søndag den 29. april 2012

Vi har malet stuen

Har været lidt hjemløs de seneste dage. Vores stue har meget meget længe trængt til at blive malet og i denne weekend blev projektet effektueret.


Vi har malet stuen. Og jeg mener vi. Også selvom jeg ikke én eneste gang har haft en pensel i hånden. Ikke hjulpet med hverken at dække af, vaske ned eller deltaget i den efterfølgende oprydning. Det er Jens, der har lavet det hele.
På den ene side har jeg det virkelig skidt med ikke at have hjulpet - på den anden side ved både han og jeg at stuen ikke var blevet malet, hvis ikke jeg havde været her. For det har jeg lavet: ALT DET ANDET. 
Først og fremmest taget mig af afkom og sørget for at ingen gik i vejen. Jeg har  løst 117 praktiske opgaver udenom malerprojektet, således at vi har fået mad tre gange om dagen, har masser af rent tøj i skabene (vores dyner er sågar blevet vasket i denne weekend!) og køleskabet er fyldt op til den kommende uge. Jeg har haft den yngste med på udflugt hele formiddagen og har nærmest ikke siddet ned, siden vi kom hjem.  Nu ligger alle tre børn rene og nyvaskede i deres senge, der er bagt boller til madpakkerne og skraldespanden er sat frem ved fortovskanten.
Derfor tør jeg godt sige det igen: Vi har malet stuen i denne weekend.







Meget tiltrængt malerprojekt nærmer sig sin afslutning.



Fra dagens udflugt til Givskud Zoo. Johanne og jeg var enige om at  elefanterne nok var generte
 siden de sådan vendte bagenden mod os, da vi kom hen for at sige hej til dem.


onsdag den 25. april 2012

Elvis has not yet left the building

Hvis altså det er mig, der er Elvis. Det er nu nok ikke. Jeg er bare mig og det er pt. rigeligt. Jeg farer rundt herude i verden og i den forgangne uge har jeg bl.a mødt min indre gospelsangerinde: Jeg deltog i søndags i et éndagsarrangement på Brandbjerg Højskole - hvor jeg prøvede at synge gospel for første gang i mit liv. Det viste sig ret hurtigt, at der bor en lækker gospelsangerinde inde i mig! Jeg tror hun hedder Gladys! Hun er stor, meget rund, utrolig varm om hjertet og med en vuggende gang. Hun synger ikke specielt godt, men det er til gengældt højt og hun bliver rigtig glad af at synge. Jeg har aldrig mødt hende før, men da jeg råbte mit første "Halluleja" og begyndte at vugge til "He's blessing me", da stak hun sit sorte smilende fjæs frem og tiggede om at komme ud!
(Til de bekymrede - hun er rejst ind i min fantasi igen og hun kommer ikke frem lige foreløbig igen...)


I aftes havde jeg en anden meget stor oplevelse. 
Jeg var til foredrag med en af mine meget store forbilleder, børnerådsformand Lisbeth Zornig Andersen.


Jeg har tidligere skrevet om hende her, hvor jeg anmelder den bog, som gjorde så uendelig stort et indtryk på mig. 
Jeg læste bogen i juleferien og siden har den været lånt ud, for jeg siger til alle mine kolleger, at hvis de mener deres arbejde alvorligt, så skal de læse bogen.


Lisbeth holdt foredrag på Møllevangsskolen i Århus, arrangeret af gigtforeningen. 


I pausen gik jeg sammen med de to kolleger, jeg fulgtes med, hen for at snakke med hende og jeg fik hende til at signere min bog:






Den måde hvorpå hun står frem og hudløst ærligt fortæller sin livshistorie til offentligheden, det har jeg uendelig stor beundring for. Det primære formål er, at fortælle os, at det nytter noget at række hånden ud og hjælpe udsatte børn med at få øje på vejen til et bedre liv ...  og meget gerne gå sammen med dem det første stykke af denne vej.


Der kommer i øvrigt et dokumentarprogram om Lisbeth Zornig Andersen på Dr1 d. 10.maj kl. 20.00. 



torsdag den 19. april 2012

Hvis svaret er rugbrød, hvad er så spørgsmålet?

"Der er altid noget, man er god til. Man skal bare lige finde ud af, hvad det er."
Sådan siger kranføreren Ole til drengen Ivan i filmen Gummi Tarzan -  og jeg har tit brugt citatet. Overfor andre. 


Men hvad med mig selv? 
Det sker heldigvis stadig, at jeg finder ud af noget,  som det viser sig, at jeg er god til.


Som for eksempel at bage rugbrød.


Når det kommer til udfoldelser i et køkken, er der ikke ret meget, jeg er særlig god til. Jeg er ikke decideret elendig til at lave mad, men det ville være lodret løgn at sige, at jeg tryller i køkkenet. Jeg tryller ikke. Jeg læser i opskrifter og følger dem meget nøje. Meget lykkes for mig, men der er også rigtig meget af det mad jeg i tidens løb har serveret, der har været brændt på, kogt over, for salt, for stærkt (jævnfør fx dette indlæg), for surt, for sødt eller på anden måde mere eller mindre mislykket.
At jeg så er gift med en mand, der er suverænt god til at lave mad og som tryller de lækreste retter frem, eksperimenterer og har stort succes med det, har ikke styrket mine madlavningskompetencer. Når han nu elsker at lave mad og er så god til det, så er det da også synd at tage den tjans fra ham, ik?!


Men det er mig, der kan bage rugbrød. 


Jeg har min egen surdej stående på øverste hylde i køleskabet:




Jeg tror det er den utrolig langsommelige proces i skabelsen af et nybagt rubrød, der tiltaler mig så meget.
Jeg bager et rugbrød hver weekend og går typisk i gang lørdag morgen med at blande kerner med vand, hvedemel og surdej. 
Så skal det stå i 8-12 timer. Bare stå og passe sig selv, mens surdejen gør sit arbejde.


Når det så har stået i de mange timer, blandes øl og rugmel i.
Til det er det godt at få hjælp til at røre rundt i skålen:






Når det er rørt godt sammen, skal man huske at tage surdej fra til næste uges rugbrød.


Bagetiden i ovnen er i alt 2 ½ time - og så skal brødet køle i mindst to timer, før det kan skæres ud.


Resultatet er fantastisk hver gang - jeg er meget stolt og glad - og høster en masse dejlig ros og anerkendelse af min familie.










Jeg er god til at bage rugbrød. 


(Og jeg sender en kæmpe tak til dig, der fik mig i gang med det, du ved selv hvem du er...)

onsdag den 18. april 2012

Jeg bliver så uendelig træt

og faktisk også en smule mundlam, når jeg læser debatter som den Anne Sophia Hermansen sætter i gang med sin blogindlæg om folkeskolen som kan læses her.
Jeg ville egentlig ønske, at jeg kunne vende den anden kind til og være skide ligeglad, hvergang jeg føler mig ramt over en debattørs langen ud efter folkeskolen og dens lærere. Lige med den her debat lykkedes det ikke ret godt. Efter endt læsning blev jeg først forskrækket, herefter blev jeg vred og råbte op - men ret hurtigt gik gassen af ballonen og så gled tilstanden over i en helt modløs følelse.  Modløs og næsten magtesløs... For jeg vil ikke være et tudefjæs og jeg vil ikke klynke - men hvor er det altså bare frustrerende at tilhøre en faggruppe, der konstant står for skud og som hele tiden får på puklen for ikke at gøre det rigtige, gøre det godt nok. 
Jeg orker ikke at gå i clinch med ASH og hendes debat - men vil gerne afsløre at jeg er lodret uenig i det, hun mener. Det er vi rigtig mange lærere der er - og at vi er det, er der rigtig mange børn og deres forældre, der dagligt har stor glæde af!

onsdag den 11. april 2012

Ja, ja jeg skal nok

Lillepigen, 3 år:
"Mor altså, det er MIG, der åbner døren og går ind først, du er dum mor, det var mig, der skulle gå ind først..."


Mellempigen, 9 år: 
Mor altså, du sagde jeg skulle til gymnastik i morgen, men det er torsdag og så er det altså ikke gymnastik, men fodbold, det siger du altid forkert!


Storepigen, 12 år: 
Du hælder vand på en varm pande! Det har vi lige lært i hjemkundskab i dag, at man for alt i verden ikke må! Fordi så kommer der fedtstof i afløbet og så stopper vasken.


Kææft, de børn har da ikke været ret heldige med mig som mor!?


Jeg lover at tage mig sammen i morgen!

tirsdag den 10. april 2012

Meget skarpt iagttaget!

Lillepigen: Mor, du bliver nogen gange sur på far!
Mig: Ja, det er rigtig, det gør jeg nogen gange. Ved du hvorfor, jeg bliver sur på ham?
Lillepigen: Ja, det er fordi, han ikke gør, som du siger. Og man skal gøre som de voksne siger. 

søndag den 8. april 2012

Farvel 40

For det meste har jeg det ikke svært med at skille mig af med ting og sager.
Det er nok sådan at ham, der har en vielsesring magen til min, ville sige, at jeg er sådan én, der smider ting ud for et godt ord. Det kan meget vel være ting, som han gerne ville have beholdt. Det kan vi så gå og øffe lidt til hinanden om. 
Men i dag er det kun mig, der øffer. Jeg har sagt endegyldigt farvel til en fysisk genstand, som jeg meget hellere ville have beholdt. I det tilfælde altså, at jeg kunne bruge genstanden.
Jeg taler om et par bukser. I str. 40.
Pivsmarte bukser, købt i Vejle, ikke engang på udsalg. Fuld pris, fuld skrald, de sad pissegodt. Dengang for 4 år siden. Hvor jeg efter en årelang pause som fødedygtig endelig havde fået min slanke krop tilbage.
De her bukser var en slags præmie til mig selv, for at have opnået et tal på vægten, som jeg længe havde stræbt efter.
Én dag nåede jeg at været iført bukserne på arbejde.
 Og som jeg husker det, var der en kollega, der komplimen-terede mit nye tøj og sagde at de jeans sad skide godt på mig.
Et par dage efter fandt jeg ud af, at jeg var gravid. Og belært at mine to foregående eksempler vidste jeg, at den altoverskyggende kvalme kun kunne bekæmpes med mad. 


Bukserne blev lagt ind bagerst i skabet - med tanken om et glædeligt gensyn, når jeg engang var på den anden side at graviditet og fødsel.


Der har de så ligget siden. Og grinet af mig, hvergang min hånd kærligt har strejfet dem og givet mig en sød erindring af en fast røv i et par stramme jeans. Keep dreaming, råbte bukserne drillende og kravlede længere ind bag i skabet.


Det ville være for omfattende at beskrive de mange gange, jeg har taget bukserne ud af skabet og taget dem på. Ligeledes ville det ikke tjene noget formål at beskrive mit skuffede ansigtsudtryk, endsige mine verbale udgydelser, når det for gud ved hvilken gang, skulle vise sig at knap og knaphul befandt sig så langt fra hinanden at tanken om at de ville komme til at mødes igen, virkede absurd.


Tre år er der nu gået. Og jeg vil ikke mere. Kan ikke klare forventningens glæde, spændingen, ydmygelsen og skuffelsen. Det er nedbrydende for mit selvværd og ødelæggende for mit humør.


Vil jeg finde mig i det? At et par bukser har den indvirkning på mit psykiske velbefindende?


Gu' fanden vil jeg ej. Så nu har jeg smidt dem ud. Jeg har kasseret dem og ved samme lejlighed kasserede jeg også tanken om, at jeg nogen sinde kommer til at passe en str. 40 igen. 


Farvel str. 40 - det var tider, da vi to fulgtes ad. Vore veje skilles nu - måske for altid, det ved ingen, men jeg vil ikke længere bære rundt på den smertelige længsel efter dig. 


Gid fanden havde de bukser, jeg er lykkelig for at være sluppet af med dem!




Snakken om stramme bukser får mig til at tænke på Lillepigens (for tiden) foretrukne bog: Den store numsebog. Det er mormor, der har bogen og vi læser den igen og igen, når vi er der.
Forleden kiggede Lillepigen på forsiden og spurgte:
"Hvorfor er der prikker på den numse, mor?"
Jeg svarede: "Det er hår. Der er nogen, der har hår på deres numser"
Hun kiggede grinende op på mig: Haha, nej mor, man kan altså ikke have hår på en numse".





fredag den 6. april 2012

Påske

Dejlige påskeferie. Fridage sammen, både voksne og børn. Tid til at blive liggende i sengen, tid til at tulle og bare være. Tid til at få ordnet praktiske hængepartier og genåbne havesæsonen. Se venner og familie. Her nydes og hygges. 


I aftes (skærtorsdag) var jeg til aftensgudstjeneste i kirken. Der er en helt særlig stemning i kirkerummet om aftenen, en stemning der er markant anderledes end ved formiddagsgudstjenester. Lysindfaldet fra de store vinduespartier med kunstglas er varmere og dybere og sammen med de mange levende lys i kirkerummet, opstår en lidt dyster stemning, som er utrolig smuk og bevægende.




Jeg lod mig synke ind i stemningen. 
Levende lys, aftenmørke, orgelmusik og salmesang samt en vedkommende og lærerig prædiken var helende og gribende og gjorde godt i sjælen.


Påsken er kristendommens vigtigste højtid. Et drama, der  rummer det hele. Glæde, sorg, barmhjertighed, troskab, svig, kærlighed, tilgivelse,  liv, død og opstandelse! 
Skærtorsdag er aftenen før korsfæstelsen.  Jesus giver disciplene brød og vin og fortæller dem at han, når de for eftertiden spiser og drikker dette, vil være i blandt dem. "Gør dette til ihukommelse af mig".
Senere samme aften bliver Jesus forrådt, taget til fange og så har vi balladen.


At gå til nadver skærtorsdag aften, var en meget smuk, konkret og betydningsfuld oplevelse. Mit eget lille liv blev spejlet i et meget stort perspektiv. Et perspektiv, som mange af de store salmedigtere igennem tiderne har omsat til ord. En nyere salme, som går lige i hjertekulen på mig er denne, om nåden:



Nåden er din dagligdag,
hverdagen, det nære.
Mennesker at leve med,
nåden er: at være.

Nåden er den kærlighed,
som blev grundløst givet.
Nåden er den hverdag, som
binder dig til livet.

Nåden er et ord fra Gud
over alle dage.
Nåden er, når alt er tabt,
at få alt tilbage.

Nåden er hver levet dag,
hvert tilfældigt møde.
Nåden er det levende,
som står op af døde.

Uden håb og uden Gud
lar vi døden råde.
Tro og håb og kærlighed
får vi kun af nåde.




Johannes Møllehave 1985.





For lige at lande dette indlæg på jorden igen, skal jeg nu have pakket tasker, dyner, tre børn og en mand (han klarer da heldigvis det meste selv!) sammen til et par dages familieræs, først med svigermekanikken og derefter i barndommens gade.


Ha' det godt derude og rigtig god påske!

onsdag den 4. april 2012

Burning hot

Ja, det er (desværre) ikke mig, der er burning hot, det handler om den aftensmad, jeg lavede i går.
Som altid fik jeg gjort et stort nummer ud af, at det var mig, der skulle lave mad ... Fordi det sker så sjældent.


Jeg fik det lige tilfæligt nævnt for samtlige, jeg talte med i løbet af dagen (ikke at det var mange, måske to?) at det var MIG, der var  dagens chefkok hos os -  og jeg fik det også sneget ind i gårsdagens blogindlæg, bare lige så alle var informerede!




Menuen var Kalkun i chilichokoladesauce (fra kogebogen Geniale Gryderetter) med ris on the side. 







Jeg kørte med klatten i det køkken. Hakkede, snittede og svitsede - var i god tid og havde overskud til både at pjatte, kysse og snakke undervejs.
Kørte den selvsikre stil med et viskestykke stukket ned i bukselinningen og tænkte flere gange ved mig selv, at nu skal jeg sgu også se at få ham manden verfet ud af det køkken, så jeg selv kan komme lidt til fadet. Det giver så mega meget street credit at kunne lave mad (når vi har gæster bemærker de sjældent at der er lagt rent sengetøj på samtlige børnesenge eller at køkkengulvet er nyvasket...) så det er egentlig uretfærdigt, at det kun er min mand, der høster al den ros og anerkendelse et lækkert veltilberedt måltid udløser.
Jeg fulgte opskriften slavisk. Punkt for punkt, teskefuld for teskefuld. Ingen slinger overhovedet. Er det noget, jeg kan, så er det at følge en opskrift. Regler er til for at blive overholdt, retningslinjer for at blive fulgt. Sådan er det.


Manden tog afsted - ud at spise og i biffen med sin Storestorepige, den herboende Storepige dækkede bord og mellempige og lillepige satte sig til rette. De var sultne og spændte på, hvad mor serverede -  og det faktum, at der skulle chokolade i retten, skærpede alles nysgerrighed.


Lige inden jeg satte gryderetten på bordet, smagte jeg på den. 


Smagsoplevelsen var chokerende. Kæft det var STÆRKT!




Tilsatte lidt vand. Og lidt mælk. Det hjalp intet.
Satte maden på bordet og forklarede forlegent børnene, at det vist nok liiige var blevet lidt stærkt, det her mad, men nu skulle de da bare lige smage og man ville hurtigt vænne sig til den stærke smag.


Lillepigen skreg højt og spyttede første mundfuld ud på tallerkenen igen. Kastede sig bagover og råbte på havregryn. 
Mellempigen fandt ud af at tage kalkunstykkerne fra og spise dem sammen med risen og på den måde, lykkedes det hende at blive næsten mæt, men hun drak nok 10 glas vand undervejs.
Storepigen var loyal og tog en ordentlig portion med masser af sovs. Og kapitulerede hostende og med tårefyldte øjne efter 4-5 mundfulde. 


Og mig selv?
Jeg kæmpede mig halvvejs igennem en portion.
Det var BURNING HOT. Brændte som ild i mund, svælg og hals. Ganske forfærdeligt!


Dum kogebog. Dårlig opskrift.
Jeg gider ikke lave mad igen lige foreløbig, når det skal være på den måde.


Og nu skal I ikke skrive, at jeg burde have kunnet regne ud af mig selv, at det ville blive uspiselig stærkt med så meget cayennepeber, som der stod i opskriften. For det er præcis det, jeg ikke kan, når jeg laver mad. Regne noget ud af mig selv. Jeg gør som der står. Nichts weiter. 



tirsdag den 3. april 2012

Stemningsrapport

Mine kære læsere,
Det er mig en fornøjelse at præsentere jer for en stemningsrapport direkte her fra Region Sydjylland, hvor dagen allerede er flere timer gammel.





Lillepige + gæstebarn har væltet Build-a-bear-gardaroben ud over hele stuegulvet og har gang i en fed leg. Bamserne er på vej til fest og skal naturligvis klædes om til lejligheden.






Storepigen, nu med iPhone, hygger og slapper af. Ingen har rigtig talt med hende siden hun fik sin iPhone. Men ved at følge hendes færden på diverse sociale medier, kan vi konstatere at hun er glad og har det rigtig godt!
Mellempige er på fodboldsskole.






 Opvasken hober sig op. Ingen gør noget ved det og det lader ikke til at genere nogen. Når der ikke er flere rene glas, vil jeg overveje at tømme opvaskemaskinen.






Aftensmaden planlægges. Der skrives indkøbsliste.







Der hænger rent tøj til tørre allevegne. Når vi mangler tøj, henter vi det ude på tørrestativet. Den bluse jeg tog på i går, var godt nok ikke helt tør, men der var ikke lige andre. 




Mine løbesko er stadig våde, efter at jeg sank ned i mudder i skoven i forgårs. Hele min ene fod forsvandt i dynd og jeg havde nær aldrig fået skoen med op igen. Svup, sagde det.






Vores have ligner noget, der er løgn. Det har manden i huset tænkt sig at gøre noget ved senere. Lige nu er han kørt i Silvan.




Støvsugeren står midt i stuen. Ingen ved helt hvorfor, men vi antager at nogen havde tænkt sig at bruge den. Nogen har dog ikke afsløret hvornår.








Rugbrødet skal ud af ovnen nu. Pakkes ind i et vådt viskestykke og afkøles i to timer, før det kan skæres ud. Passer perfekt med at det bliver ved frokosttid.

mandag den 2. april 2012

The Empty Nest Syndrome?

Uha, endelig faldt jeg til ro her ved min pc. Har været rastløs og rundt på gulvet i mindst en time. Vi taler nærmest helt ude af mig selv - fordi jeg ikke aner hvad jeg skal give mig til?
Jeg har tidligere i denne uge skrevet om at debutere udi i forskellige ting og i dag kan jeg føje endnu en debut til listen: Mit yngste afkom er omme hos en kammerat fra børnehaven og lege!
Helt selv! For første gang.  Altså som i at jeg stod i døren og vinkede "hej, hej, så kommer jeg og henter dig om et par timer!"
(Og barnet kiggede ikke op,  var nærmest ligeglad og allerede i gang med en god leg!)

Status er altså at:
Storepige på 12 nyder påskeferien fra sit værelse og passer helt sig selv.
Mellempige på 9 er på fodboldskole og kommer først hjem kl. 15.
Lillepige på 3 er hos en kammerat.
Mand på 47 er i gang med at skifte pakning på en vandhane, han passer sådan set også sig selv.

Og kvinde på 40?
Jeg sidder her og kan slet ikke huske, hvornår det sidst er sket at der på en fridag IKKE var børn ind i mit hoved, sultne børn, trætte børn, frække børn, søde børn, børn der kedede sig, børn der ville lege, spille spil, børn der sagde må vi dryppe lys, må vi lave pandekager, må vi bygge en hule i stuen, hvornår skal vi i svømmehallen, hvornår skal vi ... i ét væk.

Nu er de her ikke. Der er helt stille omkring mig. Sæt dig ned og nyd det, siger min mand. Jeg sætter mig ned i den stille stue. Rejser mig, tænder for musik, henter en bog, sætter mig, rejser mig, går rundt i huset, laver kaffe, skifter musik, tænder computeren, sætter mig, læser 2 sider, rejser mig, laver frokost, spiser, kigger ind til Store pigen...