fredag den 30. marts 2012

Fredagstanker

Det er stadig yderst begrænset, hvad min hjerne producerer af tanker. Der sker ligesom ikke rigtig noget på nogen kanaler, selvom jeg har siddet en stund og zappet lidt frem og tilbage mellem de forskellige.
Når jeg bladrer i den sidste tids blogindlæg, synes jeg ærlig talt, at hun virker en smule kedelig, hende der har den her blog? Sker der bare ikke en skid i hendes liv? Oplever hun ikke  noget? Har hun intet på hjerte?


Svaret, eller rettere svarene kender jeg.
Tre gange N*E*J*. 
Der sker ikke en skid i mit liv. Jeg oplever ikke noget. Jeg har intet på hjerte.


That's it.


Men nu er det påske. 


Påsken er verdenshistoriens største fortælling om liv og død, og om hvad der sejrer.


Det er dog alligevel noget!

torsdag den 29. marts 2012

Torsdagstanker

Jeg er for træt til at tænke i dag.
Er netop kommet hjem fra skolefest - et brag af en afslutning på en forrygende uge, hvor hele skolen har været omdannet til minisamfund med egen valuta, bank, butikker, restaurant, wellness, biograf og  mange andre sjove ting. Eleverne elsker sådan en uge og spørger mange gange, hvorfor vi ikke bare kan have skole sådan altid? 
Bare tanken gør mig svimmel, for selvom det har været en vildt fed uge, så har den krævet ekstraordinært på lærersiden og jeg har været segnefærdig af træthed alle dage.
En dejlig træthed, fordi jeg har brugt mig selv - både fysisk og psykisk. 
Det er dælme hårdt at være administrerende direktør i en sandwichbar!


Al træthed er dog ligegyldig nu, for i morgen får vi påskeferie!

onsdag den 28. marts 2012

Onsdagstanker

Selvom ugen kun lige er halvvejs gået, kan jeg allerede bryste mig at have have debuteret hele to gange!


Den første debut er:


At jeg (sikkert som én af de sidste i landet, er ikke blandt de hurtigste knallerter på havnen med den slags ting) er blevet bruger af Spotify og nu kan boltre mig i et helt fantastisk slaraffenland af musik. De første dage var det lidt som at blive lukket ind i verdens største slikbutik og få at vide at 'Du må vælge lige hvad du vil - og når du har spist det, vælger du bare noget mere'.


Den anden er:


At jeg har læst min første bog uden at røre ved ét eneste stykke papir...
Ereolen er nu integreret i mit liv og det var en supergod oplevelse. Indrømmet: Jeg var dybt skeptisk. Læsning er mere end bare ord, det er også en sanselig og æstetisk oplevelse, hørte jeg min mund sige til en veninde forleden. Fordi jeg ikke var sikker på at det var noget for mig. Det der nymodens noget. Men jeg har overgivet mig. Det er fedt, det er nemt, det er skide smart!
Via Ereolens hjemmeside, mit biblioteks-login, min Galaxy Tablet og et ebogslæser-app ved navn Aldiko, ligger jeg i sofaen med tabben og læser.
Min første e-bog blev tilfældigt skuespilleren Janus Nabil Bakrawis selvbiografi Rod.






Bogen er ikke særlig velskrevet, til gengæld er den hurtigt læst!
Jeg anede ikke at den populære skuespiller havde så rodlos og kaotisk en baggrund? Ja, altså for jeg kender ham ikke rigtigt.  Men jeg må sige at jeg har fået en kæmpe respekt for ham og for det han har opnåetefter at have læst bogen.


Det allerbedste ved E-reolen må lige fremhæves:
Bogen afleverer sig selv efter 30 dage. Ingen risiko for biblioteksbøder! Det koncept holder!







tirsdag den 27. marts 2012

mandag den 26. marts 2012

Mandagstanker

Helt ringe endda er livet ikke
Benene er oppe, børnene sover
Weekenden var fantastisk
Sol, strand
Glade børn og afslappede voksne i godt selskab
Endelig blev der sat lidt energi ind på en meget slunken konto
Om der er nok til hele ugen ved jeg ikke, men så venter der jo en påskeferie lige om hjørnet!
Jeg har ikke meget på hjerte ellers
Skulle bare lige prøve at blogge fra min Samsung Galaxy Tablet.


onsdag den 21. marts 2012

Der var jeg jo

Ikke længere væk end lige her.
På den anden side af en af de grimmeste uger, jeg har oplevet i mit arbejdsliv.
En uge, der i sin grimhed kastede om sig med ord som prikkerunde, tvungen forflyttelse, prioritering af faglige kompetencer, skolefusion og pis mig i øret. Det var hæsligt.
At grimheden i den grad angik mig, fattede jeg for alvor, da jeg og (tillige med mine kolleger) blev bedt om at udfylde et dokument med oplysninger om, hvorvidt jeg ville have en eventuel grimhedsnyhed overbragt pr. mail eller sms søndag aften, eller om jeg ville have den klasket i fjæset live mandag morgen. Og så en  omsorgsperson, sådan én skulle jeg også vælge. Én hvis skulder jeg kunne græde ud ved, hvis den værste grimhed skulle overgå mig. 
Ugen gik med angstfyldte humørsvingninger, fra den ene ende af skalaen til den anden:


De flytter da ikke mig, jeg har så meget at byde på, mig vil de da ikke af med?
Pis, de flytter mig, jeg har så meget at byde på, det kan de helt sikkert bruge andre steder.


Fra: Jeg bliver ikke flyttet, jeg kan så meget ->  Til:  jeg bliver flyttet, jeg kan ikke en skid...


Det var hæsligt.
Og det handlede slet ikke kun om min egen røv, men også om mine kollegers. For blev det ikke mig, så blev det en anden. Hvem? Hvem går på den tyndeste is? Efter hvilke kriterier bliver der udvalgt? 


De fleste valgte at få besked søndag aften. Det ville blive mellem 19.30 og 20, var der meldt ud.
Dagen sneglede sig afsted. Jeg prøvede at glemme det, men det lykkedes kun halvt. Tænkte hele tiden at i morgen er alting anderledes. Hvis ikke for mig, så for flere af mine kolleger og dermed også for mig.


Kl. blev 19.30 og jeg satte mig med telefonen i hånden. Kastede mig over 10 nye Wordfeud spil og lavede nogle krampagtigt dårlige tegninger i Draw Something (sidebemærkning til jer, jeg spiller Draw med, jeg er helt rørt over så gode I er til at gætte, hvad jeg tegner... Har det faktisk ret ambivalent med at udstille noget, jeg åbenlyst er så himmelråbende elendig til!)


Kl. blev 19.45. Halvvejs. Hvis jeg stod i den nederste del af listen, var min leder sikkert ikke nået til mig endnu. Nej altså, jeg kunne ikke tro, at jeg fik en  dårlig nyhed. Hvordan ville jeg reagere, hvis jeg gjorde? Bryde sammen? Blive vred? Ville jeg dø af skuffelse over at være valgt fra?


Minutterne fra 19.55 til 20.00 sneglede sig afsted. Men endelig blev klokken 20 og jeg havde intet hørt. Ergo var jeg gået fri og skulle ikke tvangsforflyttes. (Hør lige ordet: tvangsforflyttes, det er så grimt så grimt!)
Lettelsen varede ganske kort tid, før en ny bekymring meldte sig. 
Hvem så?


Mine fem nærmeste kolleger og jeg havde aftalt at skrive sammen efter kl. 20 - og jeg drog det ene lettelsens suk efter det andet, da fem beskeder med godt nyt tikkede ind lige efter hinanden. Pyha, vi gik fri.


Mere skete der ikke søndag aften, men det var også rigeligt. En søndagsgyser, som jeg håber, der går MEGET længe inden jeg skal opleve igen og helst vil jeg aldrig prøve det igen. Jeg kan ikke tåle at blive rystet i min grundvold på den måde!


Det at have sit gode arbejde og være sikret på en arbejdsplads har i mange år været en selvfølge for en skolelærer. Det er det ikke længere. Grundet skolesammenlægninger, ledelsesfusioner, nedskæringer og bespareler er kårene trangere end nogensinde.


Jeg er utrolig glad for at være med på holdet, når min skole efter sommerferie fusionerer med midtbyens anden folkeskole.
Men jeg græder for de otte kolleger, der ikke fik lov at komme med og nu skal flyttes til andre skoler mod deres vilje.






Det er min skole. Billedet er fra 1912 og viser den samlede lærerstab samlet foran skolen. Den dør, de står foran, går jeg ind af hver morgen!
Læg mærke til lærerenes ansigtsudtryk. Det var en alvorlig sag at være skolelærer for 100 år siden!

fredag den 16. marts 2012

Og hvad med hieroglyffer hugget i sten?

Forleden sad jeg og sumpede til et nyhedsindslag på tv, der handlede om en skole, hvor samtlige elever havde fået udleveret en iPad til dagligt brug i undervisningen. En langlemmet fyr med opretstående frisure fra én af skolens ældste klasse blev udspurgt om Pad'ens fortræffeligheder.


Intervieweren spurgte:
"Hvad er det smarte ved at bruge en iPad i undervisningen?"


Elev fra én af skolens ældste klasser svarer:
"Det er, at jeg så kan gemme de noter, jeg skriver i timerne"


Her måtte jeg helt op og sidde i sofaen og sige et par borgerlige, men velmente ord til den unge mand på skærmen:


Det er ikke for noget, min fine ven -  men at kunne gemme det man skriver, er altså på ingen måde nogen ny opfindelse! 


Har du hørt om Dødehavsrullerne? 
Runestenene? 


Som bosiddende i en by hvor selveste Harald Bluetooth lige uden for kirken har efterladt sig en (ikke udpræget handy, men alligevel) vikinge-sms til sine efterkommere, så er det at kunne gemme tekst hverken nyt eller smart!


Der findes forhåbentlig mange og langt bedre argumenter for at det er smart at have en iPad i skolen!?

onsdag den 14. marts 2012

Mellemlanding


Det sker af og til at jeg, i en ellers meget travl hverdag, pludselig lander et sted mellem A og B - hvor tiden på en måde står stille, fordi jeg intet foretager mig. Som nu. Hvor jeg mellem arbejde og møde (også arbejde) har været i svømmeren og nedlagt 40 baner i rask tempo, svedt som et svin i saunaen og brugt virkelig lang tid på at tørre hår, tage tøj på, genetablere make-uppen og fortære en sandwich og en Pepsi Max. Jeg gjorde mig virkelig umage for at det skulle tage så lang tid som muligt og alligevel er der en time til mødet begynder. Jeg kan ikke nå hjem og tilbage til Vejle, så det er udelukket. Jeg gider ikke strøgtur, har ingen penge, men lader mig alligevel alt for nemt friste. Andre muligheder ligger ikke lige for, så derfor har jeg besluttet at blive her. Lige her. I svømmehallens ret så ucharmerende cafeteria med en kop kaffe der blev serveret halvlunken, til gengæld var den mega dyr. Her sidder jeg så. Og er. Kigger på de mennesker, der passerer mig. Nogen skal ind og svømme, andre i fitness og igen andre til zumba. Sjovt nok kan jeg allerede, når vedkommende er I døren, sige om han eller hun skal det ene, det andet eller det tredje! Derhjemme sørger ham, der har en vielsesring magen til min for at hente børn, lave aftensmad og hvad der nu ellers skal ske der,  så jeg har ingen dårlig samvittighed over at sidde her og glo. Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige at nyder det.

fredag den 9. marts 2012

I havn

Når jeg mandag morgen lægger fra havn
og sejler ud i en ny uge
håber jeg altid inderligt på stille vande
god vind, helst medvind.


Det sker bare næsten hver uge
At jeg sejler ind i et uvejr eller ryger ud af kurs
Måske fordi jeg har mistet mit søkort
eller fordi fyrtårnet er ude at drift, så retningen bliver skæv


Til alt held er jeg blevet en dygtig skipper
så når stormen raser, sætter jeg alle sejl til
får alle mand på dæk og klarer skærene
eller lægger en ny kurs


Denne uge er nu sejlet til ende
Kursen blev sat selvom bølgerne gik højt
Det en lettet og smilende kaptajn
der netop er sejlet i havn








God weekend!



onsdag den 7. marts 2012

Hvis jeg skulle være en anden...

...så skulle denne anden, ud over at være en slank storbarmet brunette, være sådan én der:


- I sit skab har det magasinerne kalder en basisgarderobe. 


- Har styr på sin kalender 


- Har orden i sin taske 


- Er rigtig god til at lave mad og nyder det


- Er en outdoortype, der elsker skiløb


- Kan spille klaver


- Mestrer adskillige former for boldspil og kan lide det


- Kan bakke med en trailer


- Tør røre ved en frø


- Kan lappe en cykel


- Kan tørre opkast op uden selv at kaste op


- Kan gå pænt i høje hæle


- Har plus på bankkontoen & opsparing


- Løber tre gange om ugen 5-10 km hver gang


- Ikke er i tvivl om, hvorvidt hun er god nok til de ting, hun laver


- Kan betjene en boremaskine og gerne hænger hylder og den slags op


- Kan skifte olie på en bil


- Kan sy de sejeste fastelavnskostumer til mine børn



- Kan tale med dyr


- Ikke bruger dyrebar tid på at sidde og lave lister og ting, hun gerne ville kunne, men i stedet letter røven og kommer i gang!

fredag den 2. marts 2012

Min helt

Efter fortællingen om Olga, var det egentlig meningen at der skulle falde noget lettere og lysere her på bloggen. Men sorry, det bliver ikke i dag!


I dag skal være en hyldest til ham, der har en vielsesring magen til min! 
Endnu engang har han vist sig at være en sand helt. En vaskeægte supermand. Sådan én, der redder verden lige inden den går under og klarer skærerne for de mennesker, der er omkring ham.


Søndag og mandag tilbragte jeg hjemme med et bræksygt barn. Jeg befandt mig i sofaen med ynkelig klynkende tre-årig, tømte spand, skar æblebåde ud, hentede vand og holdt på panden. 
Præmien for denne store indsats meldte snigende sin ankomst onsdag morgen, hvor jeg ikke havde appetit til morgenmad. I løbet af formiddagen fik jeg mere og mere ondt i maven og ved 12-tiden stod det klart, at jeg havde overtaget det festlige maveonde. Kørte de 20 minutter i bil hjemad med stigende mundvand og fik akkurat låst mig ind i entréen, smidt tasken og løbet ud på toilettet inden................  Detaljerne er unødvendige!
Slæbte min ynkelige krop ind i seng og var klar over, at her ville resten af dagen foregå. Var rolig og tog min skæbne på mig, indtil jeg pludselig kom i tanke om - og panikkede totalt over, at det var dagen hvor den 9-årige skulle have sin spisegruppe på besøg og at der kl. 15 ville ankomme fem glade børn til huset og også skulle laves mad til i alt 9 personer.
Hvad gør man så? Først gik jeg ud og kastede op. Så ringede jeg til ham, der har en vielsesring magen til min. Jeg vidste at han først ville være hjemme ved 17-tiden, men havde behov for at dele min ulykkelige skæbne med ham. Jeg talte med en lillebitte stemme og klynkede nok en del, men jeg var virkelig så sølle, at jeg næsten ikke kunne snakke.


Det er det, jeg siger. Min mand er en sand helt. For ved I hvad han gjorde? Han aflyste et møde, kom hjem kl. 15 og stod glad i døren og tog i mod gæstebørnene. Var hyggelig legeonkel om eftermiddagen og lavede mad til hele banden (sig selv + syv børn), mens jeg lå og klynkede bag en lukket soveværelsesdør. Han tog overskudsagtigt imod forældrene, da ungerne blev hentet, ryddede hele køkkenet op, hentede cola til mig og fik lavet morgendagens madpakker. 
Så sluttede den dag. Troede vi. For kl. 01.30 lød der tumult fra den 9-åriges værelse og lidt efter kom hun ud og hastede i retning mod badeværelset, men nåede det ikke og kastede op på gulvet. 
Jeg havde på det tidspunkt selv lige tilbragt en halv time på toilettet, så jeg kapitulerede fuldstændig. Var intet bevendt overhovedet. Supermand derimod, han fik tørret op, vasket gulv, vasket barn, puttet barn igen med spand on the side og en kogevask fik han også lige sat over, der midt om natten. 


Jeg skylder den mand alt. Vil være en sød og kærlig hustru til vores dages ende. Det lover jeg. 

torsdag den 1. marts 2012

Olga, del 3


Min forfærdelse var stor, da jeg efter 3 måneder vendte tilbage til plejehjemmet og så hvor meget Olga havde forandret sig.
Hun var holdt op med at gå rundt på gangene. Dagen lang sad hun i en lænestol og kiggede ud af vinduet. Hun holdt også helt op med at tale, men man kunne se på hendes ansigt at hun lyttede, når vi sagde noget til hende. Hvis hun altså havde fået tændt for høreapparaterne!

En dag begyndte hun at lægge sig i sengen igen, ganske kort tid efter at hun var blevet hjulpet ud af den og da det gentog sig i dagevis, fik hun lov at blive liggende i sengen.

Over et par måneder svandt Olga ind til ingenting, hun holdt op med at spise og lå bare stirrende hen. Da vi til sidst næsten heller ikke kunne få hende til at drikke mere, forstod jeg, at hendes liv var ved at ebbe ud.
Normalt ville der i den situation stimle pårørende sammen om den gamle. Børn, børnebørn, oldebørn. Hos Olga var der ikke en sjæl.
Men hvor travlt personalet end havde - også dengang - så var der tid, hjerterum og overskud til at våge hos Olga og sørge for at hun var varm, tør, ren og tryg. Jeg nærer den største beundring for personalet på sygehuse, plejehjem og hospicer, fordi de er så knaldhamrende dygtige til at være nærværende og omsorgsfulde, selv når krisen kradser, kollegaen er sygemeldt og kommunen varlser yderligere besparelser.

Den nat Olga døde, var jeg så heldig at være på arbejde.  Jeg mener heldig, for det er siden kommet til at stå som en utrolig intens og fin oplevelse for mig, at se et menneske dø og holde i hånden imens. Det var sommer og solen var begyndt at titte frem sidst på natten. Jeg havde været på min rutinemæssige runde for at se til alle de sovende beboere og kunne nu sætte mig hos Olga, som var trådt ind den allersidste fase af livet. 'Hun er moribund nu' havde afdelingssygeplejersken om aftenen sagt. Jeg havde aldrig hørt ordet før og fik det forklaret. Det betyder "døende" og kommer af det latinske Moribundus. At dø. 
Det, der hedder at sove stille ind, var det Olga gjorde. På et tidspunkt blev hendes vejrtrækning meget uregelmæssig og stødvis. Kort efter holdt den op. Bare sådan. Bum. Slut, færdig. End of Olga. 

Der var ingen, der skulle orienteres om at Olga var gået bort. Ikke én eneste, der skulle have en opringning. Og der var ingen, der græd. Ikke lige der i hvert fald, mine tårer kom først et par dage efter, da hun skulle bisættes. 

Plejehjemmet satte en dødsannonce i avisen med oplysning om hvor og hvornår begravelsen ville finde sted. Det kunne jo være, at der rent faktisk var en pårørende derude, som ingen kendte til og som Olga aldrig havde nævnt. Det var der tilsyneladende ikke.

Afdelingssygeplejersken ordnede alt praktisk papirarbejde ifb. med dødsfaldet, skifteret, lukning af bankkonti og alt sådan noget og vi snakkede meget om det helt skøre i at Olga efterlod sig en stor sum penge, som ikke var øremærket noget formål. 

At formuen kunne testamenteres til et velgørende formål,  havde vi uden succes prøvet at tale med hende om. Det lykkedes aldrig at få hende med på den idé, så formuen tilfaldt staten.


Min afdelingssygeplejerske vidste godt, at jeg gennem mine mange år på plejehjemmet, havde opbygget et særligt forhold til Olga. Hun opfordrede mig til at tage sammen med hende til bisættelsen. Jeg var tøvende, lidt bange og usikker, men det endte med at jeg sagde ja. 
Således gik det, at vi mødte to mennesker op til Olgas bisættelse. Jeg mødte op af egen fri vilje, den anden var på arbejde. Og der kom ikke andre. Os to, en præst, en bedemand og en kirketjener. Olga blev bisat, brændt og urnen efterfølgende sat i de ukendtes gravsted, hvor også hendes brødre og hendes forældre var kommet hen.

Da vi kom ud af kirken efter bisættelsen, kom jeg til at græde. 
Blev ramt af en stor følelse af tomhed over, at et menneske kan gå bort uden at have en eneste pårørende ved sin side.
At man kan leve et liv så alene, at der ingen møder op til begravelsen. Og så var jeg ked af, at hun var død.

Jeg følte pludselig at Olgas liv på en eller anden måde var spildt. Spildt fordi hun aldrig havde delt det med nogen og fordi den del af hendes slægt, som hun var yderste led af, døde sammen med hende.

Jeg luftede mine tanker for afd. sygeplejersken. Hun smilede overbærende og sagde til mig at det var noget vås, jeg var i gang med at sige. Ingens liv er nogensinde spildt. Men det er meget forskellige, hvad vi hver især får ud af det liv, vi er tildelt. Olga ønskede sig måske ikke hverken mand eller børn, hun valgte måske selv et liv alene. Eller livet valgte hende alene. 
Hun fik nogle rigtig gode år på plejehjemmet og døde i trygge rammer og under ordentlige forhold.

Der er gået næsten 20 år og jeg havde glemt hende. Indtil den dag, jeg holdt på parkeringspladsen foran plejehjemmet og kiggede op på den gule murstensbygning.  På førstesalen, tredje vindue fra venstre - lige der stod hun tit og kiggede ud. Fik hun øje på mig, når jeg kom cyklende, vinkede hun.