søndag den 27. september 2015

Bare Lige

Den islandske krimi blev læst færdig sidste søndag, og jeg fik i de efterfølgende dage også læst mange af artiklerne til min uddannelse. Så langt så godt. I skrivende stund er det igen søndag. Mine familiemedlemmer er alle ude af huset, og jeg sidder ved mit skrivebord, toptunet og klar til at skrive den hersens modul-opgave om inklusion.

Emnet er 'klassearbejdet', og jeg har tonsvis af gode idéer, erfaringer fra praksis, og super relevante og helt utrolig velformulerede refleksioner. 
Jeg skal ... bare lige ... have det skrevet.


'Bare Lige' er dit mellemnavn, sagde min far, da jeg var barn/ung, og han sagde det med lige dele irritation og glimt i øjet.
Det kunne være at jeg blev bedt om at gå ud med en skraldespand, men bare lige skulle læse et kapitel i en bog færdigt først. Eller blev spurgt om jeg ville cykle efter mælk, men bare lige skulle ringe til en veninde først (og siden glemte alt om mælk...) 
Retrospektivt ser jeg tydeligt, at der var et mønster i, at når jeg blev bedt om noget, skulle jeg altid bare lige dit, dat eller dut først. Dengang synes jeg vist bare at mine forældre var krævende og urimelige.

Det var ikke fordi, jeg var doven. Slet ikke. Jeg har altid været pligtopfyldende og gjort de ting, jeg skulle, men for hulan da, hvor har vejen derhen mange gange haft store udsving af overspringshandlinger. 

Da jeg fik læseferie * op til studentereksamnerne, brugte jeg hele den første formiddag på at lave et stramt struktureret dagsskema til mig selv, hvor jeg kunne tjene eller miste point alt efter om jeg rettede mig efter de ting, jeg havde sat mig for. Eksempelvis gav det 10 point at læse i én time, men 5 minus, hvis jeg afbrød timen og ringede til min kæreste undervejs. 
Der var pluspoint for sund frokost, minus for slik og kage. Plus for cykel- eller gåtur, minus for at sove til middag.
At lave skemaet har i sig selv været en kæmpe oversprings-handling, men det vidnede trods alt om en vis selvindsigt allerede som 19-årig. 


Karaktertrækket 'bare lige' lever stadig i bedste velgående hos mig. 

Og nu sidder jeg her igen. Med opgaven til uddannelsen, som jeg har stor lyst til at skrive på, masser af idéer til og jeg har endda ro omkring mig. 

Jeg skal bare lige:

  • Have installeret Apple Music på min computer, så jeg kan høre musik, mens jeg skriver
  • Have sat en vask over og hængt det, der ligger i maskinen, op.
  • Tisse
  • Lave kaffe
  • Skrive det her blogindlæg
  • Svare på snapchats fra Storepigen og Mellempigen, der er hos deres far i Århus i denne weekend. 
Nu giver jeg mig selv et stor los i nummi og så går jeg i gang. Nu! Farvel. Stod der. 




 

*Hvem fanden fandt også på at den periode, hvor fokus bør være intens rettet mod pligt, vedholdenhed, struktur og fagligt indhold skulle hedde et ord, der ender på -ferie??? Giver.Ingen.Mening!)




søndag den 20. september 2015

Inklusionsvejleder med speciale i islandske krimier? Hvordan lyder det?



Jeg er i dette skoleår begyndt på en længe ønsket efteruddannelse. Gennemfører jeg uddannelsens fire moduler samt består den afsluttende skriftlige opgave, kan jeg til februar kalde mig AKT- og inklusionsvejleder.  

I dag skal jeg have læst en masse til uddannelsen. Artikler. Om den inkluderende skole, om systemisk tænkning, om konfliktmægling i praksis. Alt sammen relevant, spændende og noget, jeg interesserer mig for. Jeg kommer bare ikke i gang.


På grund af ham her:



Det er hans skyld, det hele. Hvem er han spørger du? Du har ikke set ham før? Det havde jeg heller ikke, kan jeg godt afsløre, indtil for lidt siden, da jeg googlede hans navn, og fandt mange gode billeder. 
Han ser da rar ud, ikk? 
Mandens navn er Arnaldur Indridason og han er en meget kendt islandsk krimiforfatter.

Efter vores rejse på Island i sommer, begyndte jeg at kigge efter bøger af islandske forfattere på biblioteket - og jeg genlæste den smukke velskrevne 'Universets engle' af Einar Mar Gudmundsson, som jeg har stående i bogreolen. Den vil jeg varmt anbefale enhver læsehest, ikke mindst for dens fortælletekniske kunstgreb, som jeg ikke har mødt noget andet sted før.



Nu læser jeg Indridason, og jeg er opslugt. En mand er myrdet, på liget findes en seddel med en mystisk besked, forbrydelsen viser sig at have tråde til en gammel uopklaret sag, og så ruller historien derudaf. Kriminalbetjenten Erlendur Sveinsson bliver hurtigt læserens ven, og man involveres i hans privatliv, især udfordringerne med den voksne datter Eva Lind. Nordmosen er fra 2003 og den første af en række krimifortællinger om Erlendur Sveinsson og hans team. Jeg har allerede bestilt de to næste på biblioteket.


Artiklerne til uddannelsen? Det bliver først, når morderen er fanget!

torsdag den 17. september 2015

Tanker på en torsdag aften

Jeg ligger i overhalingsbanen i disse dage. Træthed er mit mellemnavn, dagene ikke lange nok, timerne ikke tilstrækkelige og jeg er konstant på vej videre til næste opgave, næste udfordring, næste sted. 
Meget lidt mindfuldt og meget lidt sundt. 

I morgen eftermiddag vil weekenden forhåbentlig omslutte mig varmt og kærligt.
I dag vingede jeg en stor arbejdsopgave af, og med den bag mig begynder det fra næste uge at lysne. Men for sulan da, hvor det trækker tænder ud, når flere store opgaver og omfattende gøremål tilfældigt falder lige oveni hinanden.

I ugen der er gået siden sidst, har jeg:

# Gennemført første modul i efteruddannelse til inklusionsvejleder. Fed oplevelse, knaldgod undervisning og megagode folk. Det bliver godt!

# Afholdt et supergodt forældremøde sammen med tre skønne kolleger. Teamwork, det er lige mig.

# Genoptaget min styrketræning onsdag morgen, som et led i genoptræningen efter diskusprolaps. Er slået hjem i ludo, sendt tilbage til start og deltager i første omgang i programmet helt uden vægt. Har stor lyst til at sætte et skilt på ryggen, hvoraf det (til de, der ikke kender mig, og har hørt mig sige 'diskusprolaps i nakken') fremgår at jeg har været skadet og at engang var én af de stærke på holdet, og agter at blive det igen. 

# Solgt vores sofa og købt en anden i løbet af 3-4 timer. Hurra for facebook og for folk, der er blevet træt af lige præcis den sofa, vi længe har drømt om, og derfor sætter den billigt til salg. 


# Opdaget at det er blevet efterår, men stadig dagligt glemt at tage overtøj på. 

# Glemt at trække vejret, og derfor genoptaget daglige antistress-vejrtrækningsøvelser.

# Fået serveret et stykke Oreo-lagkage, der smagte så himmelsk godt, at mit mundvand begynder at løbe, fordi jeg tænker på den lagkage, mens jeg skriver. Sig aldrig nej til et stykke Oreo-lagkage!

torsdag den 10. september 2015

Tanker på en torsdag morgen

Var mit indlæg i aftes om et feel-good foredrag malplaceret i strømmen af disse dages skriverier og meningstilkendegivelser i forhold til den humanitære flygtningekatastrofe, der i øjeblikket finder sted i Europa?

Ja, det synes jeg i høj grad, man kan hævde. 

Alligevel har jeg hele tiden foredragets pointe i baghovedet - hellere for meget end for lidt, for den passer fandme så godt på de nyheder, jeg intenst følger dagligt. 
Flygtninge, der har rejst langt og længe, kan ikke komme igennem Danmark. Syrere sidder i et tog i Rødby, og ønsker at komme til Sverige. Handlekraftige danskere tilbyder at køre dem til den svenske grænse eller længere. Disse danskere ved godt at det er en lovovertrædelse. Men de gør det alligevel. Og det gør mig stolt. For det kan ikke være rigtigt at vi som ressourcerig og stærk nation ikke kan tilbyde
mere, når en sådan krise opstår.
Jeg sender en kærlig tanke til alle de landsmænd, der yder en indsats 
Og jeg ser på mig selv og tænker: Hellere gøre for meget end for lidt. Og hellere gør lidt end ingenting. 
Og mens jeg skriver dette, hører jeg fra nyhederne i baggrunden at syrerne i Rødby har fået lov at rejse videre. 
Har du som jeg en afmægtig følelse af at du bør gøre noget, 
men ikke ved hvad eller hvordan, så start med at donér et 

beløb til en af de mange nødhjælpsorganisationer, der 
knokler i døgndrift for at sende hjælp til nærområderne, hvor over en million mennesker er på flugt. Hjælp dem med at hjælpe. 

Og har (ligeledes som jeg) haft svært ved at gennemskue, hvad krigen i Syrien går ud på, så læs med her: 

Du kan også støtte her







tirsdag den 8. september 2015

Det her er vigtigt

I dag vil jeg give ordet til blogger og forfatter Anne Bredahl. 
Tak, Anne, for at have formuleret dette vigtige bidrag.  Dine pointer er spot on.




mandag den 7. september 2015

Konfirmation - og dåb

Til april er det min mellempiges tur til at blive konfirmeret. Hun bliver således det fjerde barn, min mand og jeg er sammen om at holde konfirmation for. Mine to bonusbørn blev konfirmeret for henholdsvis 10 og 7 år siden, min Storepige for tre år siden, og i år det så Mellempigens tur.

Derfor sad hun og jeg tæt sammen på kirkebænken i dag, for der var indskrivningsgudstjeneste, og kirken var helt fyldt op med kommende konfirmander og deres forældre.


I hånden havde jeg en kopi af Mellempigens dåbsattest, for en sådan var man på forhånd instrueret i at medbringe, og at sidde og kigge på den under gudstjenesten, sendte mine tanker på langfart. 


Mellempigen blev døbt i Skjoldhøj Kirke, vest for Århus d. 8.september 2002. 

Vi havde inviteret familien til dåb med efterfølgende frokost hos mine forældre, og udover mine forældre og dåbsbarnets far, var der ikke andre, der vidste at dagen ud over Mellempigens dåb (ja, det hed hun jo altså ikke dengang, for da var hun jo mit yngste barn... Vi kunne jo sådan set også bare kalde hende ... Frederikke) var noget ganske særligt. 
Dagen var nemlig også min dåbsdag.

At vores nye datter skulle døbes var på ingen måde nogen overraskelse, vores ældste var også døbt, men jeg havde, mens jeg var gravid, besluttet at JEG ville lade mig døbe sammen med det barn, jeg ventede.


Da jeg i 1972 kom til verden, valgte mine forældre at jeg ikke skulle døbes. Jeg skulle vokse op og selv tage stilling.
Hvilket jeg gjorde som 30-årig.


Beslutning havde jeg gået og gumlet på on/off meget længe, og jeg husker det som en stor lettelse, da jeg endelig fik taget mig sammen til at kontakte den præst, jeg gerne ville døbes af. 

Gennem to udbytterige samtaler med hende, gik det op for mig, at mine dilemmafyldte tanker om dåb/ ikke dåb, IKKE var et spørgsmål om 'rigtig' tro/ikke tro, men at der er masser af plads til at tvivle, når man tror.
 I dåben, og med tvivlen som fast følgesvend, fik jeg endelig ståsted i et åndeligt rum (so to speak) hvor alle menneskelivets store følelser, reflekteres i noget, der rækker langt ud over den enkelte.

Vores gæster i kirken blev derfor meget overraskede, da dåbsseancen begyndte med at jeg gik op til døbefonten. Ved en voksendåb er det personen selv, der svarer JA til den trosbekendelse, præsten remser op som en del af ritualet, og da vi kom til selve handlingen - vand på hoved - knælede jeg på en lille skammel, der var sat frem ved døbefonten, og lænede mig lidt ind over, således at præsten kunne pøse vand på mit hoved. Derefter rejste jeg mig igen og modtog velsignelsen - og fik så rakt min datter over til mig, hvorefter jeg så holdt hende, mens hun blev døbt.

Det var meget meget fint. 

Delen med 'hvad skal barnet hedde' er ikke med ved en voksendåb. Jeg blev navngivet som baby, og havde derfor allerede et navn. 

Mit forløb var altså anderledes end mine børns. De blev døbt som små og konfirmeret som 14-årige, jeg blev ikke døbt, sagde nej tak til konfirmation, men valgte så dåben til i voksenlivet.

Jeg var aldrig i tvivl om at jeg ønskede mine børn døbt. 

onsdag den 2. september 2015

Royalt ståhej

Vejle Rådhus denne formiddag. Vi har til lejligheden fremskaffet 100 glade, vinkende skolebørn med flag i hænderne, og stemningen er åndeløst spændt, da balkonens døre slåes op og regent med mage træder ud og straks påbegynder royal vinken til det vejlensiske folk. I cirka 10 sekunder. Så går de ind igen og dørene lukkes. Bom. Slut. Og væk er regent med mage.

'Var det dét?' spørger temmelig skuffet skoledreng, og hans kammerat istemmer bekræftende: 'Hun ku' da godt lige have råbt hej'. 

Jeg er meget enig.
Hun ku' godt lige have have råbt hej. 


tirsdag den 1. september 2015

Being tørstig

Being Well grøntsagsjuice. 
Gulerod, rød peber, æble og ingefær.

Fristelsen til at hive et ordentlig skvæt vodka i og omdøbe drikken til Being Drunk var pænt stor.