lørdag den 14. oktober 2017

Ved du hvem du stemmer på 21/11?

Indlægget handler om at jeg ikke ved, hvem jeg vil stemme på til Kommunalvalget 2017.

'Skaaaaaaat', råber jeg fra stuen, hvor min røv har siddet fast i sofaen i timevis, ud i køkkenet til ham der har en vielsesring  magen til min, der er i gang med aftensmaden, men fordi han lige har tændt for røremaskinen, kan han ikke høre mig.
Jeg vil spørge ham om han ved om at der opstiller nogen kandidater fra Alternativet til kommunalvalg i vores kommune, for jeg kan mærke helt ind i mine gamle knogler at jeg er så uendelig træt af de gamle traditionelle partier i dansk politik og det afføder så tanken at der simpelthen skal andre boller på suppen, inden vi overlader jordklode og samfund til de næste generationer.
Min ældste datter skal stemme for første gang i sit liv d. 21.november. Hun står på kanten til voksenlivet med blikket rettet mod fremtiden. Fuldstændig som jeg oplevede det, da jeg for mange herrens år siden skulle stemme for første gang, aner hun ikke, hvor hun skal sætte sit kryds. 
Jeg opfordrer hende til at stemme med hjertet. Med de værdier, hun så fint er i fuld gang med at stadfæste som sine. 
Og jeg håber selvfølgelig meget at disse værdier afspejler noget af det, hendes far og hans kone sammen med min mand og jeg har givet hende med på vejen i opdragelsen. 

Jeg håber, hun vil være tro mod sig selv og ikke lade sig påvirke at dem, der råber højest og skaber frygt. Jeg siger til hende at de der taler dårligt og nedladende om andre, ikke er værd at lytte på.  
Min virkelighed er så at jeg ikke selv ved, hvor jeg sætter mit kryds. 

Har du styr på, hvem eller hvilket parti du vil stemme på d. 21.november?

God weekend til jer derude!

PS.Mine tanker om det kommende valg ledte mig frem til en test, man her kan tage, som giver et praj i retning af, hvilken kandidat man er mest enig med. 



søndag den 8. oktober 2017

Tilfreds mor, tjek

Var der ellers andet, jeg kunne hjælpe med? Den vildt charmerende unge butiksassistent i sportsforretningen havde netop brugt 15-20 minutter på at guide min 8-årige lillepige frem til et supergodt valg af vinterjakke, og fordi mit gæt var at han ikke gad bruge mere af sin tålmodighed på os, så blev jeg både glad og overrasket over, at han var klar til mersalg. Min yngste datter er  typen, der elsker at bruge laaaaang tid på at vælge, i dette tilfælde en ny vinterjakke, men det kunne ligeså godt have været noget andet. Bland-selv-slik, en flødebolle (tag nu for fanden bare én, de er jo ens) eller noget andet.

Vi greb straks den unge ekspedients opfordring og spurgte om han også havde vinterstøvler til børn, og jamen det havde han da, og straks blev kasser hentet frem og både et, to og tre par støvler prøvet, hver gang på samme måde: Tøsen spankulerede hen til butikkens dør og tilbage igen, og på tilbagevejen kunne jeg læse i hendes ansigt om det iførte fodtøj var hot eller not. 

Alt i alt tog seancen nok godt 40 minutter, og det er i min verden så hurtigt, nådigt og billigt sluppet at jeg gladeligt betalte 1100 kr, faktisk oprigtigt gladeligt, for der var tilbud på både jakke og støvler, så jeg blev også lige fyldt af 'kæft-en-god-handel-jeg-der-fik-gjort-følelsen, og den skal man ikke kimse ad. 

Vinterjakke, tjek
Vinterstøvler, tjek

Tilfreds mor, tjek

Det har været en dejlig weekend. Eneste minus ved den er faktisk, at den snart er slut, men nu skal jeg kun sove fem gange mere, så har jeg efterårsferie. 

fredag den 29. september 2017

Fredag, min ven

Tidligt afsted fra arbejde, Volbeat (højt) i bilen, jeg er Johan Olsen i sangen 'For Evigt', i hvert fald når jeg er alene i bilen. Min bedre halvdel (meget bedre) har været endnu tidligere hjemme end mig, og overrasker mig med at have gjort hele huset rent. Hvor heldig har man lige lov at være? Meget heldig, for skal mødes med de skønneste damer til drinks og gode grin i aften. Fredag, du er min ven, jeg omfavner dig.


søndag den 24. september 2017

Trapholt

Jeg havde længe gået og fablet om hvor gerne jeg ville en tur til museet Trapholt i Kolding, bl.a for at se Michael Kviums udstilling 'Think Bigger'. Jeg er fan af Kvium! 
Ham, der har en vielsesring magen til min var sådan set ikke direkte afvisende overfor idéen, men han bed ligesom bare ikke på. Jeg ved godt, at han gerne tager med mig på sådan nogle udflugter, men jeg ved også at han primært gør det for min skyld. Skulle han planlægge en tur ud af huset, ville han ikke vælge et museumsbesøg. Helt fair. 
Så spurgte jeg lidt rundt bl.a veninderne, flere havde lyst og ville gerne, men ingen kunne denne lørdag, som jeg havde udset mig. Derfor besluttede jeg at tage til Trapholt alene.

Der er absolut både fordele og ulemper ved at gå på museum alene. Ulemperne er åbenlyse: Man har ikke nogen at dele fryd, overraskelse, væmmelse, glæde og andre stemninger med, og især ankomst og afgang kan synes lidt ensomt. Fordelene er så også bare helt indlysende: Man kan fordybe sig ordløst, opholde sig så længe man gider ved hver eneste kunstværk, springe over og gå tilbage præcis som man vil. 
Jeg både læste en masse og var inde i en lille bio og se en film med Kvium. Netop Kvium udstillingen var så fed at jeg gik tilbage og så den igen, inden jeg tog hjem.

Ud over Kvium havde jeg en fest (min helt egen) i udstillingen EAT ME, som jeg anbefaler varmt. Udstillingen er et sandt bombardement til alle sanser, man ser, lytter, dufter, smager og føler sig igennem udstillingen. EAT ME gav rigtig mange refleksioner om vores madkultur, og hvordan den har ændret sig gennem tiden. Ekstremt tankevækkende! 

Næsten tre timer var jeg på Trapholt, og jeg må derned igen, og gerne sammen med familien. Børn vil virkelig synes EAT ME er syret, sjov og spektakulær. Og mine ville i hvertfald sætte stor pris på kunstværket lavet af chokolade i farvestrålende indpakning, hvor man blev opfordret til at gå hen og spise et stykke, eller dér hvor man kunne lave sin egen skulptur - i tyggegummi!










fredag den 22. september 2017

Hjerneføde

Noget, jeg virkelig nyder for tiden, er at lysten og interessen for at læse faglitteratur igen har omfavnet mig.
Det er som om dele af min hjerne, som tilsyneladende har ligget hen i dvale, pludselig er vågnet og nu kalder på føde. 



                         

tirsdag den 19. september 2017

søndag den 17. september 2017

Køkken, æbler og squash

I sidste weekend mostede vi en stor del af de mange mange æbler, vores have byder på i denne tid, og fryseren er nu fyldt op med friskpresset æblemost i poser. Men der er stadig SÅ mange æbler, og det nager mig altså lidt at se hvepsene holde ædegilde på vores æbler. Derfor har jeg store planer med alle de æbler (forestiller mig ikke at de alle bliver ført ud i livet...) og én af dem, går jeg i gang med om lidt. Det er at fremstille en gang lækker æblechutney med ingefær, som jeg forestiller mig kan bruges som smagfuldt tilbehør til meget af det mad, vi spiser. 

Vores nye køkken er intet mindre end genialt, og vi taler stadig hver eneste dag om, hvor godt det er blevet. 

Jeg har også haft en kæmpestor squash liggende, som en veninde forærede mig forleden. Noget af den blev brugt til nogen boller, der desværre blev ret kedelige, så i stedet gik vi sukkervejen og Lillepigen og jeg bagte i eftermiddag squashmuffins.





torsdag den 14. september 2017

Katie Melua og kærlighed

Et indlæg, der handler om at jeg ved at høre en bestemt sang, kom til at tænke på noget ret fantastisk...

I dag fik jeg ro på mine elever ved at spille dette nummer med Katie Melua for dem. Mens Katies smukke bløde stemme fyldte rummet, og børnene satte sig ligeså stille og én efter én faldt til ro, tog mine tanker på en rejse tilbage til 2008. Vi var på Smukfest sammen, ham der har en vielsesring magen til min og jeg. 
Jeg var gravid med Lillepigen, ret så gravid endda, for det her var august og jeg havde termin sidst i oktober. 
Smukfest vil altid være noget helt specielt for os, for det var jo her, vi mødte hinanden og mit liv tog en uventet drejning. Og nu var jeg der igen - med vores kærlighed ret så fysisk manifesteret af en baby i maven. Med kærlighed, taknemmligehed og graviditetshormon piskende rundt i kroppen, jeg græd som pisket under hele koncerten. Stod bare der, på toppen af bakken med ansigtet vendt mod Bøgescenen og tudbrølede mig gennem koncerten.  


tirsdag den 12. september 2017

Ret vildt

Et indlæg, der handler om at det har overrasket mig enormt at jeg ville blive SÅ glad for at have skiftet job.


Det er ret vildt, hvor meget det at skifte job, har frigivet af positive tanker og overskud i mig. Det er simpelthen som om, jeg er blevet et lettere menneske (jeg skal så hilse at sige at dette udelukkende er i metaforisk forstand. Fysisk er jeg ikke et gram lettere, nok nærmere tværtimod...).
Noget, der før strammede og var sådan lidt småirriterende hele tiden, er løsnet op. Det er væk. 
Og det virkelig tankevækkende er at jeg vidste slet ikke, hvor meget jeg trængte til det nye job!? Og alligevel er det lidt noget vrøvl, jeg skriver, for jeg søgte det jo selv, ønskede mig det brændende, og var mere end lykkelig over at jeg fik det. Men jeg kunne ikke vide, at glæden over det nye job viste sig at være så omfattende. 

lørdag den 9. september 2017

Jeg indrømmer at det nok har set lidt sært ud

Et indlæg om da jeg tog tøjet af i bilen...

Sagen var den at jeg var i seriøst sidste øjeblik, nej mere end det, jeg var allerede for sent på den, og derfor steg mit stressniveau med 200 %, da jernbanebommen gik ned. Jeg kom kørende i bil og måtte altså holde stille for bommen. 
En bom, der befinder sig ca. 300 meter fra mit hjem, og som i det her tilfælde betød at jeg ville blive mere forsinket, end jeg allerede var.

Travleheden skyldtes med at jeg skulle skynde mig helt vildt videre til noget fitness. Hjemme skulle jeg egentlig bare klæde om som det eneste, og det var med med tanken på denne omklædning at jeg kom på den idé, der i hvert fald sparede mig for mindst fem minutter. Og når man allerede er 5-10 minutter for sent på den, så tæller hvert sekund, er vi ikke enige om det?

Det, der skete der i bilen, mens jeg holdt stille  og ventede på toget, var at jeg begyndte at tage mit tøj af. Knappede skjorten helt op og fik det ene ærme vredet ud, spændte bæltet om livet op, åbnede bukserne, og fik både sko og strømper vredet af. 
Jeg var nødsaget til at spændemin  sikkerhedssele op, for at åbne en bh på ryggen kræver begge hænders brug, og hallo, jeg holdt jo stille i bilen, så ingen ko på isen der. Nej ingen ko på isen, derimod en cyklist med hvem jeg fik øjenkontakt i det øjeblik, han svingede ud fra en sidevej i min retning - og jeg trak min bh ud gennem højre ærme.