A for Andreas Kümmert, som jeg lige har googlet, fordi jeg hørte en megagod sang, og ikke havde den fjerneste idé om, hvem kunstneren var. Siden Nena har jeg sådan set ikke interesseret mig for tysk musik, men hør ham lige. Sehr schön!
B for børn. Jeg har dem alle vegne. På arbejde og derhjemme. I tankerne, i drømmene, i nærheden, i virkeligheden. C for chokolade. Jeg vælger den nye Marabou med Oreo.
D for Tina Dickow. Glæder mig big time til koncert i Musikhuset, Århus næste søndag. E for Elefant, El-Giganten eller Epoxy? Du bestemmer selv. F for fødselsdag. Min yngste fylder snart 9. Ni år? Fatter det ikke. G for Game of Thrones. Jeg er stor fan! Lige begyndt på 2.sæson. H for ham, der har en vielsesring magen til min og som hele dagen har slebet og pudset på nogle lister i det nye køkken. Jeg ved hvor indædt han hader de sidste detaljer i ethvert projekt, derfor er jeg endnu mere stolt af at han får det gjort. I for Ingolf, stormen der skuffede. Havde satset på at Ingolf kunne nedblæse plakaten med fjolset fra Nye Borgerlige, der desværre hænger på lygtepælen i min indkørsel, men fjolset hænger der endnu, og jeg bliver i dårligt humør hvergang jeg får øje på ham. J må være for Jesus. Det må være fordi, jeg var i kirke i formiddag, at det er dét ord, der først falder mig ind, når jeg tænker på bogstavet J. Er trods alt gift med en mand, der hedder Jens! K for kor. Mine onsdage har i den grad fået et hak op på skalaen for livskvalitet efter jeg er begyndt at synge i kor. I believe I can fly lyder suverænt godt trestemmigt! L for Landmand søger kærlighed. Jeg hepper på Nicklas og Maria. M for den Minestronesuppe vi skal have til aftensmad. N for nat. Jeg sov så ringe og vågnede alt for tidligt. Vintertid up my a.. O for overskud. Jeg har faktisk en del for tiden. Og masser af gode sager, jeg kan kaste det efter. P for Puk Damsgaard. Fordi det hun gør og det hun tør, som korrespondent i Mellemøsten, på sigt er med til at gøre verden bedre. Q for onkel Quentin. Der er 1o point til den, der kan huske hvem han er!? R for Retnemt. Vi får fire måltidskasser bragt til døren hver tirsdag. Og således gik tirsdag hen og blev en festdag. S for Søren Huss. Bare fordi. T for tørretumbler, nej det er sgu for kedeligt, vi tager næste bogstav U for U2 og den her sang, som jeg netop har spillet for fuld udblæsning
V for venner som lige har været på besøg, og efterladt mig med et hjerte, der bugner af taknemmelighed. W for weekend. Har det sgu lidt stramt med at denne snart er slut. X for x-mand, der kommer om en times tid med teenagepiger, der har nydt en far-weekend i Århus. Y for...findes der egentlig andre ord med y end yver og ymer? Nå jo, jeg kunne jo benytte mig af muligheden for at henlede opmærksomheden på forskellen mellem yndlings og ynglings Z for Zalando. For når ens sko bliver stjålet, må man købe nye. To par endda, indførte jeg ved bestilling. Æ for den æble/blommetærte, jeg med stor succes serverede ifb. med V. Æblerne hentede jeg i haven, blommerne i fryseren. Genialt. Anbefaler denne opskrift på det varmeste. Ø skal stå for øl, men det bliver en Ginger Beer. Er seriøst forfalden til Dark'n Stormy i denne tid. Å for år, der går. Sidst i december fylder min blog 7 år. Så kom vi i mål, og hvis du hænger på endnu, så får du hermed min opfordring til at lave din søndags-ABC.
Sikke en dejlig ferie! Med ro i sjælen og sgu også med en krop, der er både udhvilet og er blevet motioneret flere gange i ugens løb, konstaterer jeg her søndag eftermiddag at selvom vi ikke kom på en decideret ferie, som vi oprindeligt drømte om, så har det bare været en megadejlig uge.
Her kommer lidt blandet fra kamerarullen, vi starter med en opstilling af Lillepigen, der poserer foran én af Legolands mange flotte haloweenudstillinger. Hun og jeg stak af på en tomandstur til Legoland og havde en herlig dag, mens farmand var Byggemand Bob herhjemme.
Vi har også været i Djurs Sommerland, fordi vi besøgte dejlige familiemedlemmer på de kanter, men her vi jeg ikke taget nogen billeder. Måske fordi jeg var helt oppe at køre over at have prøvet både Piraten og Juvelen, tog pænt hardcore rutsjebaner. Især den første fik da godt nok lige prikket til min dødsangst, men mest af alt var det bare pissesjovt.
Efterår er min absolutte yndlingsårstid, og jeg elsker elsker elsker at trave lange ture i efterårets ufattelig smukke naturfarver. Går jeg alene er det altid med et eller andet at lytte til i ørerne, typisk en podcast, men det er også fantastisk at gå en lang tur med en god veninde.
Men jeg elsker også at ligge i min sofa med en god bog eller en serie på tv'et. Som netop nyoprettede HBO-kunder, gik vi omgående ombord i Game of Thrones.
Vi har sandelig også været kreative. Både med efterårsbilleder, kastanjedyr og flot udskårne græskar, der står på trappen til hoveddøren, dem skal jeg da også lige have taget et billede af.
Det fedeste ved billedet herunder er ikke at ham der har en vielsesring magen til min, laver huller i kastanjerne med en skruemaskine, nej det er da den Dark n' Stormy, han nyder til arbejdet. Ny yndlingsdrink, passer perfekt til en blæsende efterårsaften.
Ingen roser uden torne! Jeg kan nu heldigvis kun komme i tanke om én eneste virkelig dårlig ting ved den her ferie, og det var da vi kom ud fra Slotsøbadet i Kolding og mine spritnye sorte Nike sneaks var blevet stjålet. Fremover husker jeg altid at også mine sko skal låses ind i skabet. Jeg skulle hilse og sige at man føler sig pænt dum, når man som 45-årig mor med et barn ved hånden, kommer gående henover svømmehallens p-plads en oktoberdag i strømpesokker! Jeg var vild med de sko, håber vedkommende der har stjålet dem, bliver ligeså glad for dem, som jeg var.
Slutteligt vil jeg dele den sang, jeg har hørt absolut fleste gange i den forgangne uge. The Revivalists 'Wish I knew you' er noget af det fedeste, jeg har hørt længe.
Har haft den liggende længe, fordi det var som om jeg - mentalt forståes - skulle et bestemt sted hen, før jeg var klar til at begynde at læse den. Men nu er jeg der, og selvom det ikke burde komme som nogen stor overraskelse at Puk Damsgaard skriver blændende, så imponeres jeg hele tiden over med sit journalistiske, meget beskrivende sprog også formår at tage os med helt ind i kernen af Daniels 398 dage som gidsel hos Islamisk Stat. Det er en grotesk verden, vi lever i!
Indlægget handler om at jeg ikke ved, hvem jeg vil stemme på til Kommunalvalget 2017. 'Skaaaaaaat', råber jeg fra stuen, hvor min røv har siddet fast i sofaen i timevis, ud i køkkenet til ham der har en vielsesring magen til min, der er i gang med aftensmaden, men fordi han lige har tændt for røremaskinen, kan han ikke høre mig. Jeg vil spørge ham om han ved om at der opstiller nogen kandidater fra Alternativet til kommunalvalg i vores kommune, for jeg kan mærke helt ind i mine gamle knogler at jeg er så uendelig træt af de gamle traditionelle partier i dansk politik og det afføder så tanken at der simpelthen skal andre boller på suppen, inden vi overlader jordklode og samfund til de næste generationer. Min ældste datter skal stemme for første gang i sit liv d. 21.november. Hun står på kanten til voksenlivet med blikket rettet mod fremtiden. Fuldstændig som jeg oplevede det, da jeg for mange herrens år siden skulle stemme for første gang, aner hun ikke, hvor hun skal sætte sit kryds. Jeg opfordrer hende til at stemme med hjertet. Med de værdier, hun så fint er i fuld gang med at stadfæste som sine. Og jeg håber selvfølgelig meget at disse værdier afspejler noget af det, hendes far og hans kone sammen med min mand og jeg har givet hende med på vejen i opdragelsen. Jeg håber, hun vil være tro mod sig selv og ikke lade sig påvirke at dem, der råber højest og skaber frygt. Jeg siger til hende at de der taler dårligt og nedladende om andre, ikke er værd at lytte på. Min virkelighed er så at jeg ikke selv ved, hvor jeg sætter mit kryds.
Har du styr på, hvem eller hvilket parti du vil stemme på d. 21.november? God weekend til jer derude! PS.Mine tanker om det kommende valg ledte mig frem til en test, man her kan tage, som giver et praj i retning af, hvilken kandidat man er mest enig med.
Var der ellers andet, jeg kunne hjælpe med? Den vildt charmerende unge butiksassistent i sportsforretningen havde netop brugt 15-20 minutter på at guide min 8-årige lillepige frem til et supergodt valg af vinterjakke, og fordi mit gæt var at han ikke gad bruge mere af sin tålmodighed på os, så blev jeg både glad og overrasket over, at han var klar til mersalg. Min yngste datter er typen, der elsker at bruge laaaaang tid på at vælge, i dette tilfælde en ny vinterjakke, men det kunne ligeså godt have været noget andet. Bland-selv-slik, en flødebolle (tag nu for fanden bare én, de er jo ens) eller noget andet. Vi greb straks den unge ekspedients opfordring og spurgte om han også havde vinterstøvler til børn, og jamen det havde han da, og straks blev kasser hentet frem og både et, to og tre par støvler prøvet, hver gang på samme måde: Tøsen spankulerede hen til butikkens dør og tilbage igen, og på tilbagevejen kunne jeg læse i hendes ansigt om det iførte fodtøj var hot eller not. Alt i alt tog seancen nok godt 40 minutter, og det er i min verden så hurtigt, nådigt og billigt sluppet at jeg gladeligt betalte 1100 kr, faktisk oprigtigt gladeligt, for der var tilbud på både jakke og støvler, så jeg blev også lige fyldt af 'kæft-en-god-handel-jeg-der-fik-gjort-følelsen, og den skal man ikke kimse ad. Vinterjakke, tjek Vinterstøvler, tjek Tilfreds mor, tjek Det har været en dejlig weekend. Eneste minus ved den er faktisk, at den snart er slut, men nu skal jeg kun sove fem gange mere, så har jeg efterårsferie.