torsdag den 8. november 2018

Sjælden tid til adspredelse

Postkort fra OUH, hvor jeg for tiden befinder mig sammen med min Mellempige, der har været igennem en stor rygoperation.
 Alt går som det skal, men det tager jo bare tid for hende at komme sig efter sådan en omgang. 
Den kirurg, der opererede, sagde til én af undersøgelserne tidligere i forløbet at 'når du så vågner efter operationen, så vil du jo nok have det sådan cirka, som hvis du var faldet ud fra 6.etage' og det billede er nok ikke helt skævt. 
Heldigvis er hun ung, frisk og stærk, så det går støt og rolig fremad allerede her på andendagen. 

Min rolle, som medindlagt forælder er at være hendes mor, hendes tryghedsperson og hendes ekstra stemme og ører, hvis noget er svært selv at få spurgt om. Mens hun kommer sig, er der især her de første dage, hvor hun sover meget og er meget plejekrævende, har jeg noget så sjældent som god tid til at zappe underholdning og adspredelse.
Her er lidt af, hvad jeg skifter  mellem alt efter humør og hvad der lige passer:


  • Løser kryds-og tværs fra et gammelt Se og Hør



  • Lytter til lydbogen 'En dag vil vi grine af det', af Thomas Korsgaard




  • Ser den japanske film, Min søns familie, på Filmstriben





  • Spiller 'Set' med patienten

Jeg er også ude at gå mindst én tur hver dag. 


mandag den 5. november 2018

Værelse med udsigt

Udsigten fra 7.etage på Odense Universitetshospital er sikkert flot i klart vejr. 
I dag er den bare diset og lidt flad i det, lidt som stemningen her på stue 1, hvor min Mellempige og jeg er installeret. 
I morgen skal hun have igennem en stor rygoperation, og vi er derfor i 'stilhed før storm'-mood begge to. Hvad vi har bedrevet siden, vi kørte hjemmefra i morges, kan du læse ved at klikke her.
Lige nu ville jeg egentlig bare gerne svinge en tryllestav og skrue tiden frem til i morgen, når vi får besked om at hun er kørt på opvågning efter 6-7 timer på operationsbordet.
Nå nej, for filan, kunne jeg svinge en tryllestav, ville jeg da trylle hendes rygsøjle helt ret og lige. Sgu da! Så behøvede vi jo slet ikke at være her. Sgu da!




fredag den 2. november 2018

Ret ryggen

Jeg har tre ugers orlov fra mit arbejde fra i dag. Det har jeg fordi Mellempigen skal igennem en stor rygoperation på Odense Universitetshospital. 

Hun (og jeg) bliver indlagt på mandag -  og tirsdag morgen bliver hun opereret. Det har fyldt rigtig meget i mine tanker i denne uge, og jeg glæder mig usigeligt til at komme på den anden side af tirsdag.

Min skønne dejlige Mellempige og jeg er begyndt at blogge sammen om hendes ryglidelse, skoliose, og den forestående operation.

Vi har døbt den nye blog 'Ret ryggen' og den kan læses her


tirsdag den 30. oktober 2018

Menu: Find selv på noget

Vi kom hjem fra sommerhus søndag eftermiddag, fik hentet hundehvalpen hjem fra sin plejefamilie, og da mørket begyndte at falde på, havde ingen tænkt et sekund på, hvad vi skulle have til aftensmad. Derfor trak jeg følgende koncept op af hatten:

Man må selv bestemme, hvad man laver sig at spise til aftensmad, vi har ikke købt noget ind, men har forskelligt på lager i køleskab, fryser, skuffer og skabe.

Husets yngste synes vældig godt om den idé (hun er generelt fan af alt, man som barn selv må bestemme) og gik straks i gang med at lave sig en toast. 
En anden fandt en tærte i fryseren, en tredje tog sig et stykke rudbrød med banan og jeg lavede mig en portion grød af ruggryn hasselnødder og revet æble. Og et drys kanel. 

Jeg siger ikke at der på nogen måde var noget som helst overdådigt over sådan et måltid, men jeg siger at det er tankevækkende, så meget mad, der kan komme på bordet i et hjem, hvor ingen har købt ind i dagevis. 

Nå ja og hvidvin fik jeg da også til min middag. Et ordentlig ét endda.


Bon appetit :)



lørdag den 27. oktober 2018

En ø

Vi har givet vores møgbeskidte hjem fingeren og holder weekend i et lækkert sommerhus ved Bork Havn. Her er virkelig nice. 
Stille, aften- og morgenmørkt og med mulighed for at sove så længe man gider, for hundhvalpen er sendt ud til sin plejefamilie. Den har nemlig det fineste indre hundeur og vækker os lørdag og søndag præcis kl. 5.45, hvor vores vækkeure til dagligt ringer. 
Eftermiddagen blev tilbragt ved Henne Strand, og som altid, var det vidunderligt at få vesterhavsluft i fjæset.

Sørg for i den pressede hverdag, at skaffe jer øer med ro og mental  afkobling, sagde psykologen, der gav faglig supervision i mit team på arbejde forleden. 
I dag er en ø.







søndag den 21. oktober 2018

EfterårsKontraster

Dynens varme, efterårblæstens kulde
Hverdagens hurtige puls, en lang og åben søndag
Efterårsferie, fri, familietid, gæster, larm og for lidt søvn, træt
Blå himmel, gråvejr, høj sol
Brungult farvespil i trætoppe
Lysende glæde i hjertet, taknemmelighed
Stress, der trykker i brystet, utilstrækkelighed
Op og ned, nat og dag, kærlighed, ensomhed
Lys dage, mørke aftener, udadvendt latter, stille eftertænksomhed
Stjerneskud, overskud, vildskud







mandag den 24. september 2018

Den, der lever stille + den, der var til foredrag

Jeg skrev om Leonora Christina roman 'Den, der lever stille' i sommerferien, og i sidste uge var jeg så heldig at hun, lige rundt om hjørnet herfra hvor jeg bor, holdt foredrag om romanen, om sit forfatterskab og om at leve af at skrive.

På billedet her læser hun op af 'Den, der lever stille'. 




 Jeg husker især Leonora Christina Skov fra medierne år tilbage: Feministen, der aldrig gik af vejen for en debat, og som med knivskarpe og velformulerede pointer og argumenter fik sat en hel del både mænd og kvinder til vægs. Og jeg tør godt indrømme, at jeg syntes hun kunnen være en kende anstrengende at høre på, og at jeg indimellem fandt hende temmelig skinger.
Undskyld Leonora Christina Skov! Jeg forstod ikke, hvor væsentlige dine synspunkter var, og jeg anerkendte ikke tilstrækkeligt, hvor meget vores samfund har brug for den kønsdebat, som DU om nogen, forstod at bringe til torvs igen og igen.
Tilbage til foredraget: Jeg elskede hvert sekund af det.
Når man har læst bogen, der handler om en barndom i dyb ensomhed med en mor, der ikke elsker sin datter og en far, der ikke fatter en pind, så var det en meget meget forunderlig oplevelse at sidde på første række, og beundre den utrolig smukke, stærke og stolte kvinde, der stod foran mig. 

Jeg er fan!





Leonora Christina Skov er i øjeblikket på en maratonturné af foredrag landet over. Hvis du skulle være så heldig, at  hun kommer forbi i nærheden af, hvor du bor, så kan jeg på det varmeste anbefale at tage afsted.

Jeg kan i øvrigt også på det varmeste anbefale at følge hende på instragram, hvor hun er meget aktiv og lægger fede billeder og tekster ind. 
Det her link er til hendes opslag fra den dag, hun var i Jelling. 

tirsdag den 18. september 2018

Søndagslæsning: Kære Zoe Ukhona

Når man har støvsuget hele huset, må man ligge i sofaen og læse. Sådan er reglerne.
Billedet er fra søndag eftermiddag, og jeg lå desværre alt for kort tid på den sofa. Kan ikke huske om det var mand, børn eller hund, der afbrød mig. 
Som det ses på billedet, læser jeg Pelle Hvenegaards 'Kære Zoe Ukhona', bogen om Pelles og hans kone Carolines lange hårde vej fra ufrivilligt barnløst, igennem utallige fertilitetsbehandlinger, og endelig med adoption af den smukke datter fra Sydafrika. Pelle er journalist og arbejder i TV-branchen, men han skriver også faktisk ok. Jeg ville dog godt have været ind over manuskriptet i forhold til hans afsender/modtager-idé med at bogen er skrevet til Zoe Ukhona, for det virker slet ikke efter hensigten, i hvert fald ikke på mig. Måske fordi det ikke er konsekvent gennemført gennem bogen? Hvorom alting er, så er jeg fuld af beundring over at Pelle deler sin og Carolines vej til livet som forældre så bundærligt og uden omsvøb. Kæmpe respekt for det projekt! 
Bogen kan helt uden problemer læses af alle, også os, der ingen erfaring har med hverken fertilitetsbehandling eller adoption. 
Bogen er letlæst, og jeg kunne forestille mig at den også var meget velegnet som lydbog.


mandag den 17. september 2018

Skudt i begge fødder og med hund

Mit næsteyngste barn, Mellempigen, var seks år gammel, da Lillepigen kom til verden. Jeg var altså med andre ord godt og stabilt på vej ud af livet som 'mor til småbørn' og havde netop lige stukket tungen ud for at smage på det søde liv med store børn. Det liv, hvor ens afkom kan være alene hjemme, helt selvstændigt klarer toiletbesøg, og begynder at sove længere end til kl. 6.30 i weekenderne. 
Med Lillepigens ankomst - og hun var altså både planlagt og stærkt ønsket - kan man vist roligt sige, at vi blev slået hjem i ludo. Tilbage til start. Om igen. 
Farvel søde nemme hverdag med store børn, goddag barsel, bleskift og barnevogn og pladsanvisning.
Man kan da vist roligt sige, at det var som at skyde sig selv i foden!
Sammen yngste datter er nu 9 år gammel. Selvstændig, selvhjulpen. Kan snildt være alene hjemme, og er én af storesøstrene hjemme også en hel aften og nat. 
Hun har i årevis transporteret sig selv til og fra skole, så alt stress vedr. hente og bringe har meget længe været ude af vores liv.

It all returns!
Jeg har  ved 100 % bevidsthed og med fuldt overlæg skudt mig i den anden fod.

Vi har anskaffet en hundehvalp. 
Som tisser på gulvet. Skal ud om natten. Ikke kan være alene hjemme ret længe. Piver, når den ikke får opmærksomhed. Kræver.  Vi løber rundt og kaster kartoffelmel på våde pletter, har lommerne fulde af godbidder og poser til at samle hundelort op i, og har måttet flytte rundt i stuen for at dække ledninger og har fjernet ting, der for guds skyld ikke må bides i.

Men ved I, hvad vi også har?
Vi har fået en fælles opgave i familien, et projekt, et ansvar og vi griner, leger og læser i en bog om hvalpeopdragelse. 
Vi har fået noget helt særligt sammen, og derfor er det faktisk slet ikke så slemt at gå rundt i verden og være skudt i begge fødder. 

Det får mig til at tænke på, at opskriften på det gode liv for mig, slet ikke hænger sammen med graden af frihed til at gøre hvad jeg vil, men i langt højere grad er forbundet med de fællesskaber, jeg er en del af. 
Jeg bliver mig - sammen med andre. Og med hund.




Arhem han er da kær. Her i dyb søvn på sin zebrabamse.
Udmattet efter hvalpetræning. 






tirsdag den 11. september 2018

Og midt i det hele flyttede Balder ind

Må jeg præsentere: 
Vores nye familiemedlem, nu 11 uger gammel: 
Balder, en hvid Golden Retriever!

Vi elsker ham højt!