Viser opslag med etiketten Barcelona. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Barcelona. Vis alle opslag

torsdag den 26. juli 2018

Barcelona før tid

Kabinepersonalet hos Ryanair strejker, og derfor aflyste selskabet den flyafgang, der skulle have bragt os til Barcelona i går, d. 25.juli.


Vi brugte således en hel dag på at løse en pænt stor udfordring (hvordan kommer vi SÅ til Barcelona?), hængende i kø på både telefon og livechat, men den knappe tid gjorde, at vi til sidst gik til sidst kold i forsøget på at finde ud af, hvordan og hvornår Ryanair kunne tilbyde os en ombooking.
I stedet valgte vi at bede om at få refunderet vores billetter og købe fem nye hos Vueling. 

Der var så bare lige den detalje at Vueling havde ALT udsolgt d. 25/7 (ikke sært, når konkurrenten aflyser), og derfor blev udgangen på den her vildt stressede, irriterende og usikre situation, at vi d. 23/7 fik billetter til d. 24/7 med afgang fra Hamburg kl 14.40. Afgang blev flyttet til et døgn tidligere.
Jeg skal da lige love for at nogen, der troede de havde gooood tid, fik travlt med at færdiggøre en større hovedrengøring (huset skulle stå helt skarpt og klar til den spanske familie, vi bytter bolig med) og få pakket deres kufferter. 

Aftalerne med byttefamilien blev (med stor forståelse og hjælpsomhed fra deres side) lavet om i sidste øjeblik, fordi vi nu ville ankomme til Barcelona en dag tidligere end planlagt.  
Fra at dalre rundt og have masser af tid, accelererede vi arbejdshastigheden op på max: Det sidste gulv blev vasket og den sidste kuffert lukket ved midnatstid. 
Herfra gik det smooth, tidligt op tirsdag morgen, afsted mod Hamborg, sætte bilen på aftalt p-plads, aflevere bilnøgler hos Welcome Center, således at den dagen efter kunne afhentes af spansk familie, finde den rigtige terminal, checke ind og alt det halløj, der følger med en flyrejse. 
Ved 18-tiden landede vi på catalansk jord. 
Den spanske far fandt os nemt, og kort tid efter sad vi alle fem i hans bil og var på vej mod byen. 
Vores vært var hjerteligeheden selv, og vi nåede i løbet af køreturen at få masser af tips, tricks og anekdoter på et engelsk, der med stærk spansk accent lød helt fantastisk i mine ører. Jeg kom flere gange til at tænke på Antonio Banderas. 

I lejligheden ventede resten af byttefamilien: Mor og tre sønner - vi fik lært at kindkyshilse på spansk, og fik en 
grundig gennemgang af den stilfuldt, hyggelige og meget velindrettede lejlighed, som ligger i en rolig gade i bydelen Gracia. 
Det er i nærheden af Parc Güell og La Sagrada Familia, tæt på butikker og supermarkeder og i nærheden af flere metrostationer. 
Vores begejstring var meget stor!
Efter lidt koldt at drikke og en snack, kørte vores vært os til den hotellejlighed, hvor vi dagen før, med en god vens hjælp, havde booket en enkelt overnatning. 

Vores værter ville næste morgen tage toget ud til lufthavnen, nu der var gået kludder i den oprindelige plan med, at vi ville ankomme efter de var rejst, og køre i deres bil fra lufthavnen. 

Vi var både glade, lettede  og taknemmelige, da vi tidligt tirsdag aften gik til ro i Barcelona. Trods flyaflysning faldt det hele på plads i, hvad der for os føltes som sidste øjeblik, de praktiske udfordringer blev løst og den spanske pizza, vi hentede på gaden smagte himmelsk. 

Ferien er begyndt og alt er godt!

Ps. 
DR Nyhederne henvendte sig for at høre om vores oplevelse af situationen, og ham der har en vielsesring magen til min, blev interviewet over telefonen. Se med her: 


torsdag den 19. juli 2018

Bytte bytte hus

Igen i år er vores sommerferie en såkaldt 'Homeexchange'. Det vil sige at vi har fundet en familie at bytte bolig med synkront: De bor i vores hjem, mens vi bor i deres. Turen går i år til Barcelona. Vi bytter med en familie, der bor i en stor lejlighed, centralt beliggende i bydelen 'Gracia', Barcelonafamilien holder så ferie i vores hus her i Jelling imens.
Det er syvende gang, vi tager på ferie via homeexchange, og vi elsker det. Først og fremmest giver det os mulighed for at få rejsedestinationer inden for vores rækkevidde, som ellers ikke ville være det. Vores feriebudget er ikke i nærheden af størrelsen på vores rejselyst, til gengæld er vi alle åbne og nysgerrige overfor at tag de chancer, Homeexchange har budt os. Allerede efter den første husbytte-ferie tilbage i 2012, fandt vi ud af at det er fedt og spændende at bo i et privat hjem; Der er masser af plads og komfort - og man havner typisk i områder, der ikke er 'turistede' på den traditionelle måde. Det handler ikke om, at vi ikke bryder os om turistområder, for det elsker vi også, vi synes bare det er sjovt at prøve noget andet også. At få et reelt indblik i hvordan de lokale bor, hvor de handler, spiser ude osv.

Det skal imidlertid ikke være nogen hemmelighed, at der i tiden op mod vores ferier, ligger virkelig mange timers arbejde.
Allerførst skal det rigtige match findes, altså vi skal have skabt kontakt til en familie i det land, vi gerne vil til, og da vi alle årene har haft seriøst mange snører ude, fordi vi ikke vil lægge os fast på noget bestemt fra starten, ja så tager det bare lang tid at søge, skrive, svare, lede og bladre rundt i den enormt store database, vi har adgang til i kraft af vores medlemskab. Der findes adskillige husbytte-klubber, og jeg reklamerer ikke for én bestemt, vi kender bare kun den ene og har rigtig gode erfaringer med den, der slet og ret hedder Homeexchange.com. Vi betaler 100 dollars om året for at have adgang til systemet.

Så ja, det tager rigtig lang tid at finde et match, hvor både destination, datoer og begge familiers ønsker falder i hak. 

Den familie vi skal bytte med i år, fik vi allerede den første kontakt med før jul (det var dem, der fandt os), og i løbet af februar/marts fik vi købt flybilletter. Man mailer herefter en hel masse sammen, hjælper hinanden med tips og tricks, laver aftaler om overlevering af nøgler og mange andre små ting, som alt sammen skaber en gensidig tillid, for som tiden går, bliver det faktisk sådan at det føles som om vi kender dem, vi skal bytte med. Det er en fed proces. 

En anden stor arbejdsindsats kommer så  fordi, at når der skal bo en fremmed familie i ens hjem - og man helt vildt gerne vil have at de bagefter tænker, at det var da et helt fantastisk sted at være, så kræver det for vores vedkommende en hel del praktisk forberedelse. 

Med andre ord: Vores hus og have skal stå helt knivskarpt, når vi rejser!
Heldigvis har vi jo så selv stor glæde af de ting, vi ordner, når vi kommer hjem fra ferie igen.

Et udpluk af en meget lang to-do-liste:


  • Rengøre ovn
  • Rengøre køleskab
  • Tørre alle køkkenskuffer af indvendig
  • Vaske køkken udvendig
  • Vaske alle dyner og puder
  • Hænge lampe op i stuen
  • Rydde op i tøjskabe
  • Sortere legetøj på Lillepigens værelse
  • Køre på Genbrugspladsen
  • Ordne haven
  • Luge, feje mv. foran hus



Må hellere lette rumpetten og se at komme i gang!





Du er i øvrigt meget velkommen til at stille mig spørgsmål om vores ferier gennem homeexchange, og jeg lover at svare så godt, jeg overhovedet kan.

mandag den 9. juli 2018

Endelig ferie

Jeg googlede 'Best beaches in Barcelona' og nåede lige at få den vildeste wauw-oplevelse over billeder af hvide sandstrande med palmer, da jeg så opdagede, at det var billeder af beaches på Barbados, jeg havde på skærmen.

Heldigvis er der også de lækreste sandstrande i og ved Barcelona, og det er rart at tænke på, når man ved at temperaturen på vores sommerferiedestination i juli og august kan komme op og kysse de 35-40 grader! 

Feriestemningen er så småt ved at indfinde sig, sådan rigtig vaskeægte ferieferie er det kun Lillepigen og jeg, der har nu. Ham med vielsesringen magen til min har ikke fået ferie endnu, og de to store piger har sommerjobs. 

Den ældste, hende jeg kalder Storepigen (hun hedder Marie) er landet på den anden side af den vilde tur gennem studenterland, og sikke en fest!
Dagen, hvor hun fik hue på, dagen, hvor der var dimission, dagen med studenterkørsel, og dagen, hvor vi om aftenen holdt studenterfest for hende i haven med familie og venner. In between rendte hun også til veninders studentergilder, så vi har nærmest ikke set hende i 14 dage. Men nu er den herlige studentertid ovre, og hun sidder i billetlugen i Givskud Zoo resten af juli.

Som afsløret i indledningen rejser vi til Barcelona denne sommer. Endnu engang har vi fundet et genialt match via Homeexchange, eller det var nu den catalonske familie med tre børn, der fandt os - og vi skal bytte boliger i 12 dage. Jeg har skrevet en del indlæg om konceptet 'Homeexchange', så tjek mine etiketter med ordet og de gamle indlæg vil poppe op.

Vi er big time fans af denne ferieform, som både er billig (der er ingen penge involveret i selve boligbyttet), komfortabel (vi skal bo centralt i en stor lejlighed, og der vil være et værelse til hvert barn, stort køkken og alt, hvad vi skal bruge) og nemt, fordi det hele er arrangeret hjemmefra, og vi er i tæt kontakt med byttefamilien. Vi skriver i øjeblikket næsten dagligt sammen og får styr på alle detaljer vedr. flyafgange, parkering i Hamburg Airport osv. 

Jeg glæder mig helt tosset til at komme på ferie. Sidste år gik hele vores sommer med at lave nyt køkken. Resultatet var det hele værd og vi har elsket det hver dag, siden det blev færdigt, men vi var nærmest ikke ude fra matriklen HELE ferien. Vi har ikke været afsted på andet end et par weekendture i Danmark i det år, der er gået. Så vi synes at vi fortjener en ferie så meget.

Har du været i Barcelona? Så smid meget meget gerne dit bedste minde fra byen og har du et par tip, så er jeg også meget interesseret i at høre dem. Tusind tak!