er ufejlbarlige. Sådan er det bare.
Den 95-årige fødselar holder en tale, hvor hun takker os alle for at være mødt op og hvor hun giver udtryk for at det, der driver værket for hende og giver hende lyst til at stå op hver morgen er, at der er noget at se frem til. Noget at glæde sig til.  Det, der  betyder noget er besøg, ture ud af huset, invitationer til højtider, fødselsdage, barnedåber osv.  Hun lægger ikke skjul på at det er disse sociale pejlemærker, der gør hende still going strong. Hun er så gammel at man ikke fatter det. Født under Første Fucking Verdenskrig, en voksen kvinde med mand og små børn under Den Anden. Hun er et stykke levende danmarkshistorie, der aldrig har smagt en pizza med pepperoni eller en Whopper Cheese, ikke har dankort, dvd-afspiller eller kummefryser.  Et menneske, til hvis ordforråd ord som facebook, smartphone og Ipod aldrig kommer til at finde vej. Hun ved ikke hvad trådløst internet, jalapenos eller tapas er, men da hun selv lavede mad, var hun den bedste i verden til brun sovs, syltede agurker og frikadeller. Jeg husker det som at komme i Himmerige, når jeg som barn besøgte min farmor og smæskede i hendes tryllerier fra køkkenet. Flæskesteg med brun sovs og kartofler. Frikadeller med brun sovs og kartofler. Kylling med brun sovs og kartofler. Og asier. Glem ikke asierne.
Hun har underkjoler, spisekammer, undergardiner og en rund blå metaldåse med Nivea creme. Hun drikker kaffe af kopper med underkop, får håret vasket og onduleret hos frisøren og har løst pudder på næsen. Hun er 95 år gammel og har ikke lyst til at dø.












Jeg har lyst til at smage alle frugter på hylden
Og til at være bred nok til selv at tage skylden
Jeg har lyst til at købe hele Nike og sige ro på
Far her, han skal nok give jer sko på
Jeg har lyst til at ta’ en bid af et kraftværk
Og spytte det ud og lade det stå om sitrende hærværk
Jeg har ikke lyst til at dø!

For 117. gang skal vi køre rutinen
Stikke fingeren i jorden og så vende maskinen
Der er så trygt i kabinen
Vi skal nok komme ned, det er der nogen der vil sørge for
Spørg mig ikke hvordan, og spørg mig ikke hvorfor
For jeg fatter det ikke
Men jeg har ikke lyst til at dø!

Jeg har lyst til at hoppe så jeg støder mod loftet
Dét loft som er lavet af gud-ved-hvem
Jeg har lyst til at få mig et landsted
Og starte en festival op fra bunden i Grindsted
Jeg har list til at slå en mand med slips lige i fjæset
Og sige bliv du bare liggende i græsset
Jeg har ikke lyst til at dø!

Det er tungen ud af halsen og smage på det hele
Det sidste glas vand jeg ønsker at dele
Og vi skal drikke det hele
Alt på én gang, en gang uden ender
Bag hven en dør, folk jeg kender
Vi kalder os venner
Og vi har ikke lyst til at dø!

Jeg har lyst til at skære mit hjerte ud til min datter
Og sige til folk der ikke vil have børn, de ikke fatter
En skid, skide værre med projekterne i banken
Det er liv der tæller, og ikke tanken
Om liv, som kan rive og buldre og brage og pibe
Som man kan have for en tid, men som man så må give
Men jeg vil ikke give mit liv, fra mig endnu
Jeg har ikke lyst til at dø!

torsdag den 23. juni 2011

Verdens bedste arbejde

Elev: Aj, er det rigtig at du blev det der ... Amtsmester i sjipning med svingetov, dengang du gik i skole, Helle?

Helle: Selvfølgelig er det rigtigt, tror du jeg står og lyver jer lige ind i hovedet - flyt jer lige, så skal jeg vise jer, hvordan jeg kvalificerede mig til finalen!

Elev:4.klasse er det bedste skoleår i mit liv. Det kan aldrig blive bedre.

Helle: Det kan være det bedste skoleår  indtil nu, men du skal jo gå i  skole mange år endnu, så der kommer helt sikkert skoleår, som er endnu bedre og sjovere end det her.

Elev: Nej, Helle, jeg kan bare mærke helt inde i hjertet at 4.klasse er det bedste skoleår i hele mit liv.

Elev: Jeg kommer sådan til at savne dig i sommerferien, Helle
Helle (krydser fingrene bag på ryggen): Jeg vil også tænke på dig mange gange i ferien...

Drikker lige et glas Asti, mens jeg skriver årets sidste forældrebrev færdigt, så det kan uddeles i morgen.

I morgen.

Ahhhh.

Jow jow, jeg skal arbejde i næste uge, men Herre Gud, der er jo ingen elever på skolen, hvilket gør en lærers arbejdsdag noget mere enkel, nem og forudsigelig end normalt.

onsdag den 22. juni 2011

Sankt Hans og musikquiz

Sankt Hans er som en forelskelse. Kærtegnende solskin, blid sommerbrise, rislende lyde af bøgegrene i en tæt skov. Heftig ild med insisterende stærke flammer, der brænder indefra og ud. Og udefra og ind.
Med Sankt Hans har sommeren sat sig i mit hjerte. Jeg sidder og taler til Gud, og han ler af min plan. Mit hoved taler et sprog, jeg ikke forstår.
Sommeren er fuld af drømme og fuld af stemninger, som jeg gerne vil holde fast i. Og jeg ved ikke om jeg kan gøre det, nej jeg har sagt for meget. Jeg har ikke sagt nok. Jeg troede at jeg hørte dig le, jeg troede at jeg hørte dig synge.
Jeg troede at jeg så dig prøve.
Lige om lidt står der ferie i kalenderen og hverdagens susende travlhed erstattes af lange morgener, bare tæer på køkkengulv, nogen der selv rækker op efter havregryn, andre der bliver liggende under dynen lidt endnu.
Ferie er minus hast, minus ensartethed i dages afvikling og minus flygtige blikke på ur og mobil og tanker om at skulle nå det.
Ferie er en flod af nærhed, langsommelighed og fuld af meningen med det hele.
Vi går ned til floden og vi dykker ned i floden.
Min verden er stor.
Jeg har besteget det højeste bjerg, jeg har løbet gennem marker.
Kun for at være sammen med dig.

Musikquiz:
Denne tekst rummer fire oversættelser (fra engelsk) af nogle af mine absolutte yndlings-sangtekster.
Kan du finde dem?


Så seriøs er min blog

Dagens søgeord, der har ledt til min blog:


Der grines højt her fra sofaen!

søndag den 19. juni 2011

...and the Oscar goes to

Nummer 7, som er Sonja! Hjertelig til lykke! Send mig din adresse på Hellea[snabel a]jellingnet.dk og jeg sender fluks bogen til dig.
Held og lykke med hindbærsnitterne Sonja!
Til alle jer andre: Tak fordi I slog vejen forbi min blog og havde lyst til at være med i min Give Away.

Give Away - opløbet er i gang... Du kan nå det endnu!

(Trommesolo)

Kl. 17.00 er sidste chance for at smide et lod i puljen.
Vinderen offentliggøres kl. 20.00

(Fanfare)


Bogen bliver afsendt til den heldige vinder i morgen, mandag.

(Hornorkester marcherer ind)

Stay tuned.

(Hornorkester spiller)

torsdag den 16. juni 2011

Og hvad med dig, hvad laver du så?

...et klassisk spørgmål, når man falder i snak med et menneske, man ikke kender. Og den adspurgte svarer så, at han er ingeniør, tandlæge, vvs-mand, frisør, arkitekt eller noget helt syvende.

Som for eksempel udbrudskoordinator!

I morges, da jeg kørte på arbejde og lyttede til P3-nyhederne i radioen, var der et indslag om de bakteriebefængte grøntsager, der hærger Europa i denne tid.

Til at udtale sig om sagen, stillede man direkte telefonisk igennem til udbrudskoordinator (prøv at sige ordet nogle gange, det lyder bedre og bedre for hver gang), Morten Lisby, der harcellerede over fødevarebutikkernes ringe egenkontrol.

Resten af min køretur  sad jeg og smagte på titlen 'udbrudskoordinator'.

Tænk, hvis hans arbejdsområde ikke kun gjaldt for bakterieudbrud - men også omfattede andre typer udbrud ... Skoldkoppeudbrud, vulkanudbrud, vredesudbrud... så havde han nok at se til i løbet af en arbejdsdag, hva?

Hvad er det modsatte af udbrud?
Indbrud?

Kan man så også være indbrudskoordinator?

onsdag den 15. juni 2011

Uh det er spændende

Min bog- Give Away er i fuld gang og jeg følger intenst med i, hvor mange der gerne vil vinde den.
Indtil videre er der 17 damer i opløbet - og jeg er rigtig spændt på, hvor hindbærsnitterne og de mange andre skønne opskrifter og idéer skal hen og bo efter på søndag, hvor jeg trækker vinderen.

Spændingen dufter lidt på samme måde, som da min veninde Karen og jeg, da vi var 8-9 år gamle,  kunne bruge timevis på at lave en butik ude ved vejen. Vi elskede det. Nogen gange var det aflagt legetøj, glansbilleder og klistermærker vi solgte, andre gange kage og saftevand. Vi har også haft et parfume-udsalg med hjemmelavet duftevand, made by hand af havens roser og lavendler. Når varesortimentet var produceret, lageret fyldt op og biksen - som bestod af et lille plastichavebord med min mors røde dug over,  blev sat ud til vejen, var spændingen næsten ikke til at holde ud. Pengekassen stod åben og var der lidt byttepenge i, så talte vi dem hele tiden, mens vi spejdede ned af parcelhusvejen. Vores butik var ikke ud for vores egne huse, for de lå i den nederste ende af en lukket vej, nej vi var rykket op til det, der i min barndoms parcelhusverden var en slags "hovedvej" - indfaldsvejen til de forskellige stikveje, og her kunne gud og hvermand komme forbi.
Nåmen der sad vi så og spejdede efter kunder til butikken, og hvis både den ene og den anden gik eller cyklede forbi uden at stoppe, kunne vi godt miste modet en anelse.
Men det skete heldigvis også at en venlig nabo, en sulten storebror eller en overbærende mor kom forbi og sagde 'næææh, hvor er det en fin butik, I to har lavet' og købte et stykke kage og et glas saftevand for 50 øre og så var vores lykke gjort.

tirsdag den 14. juni 2011

Sjovt minde om bar numse

En erindring, jeg faktisk havde glemt alt om, er pludselig dukket op i mit hoved for lidt siden. Jeg tror, den er poppet op i mixet af Laila, der ovre i Thehuset skriver om at møde en gammel bekendt, mens man kun er iført undertøj, og så det at jeg lige er kommet hjem fra lægen med Marie, der har fået 12 års stikket med MFR-vaccine.

Oplevelsen, der dukker op af det mentale erindringsarkiv er denne:

Israel 1993. I 3 måneder har jeg boet i en kibbutz, men vil nu sammen med en veninde tage rygsækken på nakken og gøre en måneds rundrejse i Egypten.  Vi skal inden rejsen vaccineres mod Hepatitis B. Det foregår sådan, at vi på et apotek har købt vaccinen og nu sidder på en offentlig klinik og venter på at komme ind til en læge, der give os den vaccine.
Min veninde er stille og bleg, fordi hun er skide bange for at skulle stikkes, og jeg føler mig derfor forpligtet til at holde humøret oppe for os begge. Jeg joker og fortæller sjove historier om de andre i venteværelset og det lykkes at få hende i samme fjollehumør, som jeg selv er i. 
Der er fire rum med læger i, der på skift kommer ud og kalder patienterne ind. Vi har trukket et nummer ved indgangen til klinikken og der er ca 50 i kø foran os. Vi har altså rigtig god tid til at studere de mennesker, der er omkring os. På et tidspunkt begynder vi at lægge mærke til de fire læger, især én af dem. Han er GudeLækker. En høj, mørk, muskuløs, amerikansk jøde med frække brune øjne og blødt sort hår, der falder i løse lokker om det smukkeste ansigt.
Min veninde og jeg glemmer snart alt andet omkring os og begynder at fantasere om den lækre læge. Vi digter erotiske eventyr om og med ham og får vist også afsløret et par hemmelige fantasier for hinanden. Min veninde bliver så på et tidspunkt kaldt ind til en grå, trist og muggen kvindelig læge og mens hun er derinde, bliver jeg kaldt ind til den GudeLækre Amerikanske læge. Jeg er helt euforisk og ærgerlig over at min veninde ikke ser, at jeg skal ind til HAM, men jeg valser kækt gennem venteværelset og stikker ham det mest charmerende smilefjæs jeg overhovedet kan finde frem.

Jeg rækker ham vaccinen og han siger de ord, som resten af dagen skulle få mig til at knække sammen af grin, hver eneste gang jeg kom til at tænke på det, og som faktisk også ligenu fremkalder en Bart Simpson-agtig tø-hø-latter. I skal forestille jer, at jeg stadig er sådan lidt sexfikseret oppe at køre, da han siger:

"Take down your pants and bend over the bed!"


Vaccinen skulle gives i røvballen og 10 sekunder efter stod jeg ude i venteværelset igen. Og han havde allerede kaldt den næste ind.


Det er desværre ikke min numse, den er lånt her.

mandag den 13. juni 2011

Scchh mor, de sover




Vores hjem har på det sidste udviklet sig til et herberg for forhutlede dukkebørn og hjemløse bamser. Der ligger nogen og sover i snart alle rum.  De ligger typisk to & to sammen og har et tørklæde, en karklud eller et viskestykke over sig. Og Johanne farer omkring som en anden Florence Nightingale og tilser de sovende. Aer dem, putter dem, ordner deres puder og ryster dynen.  Der er altid noget at gøre for en 2-årig. 

søndag den 12. juni 2011

Pinsen & The Holy Ghost

Så blev det pinse.
I pinsen fejrer kristne verden over, at Gud sendte Helligånden ned på jorden.
Historien om Jesu fysiske liv på jord sluttede for 10 dage siden, Kristi Himmelfartsdag.  Da havde Jesus været tilbage i livet på jorden efter sin korsfæstelse, død og begravelse i påsken.

Jesu diciple er sammen med mange andre samlet i Jerusalem for at fejre den jødiske pinsefest. Diciplene er mismodige og kede af, at Jesus ikke er blandt dem længere.  Pludselig kommer en ånd over dem og gør,  at de kan tale en masse  forskellige sprog.  Dermed kan det kristne budskab forkyndes på tværs af sprogbarrierer, og det fortælles at ca. 3000 mennesker omvendte sig til kristendommen i Jerusalem den pinse.  
Pinsen kaldes derfor også den kristne kirkes fødselsdag.

Men hvad er det, med den der Helligånd?
Jeg synes, den er lidt svær at begribe. Den omtales som en talsmand eller en tolk. Det er den, der gør at vi kan modtage og forstå Jesu ord.

I 4.klasse i fredags talte vi om pinse og om helligånden. Det er meget nemmere at tale med børn om luftige begreber som ånder, engle osv. for børn er meget  bedre end voksne til at tale ud fra en præmis om, at vi har at gøre med noget, som ikke kan ses, høres, vejes eller måles men som erfares via sanser og følelser.

Vi talte om, at helligånden er som vinden:  Vi kan mærke vinden, når vi er ude i blæsevejr. Den niver i kinderne og giver blafren i håret. Vi kan ikke se vinden, men vi kan se det, den gør.

Tidligere biskop Jan Lindhardt fortæller i dette lille interview:

"Pinsen er i en vis forstand den vigtigste af de tre store højtider. Uden den ville vi aldrig have hørt om jul og påske. Det er nemlig her ved pinsetid, at kirken skabes og bliver til. Og kirken er den budbringer eller det medium, der har gjort  budskabet nærværende for os - længe efter, at begivenhederne har udspillet sig"


Og på spørgsmålet om han har nogle bud på, hvordan pinsen kan gøres mere forståelig for de mange, som opfatter højtiden abstrakt, svarer han:

- Pinsen skal huskes som den løsslupne fest. Ånden er den, som man besjæles af og gribes af, og dog er den samtidig i virkeligheden noget meget prosaisk.  Vi kender udtrykket, at "det ville have været i fars ånd", eller i grundlovens ånd, eller i Jesu ånd. Ånden er med andre ord den, som holder os fast på Kristus og hans ord. Det er talsmanden, repræsentanten, opmuntreren. Glemmer vi, så husker den... Ånden minder os om det uomgængelige. Enhver ved også, hvad det betyder at "ånden kommer over os". Vi gribes af energi og begejstring og går til sagen uden forbehold. Vi har noget vigtigt at fortælle videre, og der er ingen tid at spilde.




Den ånd kan jeg godt lide!

Pinsen er fest, saft og kraft. Den er mod til at lade sig gribe, til at være spontan og til at lytte mere til hjertet end til hjernen. Den er engagement og indlevelse, energi og nerve. Mere pinse, tak!

  Glædelig pinse!

Pinseunderet, 2007

Glasmosaik af Bjørn Nørgaard




(The Miracle of Pentecost
Del af udsmykningen: "Du skal elske din fjende", 2001 - 2007, Christianskirken, Fredericia, Danmark
Mundblæst farvet glas, bemaling, bly
305,5 x 79 cm
Christianskirken, Fredericia)

lørdag den 11. juni 2011

Give Away - En skøn bog!


Jeg har besluttet, at vi skal have gang i en Give Away her.
Det er min første af slagsen, men jeg lover jer, at det ikke bliver den sidste.



Skulle der sidde en enkelt læser derude, som ikke allerede har Sif Orellanas skønne bog Krudtugler & kanelsnegle stående på hylden, så har man nu chancen for at vinde den i denne Give Away.

Det eneste, der skal gøres er at skrive en kommentar herunder, så er du med i lodtrækningen, som finder sted næste søndag, d. 19.juni.
Alle kan deltage.

Advarsel: De hindbærsnitter, der er en opskrift på i bogen er ikke bare nemme og sjove at bage, de er også stærkt vanedannende!

Gæster

Jeg elsker at have gæster
Man har mange gange hørt mig  sige: I kan da bare komme over til os, når en samtale har drejet sig om, hvor et arrangement skulle afholdes.
I vores  hus er der masser af plads til spisning, leg, hygge, spil og overnatning.
Rekorden i antal gæster her i huset  er 50 . Det var da min mands datter blev konfirmeret. Halvtreds mennesker sad og spiste mexicansk buffet i vores store havestue.

I aftes havde vi nogle af mine kolleger på besøg, og jeg sidder lige nu og glædes langt ind i hjertet over, at jeg til daglig arbejder sammen med sådan nogle skønne mennesker og over hvor hyggelig en aften, vi havde.

I de senere år er der opstået en lille tradition med os, der er lærere på skolens mellemtrin (4-6.klasse), og det er at vi afslutter skoleåret med at spise sammen. Ude i byen altså. Da vi en dag på skolen sad og talte om det, var det, at de berømte ord: Jamen vi kan da også bare tage hjem til mig, spontant røg ud af min mund. Da jeg så mine kollegers begejstrede ansigtsudtryk blev jeg ligesom grebet af den gode stemning og gav jeg den lige en tand mere: og I tager selvfølgelig bare jeres mænd/koner og børn med, og så blev de jo endnu mere begejstrede og synes at det var en rigtig god idé.

Da jeg kom hjem, måtte jeg jo så lige informere min mand om  at jeg var "kommet til" at invitere mine fem nærmeste kolleger til grill i haven en fredag. Og de havde deres ægtefælle med. Og deres børn forresten også. Og at jeg nok lige burde have tjekket af med ham, om han overhovedet var hjemme den fredag og havde lyst til at have huset fuld af gæster.

Og her er det så, at én af de mange grunde til at jeg elsker min mand så usigelig højt, skinner klart igennem:  Til sådan en melding siger han nemlig stort set altid ting som aj, hvor en god idé, det lyder superhyggeligt, selvfølgelig er jeg med på den. Og det er han. For han elsker nemlig også at have gæster.

Til i aftes havde vi valgt den ikke-stressende og dejligt uhøjtidelige model og bedt hver familie om at medbringe drikkevarer til eget forbrug, kød til grillen til eget forbrug og så en art tilbehør til en fælles buffet.

Det koncept holder hundrede!

Ingen stress eller panik over maden. Bare hygge, socialt samvær og god tid til en drink eller en øl inden vi skulle spise.

Alle får det at spise, de selv har valgt og eventuelle specielle behov hos vegetarer og børn bliver uden problemer tilgodeset.

Dejlig aften.
Ikke nok med at selskabet var tops, børnene artige, maden god og mojitos'erne smagte skønt, men dameholdet tævede herreholdet i Bezzerwizzer.  Så bliver det ikke bedre!

onsdag den 8. juni 2011

Verdens dårligste stedsans

Der kommer et tidspunkt i enhver bloggers historie, hvor der må nogle sandheder på bordet. Tiden er derfor inde til, at jeg har besluttet at stå frem og fortælle, at jeg er en spasser til at finde vej. Så slap det ud.
Og vi taler seriøst en spasser. Faktisk er det misvisende at tale om dårlig stedsans, vi er helt ovre i kategorien: Ingen Stedsans.

Jeg kunne underholde i timevis med eksempler om mig, der er faret vild, er blevet væk, er drejet til højre i stedet for til venstre, er på afveje, på stikveje, på vildveje... Dem skal I slippe for.

Jeg øver mig dagligt i  at kompensere for mit handicap ved at bruge kort (ikke dankort, men bykort og landkort), læse skilte, bruge GPS, og ikke mindst er jeg en sand mester i nonchalant at køre vinduet ned og med al min århusianske charme at henvende mig til (særligt udvalgte, oftest af hankøn) forbipasserende:  "Æhhh, undskyld, kan du sige mig, om jeg er på rette vej, hvis skal til [indsæt selv et hvilkensomhelst bynavn].
I mit tilfælde gør øvelse ikke mester. Jeg forbliver ligeså ringe til at finde vej, som jeg altid har været. Det står i skærende kontrast til min mand, som kan finde alle steder hen i hele verden. I kender sikkert typen, de er pisseirriterende: Han kaster et hurtigt blik på et kort, sætter sig ud i bilen og kører direkte til bestemmelsesstedet. Hvis han har været et sted én gang, kan han uden problemer finde stedet igen. Også selvom det er 15 år siden, han var der!?
Med mig kan man ikke engang regne med at jeg kan finde hjem igen fra et sted. "Jamen skat, hvordan kunne det gå så galt, du skulle jo bare køre samme vej tilbage igen..."
Samme vej? Det er nonsens i mine ører, for det er jo overhovedet ikke den samme vej. Den er helt modsat. Højre er blevet til venstre, frem er nu tilbage og det er slet ikke det samme. For mig.  Jeg er og bliver stedlam.

En vildfarelse, jeg ikke lige havde set komme, fandt sted i går, hvor jeg var ude at løbe. Jeg er en absolute beginner ud i løbekunsten og kan med hiv og sving klare 4-5 km, men så er jeg også fuldstændig smadret bagefter og må hjem og ligge ned, have serveret iskolde drikke i sofaen og har meget ømme benmuskler 2 dage efter. Men jeg klør på og er gået hen og blevet lidt bidt af det.
Indtil i går.
Hvor jeg havde udset mig en rute på ca 4 km i en retning ud af byen, som jeg ikke kender vildt godt. Dumt.
Jeg løb kækt afsted ud af landevejen, fuglene fløjtede, vejret var skønt og naturen forunderlig. Fik hurtigt sved på panden og tænkte flere gange: "Kæft, det er bare så godt til dig, det her", og så for mit indre øje, hvordan mit maveflæsk svandt ind og kroppen igen ville fremtone muskuløs fremfor fedladen. Fik vist ikke lige drejet til højre. Kom muligvis også til at løbe for langt. Eller skulle jeg have været til venstre? Nå men retningen var da nogenlunde, var den ikke? Benene blev tungere og tungere (røven ligeså), og jeg var flere gange nødt til at gå et par minutter... Og da jeg kunne se på Endomondo-featuren i min mobiltelefon, at jeg havde passeret de fire km og snart have løbet den femte, gik det op for mig, at jeg ikke anede, hvor jeg var. Kunne se et T-kryds i det fjerne og løb hen til det og fik en klar fornemmelse af, at det var i det kryds, jeg bare lige skulle til venstre og så ville jeg næsten være hjemme. Under 500 m fra bygrænsen, var min umiddelbare fornemmelse.

Min bare røv.

Da jeg kom hen til krydset, havde jeg denne udsigt i den ene retning:



Og denne i den anden retning:




Og på skiltet stod der:


Og det blev så første gang nogensinde, at jeg ønskede at vi havde boet i Gadbjerg og ikke i Jelling.

SUK.

tirsdag den 7. juni 2011

Meget sjælden lidelse

Den her artikel skal I simpelthen læse. (klik på linjen og følg linket)


Udenlandsk-accent syndrom? Har man nogensinde hørt om det før?

Den lidelse vil jeg også have? Kan man mon blive smittet af kvinden? Eller komme i narkose hos samme tandlæge og håbe på en gentagelse?

Jeg vil i så fald foretrække at vågne med en sydeuropæisk accent, gerne italiensk. Så så man mig springe ud af tandlægestolen, slå ud med armene og råbe:

"Buongiorno alle smukke mennesker. Kan I have una bella dag derude..."

mandag den 6. juni 2011

Kejserens nye toiletpapir

Kids toiletpaper?
Så sidder man der på toilettet - i sin egen lille verden - og opdager ved et tilfælde, at det fra Fakta nyindkøbte toiletpapir ikke er noget hvilkensomhelst toiletpapir. Næ nej, det er BØRNEtoiletpapir. Man kunne derefter antage at dette papir så i flere henseender adskilte sig fra det produkt, der jo så må hedde VOKSENtoiletpapir... Det må være blødere? (Børnenumser er trods alt sartere end voksennumser) eller måske er formatet simpelthen mindre? (Børnenumser er trods alt mindre end voksennumser). Men jeg må skuffe jer. Der er INGEN forskel, ud over printet, som er en lille figur.  Mine børn er delte i meningerne om hvorvidt det er en mand eller et dyr. Til gengæld er de enige om at det er synd for ham, at han får lort i hovedet, når man tørrer sig med det papir.
Producent Lambi, hør her: Det her produkt er til grin. Et numsehul er et numsehul og en lort er en lort.



søndag den 5. juni 2011

Kære kirke

Endelig fik jeg tid til at besøge dig i dag. Vi har begge haft så travlt i den senere tid...  Du har været fyldt af konfirmationer og jeg har været udenbys, så det var alt for længe siden.
Da jeg sprang på cyklen et par minutter i 10.30, kunne jeg høre dig kalde på mig med din bimlen og bamlen. En lyd jeg altid har holdt meget af, det er en glad lyd, som siger velkommen til alle, der måtte have lyst til at være med. (Jeg håber, at dette lydbillede en dag få følgeskab af en fredagsbøns-lyd fra et minaret!)

Blev helt glad indeni over at se dig og se alle de mennesker, der kom til dig. Det var en særlig dag i dag. For de tre familier, der fik deres lille barn døbt og for den praktikant fra pastoralseminariet, der skulle prædike hos dig for første gang.

I det jeg trådte ind i dit enkle, smukke og kølige rum, kunne jeg fornemme det, som jeg næsten altid fornemmer, når jeg kommer ind i en kirke. Kirkerummet kalder på noget inde i mig, noget der ligger dybere end min almindelige dagligdags bevidsthed. Noget jeg har så godt af at mærke.  Jeg kan ikke ret godt forklare det.  Måske er det noget med at hullerne af angst og fortvivlelse som jeg bærer rundt på, (som jeg tror alle mennesker bærer rundt på) fyldes ud for en stund. Du får mig til at føle glæde og at mærke det liv, jeg har - og det liv jeg er. Jeg tænker bare længere ud af boksen og ind i hjertet, når jeg er i dit rum.

Det var interessant at lytte til en anderledes prædiken. Nøgleordene i det, der  blev sagt var holdning og handling. At det at være kristen, ikke kun er noget man er i sine holdninger men i den grad også også i sine handlinger. (Her ville Luther  sige, at det ikke er sådan det forholder sig. Men har var også så ... luthersk!)
Jeg synes den prædiken klædte dig, den talte din fortid ind i nutiden og gav mig stof til eftertanke.

Jeg tænkte på det med Kristi Himmelfart; Efter 40 dage på jorden efter opstandelsen påskedag, steg Jesus til himmels og blev Guds højre hånd.  Om 10 dage er det pinse,  helligånden kommer ind i billedet og så bliver det hele lidt indviklet. Syns jeg.

Vi ses til pinse.

Kærlig hilsen Helle



Billedet er lånt her

torsdag den 2. juni 2011

Én af de dage

I dag har været én af de dage, hvor både hus og have har summet af familietid og hyggetid. Af ro og overskud. Én af de dage, hvor jeg lige fra morgenstunden har kunnet mærke en boblende glæde og taknemmelighed indeni. Glæde over livet og al den kærlighed, jeg er omgivet af. Kærlighed fra mine børn og fra min skønne ægtemand.
Vi har haft fri, vi har været sammen og fået lavet en masse gode ting i både hus og have, vi har grinet, pjattet og børnene har spindet (spundet?) som små kattekillinger.

Kunne man dog bare samle lidt af stemningen på sådan en dag ind i en flaske, som man opbevarede et særligt sted.
Sådan at man havde sit helt eget hjemmelavede overskudskrydderi, til brug ved særlige lejligheder.

Ser for mig hvordan jeg, de aftener hvor det hele er ramlet og jeg, fuldstændig udmattet af træthed,  har ligget grædende i fosterstilling og bidt i min dyne, kunne have rejst mig, hentet flasken, lettet lidt på låget og sniffet lidt af overskudskrydderiet, som jeg havde indfanget en dag som i dag. Og ligeså snart duften kildede i min næse, ville jeg huske at efter regn kommer solskin og at jeg er så uendelig heldig og har så meget at glædes over i mit liv. De mørke skyer ville ligeså stille fortrække og håbløshed og frustrationer ville vige for optimisme, livsglæde og troen på at livet er livet værd. Altid.  

Tanken var nu, at jeg ville slutte indlægget med et  idyllisk havebillede af mine tre piger. Det viste sig at være lidt af en udfordring.

Mig: Johanne, kan du lige sætte dig hen til Frederikke, så mor kan tage et billede af jer sammen?
Johanne: NEJ, gider ikke
Mig:Frederikke, træk hende lige lidt hen mod dig, så jeg kan tage et billede af jer:



Johanne: Neeeejjj, mig gider ikke! (Skriger hysterisk)



Mig: Johanne, kom nu sæt dig hen til de andre. Kom nuuuu...



Mig: Okay, jeg tror bare vi dropper det igen. Øhh Johanne, er du sur?



Johanne: Mig hopper!

Det er et cirkus af den anden verden, hvergang jeg vil have den lille lort til at sidde pænt og se sød ud, mens jeg tager et billede... og det lykkedes så heller ikke i dag.  Men det gjorde alt andet, så pyt!

Tak for en vidunderlig dag.