mandag den 30. januar 2012

Tak Gunilla Wolde



Scenen: Jeg sidder i sengen med treårige Johanne og vi  læser i den bog, der for tiden er hendes absolutte yndlingsbog:









Til at begynde med er der dømt rendyrket kvalitetstid og nærvær for alle pengene. Min arm ligger trygt om barnet, der sidder klinet op af mig og intenst følger fortællingen om Lotte, der opdager en brun plet på sin tand og må afsted til tandlægen ledsaget af sin far.

Ca. 11 sider inde i bogen, kigger barnet vredt op på mig og siger meget fortørnet: Mor, du læser forkert!

Hvad, siger jeg og læser siden igen. Det drejer sig om denne side:




Du skal sige HAN og ikke HUN, siger min datter meget bestemt.
Jamen, Lotte er da en pige, siger jeg ligeså bestemt.
Nej, siger barnet. Lotte er en dreng!
Altså, nu må du godt nok lige have mig undskyld, siger jeg. Lotte er altså en pige. Lotte er et pigenavn.

Nej, siger barnet endnu mere bestemt. Lotte er en dreng. 
Jeg bliver nysgerrig og kigger grundigt på Lotte, som jeg virkelig ikke kan se ligner en dreng, men der er ingen tvivl i min datters sind. Lotte er en dreng. 

Hvorfor siger du, at Lotte er en dreng, bliver jeg jo så nødt til at spørge.
Fordi han har drengetøj på, er det svar jeg får.
Drengetøj?

Ja, siger barnet. Hans bluse er grøn. Det er en drengefarve.
Målløs kigger jeg på billedet af Lotte og på mit barn, der er så skråsikker, at det trodser enhver beskrivelse.

Jeg tænker mig lidt om - Fandme om jeg vil være med til at mit barns verden er så kønsspecifik, at der er noget, der hedder drengefarver og pigefarver - jeg må iværksætte en indsats og den begynder nu.
Fra skaber tager jeg min grønne kjole ud. Spørger mit barn: Hvilken farve er denne kjole. Grøn, svarer hun. Okay, hvis kjole er det? Det er din, svarer hun prompte. Er jeg en pige eller en dreng må jo så være mit næste spørgsmål og barnet siger, at jeg er en pige. 
Jeg er en pige, min kjole er grøn - kan du se at grøn så også er en pigefarve, siger jeg triumferende.
Grøn er en drengefarve, returnerer barnet og forlanger at jeg læser bogen færdig.

Gad vide om ikke Gunilla Wolde, da hun i 1975 skrev de 10 bøger om Lotte, var 100 % bevidst om, at figurerne i hendes bøger ikke skulle være ofre for kønsspecifik stigmatisering? At hun netop ville gøre op med en verden inddelt i pigeting og drengeting?

Jeg takker hende for at hjælpe mig på vej til at udvide min tre-åriges horisont. For herhjemme har vi pigekopper og drengekopper, vi har pigeis og drengeis i fryseren og da barnets fader en dag hoppede ud af sengen i et par knaldrøde boxershorts, lød det tørt fra ungen: Far, hvorfor har du pigeunderbukser på?

Lottes far ligger bestemt heller ikke under for nogen kønnet farvetyranni. Se lige en lækker T-shirt, han her er hoppet i:


Han er da læks, hva?

torsdag den 26. januar 2012

Mere speltmor

Forleden linkede jeg i et blogindlæg, til en artikel, hvor forfatteren stiller spørgsmålstegn ved om "speltmoren" overhovedet eksisterer i virkeligheden, eller om hun blot er en slags manifestation af den almindelige mors dårlige samvittighed og utilstrækkelighed.
Jeg fik nogle virkelig gode læserkommentarer (af hjertet tak for dem) og kan nikke genkendende til pointer i samtlige kommentarer. Nogle bekræfter, at hun skam findes i levende live - speltmoren - andre hælder mest til .at hun er en fiktiv rolle. Jeg lander selv et sted midt imellem.
Den kvinde, jeg kender. der kommer allertættest på det, jeg forstår ved en ægte speltmor (et ord, som jeg i øvrigt har taget til mig i dagens anledning - i mit sprog hedder hun en Urtekusse eller en Klidmoster, men det er underordnet, nu kalder vi hende speltmor) - hun ved ikke selv, at hun er det. Hun bor på et landsted, har høns, får og hest, strikker, bager, sylter og er tidligt hjemme hver dag. Hendes børn drikker hjemmelavet saft af havens frugter og hun bager alt brød selv. Hendes mand er lige blevet færdig med en tilbygning til huset og han har også selv anlagt have og terrasse.
En på mange måder beundringværdig familie, der klarer sig fint, trods forholdsvis lav husstandindkomst.  De kender ikke til stress og jag.
Jeg tror at én af de største årsager til, at denne kvinde har fred, overskud og tid til at dyrke alle sine sysler i ro og mag er at hun 1) Ikke er på facebook 2) ikke har en smartphone 3) stort set ikke ser tv. Hun har heller ikke et job, der kræver noget af hende, når hun ikke er på arbejde.


Derfor er jeg sikker på, at Fruen i Midten rammer plet, når hun i sin kommentar hævder, at det ikke er "den rigtige speltmor", der irriterer os - men snarere en mellemgruppe af "wannabees", der konstant fremhæver alt det rigtige, de gør, og som dermed giver dem, der lige den dag har følt sig som utilstrækkelige skod-mødre rigtig dårlig samvittighed.


Jeg er dybt splittet og nu skifter jeg side. For jeg har også en speltmor boende inde i mig og når hun viser sit glade, milde ansigt - og står klar i døren til det rengjorte hus  med hjemmebagte (grov-)boller til børnene, så bliver jeg sgu så glad for mit liv, at jeg typisk får lyst til at dele det med mine venner på facebook. Eller hvis jeg er pissestolt over at have været ude at løbe - så har jeg også lyst til at fortælle det til Gud og Hvermand og må man nu ikke det?


Er det virkelig ikke okay at dele hverdagens små succeser med omverdenen og med stolthed tage imod de skulderklap, der måtte falde af? 
Hvis nogen får dårlig samvittighed eller føler sig generet af det, så kunne man jo også anlægge det perspektiv, at det er dem, der har et problem...?



Den ægte speltmor er slet ikke på facebook og hun kunne ikke drømme om at "bryste sig" af sin hjemmelavede æblesaft, sine børns hjemmestrikkede sokker eller surdejen i køleskabet. Tanken falder hende slet ikke ind, hun gør de ting, fordi de er selvfølgelige for hende. Hun har truffet nogle klare valg og gjort nogle endnu klarere fravalg.
Og her er vi nok i nærheden af sagens kerne: Vi er alt for mange, der tror, at vi kan det hele. Jeg siger "vi", for det gælder også mig selv. Jeg vil have både-og og ikke enten-eller.

Jeg vil BÅDE give mig fuldt ud på arbejdet til langt ud på eftermiddagen og hente mine børn tidligt. Jeg vil BÅDE være en nærværende mor, en attraktiv hustru og en god lærer.
Jeg vil både have tid alene, tid sammen med min mand OG tid sammen med børnene. 
Det kan jo for fanden ikke lade sig gøre! I hverfald ikke på samme tid og slet ikke inden for en døgnramme på 24 timer.


Jeg kan mærke, at jeg slet ikke er færdig med at tænke, så måske kommer der mere...





tirsdag den 24. januar 2012

Dem, der kender mig

Jeg lå med vatrondeller på øjnene, en ansigtmaske i fjæset og en lydkulisse af noget virkelig irriterende afslapningsmusik (jeg hader afslapningsmusik - det stresser mig, får mig til at spænde i skuldrene og rynke panden, fa'me ikke megen afslapning der) og prøvede at lave en liste over de fagpersoner der, fordi det er deres arbejde, er engagerede i mig og min krop, eller rettere de dele af min krop, der nu er deres specifikke fagområde.

- Optikeren, der er ved at blive gråhåret over mine vanskelige øjne. Hun kan ikke finde frem til de rigtige kontaktlinser, som både tilgodeser min sjældne kombination af stærk nærsynethed og min meget slemme bygningsfejl. Jeg er den eneste kunde i hele Louis Nielsens Vejle-afdeling, som har den kombi. For nylig har min "sag" været bragt op på landsdækkende optiker-konference! For hvis der nu sidder en optiker i  - lad os sige Hjørring -  med en kunde, hvis skavank matcher min, så kunne de to optikere jo udveksle erfaringer. De sidste prøvekontaktlinser, jeg havde i udvalg, var så forkerte at jeg fik voldsomt kvalme og var ved at kaste op, da jeg  køre bil. Not nice. 


-Kosmetikeren, der pakker mig ind i et tæppe og beroliger mig med opbyggelige taler om hudproblemer hos kvinder i min (høje) alder - Jeg lytter høfligt, men det interesserer mig bare ikke ret meget, så jeg er et nemt "offer", der uden at blinke betaler det hvide ud af øjnene, for det produkt hun anbefaler (og sikker scorer kassen på at sælge videre til mig)


-Tandlægen, der nærmest HVER gang siger, at det er længe siden, der er taget røntgenbilleder af bisserne - og med bekymret mine ser på mine visdomstænder, hvorefter hun siger en masse om nødvendigheden af at få dem fjernet, men jeg hører ikke, hvad hun siger, for jeg tænker kun på, hvor dyrt det er og hvor ondt det gør. 


-Frisøren, der simpelthen snakker for meget! Det bedste ved at være ved frisør er få lov at være i fred, blive nusset om, læse i blade eller drikke kaffe - jeg magter ikke at fortælle om mit arbejde, min familie og egentlig heller ikke om mit hår, det skal bare klippes, farves, whatever... jeg beundrer endes engagement og interesse for mit hår!


Så er der den praktiserende læge, gynækologen og ortopædkirurgen, der hver især ved noget om mine nakkesmerter, mine halsbetændelser, min livmoderhals og mine fodknogler (sidstnævnte har endda haft æren af at operere min venstre fod)


Jeg forestillede mig så at de alle sad ved et bord og talte om mig:


Kosmetikeren: Jeg undrer mig over, at hun ikke passer bedre på sin hud, når jeg har fortalt hende så mange gange, hvor vigtigt, det er!?
Gynækologen: Jeg tror, hun har travlt - for hun vendte aldrig tilbage for en ny tid, da hun havde ringet for at sige, at hendes spiral var faldet ud?
Den praktiserende læge: Jeg ved, at hun ikke har brug for spiral mere, jeg kan ikke gå i detaljer, men jeg ved noget om hendes mand, så...
Tandlægen: Oplever I også, at hun er meget ængstelig overfor indgreb, der gør bare det mindst ondt?
Alle, samstemmende: JA!
Frisøren, uddyber: Hun er ved tude, når jeg plukker hendes øjenbryn med en pincet, helt ærlig, hun har fået det gjort tusindvis af gange og alligevel himler hun op hver gang!
Optikeren: Nu gør mine undersøgelser jo ikke ondt, men jeg oplever, at hun altid er sådan lidt overfrisk og kæk med sjove bemærkninger, ligesom for at bryde isen og dække over at hun er nervøs? Måske er hun bange for stilhed?
Ortopædkirurgen: Jeg lover jer, der var ingen smarte bemærkninger eller kække kommentarer, da hun blev kørt ind til fod-operationen (det er 2 år siden, red.). Da var hun MEGET stille...


Og sådan fortsætter de...

mandag den 23. januar 2012

Findes speltmødre i virkeligheden?

Dennis Nørmark, som er antropolog, forfatter og chefkonsulent har skrevet en kronik i Berlingeren, som gav mig god stof til eftertanke. 
Jeg har nemlig selv tænkt det samme - hvem er disse "speltmødre"? Findes de? Jeg kender nemlig ingen -  og jeg er så langt fra én selv. 
Til gengæld kender jeg mange, der sætter en stor ære i at hylde det uperfekte -  og som gennem fortællinger fra dagligdagen, artikler, blogs osv. gør det til en livsstil at være uperfekt på den der lidt klodsede Nynnefacon. Læs artiklen og giv meget gerne din mening til kende. 



tirsdag den 17. januar 2012

Psssttt!!!

Psssssst! Jeg er lige her... du troede slet ikke, at her var nogen, men det er fordi du ikke kan se mig. Jeg ligger ovre i hjørnet af sengen, under dynen.
Jeg er lidt stille for tiden. Og småsyg - og er jeg ikke syg, så er  af mine børn. Så bliver der ringet efter mig på arbejdet, at jeg skal hente én, der har ondt i maven eller også er det mig selv, der går hjem med ondt i halsen. 
Jeg er jo heller ikke helt  ung længere, må du tænke på.
I torsdags var det min fødselsdag og i lørdags havde jeg huset fuld af gæster. Jeg er nu blevet opdateret til en version 4.0!


Jeg hvisker, men du kan godt høre mig, kan du ikke? Min yngste datter er lige faldet i søvn og hun vågner meget let, så derfor er jeg musestille. Min mand? Han sidder i stuen og ser håndbold, mens jeg ligger her og er meget sølle. Faktisk er jeg så sølle, at jeg overvejer at kalde på  ham og bede ham række mig det glas cola, der står ovre i vindueskarmen. 


Der kommer snart nye indlæg her, det lover jeg. Jeg skal bare lige sove lidt først og blive helt rask. Jeg putter mig igen, ligger bare her helt stille og venter på at hovedpinen letter og energien vender tilbage.





søndag den 8. januar 2012

Fødselsdagsvinderen er trukket!

I anledning af Mit Helles 1 års fødselsdag sidst i december, bad jeg i dette indlæg mine læsere fremhæve ét indlæg fra bloggens første leveår, som havde gjort særlig indtryk på dem.
Og af angst for at ingen ville henvende sig for at gøre det hele lidt festligt, satte jeg en overraskelse på højkant til en heldig vinder blandt de kommentarer, der forhåbentlig ville komme.


Det har været rigtig fedt at læse, hvilke indlæg, I har kunnet lide - og det giver jo mig en fin pejling på, hvad det er jeg kan finde ud af at skrive, som andre gider læse. Det vil jeg bruge konstruktivt i det omfang, det giver mening for mig. Så tusind tak til jer alle otte!




Og nu til det spændende! 


(Wordfeud er nede, jeg har forberedt mig til i morgen, manden ser tv og ungerne sover, så jeg havde god tid til at finde den helt rigtige vinder...)


Jeg fik som nævnt 8 kommentarer.


De navne skrev jeg ned på et stykke papir. Jeg brugte den tykke grønne tusch fra rodekurven i køkkenet:




Herefter hentede jeg den store grå saks, den vi aldrig kan finde - og klippede navnene ud:









Navnestrimlerne blev krøllet sammen til små kugler og lagt i en skål. Jeg valgte en rød Ikea-model.








Her er skålen med alle 8 navne. Jeg tog den med ind i stuen og rakte den frem mod min tv-kiggende mand og sagde for sjov "Vil du have et stykke slik" og han kiggede glad og overrasket op på mig. Men han blev skuffet, gjorde han, for jeg ville bare have ham til at trække en papirskugle fra skålen.



Hvilket han gjorde med stor præcision og omhyggelighed:





Papirkuglen blev møjsommeligt pakket ud og navnet vendt om mod den spændte fotograf:







Vinderen af en overraskelse som jeg sender afsted i den kommede uge er :  FRU HELLE. 

Hvis du er den Helle, jeg regner med du er, så ved jeg jo godt, hvor du bor - men bekræft det lige. 

Hvis du ikke er den Helle, jeg regner med, du er, og du ved, at jeg ikke ved, hvor du bor - så send mig din adresse på Hellea<snabela>jellingnet.dk

Hjertelig tillykke og tak til jer søde otte læsere, der gad ulejlige jer med input.






lørdag den 7. januar 2012

Velsignet stilhed

Det fede ved at begynde efter juleferien på en onsdag, er jo at det så allerede er weekend tre dage efter! 


Det er lørdag formiddag. Jeg har været ude at gå en lang tur med to dejlige veninder. I kan selv regne ud, hvor glad jeg er for deres selskab, når jeg med glæde springer ud af sengen lørdag morgen for at mødes med dem i mørke og regn. Så traver vi en laaaang tur i morgenmørket, mens solen står op og sender morgenlys ud over byen og skoven, hvor vi går. Snakken går lystigt og vi får vendt alverdens emner og er hinandens ventil for diverse frustrationer. En times gåtur blev det til i dag og så hjem til mig og drikke en kop kaffe inden vi skilles igen. 


Mine store piger er lige blevet hentet af deres far og den yngste er taget med Jens til Vejle for at ordne noget meget hemmeligt.
Nedtællingen til "Den Store Dag" er nemlig begyndt! 
Jeg må jo erkende, at lige meget hvor meget jeg har vendt ryggen til den dag og skudt dens komme ud af min bevidsthed, lige meget har det hjulpet. Det er muligt at jeg ikke ville hen til den dag, men nu kommer den altså hen til mig og jeg overgiver mig. 


Jeg fylder 40 på torsdag. 


Statistisk set er jeg over halvvejs gennem mit liv. Jeg har uddannelse, fast arbejde, hus, mand, (og eks-mand) tre børn, rentetilpasningslån og bilforsikring. 


Jeg kan ikke ændre på fakta. Der er ikke flere tudekiks tilbage i skabet og  klynk og klagen klæder mig i øvrigt ikke ret godt. (Det klæder ikke nogen ret godt - hvis I spørger mig)


I stedet vil jeg glæde mig til dagen og prise mig lykkelig over at alternativet til at blive 40 trods alt er værre at tænke på!


Er der ikke noget med at vi kvinder topper i 40'erne? At der kommer en ro, en afklarethed og et overskud frem i os, som de stakler, der stadig er i 30'erne misunder os?


Min mand har læst at kvinder i 40'erne får langt mere sex end kvinder i 30'erne (men påstod jo, da jeg forlangte beviser, at han ikke kunne huske hvor han havde læst det) og han glæder sig derfor meget til at være gift med en kvinde i 40'erne. 


Det minder mig om at min veninde sagde til sin mand, aftenen før sin 40 års fødselsdag:


"Nå skat, så er det din sidste nat med en kvinde i 30'erne"


og manden svarede kækt:


"Nej, der tager du fejl - det er min sidste nat med DIG i 30'erne"


Tø hø


God weekend!


I morgen trækker jeg en vinder blandt kommentatorerne til indlægget "Tillykke og godt nytår..."









tirsdag den 3. januar 2012

Hvis du mangler et argument...

for hvorfor det vil være godt for dig at gå i kirke, så får du et her:


Jeg synes, det er meget vanskeligt at lade være med at spørge sig selv, hvordan I hele-hule-helvede nogen er kommet i tanke om at lave sådan en undersøgelse. Og ikke mindst hvorfor? Tør du komme med et bud?


(NB: Notitsen er fra sidste uges udgave af "Søndagsavisen".)

mandag den 2. januar 2012

Projekt Hverdag

Efter mange dages slendrian og fuldkommen laden stå til udi i almindelige normer som hvornår man går i seng, vågner, spiser og har tøj på, står hverdagsmonstret nu og lurer på os lidt længere fremme på vejen.


Søndag aften:
Onde Mor beder Søde Far om at han larmer, tænder lys, skramler og snakker, inden han kører på arbejde kl. 7.00


Mandag 6.15:
Vækkeuret ringer og ringer. Der er ikke én eneste af husets beboere, der reagerer. 


Mandag kl. 6.30:
Omsider vågner Søde Far, men han hverken larmer, skramler eller snakker. Han lusker rundt som en træt zombie og ingen vågner, før han rusker i Onde Mor for at sige farvel.


Mandag kl. 7.30:
Onde Mor sætter sig op i sengen med et sæt. Hun troede, at hun ville være stået op og gået i gang med dagen, da Søde Far tog afsted, men i stedet vendte hun sig om på siden og faldt i søvn igen. Hun tænder lyset og opdager, at der ligger et sovende barn krøllet sammen i fodenden af dobbeltsengen.


Mandag kl. 7.35
Onde Mor vækker sovende 3-årig, som bliver stiktosset over ikke at måtte sove mere. Onde Mor står ud af sengen, tænder lys, skramler, snakker og prøver at blødgøre 3-årigs arrige udbrud.


Mandag kl. 7.45:
Onde Mor og Sure 3-årige, som nu ikke længere er helt så sur mere, går ned og vækker sovende 9-årig og sovende 12-årig. De bliver skidesure over at blive vækket og er helt kolde over for fornuftsargumenter om at det bliver alt for hårdt at komme i gang igen på torsdag, hvis ikke arbejder os tilbage til normalrytmen i løbet af de næste par dage. Jeg synes ordet "fuck" blev sagt ned i én af dynerne, men da jeg ikke var helt vågen selv, kan det være noget, jeg har digtet!


Mandag kl. 8.15:
Onde Mor, Sure 3-årig, Trætte 9-årig og Stille 12-årig sidder ved spisebordet og spiser morgenmad. Nogen får havregryn, andre Cheerios. Onde Mor pludrer løs om dit og dat, men får kun onde øjne og skulende blikke tilbage fra de tre børn.


Mandag kl. 9.00
Sure 3-årig, Trætte 9-årig og Stille 12-årig er vågne, friske og glade. Situationen vendte da der blev serveret et glas iskold kakaomælk - og alle tre børn leger og hygger sig nu.
Onde Mor har trukket sig tilbage ved sin computer med en kopstærk kaffe. Hun er så træt og ugidelig at hun ligenu ikke kan overskue at få afleveret 3-årig i børnehave og derefter cykel hen til en kollega for at planlægge danskforløb om billedromaner. Spørg mig hvad en sildemad, et stykke konfekt eller en nytårshat er  - men en billedroman? Shit, den virkelige verden forekommer mig langt væk lige nu.