Regnbue 1: Set fra Tangkrogen, Århus, lørdag omkring kl. 16.30. Gik lang tur langs vandet med dejlig veninde. Drejede op ved Frederikshøj Kro og gik gennem skoven tilbage til byen. Århus gør mig godt.
Regnbue 2: Olafur Eliassons Rainbow Panorama med vidunderligt view over Århus. Sidst Lillepigen var med på ARoS, lå hun i en barnevogn og sov. Under dagens besøg blæste hun rundt som en hvirvelvind - 2 sekunder i hvert rum, videre til det næste... Fik hende dog lige til at stå stille her, så jeg kunne tage et billede.
Kan du gætte, hvor på ARoS, hun er her?
Hvad er det mon hun lurer på - på behørig afstand?
Min mellemste datter er det af mine tre børn, der ligner mig selv mindst.
Jeg har tit tænkt på, at det nok er lige præcis derfor, at min fascination af hende, er så enorm. Hun kan ting, jeg aldrig har kunnet, gør ting, jeg aldrig har gjort og hviler på mange måder så meget i sig selv at jeg er både misundelig og fuld af beundring.
Min mellempige blev født 14 dage efter termin, hun vejede 4300 gram og var en kæmpebasse med langt sort hår og brune øjne. Hun kravlede, da hun var seks måneder, gik da hun var ni måneder og kunne som 2-årig komme op i dørkarmene, ved at at stemme fødderne mod siderne og krabbe sig op som en edderkop.
Hun er altid i bevægelse, helst løb og gerne med en bold og selv når hun sidder i en sofa, bevæger hun sig - står på hovedet, tumler og er sandsynlgivis i gang med et eksperiment (hvor mange gange kan jeg rejse mig med en pude på hovedet, kan jeg slå en koldbøtte op ad væggen, kan man stå på hænder i vindueskarmen osv.)
Hun er på én gang spinkel og fin og stærk som en okse og hun kan løbe fra næsten alle drengene i klassen.
Hun går til sport 3-4 gange om ugen - fodbold, svømning og gymnastik - og havde jeg ikke trukket i bremsen, gik hun også meget gerne til ropeskipping eller dans. Hun er afholdt af sine kammerater og har altid nogen at lege med. Hun er et af de mest ukomplicerede mennesker, jeg kender, og derfor er hun yderst behagelig at være i selskab med. Når hun præsenteres for nye udfordringer, tænker hun: Det lyder sjovt, det vil jeg gerne prøve og derfor meldte hun sig straks til at lade sig prøvefilme, da de på skolen havde besøg af en kortfilms-instruktør, der ledte efter egnede børn til en serie af kortfilm, han er i gang med at lave. Instruktøren sagde efterfølgende, at han gerne vil have hende med i sin film, hvis jeg giver lov. Det gør jeg selvfølgelig, fordi det bliver en rigtig sjov oplevelse for hende at være med i et filmprojekt og så er det jo en oplagt mulighed for at andre også kan se, hvor dejlig hun er!
|
Frederikke, 10 år |
En indrømmelse her på en helt almindelig onsdag: Jeg er sådan en mor, der får bævrende hage, våde øjne og en kæmpe klump i halsen, når jeg ser mine børn optræde. Og under særlige omstændigheder nøjes jeg ikke med det, så tuder jeg helt. Bare sådan - fordi jeg ikke kan lade være og fordi det føles så kæmpestort i hjertet, når mit afkom står der og kan noget. Viser noget frem, de har trænet eller øvet i månedsvis og har glædet sig stort til at vise mig.
Det er når Storepigen synger med sit kirkekor, det er når Mellempigen laver gymnastikopvisning eller på fodboldbanen lægger op til et flot mål og får big time ros af træneren. Og det er også når Lillepigen i børnehaven tumler rundt i noget, der skulle forestille en opvisning ovenpå 'krop-og-bevægelses-ugen.
Det, der rører mig, er den fordybelse og koncentration, hvormed de præsterer det, de nu kan - og den efterfølgende glæde og stolthed, jeg kan se i deres ansigt, når de kigger over på mig, for at se, at jeg ser. (Derfor er det ikke så godt at falde for meget i snak med de andre forældre under de vigtige fodboldkampe, for så risikerer man at misse et mål...og det er skidt.)
I de senere år er der begyndt at ske det, at det ikke kun er, når mine egne børn optræder, jeg bliver rørt. Reaktionen kommer også, når jeg oplever at andre mødre/fædre oplever det samme. Som fx til en julekoncert i kirken med den skole, hvor jeg er lærer:
Alex fra 4.klasse skulle synge solo, og det havde han ikke fortalt sin mor, for det skulle være en overraskelse. Hele ugen, mens vi øvede sagde han flere gange: "Jeg tror hun bliver rigtig overrasket, når hun hører, at det er mig, der synger solo' og så smilede han finurligt.
Da alle var bænket i kirken og koncerten gik i gang, var Alex' mor endnu ikke kommet. Han var ude af sig selv af angst for, at hun ikke dukkede op, hvilket var sket før og derfor en realistisk mulighed. Derfor gik en lærer ud og ringede til moderen, og det viste sig heldigvis at hun var på vej.
Et kvarter efter koncertens start, gik kirkedøren op og Alex' mor kom ind - jeg kiggede op på de syngende elever og så tydeligt lettelsen i hans ansigt. Den før udtalte anspændthed forsvandt, og han kiggede på sin mor, der fandt en plads i kirken, mens han sang så fint sammen med sine klassekammerater.
Alex' mor kom til at sidde skråt til højre for mig, og jeg kunne tydeligt se hendes ansigt fra min plads. Hun havde Alex' lillebror på skødet, og de pludrede og hviskede og hun pegede op mod de syngende børn, så den lille fik øje på sin storebror.
Sangen sluttede og der blev klappet.
I den næste sang var det at Alex skulle træde frem og synge et vers solo. Lige inden det skete, så man ham fange sin mors blik og smile - og da han trådte frem og sang (virkelig smukt, klart og rent) sprang tårerne ud af moderens øjne og hun tog sig til ansigtet og holdt sine hænder mod kinderne. Da jeg så hvor stolt og glad hun blev over sin søn, og hvor rørt hans smukke sang gjorde hende, løb mit hjerte også af med mig og jeg fik verdens største klump i halsen og jeg måtte skjule en tåre.
For lidt siden var jeg henne på torvet i vores lille by og se en udendørs danseopvisning, som Storepigen sammen med sin 7.årgang medvirkede i, i forbindelse med noget kulturfestival, der florerer i denne tid.
'Det var flot, du kunne se det uden at tude', sagde Storepigen efterfølgende grinende og gav mig et dunk i ryggen.
Pyha, tænkte jeg. Det var godt, hun ikke så at det lige var det jeg gjorde.
Jeg har kun læst i den ene af de to bøger, jeg har taget med på weekendtur.
Lemvig er godkendt. Har aldrig været her før - vil ikke udelukke et gensyn. Barsk og rå natur, blæsende sensommerluft og en fineste lille by, der ligger langs kysten rundt i vigen. (Gæt hvad vigen hedder?)
Gågaden blev tjekket ud. Først boghandleren, hvor jeg ville tjekke om den bog, min skønne veninde Mai netop har fået udgivet var at finde, (fordi så ville jeg tage et billede og sende til hende, har selvfølgelig allerede selv købt den), men allerede ved synet af vinduesudstillingen, svandt håbet. Bibler i flere udgaver, bøger om Jesus og livet som sand kristen fyldte hele vinduet og et kig indenfor afslørede mange flere af samme slags. Ingen biografier om pizza-millionærer.
Boghandlerens udstilling, den store bygning tilhørende IMU (Indre Missionsk Ungdom) samt muséet for religiøs kunst, giver et godt praj om, hvilke værdier der er fremherskende i denne del af Danmark. Og det er alt rigelig til at jeg never ever kunne bo her.
På gågaden fik vi øje på at "Skoringen", reklamerede med ophørsudsalg. Skyndte os derind og stod en halv time efter ude på gågaden igen med en kæmpe pose under armen. Fem par sko (heraf to til mig, jubiii) for i alt 3300 kr. men fordi der var 70% på det hele, kom vi af med lidt under 1000. En handel, man kun kan blive i godt humør af.
Måske derfor, jeg synes dette skilt var så sjovt?
Desværre kender jeg ikke nogen, der hedder Kaj. Ellers havde jeg sendt billedet til ham.
Inden frokost skulle Lillepigen lige havde en gyngetur mere. For, som hun sagde - jeg skal se om de nye støvler duer til at gynge i. Det gjorde de heldigvis.
Efter frokost, kaffe og skumbananer bevægede vi os ud i naturen.
Først ned til vandet. Lommerne fyldtes med sten, altså kun de pæne sten. De grimme blev smidt ud i vandet.
Herefter fulgte vi en natursti ind i landet, langs noget å-værk, som var vældig fint.
Her stødte jeg på dette skilt, som jeg stadig går og spekulerer over.
Hvad er det, man ikke må? Klappen?
Efter en række helt tossede uger, hvor Jens har arbejdet røven ud af bukserne både hverdage og weekend og jeg - udover selv at være presset på mit arbejde, har holdt familiemaskinen kørende, har vi nu trukket stikket ud og er kørt til Lemvig, hvor vi holder weekend i en ferielejlighed på Nørre Vinkel Hotel. Vi har Lillepigen med os - hun spinder som en kattekilling og fik ret, da hun ved synet af soveværelset igår, straks efter ankomst, glædesstrålende udbrød: Her kan vi sove dejligt, jeg ligger i midten og dig og far ligger i kanten!
Klokken er halv otte om morgenen og udsigten fra vinduet tager sig sådan ud:
Jeg kan mærke langt ind i hjertet at det bliver en dejlig dag.
Alternativ titel til dette indlæg kunne også være:
'Drik din egen medicin, søster'.
Ankommer i sidste øjeblik til 'Stram op'-time, har været der før og har måttet acceptere at denne form for styrketræning foregår i en såkaldt spejlsal, selvom jeg ellers i mange år har undgået alle former for træningshold i spejlsale. Er kommet mig over spejlfobien ved grundigt at lægge mærke til, at der ikke er andre, der kigger på mig, end mig. Enhver er så optaget af at følge instruktørens anvisninger, gøre det rigtige og holde ud. Så spejlsal er ok.
Men det er stepbænk ikke.
Derfor giver det et gip i mig, da jeg kommer susende ind i spejlsalen og ser, at alle har slæbt en stepbænk frem og står klar. Alt inden i mig stivner. Det går ikke. Med mig og en stepbænk. Jeg vil ikke. Jeg kan ikke. Det er for svært, jeg er for klumpedumpe, jeg bliver til grin og alle de andre ser mig, når jeg snubler, laver øvelserne modsat de andre og jeg magter det ikke.
'Æhhh', siger jeg til instruktøren, jeg springer lige det første her over - det der stepbænk, det er sgu ikke lige mig - jeg smiler undskyldende, slår opgivende ud med armene og kan mærke at min beslutning er helt rigtig. Jegskalikkeoppådenstepbænk, forjegkanikkefindeudafdet, kværner det løs inde i mit hoved.
Instruktøren er sød. Hun kender mig og hun kan lide mig. Hun vil gerne have mig med. Hun siger, at det ikke er særlig svært og at jeg sagtens kan være med.
Jeg fortæller, at jeg har prøvet step-træning for mange år siden og at jeg var helt forfærdelig håbløs til det og derfor ved, at jeg ikke kan finde ud af det.
Så er det, at hun siger til mig:
'Jeg synes, du skal prøve at være med, selvom du ikke har lyst. Måske viser det sig, at du kan meget mere end du tror, og at det slet ikke er så slemt, som du frygter. Giv det en chance. Og hvis det går helt galt, stopper du selvfølgelig bare.
De ord vækker kæmpe genkendelse hos mig. Jeg har hørt dem tusind gange før? Hvor de har været talt ud af min egen mund. For det er jo præcis det, jeg siger til mine skoleelever, når de nægter at deltage i en aktivitet, giver op på forhånd og melder sig ud.
Man skal altid prøve. Også selvom man ikke har lyst eller tror, at man ikke kan. For man kunne jo blive overrasket.
Hvilket jeg blev. For jeg kunne jo godt, da vi først kom igang.
Og ved I hvad? Det var skideskægt og jeg gør det gerne igen.
Kære fredag.
Tak fordi du endelig kiggede forbi min uge. Jeg har spejdet længselsfuldt efter dig flere gange.
Altså, egentlig holder jeg også meget af dine venner mandag, tirsdag, onsdag og torsdag, men i en uge som denne, hvor jeg udover at have drønende travlt på arbejde også har skullet være være assisterende voksen på alle mine børns fritidsaktiviteter, så begyndte jeg altså at længes efter dig. Min mand har arbejde som en hest hele ugen og ikke været meget hjemme, så det er dejligt at han er hjemme, når du kommer.
Husets trebørn, er begyndt til svømning i denne uge, et barn har taget hul på fodboldsæsonen og dagen efter gymnastiksæsonen og et andet barn synger i kor og kom hjem med en lang liste over arrangementer, som jeg omhyggeligt har skrevet ind i vores fælles kalender, side om side med forældremøder, legegruppe-arrangementer, fødselsdage og alle mulige andre både sjove og kedelig ting, vi skal.
Så kære fredag, det er en træt Helle, der står her i døren og byder dig velkommen. Jeg har en lang arbejdsdag foran mig, men kom endelig alligevel ind i mit hus, sæt dig i køkkenet eller smid dig i sofaen - den stemning, du spreder i huset, elsker jeg at mærke i hele kroppen, når jeg kommer hjem i eftermiddag.
Mine børn elsker dig også, de har spurgt til dig flere gange i løbet af ugen, så jeg glæder mig til at vække dem om lidt og fortælle dem, at du er kommet.
Det gør jeg nu.
Ses, Helle
Tror I, det er sandt, hvad nogen påstår: At vi alle har en dobbeltgænger? Et menneske, der ligner os på en prik, som var det en tvilling?
Har du nogensinde mødt et menneske (familiemedlemmer tæller selvfølgelig ikke), som lignede dig så meget, at du selv kunne se det?
Om jeg har en søster, der hedder Charlotte og som er læge?
Desværre ikke. Har ellers altid ønsket mig en søster og det kunne da være fedt med en læge i familien...
I de år jeg har boet her, har jeg oplevet adskillige - måske fire eller fem gange, at blive spurgt om den søster.
Det har været en pædagog i børnehaven, en gæst ved et bryllup, en ny kollega ... De, der spurgte har følt det så magtpåliggende at finde ud af det, fordi de åbenbart kender én, der ligner mig på en prik.
Det synes jeg er syret, for jeg aldrig mødt et menneske, som jeg selv kunne se lignede mig. Har du det?
Jeg blev igen helt vildt nysgerrig, da jeg forleden for tredje gang på fem år blev spurgt om denne Charlotte-læge, som angiveligt skulle ligne mig på en prik. Jeg bad derfor ham, der spurgte om hendes efternavn og gik direkte hjem og googlede hende. Fandt et lille bitte billede via hjemmesiden for lægehuset hvor hun arbejder og sad meget meget længe og stirrede på hende.
Hun ligner mig overhovedet ikke!
Kaldte Jens hen til mig, spurgte ham: Ligner hende der mig? Og han rystede på hovedet, nej ikke det fjerneste.
Hvorfor siger folk så, at jeg kunne være hendes søster? Er det stemmen, kropssproget, eller måden hun smiler imødekommende på, når hun siger den næste patients navn i venteværelset? Taler hun ligeså højt - og århusiansk som mig?
Jeg kunne også gå ind i hendes lægepraksis og sætte mig i venteværelset med en avis og så lure hende, når hun kommer ud?
Det tør jeg bare ikke, for tænk hvis jeg synes hun er tudegrim!
Har vidunderligt ondt i håret i dag. Er slatten som en karklud og træt som et ondt år. Men smiler og har det så dejligt efter en vidunderlig aften sammen med to skønne veninder. I Århus. Fik den vildeste hjemve, da jeg mærkede Pustervigs brosten under mine fødder og lidt efter bestilte iskold hvidvin til min Engleburger.
Århus og mig - en kærlighed så uendelig stor.