mandag den 24. september 2018

Den, der lever stille + den, der var til foredrag

Jeg skrev om Leonora Christina roman 'Den, der lever stille' i sommerferien og i sidste uge var jeg så heldig at hun holdt foredrag om romanen, om sit forfatterskab og om livet som forfatter.

På billeder her læser hun op af 'Den, der lever stille'. 



 Jeg husker især Leonora Christina Skov, som feministen, der aldrig gik af vejen for en debat, og som med knivskarpe og velformulerede pointer og argumenter fik sat en hel del mænd til vægs. Og jeg tør godt indrømme, at jeg nogen gange synes, hun var en kende anstrengende at høre på, og at jeg indimellem fandt hende til den skingre side.
Undskyld Leonora Christina Skov! Jeg forstod ikke, hvor væsentlige dine synspunkter var og jeg anerkendte ikke tilstrækkeligt, hvor meget vores samfund har brug for den kønsdebat, som DU om nogen, forstod at bringe til torvs igen og igen.

Jeg elskede hvert sekund af foredraget, som fandt sted i Jelling Kirke, et meget smukt rum med en dejlig akustik. 

Når man har læst bogen, der handler om en barndom i dyb ensomhed med en mor, der ikke elskede sin datter og en far, der ikke fattede en pind, så var det en meget meget forunderlig oplevelse at sidde på første række og beundre den utrolig smukke, stærke og stolte kvinde, der stod foran mig. 

Jeg er fan!





Leonora Christina Skov er i øjeblikket på en maratonturné af foredrag landet over. Hvis du skulle være så heldig, at  hun kommer forbi i nærheden af, hvor du bor, så kan jeg på det varmeste anbefale at tage afsted.

Jeg kan også på det varmeste anbefale at følge hende på instragram, hvor hun er meget aktiv og lægger fede billede og tekster ind. 
Det her link er til hendes opslag fra den dag, hun var i Jelling. 

tirsdag den 18. september 2018

Søndagslæsning: Kære Zoe Ukhona

Når man har støvsuget hele huset, må man ligge i sofaen og læse. Sådan er reglerne.
Billedet er fra søndag eftermiddag, og jeg lå desværre alt for kort tid på den sofa. Kan ikke huske om det var mand, børn eller hund, der afbrød mig. 
Som det ses på billedet, læser jeg Pelle Hvenegaards 'Kære Zoe Ukhona', bogen om Pelles og hans kone Carolines lange hårde vej fra ufrivilligt barnløst, igennem utallige fertilitetsbehandlinger, og endelig med adoption af den smukke datter fra Sydafrika. Pelle er journalist og arbejder i TV-branchen, men han skriver også faktisk ok. Jeg ville dog godt have været ind over manuskriptet i forhold til hans afsender/modtager-idé med at bogen er skrevet til Zoe Ukhona, for det virker slet ikke efter hensigten, i hvert fald ikke på mig. Måske fordi det ikke er konsekvent gennemført gennem bogen? Hvorom alting er, så er jeg fuld af beundring over at Pelle deler sin og Carolines vej til livet som forældre så bundærligt og uden omsvøb. Kæmpe respekt for det projekt! 
Bogen kan helt uden problemer læses af alle, også os, der ingen erfaring har med hverken fertilitetsbehandling eller adoption. 
Bogen er letlæst, og jeg kunne forestille mig at den også var meget velegnet som lydbog.


mandag den 17. september 2018

Skudt i begge fødder og med hund

Mit næsteyngste barn, Mellempigen, var seks år gammel, da Lillepigen kom til verden. Jeg var altså med andre ord godt og stabilt på vej ud af livet som 'mor til småbørn' og havde netop lige stukket tungen ud for at smage på det søde liv med store børn. Det liv, hvor ens afkom kan være alene hjemme, helt selvstændigt klarer toiletbesøg, og begynder at sove længere end til kl. 6.30 i weekenderne. 
Med Lillepigens ankomst - og hun var altså både planlagt og stærkt ønsket - kan man vist roligt sige, at vi blev slået hjem i ludo. Tilbage til start. Om igen. 
Farvel søde nemme hverdag med store børn, goddag barsel, bleskift og barnevogn og pladsanvisning.
Man kan da vist roligt sige, at det var som at skyde sig selv i foden!
Sammen yngste datter er nu 9 år gammel. Selvstændig, selvhjulpen. Kan snildt være alene hjemme, og er én af storesøstrene hjemme også en hel aften og nat. 
Hun har i årevis transporteret sig selv til og fra skole, så alt stress vedr. hente og bringe har meget længe været ude af vores liv.

It all returns!
Jeg har  ved 100 % bevidsthed og med fuldt overlæg skudt mig i den anden fod.

Vi har anskaffet en hundehvalp. 
Som tisser på gulvet. Skal ud om natten. Ikke kan være alene hjemme ret længe. Piver, når den ikke får opmærksomhed. Kræver.  Vi løber rundt og kaster kartoffelmel på våde pletter, har lommerne fulde af godbidder og poser til at samle hundelort op i, og har måttet flytte rundt i stuen for at dække ledninger og har fjernet ting, der for guds skyld ikke må bides i.

Men ved I, hvad vi også har?
Vi har fået en fælles opgave i familien, et projekt, et ansvar og vi griner, leger og læser i en bog om hvalpeopdragelse. 
Vi har fået noget helt særligt sammen, og derfor er det faktisk slet ikke så slemt at gå rundt i verden og være skudt i begge fødder. 

Det får mig til at tænke på, at opskriften på det gode liv for mig, slet ikke hænger sammen med graden af frihed til at gøre hvad jeg vil, men i langt højere grad er forbundet med de fællesskaber, jeg er en del af. 
Jeg bliver mig - sammen med andre. Og med hund.




Arhem han er da kær. Her i dyb søvn på sin zebrabamse.
Udmattet efter hvalpetræning. 






tirsdag den 11. september 2018

Og midt i det hele flyttede Balder ind

Må jeg præsentere: 
Vores nye familiemedlem, nu 11 uger gammel: 
Balder, en hvid Golden Retriever!

Vi elsker ham højt! 





søndag den 9. september 2018

Sorgfuld august

August var helt rundt på gulvet. En rutsjetur med følelser så smertefulde at det var som mit hjerte ville hoppe ud af brystet. To gange i august sad jeg i en kirke og så en mor ved sin barns kiste. To gange mærkede jeg hvor ondt det gør at miste alt for tidligt, hvor tungt det er, selv at sørge, mens man gerne vil være der for andre, der også er i sorg. Men jeg har også mærket helt knivskarpt at døden i høj grad kan opleves som en hyldest til livet og at det netop er, når vi mister, at vi mærker det sande værd at det, vi havde. Sorg er hjemløs kærlighed og jeg har set og mærket så meget kærlighed på det sidste.
Oplevelsen af en mor ved sit barns kiste - og det er i denne sammenhæng uden betydning om barnet er 'barn' eller 'voksen', var meningsløs og rev så meget i hjertet. Men synet fik mig i den grad også til at føle verdens største taknemmelighed og ydmyghed overfor det levende liv i alle dets afskygninger.

Sommeren går på hæld, vi vælter rundt i æbler i haven og nyder, når regnen stopper og solen titter frem. 

søndag den 19. august 2018

Tærte, Taylor Swift og træt mig

Skoleårets første weekend blev budt velkommen med kys, kram og kold hvidvin i gode venners lag. For at sige det ligeud, så har det været hårdt at komme i gang med hverdagen igen. Og det er ikke hver enkelt ting i sig selv, der gør det hårdt, det er summen af det hele...
Lillepigen er startet i 4.klasse, Mellempigen i 10.klasse på en ny skole og Storepigen har lagt studenterhuen på hylden, og arbejder. 
For mig var det skønt at tage hul på år 2 i mit nye job, for når man er hele det første år igennem, så er man ikke ny mere. 
Skiftet fra 'almindelig' lærer i almendelen med mange ugentlige timer med særligt sårbare børn til at gå all-in på den sidste kategori og nu være fulltime specialklasse-lærer var så rigtig timet, som noget overhovedet kan være. Jeg er sindssyg glad for mit arbejde. Virkelig.

Men træt efter de første to uger, det er jeg, og derfor har det været noget så dejligt med en weekend uden de helt store planer. 

Lørdagen blev brugt i køkkenet - jeg tog hul på et nyt løfte, jeg har givet mig selv, nemlig at jeg vil blive meget meget bedre til at lave mad til fryseren, når lejligheden byder sig. 'Sætte overskud i banken', som jeg også kalder det. Jeg tænker at enhver fortravlet hverdagsmor eller far, ved præcis hvad jeg taler om, når jeg siger at det kan forebygge meget stress, hvis man på de travleste dage, har retter i fryseren, der kan hives op og varmes.



Og her kommer overskriften i spil: 
Jeg lyttede til P7 Mix Maratons podcast om Taylor Swift, mens jeg lavede tærter til fryseren.



Lige siden en god kollega, for nogle år siden, gav mig tippet om P7's maraton-udsendelser, har jeg været fan. Især er jeg vild med de udsendelser, hvor det handler om én specifik kunstner. Der dykkes ned i kunstnerens bagkatalog og det krydres så med en masse baggrundsviden, interviews osv. 

Lørdag aften foregik på langs i sofaen med 2-3 afsnit af The Affair (HBO), som både ham der har en vielsering magen til min og jeg blev bidt af allerede i seriens første sæson. Jeg er helt enig i denne artikels dom over sæson 3, men vi slugte den nu råt alligevel. 



God søndag til jer derude!



tirsdag den 14. august 2018

Hverdag, åh hverdag

Barcelona tog os med storm. Dagene fyldtes fra morgen til aften med sightseeing, strand, tapas, kolde øl, familiehygge og det hel foregik i bagende sol og 35 graders varme. 
Jeg vidste alt om, at min hverdag startede dagen efter, vi kom hjem fra ferie, havde lissom selv været med til at planlægge at det var sådan, og det gik også rigtig fint med både at udskyde, nedskyde og forskyde enhver tanke om at hverdagen ville banke ret så pludseligt på, og denne fortrængningsevne kom mig virkelig til gode, for end ikke, da vi passerede den danske grænse i bil fra Hamborg Lufthavn, skænkede jeg det én eneste tanke, at jeg skulle på arbejde dagen efter. Heller ikke da vi hjemme fik tømt kufferter og hældt sådan ca. en container-fuld af vasketøj ud på gulvet, mærkede jeg noget til det. 
Sandt er, at det først var da mit vækkeur ringede kl. 6.30 næste morgen, at det gik op for mig, at sommerferien uigenkaldeligt var slut og den der hverdagsfølelse, jeg så fornemt havde fortrængt, den kom pludselig tromlende imod mig, som et fuldt lastet godstog på en lang lige strækning.

fredag den 27. juli 2018

God morgen og god aften Barcelona


Mit absolutte yndlingstidspunkt på døgnet er om morgenen, lige efter jeg er vågnet.
Som regel vågner jeg i ferier og på fridage meget længe før resten af min familie, og det giver mig rolige tankefulde stunder, som jeg kan udnytte helt for mig selv.
Havde jeg været derhjemme, tror jeg, at jeg var gået eller løbet en tur med min lydbog i ørerne. Men der er op til flere gode grunde til at jeg ingen steder løber, jeg nævner lynhurtigt tre:
  1. Jeg har ikke taget mine løbesko med på ferie 
  2. Vi bor midt i en meget trafikeret by. Ingen grønne områder i nærheden 
  3. Temperaturen er lige nu kl. 8.30 på vej op over de 25 grader. 
I stedet sidder jeg musestille med en skøn kop nescafé og nyder min morgen, min ferie, ja jeg vil gå så langt som til at påstå at jeg stornyder mit liv lige nu i dette øjeblik!

Dagen program ligger klart på spisebordet. Vi skal besøge Parc Güell, et af Barcelonas mange must-sees. Billetterne er købt for flere uger siden og printet ud hjemmefra. 

I Parc Güel finder man en række af de mange skøre og sjove farverige bygninger, tegnet af arkitekten Gaudi, hvis værker ses mange steder i Barcelona. 


Ovenstående skrev jeg tidligt i morges. Nu er det aften og siden har vi gået 12,5 km og det vel at mærke i stigninger, der svarer til 34 etager. 
Der gik kuk i vores finden vej fra metro stationen til Parc Güell, og vi kom ud på den vildeste omvej i 32 graders varme og stejle stejle gader. Omkring en 10 liter sved har jeg vel ca. afgivet i dag! 

Nu hviles ømme ben og fødder, tages brusebad og laves mad. 

I morgen venter en ny og spændende dag. 



Vi er fans af Barcelona! 




torsdag den 26. juli 2018

Barcelona før tid

Kabinepersonalet hos Ryanair strejker, og derfor aflyste selskabet den flyafgang, der skulle have bragt os til Barcelona i går, d. 25.juli.


Vi brugte således en hel dag på at løse en pænt stor udfordring (hvordan kommer vi SÅ til Barcelona?), hængende i kø på både telefon og livechat, men den knappe tid gjorde, at vi til sidst gik til sidst kold i forsøget på at finde ud af, hvordan og hvornår Ryanair kunne tilbyde os en ombooking.
I stedet valgte vi at bede om at få refunderet vores billetter og købe fem nye hos Vueling. 

Der var så bare lige den detalje at Vueling havde ALT udsolgt d. 25/7 (ikke sært, når konkurrenten aflyser), og derfor blev udgangen på den her vildt stressede, irriterende og usikre situation, at vi d. 23/7 fik billetter til d. 24/7 med afgang fra Hamburg kl 14.40. Afgang blev flyttet til et døgn tidligere.
Jeg skal da lige love for at nogen, der troede de havde gooood tid, fik travlt med at færdiggøre en større hovedrengøring (huset skulle stå helt skarpt og klar til den spanske familie, vi bytter bolig med) og få pakket deres kufferter. 

Aftalerne med byttefamilien blev (med stor forståelse og hjælpsomhed fra deres side) lavet om i sidste øjeblik, fordi vi nu ville ankomme til Barcelona en dag tidligere end planlagt.  
Fra at dalre rundt og have masser af tid, accelererede vi arbejdshastigheden op på max: Det sidste gulv blev vasket og den sidste kuffert lukket ved midnatstid. 
Herfra gik det smooth, tidligt op tirsdag morgen, afsted mod Hamborg, sætte bilen på aftalt p-plads, aflevere bilnøgler hos Welcome Center, således at den dagen efter kunne afhentes af spansk familie, finde den rigtige terminal, checke ind og alt det halløj, der følger med en flyrejse. 
Ved 18-tiden landede vi på catalansk jord. 
Den spanske far fandt os nemt, og kort tid efter sad vi alle fem i hans bil og var på vej mod byen. 
Vores vært var hjerteligeheden selv, og vi nåede i løbet af køreturen at få masser af tips, tricks og anekdoter på et engelsk, der med stærk spansk accent lød helt fantastisk i mine ører. Jeg kom flere gange til at tænke på Antonio Banderas. 

I lejligheden ventede resten af byttefamilien: Mor og tre sønner - vi fik lært at kindkyshilse på spansk, og fik en 
grundig gennemgang af den stilfuldt, hyggelige og meget velindrettede lejlighed, som ligger i en rolig gade i bydelen Gracia. 
Det er i nærheden af Parc Güell og La Sagrada Familia, tæt på butikker og supermarkeder og i nærheden af flere metrostationer. 
Vores begejstring var meget stor!
Efter lidt koldt at drikke og en snack, kørte vores vært os til den hotellejlighed, hvor vi dagen før, med en god vens hjælp, havde booket en enkelt overnatning. 

Vores værter ville næste morgen tage toget ud til lufthavnen, nu der var gået kludder i den oprindelige plan med, at vi ville ankomme efter de var rejst, og køre i deres bil fra lufthavnen. 

Vi var både glade, lettede  og taknemmelige, da vi tidligt tirsdag aften gik til ro i Barcelona. Trods flyaflysning faldt det hele på plads i, hvad der for os føltes som sidste øjeblik, de praktiske udfordringer blev løst og den spanske pizza, vi hentede på gaden smagte himmelsk. 

Ferien er begyndt og alt er godt!

Ps. 
DR Nyhederne henvendte sig for at høre om vores oplevelse af situationen, og ham der har en vielsesring magen til min, blev interviewet over telefonen. Se med her: 


søndag den 22. juli 2018

Den, der lever stille + den, der gør rent imens

Som skrevet her forleden dag, er vi i gang med at give vores hus den helt kæmpestore oprydnings- og rengøringstur. 
Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg inderst inde hader at gøre rent, og havde jeg råd, betalte jeg mig gerne fra det. Der var også en overgang, hvor vi havde en rengøringsdame, der kom her hver uge og vi elskede det himmelhøjt. Indtil vi regnede sammen, hvor meget det kostede os på årsbasis og indså at vi hellere ville fornøje os ude af huset for de penge. Så vi gør det selv, og har med tiden fået vores rutiner med hvem af os, der tager hvilke rum og i hvilken rækkefølge. Jeg har altiddet badeværelse, vi bruger mest, fordi jeg er den, der er bedst til at gøre ordentligt rent dér. Ham, der har en vielsesring magen til min, er en knokler på de store linjer og lige flader, så han støvsuger og vasker gulve, og kan han få lov at høre noget ordentlig syg vild rockmusik imens, så er han både effektiv, hurtig og glad imens.
I dag har jeg hørt lydbog, mens jeg har skuret toilet og vasket fliser i brusekabinen, jeg er i gang med Leonora Christina Skovs 'Den, der lever stille', og da det er forfatteren selv, der har indlæst bogen, som er en selvbiografisk roman, bliver læse/lytteoplevelsen simpelthen så intens, at jeg har været helt væk for omverdenen i timevis. Sammen med Leonora Christina Skov har jeg været barn i Helsinge og ung i København, jeg har mærket barne-Christinas uendelige ensomhed og fysisk følt sylestik i hjertet over hendes forældres komplette fravær af følelsesmæssig evne til at møde og favne et barn. 

Den roman er intet mindre end et mesterværk, og det må have krævet så uendelig meget mod og styrke at skrive den. Shit, hun er sej at lukke op for posen med alt det, der har gjort så ondt og været så svært. Jeg lægger mig fladt ned af næsegrus beundring, og ser til min egen overraskelse frem til mere rengøring i morgen, så jeg kan komme til at lytte videre.