søndag den 28. maj 2017

En sommeraften med Rod Stewart

Kridhvide fødder i sandaler, varm tør luft og bagende sol. Tilsæt så en festival med 38.000 glade øldrikkende gæster og en masse fed livemusik. De unge hørte Gulddreng, Phlake, Alex Vargas, de gamle gyngede i takt til Peter Belli, TV2 og Kim Larsen. Og Rod Stewart, ikke at forglemme. Som i en alder af 72 levede en gedigen koncert med et flot og farverigt sceneshow, som man ikke kunne andet end at blive betaget af. Min erindring om Rod Stewart hører barndom og ungdom til. Min mor skruede op for radioen i køkkenet, når 'I am sailing' blev spillet og gik vi ikke og grinede lidt af sangen i leopardbuks, lidt for nedknappet skjorte og guldkæde om halsen? Well, sådan så han stadig ud!
Jeg havde faktisk glemt ham lidt, men da han stod der på scenen i majaftenens kølige brise, huskede jeg pludselig 'Unplugged'-albummet fra 1993, som jeg hørte til bevidstløshed, fordi det om noget var feelgood musik, der passede til det meste. 
I aftes passede hans musik lige til mig, og da jeg fandt ud af, at hans yngste (af otte!) barn kun er seks år gammel, blev jeg sgu behøring imponeret af den gamle rock'n roller, der still er going strong. Overvejede et sekunds tid, om jeg skulle tilbyde at blive mor  til et eventuelt niende barn, men tog i stedet ham, der har en vielsesring magen til min i hånden og tussede hjem i majnatten.

onsdag den 24. maj 2017

Lys, med brune øjne og fregner

I mit ungdomslivs drømme var der en datter. Jeg husker ikke nogen drømme, hvor der var en søn, men datteren, hun var der i årevis. Og der var kun én. 
Hun var lys, havde brune øjne og fregner på næsen. 

Det sad jeg og tænkte i aftes, da vi spiste aftensmad.
Jeg kiggede på mine tre døtre, der sad overfor mig.

De er min drøm.

Den ældste er lys.
Den mellemste har brune øjne,
og den yngste har fregner på næsen.


søndag den 14. maj 2017

Er landet på benene igen

En fuldstændig forrygende weekend med veninder i Berlin, fik mit batteri ladet helt op. Jeg var på toppen efter den weekend, det siger jeg jer.
Det holdt en lille uge, så begyndte en arbejdsmaraton fra helvede, hvor den ene dag var længere, tungere og mere udfordrende end den anden, og hvor jeg ikke nåede at trække vejret og kigge op, før den næste opgave susede ind i hovedet på mig. 
Den slags perioder har jeg adskillige af i løbet af et skoleår, og jeg har faktisk altid godt kunnet lide at have gang i mange ting på samme tid. Der er bare det ved den slags perioder, at det for mig kræver, at jeg så finder hvile og ro til hovedet derhjemme. Jeg skal kunne gå tidligt i seng, have mulighed for at være alene og der skal i det hele taget være sådan rimelig ro på hjemmefronten. Og det var der så ikke. 
Hjemme var der også max pres på, sådan stribevis af uger, der bare var pakket med aktiviteter og gøremål. 
Fede og sjove ting, som alle var noget, vi rigtig gerne ville, men der var bare mange af dem. 
Nu kan jeg vinge af ud for:

  • 2 fødselsdage (Storepigen 18 år, Mellempigen 15 år)
  • 3 konfirmationer
  • Besøg omfattende fælles madlavning af vores syriske unge mand, som vi er blevet venskabsfamilie for
  • Modtagelse af hund, som skal passes her frem til midt juli
  • 2 sygedage med den ondeste hovedpine
  • OG, dugfrisk for en time siden: indkvartering af sød og smilende hollandsk skolepige som er på udveksling og skal bo her til på torsdag


Når jeg ser tilbage, så giver det jo sådan set meget god mening at jeg i de forgange uger konstant har haft en følelse af, at der ikke var timer nok i døgnet. Det var der heller ikke.

I formiddag gik jeg tur med det søde sjove hundeferiebarn Pippi, som er en Golden Doodle. 
Turen var akkompagneret af grønt forår, blå himmel og høj solskin. Jeg tænkte flere gange ved mig selv, at det jo nok skal gå alt sammen.