Det bedste

Det bedste ved at komme hjem efter fem dages vinterferie var at han var så uendelig glad for at have os hjemme igen. Han hoppede nærmest rundt som en kulret labradorhvalp, der har været alene hjemme i alt for mange timer.
Vores fravær havde mindet ham om, hvor kedeligt han synes det er at bo alene, og hvor meget vi betyder for ham. Man skal have sin familie, sagde han og smilede over hele hovedet.

Michael Heartbreaker

I 1986 udkom Michael Falchs album "Det andet land".
Jeg var 14 år gammel og købte pladen for surt opsparede lommepenge.
Det var én af mine første lp'er. Mine kassettebånd var tyndslidte, og nu ville jeg kun have lp'er, besluttede jeg. Fremtiden var jo lissom af vinyl, ik?

Jeg elskede pladen inderligt, fra det øjeblik pick-up'en på min pladspiller tog den første runde i de sorte riller. Med coveret ved min side og teksterne helt op i snotten, lå jeg på min seng i timevis og lyttede til sangene. Den hæse, men bløde og varme stemme gik langt ind i hjertet og jeg kørte teksterne ind som chokoladeknapper.
Coverbilledet sugede jeg ind med øjnene, og kyssede vist også lidt på Michael Falch iført rød charmeklud og meget intenst blik.

Han var sgu da en flot fyr, hva' piger?

Og faktisk så synes jeg, at han er et eksempel på et menneske, der er blevet smukkere med alderen. De hårde år med druk og piller har sat spor i hans ansigt. Men det klæder ham. Fordi den sørgmodighed, der altid har været i hans øjne, nu har fået et alvorligere perspektiv.

Jeg kan godt lide, når man kan se det levede liv i et menneskes ansigt. Det klæder mennesker, når deres ansigt tager en form, hvor rynker og linjer vidner om liv, latter, gråd, frustration, fortvivlelse og dage, der er levet.

Michael Falck er stadig en utrolig lækker mand, hvis I spørger mig. (Og hvis I ikke spørger mig, så er han lækker alligevel!)

I hans udtryk mødes coolnes og sårbarhed og det er tilsat charme, alvor og noget råt,

Med moderigtig brille får looket også lige et intellektuelt strejf. Det klæder ham selvfølgelig også.



Her synges igennem med dyb inderlighed.



Fredag aften gav Michael Falch koncert sammen med Poul Krebs. Det var en smuk, kølig,  men dog tør sensommeraften i Horsens, og vi stod der, min elskede og jeg, arm i arm med en fadøl i hånden. Og nød det i fulde drag. Lige hvad jeg trængte til ovenpå en hæsblæsende uge med megastress på, på arbejdet.

Jeg fik lejlighed til at genoplive min Michael Falck-passion for en stund. Havde næsten glemt, hvor skøn jeg synes han er.

Der er en anden dansk musiker, som jeg også er helt pjattet med. Ham har jeg allerede nævnt her på bloggen.

Rummelighed

Én af de mange grunde til at jeg elsker min mand helt ufattelig højt er, at han er et af de mest rummelige mennesker jeg nogensinde har mødt. Det vidner følgende samtale, som fandt sted i vores køkken i går, i sandhed om:

Mig: "Øh, skat i dag på arbejde ik' os', der blev jeg sådan på en eller anden måde involveret i en historie med et barn, der har brug for hjælp. (Her følger et sparsomt uddag af nogle detaljer, som jeg selvfølgelig ikke kan offentliggøre her. Red.) men det korte af det lange er, at barnet snart ikke har en familie at bo hos, og så var det at jeg kom til at sige, at hvis det man har tænk sig at iværksætte glipper, så kan barnet sagtens bo hjemme hos os, indtil kommunen finder en løsning.

Min søde mand: "Jamen, det finder vi da ud af, hvor havde du tænkt dig, at det barn skulle sove?"

Mig: Jooh, altså, hvis vi nu rydder kontoret, så kunne vi sætte en af sengene fra kælderværelset derind og så kunne det være barnets midlertidige værelse.

Min søde mand: "Okay, det kan løses".

Herefter fortæller jeg naturligvis en masse om, hvor sød og sjov dette 9-årige barn er, og hvor meget det har brug for hjælp.
Men det er slet ikke det, der betyder noget i denne sammenhæng.
Det, der betyder noget er, at jeg har giftet mig med et menneske, som dybest set tror på, at alt kan lade sig gøre og på, at hvis man indretter sig efter, at det kan det, og dernæst åbner op for muligheder i enhver situation, så er der slet ikke plads til begrænsninger. Det har jeg så stor respekt for, at jeg næsten tilgiver selvsamme mand, at han har set fodbold på tv to hele aftener i træk.

Stakkels mand

Mig, henvendt til ham, der har en vielsesring magen til min:

"Det er dælme neder'n, når man er for fed til sine løbeshorts"

Ham, der har en vielsesring magen til min:

"De passer da fint, du ser dejlig sporty ud i dem."

Mig, henvendt til ham, der har en vielsesring magen til min:

"Nej, prøv at se - de strammer helt vildt her om mine lår"

Ham, der har en vielsesring magen til min:

"Det er da dine lårmuskler, der buler lidt ud skat"

Mig, henvendt til ham, der har en vielsesring magen til min:

"Sig mig er du både blind og døv, spasser?"

Åhh, its hard to be an ægtemand!

Note: Blev i tvivl om, hvorvidt det var mest korrekt at skrive "mage til" eller "magen til". Jeg ved at begge dele er tilladt at skrive, men hvad er mest korrekt?
Hvis du, som jeg, syns den slags er interessant så læs for eksempel her!

Tillæg

Man kan anlægge det synspunkt, at jeg i mit forrige indlæg langer lige rigelig ud efter min mand. Faktisk kan man, hvis man vil, beskylde mig for at komme med beskyldninger og påstå at jeg kommer med påstande. Man kan nemt få det indtryk, at der slet ikke er balance i vores gøren og laden og at han nærmest er helt umulig at have med at gøre. 

Det er naturligvis ikke i nærheden af at være rigtigt.

Og det ved både han og jeg. Han godkender de ting, jeg skriver om ham, og i dette tilfælde gjorde han det med sindsro, fordi han vidste, at jeg ikke havde ret. 

For er det også mig, der sætter tingene i gang, når bilen skal vaskes, ha' hældt olie på eller  fragtes til værksted? Sørger jeg for, at der er benzin på græsslåmaskinen, at knagerækken bliver hængt op eller at Weberen gøres ren efter brug? Er det mig, der indstiller kanalerne på tv'et, hænger myggetnet op over pigernes senge eller lapper og pumper vores cykler? Henter jeg trofast børn hjem fra kammerater, sport og fødselsdage? Gider jeg altid gå i Brugsen efter det, vi har glemt at købe? Har jeg sat gipslofter op, malet og istandsat det her gamle lortehus?

Nixen bixen. Aldrig.

Jeg kunne ikke tænke mig nogen anden mand i hele verden, end ham, jeg har.

Så er det på plads.

Det var indlæg nr. 100.

Håber, det er ok med jer, at jeg snupper (mindst) 100  mere.

Fede ting, der er sket i dag

* Har tilbragt formiddagen som post i et stjerneløb for fjerde, femte og sjette klasse. Frøs og var sulten, men glædede mig over, at jeg i det mindste ikke skulle tisse, mens jeg stod der. Løbet var stor succes og synet af glade børn, der hyggede sig og samarbejdede på tværs af alder og køn, gav sgu næsten en klump i halsen på en halvgammel rørstrømsk folkeskolelærer.


*Har opdaget den amerikanske sing-and-songwriter Cat Power. Nuurhh, hvor synger hun GÅÅÅT. Hør selv Hvor hulen har hun gået og gemt sig, siden jeg ikke har fået øje (ører) på hende?


* Lykkedes med at powernappe 17 minutter i eftermiddag inden afhentning af børn og forventes derfor at kunne holde mig vågen til en HEL FILM i aften. Værs'go mine damer og herrer!


* Bogen fortabt i skolen, som jeg har været på venteliste til i evigheder er ENDELIG kommet hjem til mig. Glæder mig stort til at læse den. I en artikel der omtalte bogen, faldt jeg især for udtrykket "udfordrede børn." Børn, der skejer ud i skolen er ikke udfordrenNDE, de er udfordreDE.


* En skøn kollega og jeg fik i dag hul igennem til et kreativt projekt, vi skal lave med en gruppe elever i en alternativ uge. Elsker gode og inspirende møder ligeså højt som jeg hader dårlige og kedelig møder.




* Min dejlige mand har lige skænket et glas rødvin til mig.