søndag den 27. november 2011

Alene hjemme

Det store hus er mennesketomt. 240 forladte kvadratmeter. Næh hov, der er lys i soveværelset?
Er der alligevel nogen hjemme?

Det er der.
Men kun én.

MIG.

Jeg er i soveværelset. Gardinerne er stadig trukket for, dagen er kun lige begyndt.

Natten har været god ved mig. Søvnen fandt mig hurtigt, da jeg puttede mig. Jeg har sovet fantastisk.

Ingen smaskende, snorkende og roterende kæmpe ved min side.
Ingen børn, der kaldte, råbte, græd, skulle tisse eller have vand.

Bare mig. Helt alene. I ro og stilhed efter mange lange larmende dage, omgivet af mange mennesker.

Jeg ligger i sengen endnu. På mit natbord står en kop kaffe og en skål med havregryn. Der er spildt mælk på natbordet og skeen er faldet på gulvet. Jeg er ligeglad. Jeg er lige her og jeg bliver her lidt endnu.

Bøger og blade ligger spredt ud over den tomme side af dobbeltsengen.

Det er stadig halvmørkt udenfor og vinden suser. Jeg suser ingen steder. Kun ud i køkkenet efter mere kaffe.

Skal simpelthen vride hver en dråbe nydelse ud af timerne inden familien kommer væltende ind ad døren igen.


Glædelig første søndag i advent!

tirsdag den 22. november 2011

Tak for Jakob, Maren

I dag har jeg nydt en meget sjældent fridag. Det sker ikke så tit at skolelærere holder fri på hverdage, så jeg nyder det helt vildt, de gange jeg er så heldig at det kan ske. Som i dag.

Jeg stod op sammen med familien ved 6-tiden, som vi plejer, og var behjælpelig med dit, dat og dut. Kl. 7 vinkede jeg farvel til mand og børnehavebarn og kl. 7.45 til de to skolebørn, og herefter ville ingen kunne se min røv for futskosålerne - lige ind i sengen igen sprang jeg. Læste et par kapitler i en god bog, lagde bogen til side og snorksov til kl. 9.30. Se det er livskvalitet, der vil noget!

Min formiddag gik med praktiske gøremål og med at læse blogs. Siden igår har jeg tænk virkelig STOOOORE tanker omkring menneskelivet - helt konkret med afsæt i indlægget skrevet af Jakob, som har gæsteblogget hos Maren. Jakobs tekst handler om at turde stå ved sig selv som anderledes og om det tabubelagte i at være normafviger. Den handler også om mod, drømme og håb. Teksten er et stort skridt ud af skabet (tror jeg) for Jakob - den virker i hvert fald flere steder "famlende" på en utrolig sårbar og rørende måde.

Læs for Guds skyld Jakobs tekst, den er supervelskrevet og rummer rigtig mange væsentlige pointer, hvis man som jeg kan lide at gruble over, hvorfor og hvordan ting her i livet hænger sammen.
Jeg har brugt mange år på at lære, at der er sammenhænge, som jeg aldrig kommer til at forstå, og at det er helt okay ikke at forstå alt i denne verden. Jeg skriver lidt om dette i kommentarfeltet til Jakob, fordi jeg får lyst til at dele mit synspunkt: At det ikke er afgørende, om vi forstår hinanden, men mest af alt: at vi accepterer hinanden.
Jakob giver så respons på mit svar og hans uddybning er yderligere tankevækkende.

Han skriver blandt andet:

Racens behov for ensartethed betyder at langt flest mennesker ligger tættest på gennemsnittet allerede ved fødslen. Og at vi i vores opvækst lære normerne i vores kultur, så vi kan agere med menneskerne omkring os.

Altså stor forskellighed på den ene side, og stor centrering om gennemsnittet på den anden side. Flest normale, men sommetider også et slag med seks seksere. Sjældent, men helt naturligt.

HVORDAN det så kan være at du ender i dine sko, Ole Henriksen i sine og jeg i mine, det handler om kaosteori. Men det er sgu for nørklet. Lad os bare sige at det uundgåeligt vil ske at nogen af os bliver overvejende ens og nogen bliver forskellige. Og at det er rent tilfældigt hvem det sker for.

Men vi ku’ godt øve os på at gøre vores kultur bedre til at rumme det forskellige. Det forsvinder nemlig jævnfør ovenstående aldrig.

Jeg tror, det har afgørende betydning for menneskets evne til at rumme det forskellige (for nu at bruge Jakobs eget udtryk) at vi præsenteres for mangfoldigheder i alle afskygninger livet igennem, men især i barndommen. At vi lærer at det gode liv for den enkelte kan være meget meget anderledes for andre, end det er for os selv.

Da min rigtig gode barndomsven for mange år siden gjorde et meget langvarigt og lidelsesfuldt spring ud af homo-skabet og indviede mig i processen undervejs, fik jeg i den grad udvidet min horisont.
For én ting er at ønske at skille sig ud fra mængden og bevidst styre sig selv i normafvigende retning (som fx. punkere eller bz'ere) - en anden ting er at opleve en drivkraft i sig, som man ville undertrykke, hvis man kunne gøre det uden at føle sig som et halvt og utilstrækkeligt menneske. Det kunne min ven ikke og det kan Jakob ikke. Og hvorfor  skulle de?
Min dejlige ven ønskede ikke at være homoseksuel. Han drømte om familie og om børn og det tog mange år at erkende at skæbnen ville ham det anderledes.
Han mærkede tydeligt 'hvad' og 'hvordan' men var ved at gå ud af sit gode skind over 'hvorfor.'

Jeg synes at Jakobs lommefilosofiske betragtninger om arv, miljø, kaosteori og tilfældigheder giver rigtig god mening, når jeg tænker på den frustrerende proces min ven var igennem, før han lærte at acceptere sig selv, for den han nu engang er. Uden at kunne forstå hvorfor.

Plus Minus

Lønkontoen siger minus.
Badevægten siger plus.



Andre ting:
Overskud: Minus
Tid til mig selv: Lidt plus i dag
Interne skærmydsler: Plus, dog aftagende
Indre ro: Minus
Rastløshed: Plus
Forhold til snarlig jul: Minus
Forhold til slik og chokolade:Plus
Motion: Plus. Lidt.

November er lang.

mandag den 21. november 2011

Det overrasker mig virkelig

*
At jeg hvert år glemmer hvor lang og træls november er. Jeg har konstant lyst til at tage nattøj på og gå i seng, uanset hvad tidspunkt på døgnet, det er...

*
At karrygult er blevet topmoderne igen. Hvad sker der lige for det, og hvordan i himlens navn kan jeg pludselig synes at farven faktisk er flot, efter at have dømt den ude som fuldstændig no-go siden den gik af mode omkring '90?

*
At der er så stor en kløft mellem det jeg tror, jeg kan nå at udrette på en dag, og så det jeg rent faktisk får gjort. Jeg overvurderer altid mig selv og bliver derfor tit skuffet over mig selv - og det er da tosset!? Min største modstander her i livet har alle dage været ... mig selv!

*
At jeg kunne glemme, at mit forhold til snaps kan betegnes som "et vanskeligt forhold, der kræver særlig hensyntagen og støtte" Ja til mig altså. Især dagen efter julefrokosten.


*
At det har vist sig at være så pærelet at bage rugbrød, når jeg nu i mange mange år, har gået rundt og troet at det var rigtig svært. Nu er jeg sprunget ud som rugbrødsbager - med egen surdej, forståes.

*
At min mand og jeg, som efterhånden har været sammen i mere end 7 år, stadig kan gå så meget galt af hinanden at vores kommunikation er som at sidde på hver sin planet og råbe ud i et tomt himmelrum.

lørdag den 19. november 2011

Glædelig jul

I aften, d. 19. november, skal min mand og jeg til julefrokost med hans firma. I næste weekend er der forældredag på min skole om lørdagen, d. 26.november og derefter holder vi personalejulefrokost.
D. 2.dec er der julefest i børnehaven og dagen efter d. 3.december er der juletamtam i  fritidsklubben. Vi møder talstærkt op til begge dele.  Der er også en julefrokost i Maries 6.klasse, men det er i skoletiden og ikke noget, jeg skal deltage i.
Det vil altså sige, at vi her i familien er færdige med alle julearrangementerne d. 3.december!

Hvad fanden skal vi så lave resten af december, mens vi venter på d. 24.?
Jeg fornemmer en klar tendens til at alt det juleræs, som plejer at stresse mig og mine mange medsøstre i december efterhånden er rykket frem til november og derfor er den nu den, der er overbooket med arrangementer og julefrokoster. Er det ikke lidt skørt? Inde i mit hoved er det overhovedet ikke jul endnu - jeg er én af dem, der er meget længe om at komme op i juleomdrejninger, fordi jeg i bund og grund ikke interesserer mig ret meget for juleri. (Sig det endelig ikke til mine børn!)
Jeg overvejer at forslå min familie, at vi tager konsekvensen helt og holder vores juleaften søndag d. 4.december, og så kan vi i ro og mag gå og glæde os til en dejlig lang juleferie! Det bliver så en række fridage, hvor vi kan lave lige hvad vi har lyst til!? Det bliver ikke noget med jul, for det har vi jo lææænge overstået til den tid.
Er nu ikke sikker på, at forslaget falder i god jord.

tirsdag den 15. november 2011

Når man fylder tre år

Har man styr på hele verden. Man ved hvad man vil og i særdeleshed hvad man ikke vil.
Man har en mening om alting: Hvilket tøj, man vil have på om morgenen, om man vil børste tænder eller ej, om man vil spise kartofler eller ej, om man vil komme, når de voksne kalder. Man er på én gang helt utrolig sød og charmerende som tre-årig og samtidig helt uhyrlig anstrengende ind i mellem.




Man elsker at have fødselsdag og har glædet sig længe. Og det er den første fødselsdag, hvor man fatter noget af, hvad der foregår. Man bliver rigtig glad for både gæster, gaver og kort. Især hvis en god veninde, der lige er startet i skole, selv har skrevet kortet. Helt selv.





Som tre-årig har man forskellige særinteresser, som man dyrker intenst. Én af dem er at lægge puslespil og det elsker man så højt, at man sidder ved morgenbordet og ikke er til at drive ud af døren, fordi man liiiige skal lave det samme puslespil, som man har lagt tre gange i træk én gang til.





En anden ting man elsker, er at spille vendespil. Man har næsten lige lært at vente til det bliver ens tur, at man kun må vende to brikker ad gangen osv. men det er lidt svært at huske, så nogen gange kommer man til at snyde lidt. Og det bærer ens mor over med, for hun synes at man er så umanerlig kær, når man sidder der ved bordet med alle brikkerne foran sig.







Som tre-årig er man Kongen af Vendespil:






Og ikke at forglemme: Som tre-årig har man en mor, der ånder lettet op, løfter blikket ud mod verden og smiler ved tanken om, at hendes yngste barn nu er blever så gammelt, at der er masser af lys for enden af småbørnstunnellen. Hun øjner alenetid, venindetid og kærestetid - fordi man er blevet så dygtig til at sove om natten, nemt kan passes af andre og slet ikke er så afhængig af mor og far mere. Men ens mor og er også lidt dum, for hun taler lidt for meget om noget med at lære at gå på toilettet og at droppe sutten. Det gider man ikke høre om, man er jo trods alt kun lige fyldt 3 år.

fredag den 11. november 2011

Lost i Føtex

Der stod jeg så... ved kassen i Føtex... svedig i en alt for varm jakke med et alt for stort halstørklæde om halsen. Stresset over at skulle handle til vores 3-årige datters fødselsdagsbrunch for gode venner i morgen og lige have opdaget at indkøbssedlen lå hjemme på køkkenbordet. Jeg var nu ret sikker på, at jeg havde fået det hele med. Æg, bacon, kærnemælk, ost, knækkede hvedekerner og...

Da jeg løfter posen med mel op fra den blå plastickurv, går der hul på den og inden jeg får set mig om, er der mel ud over det hele. I kurven, på kassebåndet, på gulvet og lidt på den mørkeblå jakke, der er pakket uden om den venligt udseende mand, som står lige bag mig og som jeg kort tid forinden har stukket en undskyldning og et charmesmil, fordi jeg kom til at træde ham ret hårdt over tæerne, mens jeg fumlede rundt der ved kassen.

Nå, men der er mel ud over det hele. Fuldkornshvedemel for at være helt nøjagtig og den rare pige ved kassen siger til mig, at hvis jeg løber ned og henter en ny pose mel, så scanner hun resten af mine varer ind og kalder efter en medarbejder, der kan komme og feje melet op.

Jeg spæner alt hvad jeg kan, finder lynhurtigt hylden med melprodukter helt nede i den anden ende af Føtex og kaster en ny pose fuldkornshvedemel ind i favnen, vender om og begiver mig tilbage mod kassen. I den gangpassage jeg følger, er vejen spærret af vogne og diverse, så jeg drejer af et par gange og kommer ikke op til kasserne samme sted som før.

Her er det så at det går op for mig at jeg ingen anelse har om, hvilken kasse jeg stod ved. Jeg går til højre og kigger på den første kasse med tilhørende klædt-i-blå-pullover-med-føtexfarvet-tørklæde-kassedame, nej det er ikke her, så jeg fortsætter til den næste kasse. Heller ikke her ser det rigtigt ud, men sandheden er at jeg ikke kan genkende "min" kassedame, for jeg har ingen anelse om hvordan hun ser ud? Jeg tjekker et par kasser mere ud til den side, men indser så at jeg i hvert fald ikke var så langt nede i rækken, vender om og går den anden vej.
Idet jeg løfter blikket får jeg øje på en mand, der står og vifter med armene og jeg er ikke i tvivl om, at det er min opmærksomhed han prøver at fange. Han befinder sig ca. to kasser til venstre for det punkt, hvor jeg valgte at gå til højre og der er mel på hans mørkeblå jakke.
'Hvor er du på vej hen' gnækker han overbærende og jeg ser nu den kæmpekø, der har dannet sig bag ham, skynder mig hen til kassen med melet, kigger ud på køen og siger højt: ' Det må I virkelig undskylde allesammen,  min stedsans er ikke hvad den har været' (hvilket er direkte løgn, min stedsans er hvad den altid har været, nemlig ELENDIG!)
I køen kigger de fleste på mig med et blik, der fortæller mig at de synes jeg er en idiot og at de er så trætte af at have valgt den kø, der gik i stå. På grund af en forvirret blondine, der ikke kunne finde tilbage til kasse 3 efter at have hentet en pose fuldkornshvedemel.
Kun én kigger ikke ondt på mig og det er venligt udseende mand i mørkeblå jakke - nu med mel på. Han siger 'skidt med det, det gør ikke spor' og jeg har lyst til at give ham et stort kram inden jeg pakker mine varer sammen og løber ud af butikken.

tirsdag den 8. november 2011

Aj, helt ærlig?

Overskriften til dette indlæg er et direkte citat fra min 12-årige datter, der går gennem stuen og får øje på mig, der sidder i sofaen med en ordentlig stak diktater, som jeg er ved at rette ved min ene side og en kold øl samt lidt snoller ved den anden.
'Hvad er der?' spørger jeg helt uforstående over hendes forargede udbrud, og så griner hun og siger at det er for vildt at tænke på, at det kan være at hendes lærere ser sådan ud, når de retter skolearbejde.
Her er det så at jeg et splitsekund overvejer at bede om en uddybning af, hvad der var galt i den måde jeg sidder på og ser ud på, men jeg vælger den diplomatiske udgang og svarer smilende, at jeg er helt sikker på at hendes lærere også hygger sig, når de laver lektier!

mandag den 7. november 2011

Der var så meget, jeg kunne skrive om

...og alligevel sidder jeg så her og stirrer lettere fortabt ind i skærmen. Jeg kunne fortælle noget om mit arbejde - om at undervise søde, sjove og frække børn, det ville blive sådan et lidt tuttenuttet indlæg, hvor I ville smile og tænke ' hun lyder sørme som en rar lærer', men det ville altså blive lidt kedeligt, for jeg kan jo ikke rulle mig ud i fri dressur og skrive om de seriøst mærkelige børn, de urimelige forældre og mine sure kolleger. Jeg vil i hvert fald ikke.

Men en anden arbejdsvinkel, jeg så kunne åbne et indlæg med, var at fortælle ( i anonymiseret form naturligvis) om nogle af de meget tunge sociale sager, jeg er involveret i via mit arbejde. I ville gyse, når I hørte om skolelæreren, der underretter de sociale myndigheder, fordi hun har kendskab til en familie, der i efterhånden mange uger ikke har haft hverken strøm eller varme i deres lejlighed. De skylder el-værket så mange penge, at der er blevet lukket for strømmen. I ville sikkert klappe jeres egne små pus på kinden og glæde jer over, at I har det så godt og at jeres børn er mætte og ikke fryser. Det er så langt fra tilfældet alle steder i Danmark.
Jeg kan dagligt bevidne, at der i dette land hersker en stor social ulighed og at den, der siger at alle danske børn fødes med lige store muligheder for at få et godt og anstændigt liv, lyver. Det er ikke sandt og derfor var jeg også klar til at græde, da jeg i nyhederne i aftes hørte at kommunerne lukker flere og flere døgninstitutioner for anbragte børn (fx Skodsborg) og i stedet satser på plejefamilier. Fordi det er billigere. Ja, det blev der jo ikke direkte sagt, men det er sådan, det er. Hvis man har prøvet at være i nærheden af et tidligt skadet barn, så ved man at det er en kæmpestor og meget vanskelig opgave at indlemme sådan et barn i en plejefamilie. Jer, der bestemmer og træffer afgørelser i kommunerne: I kan ikke være det bekendt overfor børnene, ganske enkelt!
Nå, men det indlæg kunne jeg slet ikke få hul på, fordi jeg bliver så harm og indigneret på børnenes vegne, at jeg ikke formår at se sagen fra andre sider og derfor sandsynligvis ville have fremstillet tingene lettere unuanceret.


Et klynkeindlæg har jeg også gået med i ærmet, og der var såmænd flere ting, jeg kunne have valgt at piwe lidt over: At manden igen er bortrejst med sit arbejde og har efterladt mig her i hverdagskarussellen med alle dens usigeligt kedelige rutiner. Det indlæg har jeg vist allerede skrevet op til flere gange og ville derfor komme til at gentage mig selv lige rigeligt.

Så er der børnene, dem kan man jo altid skrive et uendeligt antal anekdoter om. For mit vedkommende ville jeg nok have valgt noget om min 12-årige datter, der står og vipper på tærsklen til et teenageliv, der skræmmer hendes mor til døde. Mine øjne trillede ud af mit hoved, da jeg på forældreintra kunne læse, at mødet med SSP-konsulenten og alkoholdebatten er rykket frem fra slutningen af 6.klasse til lige om lidt, hvor de knap er halvvejs gennem sjette. Fordi det bekræftes fra flere fronter at denne her 6.årgang er temmelig meget fremme i skoene og fordi det gælder om at fange dem inden de debuterer på alkoholscenen. Min lille pige! Som her til aften har siddet møjsommeligt og omklædt sine build a bear-bamser. Min hjerne vil ikke begribe det, selvom mine øjne godt kan se at hun ikke er lille mere. Når jeg mærker hvor meget hendes små og indtil videre helt uskyldige løsrivelsesmanøvrer stikker i mit hjerte, så kan jeg få helt åndenød ved tanken om, hvor hårdt det bliver (for mig) når vi skal i gang med de store slag. (Og så frygter jeg sgu lidt at hun går hen og bliver en ligeså udlideligt og strid teenager, som jeg selv var. Åhh, hvor var jeg skrækkelig, kan slet ikke udholde tanken at min søde lille pige bliver sådan!)

Og apros pos løsrivelse, så ville jeg også nemt kunne forfatte et enkelt eller to indlæg om den hende, der på lørdag fylder tre år og er så treårig som en treårig kan blive, når det kommer til alle afarter af 'kan selv, vil selv, tør selv og gør selv'. Ahh, det giver sved på panden og hektiske morgener at få sådan en starut ud af døren, skulle jeg hilse og sige. 

Så er der jo midterbarnet, hende den nemme, stille, artige og sportsfreakede. Der ikke er meget hjemme om eftermiddagene fordi hun spiller fodbold, kører go-cart i klubben, er til gymnastik eller leger med sine mange veninder. Hun finder altid en plads og noget fysisk udfordrende at give sig kast med midt i al hurlumhejet her på matriklen.

Og mig selv? Hvad kunne jeg skrive om mig selv? At jeg stadig vejer lidt for meget, motionerer lidt for lidt, kysser for lidt med min mand, men ellers har det topfint, når det altså lykkes at fortrænge at julen allerede er allevegne og at jeg er ved at få SPAT af det! Jeg NÆGTER at have nogetsomhelst med jul i mit hjem før d. 1.december, og synes at det er så tåbeligt at de to 'store' julefrokoster, jeg skal deltage i dette år (mandens arbejde og mit eget) begge falder her midt i november måned.
Jeg er alt andet end et 'julehoved' og vil dybest set egentlig bare gerne have det overstået. Derfor så jeg gerne at startdatoen for hysteriet blev flyttet, så vi ikke skal se på nisser allerede i oktober.

fredag den 4. november 2011

Men i dag er det er fredag

Ih guder, hvor jeg synes mit liv er kedeligt for tiden. Har svært ved at skelne mellem uger og dage, for de er ens. Søvnige fortravlede morgener, hvor jeg råber 'husk nu idrætstøj' og 'hvis sure sokker er det, der ligger her og flyder' og vanvittige arbejdsdage, hvor jeg kun lige med nød og næppe når det, jeg skal, men sjældent det, jeg gerne vil. Dernæst følger trætte eftermiddage med børn, der enten skal bringes eller hentes til svømning, fodbold, kor og gymnastik eller piskes i gang med lektier, oprydning og borddækning. Indkøb, aftensmad, madpakker og herefter en aften, hvor jeg eller Jens er ude. Mig til studiekreds, til forældrerådsmøde, til møde på arbejdet og han til badminton og til festivalmøde. Vi har ikke været hjemme begge to en eneste aften i denne uge. Når en lang dag er overstået, så kan man så kravle i seng og lægge sig til at sove, velvidende at den efterfølgende dag er fuldstændig magen til den, man lige er færdig med. 

Men i dag er det fredag og min veninde kommer og drikker rødvin og ordner verdenssituationen sammen med mig, mens Jens er ude at lege med fodbolddrengene. Han glæder sig helt vildt - og det samme gør jeg. Det er win-win.

Helt i trance af hverdagskedelighed var jeg åbenbart ikke i morges, da jeg kl. 7.20 trådte ud af min dør.  Jeg kiggede op  og stod et langt øjeblik og nød synet af en helt fantastisk smuk himmel, der var ildrød af den opgående sol.

God weekend!



tirsdag den 1. november 2011

Når det føles rigtigt

Har længe tumlet med en beslutning.
Eller rettere et valg, der skulle træffes fordi skæbnen ville, at to begivenheder der har med mine nærmeste at gøre, falder på samme dag og jeg at derfor skulle sige ja til det ene og gøre nogen rigtig glade, men nej til noget andet og dermed risikere at nogen andre blev skuffede over mig.
Valgte jeg omvendt - ville helt det samme ske, bare at det var nogen andre, der blev henholdsvis glade og skuffede.
Og kombiløsninger er ikke et tema i den her sag, dem går jeg ellers stærkt ind for og er ekspert i at udføre.

I mine tankeprocesser har al min fokus været på, hvordan jeg kom ud af situationen med "mindst mulig skade", altså om jeg kunne greje det, så ingen blev skuffede over mig. Og det kunne jeg ikke.
Er der noget vi pæne piger ikke bryder os om, så er det, når vi ikke lever op til de forventninger, (vi tror at) andre har til os. Det kan fylde så meget, at det bliver omdrejningspunktet for beslutninger og handlinger. Og dybest set ved jeg det godt, men jeg kan ikke altid selv sige det og endnu mindre handle efter det.
I dag præsenterede jeg en nær bekendt for mit dilemma. Og lige da hun så mig ind i øjnene og sagde: "Hvis du nu et øjeblik glemmer alle de andre og kun tænker på dig selv, hvad vil du så helst af de to ting?"
Jeg mærkede efter i maven og efter to sekunder var jeg ikke i tvivl og traf mit valg.
Og det føles bare så rart. Og så rigtigt.

Nu kan jeg så sidde her og  undres over, at det kunne være så svært at få øje på, men sådan er det åbenbart ... med sådan nogen som mig?