torsdag den 16. marts 2017

Hørte ingen nogen sinde mig sige


  • Nu har jeg da vist sko nok!
  • Nej rod I bare løs, jeg er helt ok med at her roder!
  • I morgen cykler jeg på arbejde, de 12 km i bakket terræn er lige mig!
  • Træt? Nej overhovedet ikke, kl. er 22 og jeg er helt frisk!
  • Nej tak, jeg har ikke lyst til chokolade lige nu!
  • Jeg har sørme da plus på kontoen her ved månedens udgang!
  • Nej det er piece of cake at være folkeskolelærer, en ren loppetjans!
  • Øv, nu er det weekend igen!
  • Jeg kan overhovedet ikke mærke at jeg lavede styrketræning i går, har ingen ømme muskler?
  • Tre uge til påskeferie? Det føles  som 3 minutter...
  • Nyt køkken til sommer, ej det glæder jeg mig overhovedet ikke til, er nærmest lidt ligeglad!
Billedresultat for drillepind



tirsdag den 14. marts 2017

Musical for de håbløst romantiske = La La Land

Bortset fra filmens titel kunne jeg lide alt ved La La Land. Filmen, de fleste nok især vil huske fordi den ikke vandt en Oscar for bedste film!

La La Land handler om Mia og Sebastian, der mødes tilfældigt og forelsker sig. 
De har hver deres store drøm, hun om at blive skuespiller og han om  at åbne sin egen jazzklub. 

Deres stormende forelskelse får deres drømme til at blomstre, og de støtter og opmuntrer hinanden på rørende vis. 
Man mærker hvordan forelskelsen, får dem hver især til at tro mere på den anden, end på sig selv. 
Men hvad sker der med kærligheden, når den individuelle drøm skal leves ud?
Kan kærligheden stå distancen? Holde ud? Det vil jeg ikke afsløre her, for hvis du ikke har set filmen endnu, men påtænker at gøre det, er det ærgerligt at kende slutningen på forhånd.

Historien er banal, men den er så smukt fortalt. Og fyldt med lækker musik. Gik direkte hjem og hentede soundtracket og glæder mig til at høre det igen. 

Ryan Gosling og Emma Stone er så søde at det er til at tude over, specielt er jeg helt vild med hendes skønne umiddelbarhed og vidunderlige levende ansigstmimik. 
Han er også sød på en helt anden eftertænksom og indadvendt 'det dybe vand, den stille grund'- måde. 
Deres møde forandrer dem begge (kaldes udvikling!), og den del af fortællingen fangede mig især.

Filmen er meget andre og mere end sin handling:
Fed musik, masser af flotte billeder i skarpe farver (fx. pigernes kjoler), og jo så også et persongalleri, der synger, danser og stepper sig gennem hele fortællingen.

Ham, der har en vielsesring magen til min kaldte La La Land for en tøsefilm, og det har han nok lidt ret i, at den er. 

Billedresultat for la la land

mandag den 13. marts 2017

Dobbeltmordet

I sidste indlæg talte jeg om nogle af de podcasts, jeg lytter til, men jeg fik ikke nævnt den, der har betaget mig mest her på det sidste.

Dobbeltmordet hedder podcasten, den er også fra DR og det er en serie udsendelser om én af de mærkeligste uopklarede forbrydelser, vi nogen sinde har haft i Danmark:
Dobbeltmordet på Peter Bangsvej i 1948.

Klippet fra omtalen på DR Podcast:

I 1948 blev det pæne ægtepar Jacobsen brutalt myrdet i deres herskabelige lejlighed på Peter Bangs Vej på Frederiksberg. Af mange mystiske spor var der blandt andet placeret en stok på hver lig, og sagen er siden blevet danmarkshistoriens største uopklaret mordgåde.

Holdet bag podcasten har sat sig for at samle alt, hvad der er af materiale om sagen, og belyse hver detalje og hvert spor fra så mange vinkler som muligt.
Jeg hørte et interview med én af de to af seriens tilrettelæggere i bilradioen en morgen på vej til arbejde, og allerede samme aften fik jeg hørt de tre første afsnit, der var nemlig ikke udkommet flere på det tidspunkt. Første afsnit er kun et optakt på 3 minutter, men de efterfølgende afsnit varer 26-27 minutter. 
Jeg er så hooked!


Billedresultat for podcast dobbeltmordet


søndag den 12. marts 2017

Løbesko og Coldplay

'Vi vil uuuud'
'Tag nu os meeeed'
'Kom nuuuu'

Siden vinteren forduftede, og det er begyndt at blive lysere om morgenen, har mine løbesko har hvisket ovenstående, hver gang jeg har passeret dem i entréen. 
De hænger side om side med en masse andre sko i dét, der oprindelig har været en gammel tallerkenrække, men nu tjener et fint skoformål i vores alt for lille alt for smalle entré. 

Selvom jeg ikke har forholdt mig direkte til løbeskoenes hvisken, så må deres bøn have lagret sig i min bevidsthed: Onsdag i forrige uge, i omklædningsrummet efter min faste ugentlige morgenstyrketræning, hørte jeg sørme min mund sige til et par af mine trænings-buddies: Ja, jeg begynder jo at løbe om morgenen, nu hvor foråret er på vej, der er simpelthen ikke noget så dejligt, som at begynde dagen med en lille løbetur. Sagde jeg sgu. Og har man sagt den slags, så hænger man altså på den. Især når man siger det til nogen, der helt sikkert er interesserede og nysgerrige typer, og derfor selvfølgelig, når man ser dem igen, vil spørge ind til, hvordan det så er gået.

Og på onsdag kan de bare spørge. 
Jeg har været ude at morgenløbe tre gange i denne uge, mandag og fredag stod jeg op kl. 5.30 og i dag, søndag var jeg ude kl. 9.

Min kondition er så elendig at det er blevet et helt wake-up call for mig (dem får jeg med jævne mellemrum) at jeg er meget fast besluttet på at ville gentage projektet i næste uge, to løbeture i hverdagene og én i weekenden. Jeg har i denne uge kun løbet 3 km pr. tur, for hey, hverken Rom eller jeg blev bygget på én dag og jeg har desværre en nakke og skulder, som jeg er tvunget til at være meget opmærksom på, for det er hårdt for nakken at løbe! Ikke noget, jeg nogen sinde skænkede en tanke, før jeg for knap 2 år siden blev ramt af en diskusprolaps i nakken.

I næste uge håber jeg at kunne øge til 4 km pr tur, og så på den måde bygge min (manglende) form op. 

Jeg elsker at have noget at lytte til i ørerne med på både gå- og løbeture, og det er typisk podcasts. 
En elsket gammel yndling er P4's  Mads og Monopolet, men jeg elsker også P3's Musikquizzen.
 
Billedresultat for mads og monopolet podcast 2017Billedresultat for musikquizzen


For nylig fik jeg et supergodt tip af en kollega, som jeg sad og udvekslede podcast-oplevelser med, og hun tippede mig om P7's Mix's Maraton-udsendelser, som er 6-7 timers koncentreret neddyk i et band, en kunstner eller en bestemt type musik. Udsendelserne er rigtig godt skruet sammen, og indeholder ud over en masse dejlige musik også kommentarer, baggrundsviden, anekdoter og interviews med den kunster eller det band, det handler om.
Jeg har i denne uge lyttet til Maraton-udsendelsen om Coldplay, og det har været SÅ fedt. På løbeturene, når jeg har lagt vasketøj sammen og på en køretur til og fra Odense i går. 
Har allerede planlagt at den næste Maraton-podcast, jeg går i gang med er om Sting og The Police.

Billedresultat for p7 mix maraton


fredag den 10. marts 2017

Dage

Der er dage, hvor både himlen og mit humør er mørkt og overskyet. Og der er dage, hvor solen skinner. Ude og i mit hjerte.
Der er dage hvor jeg er så træt, når jeg kommer fra arbejde, at mine børns stemmer bliver til skingre lyde i min hjerne, og hvor lyset fra tv-skærmen prikker som bittesmå splinter i mine øjne. Dage, hvor jeg bruger alt min energi på at sørge for at nogen andres børn har det godt, og derefter ikke har overskud til at være noget som helst særligt for mine egne. 
Der er dage, hvor jeg smiler og griner til verden, og nyder dét den giver mig tilbage, men der er også dage, hvor jeg tilbringer mine aftener alene i mørke under dynen og ikke ønsker kontakt med nogen. 
Der er dage, hvor jeg har overskud til at være fysisk aktiv, hvor jeg op før kl. 6 om morgenen for at løbe en tur, og der er dage hvor jeg er så tung i hele kroppen, at en trappetur føles som bjergbestigning.

I dag skinner solen og når jeg snuser luften i min have ind gennem næsen, kan jeg mærke at det er ved at blive forår. 
Forår er dage jeg glæder mig til. 

søndag den 5. marts 2017

De griner endnu #2


...De to søde unge piger, der var på arbejde den tirsdag, hvor jeg kl. ca. 14.35 kom løbende ind i H&M.

(Læs første del af beretningen her)

Det første af de to møder, jeg skulle stå for begyndte kl. 15, og der var kun ca. 20 minutter til. Jeg løber derfor næsten gennem butikken, direkte mod den væg, hvor jeg ved at der hænger en masse forskellige jeans - og inden jeg er nået helt derhen, har jeg fået øje på et par grå jeans, og dem flår jeg til mig i den størrelse, jeg formoder er den rigtige, og løber videre mod prøverummet.

Der er ikke andre ved prøverummene end mig, så jeg går direkte ind, flår jakke og sko af, får de blodige bukser af, og konstaterer i den bevægelse at blodet fra drengens næse er trængt igennem mine bukser, således at jeg har en stor rød plamage ned af låret på højre ben. Lækkert. 
Jeg trækker de nye bukser på, og de sidder perfekt. Klokken er nu 14.40 og jeg har virkelig travlt, så jeg pakker mine blodige bukser sammen og går ud i butikken med de nye bukser på. Styrer hastigt mod kassen.
'Kan I hjælpe mig', jeg har seriøst virkelig travlt og mine bukser er smurt ind i blod', halvråber jeg, og skynder mig smilende (men kort) at forklare min udfordring til de unge piger ved kassen, og jeg spørger om jeg må betale for bukserne og beholde dem på. Det må jeg meget gerne siger den ene unge ekspedient. Jeg har allerede dankortet fremme, og er klar til at betale, da det viser sig at det med bare at beholde bukserne på, måske alligevel ikke kan lade sig gøre. Der sidder nemlig en alarm på dem. I linningen på bagsiden, og den skal klikkes af. I et hul, der er placeret nede i disken. Og hvordan gør man det, når kunden har insisteret på at forlade butikken iført sine nye benklæder?

'Kom herom', siger min ene redningskvinde og vifter mig om bag disken. Hun beordrer mig til at læne mig op mod bordet, men min bagside kommer slet ikke højt nok op til, at hun kan klikke alarmen af. 
'Hvad hvis hun sætter sig op på bordet', siger den anden unge ekspedient, der er kommet hen til os, hun vil ikke gå glip af den skøre skolelærer, der står bag disken med rumpetten vendt ud mod butikken.
De får mig op at sidde på disken, lige midt mellem kasseapparatet og en stor bunke tøj - og ved at guide mig med instrukser som: 'lidt frem, lidt til højre, nej det var for meget, nu er du der næsten, og så læner du tilbage, lidt mere, kom så ... og klik! Alarmen er afmonteret. 
Hurtigt hopper jeg ned, får betalt for mine bukser, løber til p-pladsen, finder min bil, kører tilbage til skolen, springer ind på kontoret og står helt knivskarpt og pivklar kl. 14.58, da jeg giver hånd til et hold forældrene og byder velkommen til møde. 

De griner endnu #1

...De to søde unge piger, der var på arbejde den tirsdag, hvor jeg kl. ca. 14.35 kom løbende ind i H&M.


Der er åbenbart et tilbagevendende tema med mig og min påklædning, når jeg er på arbejde, for den episode, jeg vil fortælle om nu, fik mig til at mindes den her historie, hvor jeg lige skulle til at tage bukserne af, da en elevs far kom ind ad døren. 

Denne gang skal vi ud i skolegården i middagspausen, hvor jeg passede min tjans, som det der i gamle dage hed 'gårdvagt', men som i anerkendelsens hellige navn er omdøbt til 'samværsperson'.
 Pausen var næsten slut og jeg var i tankerne allerede i gang med at indstille mig på de opgaver jeg havde, når det ringede ind. 

Og her skifter vi til nutid. 

Pludselig kommer en gruppe børn løbende imod mig, de råber og kalder og fægterne med armene, og jeg hører ordene 'slåskamp' og 'blod', og skynder mig selvfølgelig hen til børnene, der chokerede fortæller mig at to drenge slåsser helt vildt og at den ene har fået næseblod. 
Hurtigt er jeg henne ved drengene, som tumler rundt og slår og sparker efter hinanden. Drengene er bedstevenner, men absolut ikke lige nu, hvor de er så rasende på hinanden at der ikke eksisterer andet end slag, spark, gråd og en masse eder og forbandelser mellem dem. 

Jeg får dem hurtigt skilt ad og holder ham med næseblod tæt ind til mig, mens en anden voksen fjerner modparten. Hvad der herefter sker med drengene er egentlig ikke det, jeg vil fortælle, men vi hjælper dem selvfølgelig og får styr på dem begge to, for den enes vedkommende helt konkret med det næseblod, som er ret voldsomt. 
Det jeg vil fortælle er, at jeg i håndteringen af det her næseblod  bliver smurt ind i blod. 
Der er blod ned af min jakke og på mine bukser. Kun ganske få stænk på det ene bukseben, men to store røde plamager på det andet. 
Vand, sæbe, klud, papir har ingen effekt, tvært imod får jeg de to plamager på det ene bukseben tværet sammen til én.

Krise! 

Jeg har ikke tid til at gøre noget ved problemet her og nu, for klokken har ringet og jeg skal videre i dagens program, og mødes med den psykolog, der er tilknyttet skolen og sammen med hende have en gruppe børn, og lave noget, vi kalder legegruppe
Jeg er nødt til at begynde vores session i legegruppen med at fortælle børnene, hvorfor mit ene bukseben er smurt ind i blod. 
Det er ved at tørre ind nu, og jo mere jeg kigger ned af mig selv, jo mere utilpas bliver jeg ved synet. Det ser simpelthen lidt ulækkert ud, og giver mig associationer til pinagtige 'bløde-igennem' situationer, til trods for at jeg altså aldrig er blødt igennem på hverken bukseBEN eller forsiden af bukserne :)

Legegruppen slutter, og jeg har nu 50 minutter til næste programpunkt på min dag. 
Og da jeg kommer til at tænke over, hvad det er - så kan jeg mærke at jeg ikke kan beholde de blodige bukser på.

Jeg skal nemlig være mødeleder for ikke bare ét, men to møder i træk, hvor der ud over en række fagpersoner også deltager forældre - og fordi jeg er den, der styrer mødet skal jeg stå op foran flokken af mødedeltagere. Med bukserne smurt ind i blod. Det magter jeg ikke. Heller ikke selvom jeg i tankerne indleder begge møder med at forklare, hvorfor jeg ser sådan ud. 
Jeg vil have andre bukser på punktum.

Tiden går. Jeg vurderer at jeg ikke kan nå at køre hjem og skifte bukser, men jeg kan godt nå hen Vejles store indkøbscenter Bryggen og købe mig et par nye bukser. Så jeg løber ud til bilen og kører i al hast over til Bryggen, parkerer bilen og løber ind i H&M-butikken.


Fortsættes...


onsdag den 1. marts 2017

Spændende hustru min mand har

"Det er simpelthen så spændende at være gift med dig, at jeg næsten ikke kan være i min egen krop"

Sagt af ham, der har en vielsesring magen til min, da jeg mandag aften trådte ind i stuen med hvid ansigtsmaske, der dækkede hele fjæset samt en grøn plasticpose på håret, fordi jeg havde lusekur i. 



Samme morgen havde jeg, i anledning af fastelavn, forladt mit hjem klædt ud som arabisk sheik



mandag den 20. februar 2017

Virkelig mærkelig tanke

Det sker pænt ofte at jeg får hovedet fyldt med virkelig mærkelig tanker. Tanker, som jeg ikke ved hvor kommer fra eller hvorfor de pludselig dukker op. Tankemylder. De fleste kender det, går jeg ud fra!?

Hos mig er det typisk et eller andet bestemt spørgsmål, der ikke vil forlade min hjerne, før jeg har fået spørgsmålet besvaret.
Et meget godt eksempel på det, oplevede jeg for nogle dage siden, da jeg i bil kørte med mine tre piger på havnearealet i Aarhus. Vi havde været på Dokk1 og på vej derfra, ville jeg gerne se alle de nye bygninger, der i disse år opføres på det gamle havneareal. Så vi kørte lidt rundt på havnen. Langt fra selve havnekajen. Alt var ok, pigerne var søde og sad og småsnakkede i bilen, stemningen var rigtig god, og der var ingen fare af nogen art på færde. 

Indtil jeg blev ramt af denne groteske - og temmelig angstfyldte tanke:

Hvis jeg  nu pludselig kommer til at køre i havnen med bil og børn, hvordan er det så, det er? 
Gælder det om at komme hurtigst muligt ud af bilen eller er der noget med at man skal lade bilen synke, og først når den er nede på bunden, åbne dør eller vindue og svømme op til overfladen? 

Her vil den opmærksomme læser helt sikkert stoppe op og undrende spørge, hvordan jeg i hele hule helvede ever overhovedet får tanken, at jeg skulle kunne komme til at køre min bil i havnen, men sagen er at når først sådan en angsttanke har sat sig fast, så er det som om at min hjerne ikke lytter lige meget hvad. Og tænk hvis det skete, og jeg ikke havde styr på, hvordan jeg skulle redde os? Tænk, hvis jeg gjorde det modsatte af det, som man bør?

Jeg sagde det mange gange tydeligt inde i mig selv, Helle for dælen, man kører jo ikke sådan bare i havnen, vel ...det sker ikke ... på samme måde som jeg mange gange har måttet forklare mig selv, at man i bil ikke kan flyve af Storebæltsbroen, end ikke når det blæser... 

Jeg delte senere på dagen tanken med min bror, og han tog det skam helt alvorligt, og kunne berige mig med diverse dramatiske filmscener, i hvilke det er lykkedes både helte og skurke at komme ud af en synkende bil. 

Hvis der skulle sidde en eller flere derude, som har gjort sig lignende tanker, har google via denne artikel fra BT beriget mig med følgende gode råd:

1. Hvis ulykken er sket sket, så spring ud af bilen, før den synker.
2. Forsøg ikke at redde andre ud, før du selv har været oppe ved overfladen og få luft.
3. Hvis du ikke når ud i tide, så vent med at åbne døren eller vinduet, til bilen er fyldt med vand.
4. Svøm samme vej som luftboblerne stiger.



Nu er jeg helt rolig igen.

søndag den 19. februar 2017

Måske var det

Måske var det et (ganske kortvarigt) anfald af overmod, måske var det en art dårlig (krops)-samvittighed over alle de fastelavnsboller, jeg i ugens løb har fortæret - eller også var det bare en fysisk måde, hvorpå jeg kunne sætte et stort punktum for vinterferien 2017. Men faktum var  i hvert fald at jeg i dag, søndag kl. 11 stod klar på et træningshold med navn 'Pump Power', og at jeg i den time træningen varede, gav alt hvad jeg havde i mig. 
Sjældent har man da set mig svede så meget, altså vi taler store kaskader af sved, der piskede af mig, kønt har det næppe været! 
En tankerække ramte mig, mens jeg stod der og knoklede med håndvægte og diverse andre remedier - en tanke om at jeg forhåbentlig skal bo i den her krop rigtig mange år endnu, og at jeg saftsusme vil bo godt i den!