søndag den 14. maj 2017

Er landet på benene igen

En fuldstændig forrygende weekend med veninder i Berlin, fik mit batteri ladet helt op. Jeg var på toppen efter den weekend, det siger jeg jer.
Det holdt en lille uge, så begyndte en arbejdsmaraton fra helvede, hvor den ene dag var længere, tungere og mere udfordrende end den anden, og hvor jeg ikke nåede at trække vejret og kigge op, før den næste opgave susede ind i hovedet på mig. 
Den slags perioder har jeg adskillige af i løbet af et skoleår, og jeg har faktisk altid godt kunnet lide at have gang i mange ting på samme tid. Der er bare det ved den slags perioder, at det for mig kræver, at jeg så finder hvile og ro til hovedet derhjemme. Jeg skal kunne gå tidligt i seng, have mulighed for at være alene og der skal i det hele taget være sådan rimelig ro på hjemmefronten. Og det var der så ikke. 
Hjemme var der også max pres på, sådan stribevis af uger, der bare var pakket med aktiviteter og gøremål. 
Fede og sjove ting, som alle var noget, vi rigtig gerne ville, men der var bare mange af dem. 
Nu kan jeg vinge af ud for:

  • 2 fødselsdage (Storepigen 18 år, Mellempigen 15 år)
  • 3 konfirmationer
  • Besøg omfattende fælles madlavning af vores syriske unge mand, som vi er blevet venskabsfamilie for
  • Modtagelse af hund, som skal passes her frem til midt juli
  • 2 sygedage med den ondeste hovedpine
  • OG, dugfrisk for en time siden: indkvartering af sød og smilende hollandsk skolepige som er på udveksling og skal bo her til på torsdag


Når jeg ser tilbage, så giver det jo sådan set meget god mening at jeg i de forgange uger konstant har haft en følelse af, at der ikke var timer nok i døgnet. Det var der heller ikke.

I formiddag gik jeg tur med det søde sjove hundeferiebarn Pippi, som er en Golden Doodle. 
Turen var akkompagneret af grønt forår, blå himmel og høj solskin. Jeg tænkte flere gange ved mig selv, at det jo nok skal gå alt sammen.