Der er dage, hvor både himlen og mit humør er mørkt og overskyet. Og der er dage, hvor solen skinner. Ude og i mit hjerte.
Der er dage hvor jeg er så træt, når jeg kommer fra arbejde, at mine børns stemmer bliver til skingre lyde i min hjerne, og hvor lyset fra tv-skærmen prikker som bittesmå splinter i mine øjne. Dage, hvor jeg bruger alt min energi på at sørge for at nogen andres børn har det godt, og derefter ikke har overskud til at være noget som helst særligt for mine egne.
Der er dage, hvor jeg smiler og griner til verden, og nyder dét den giver mig tilbage, men der er også dage, hvor jeg tilbringer mine aftener alene i mørke under dynen og ikke ønsker kontakt med nogen.
Der er dage, hvor jeg har overskud til at være fysisk aktiv, hvor jeg op før kl. 6 om morgenen for at løbe en tur, og der er dage hvor jeg er så tung i hele kroppen, at en trappetur føles som bjergbestigning.
I dag skinner solen og når jeg snuser luften i min have ind gennem næsen, kan jeg mærke at det er ved at blive forår.
Forår er dage jeg glæder mig til.
Tanker om hverdagslivet, familielivet & menneskelivet.
Viser opslag med etiketten tanker. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tanker. Vis alle opslag
fredag den 10. marts 2017
mandag den 20. februar 2017
Virkelig mærkelig tanke
Det sker pænt ofte at jeg får hovedet fyldt med virkelig mærkelig tanker. Tanker, som jeg ikke ved hvor kommer fra eller hvorfor de pludselig dukker op. Tankemylder. De fleste kender det, går jeg ud fra!?
Hos mig er det typisk et eller andet bestemt spørgsmål, der ikke vil forlade min hjerne, før jeg har fået spørgsmålet besvaret.
Et meget godt eksempel på det, oplevede jeg for nogle dage siden, da jeg i bil kørte med mine tre piger på havnearealet i Aarhus. Vi havde været på Dokk1 og på vej derfra, ville jeg gerne se alle de nye bygninger, der i disse år opføres på det gamle havneareal. Så vi kørte lidt rundt på havnen. Langt fra selve havnekajen. Alt var ok, pigerne var søde og sad og småsnakkede i bilen, stemningen var rigtig god, og der var ingen fare af nogen art på færde.
Indtil jeg blev ramt af denne groteske - og temmelig angstfyldte tanke:
Hvis jeg nu pludselig kommer til at køre i havnen med bil og børn, hvordan er det så, det er?
Gælder det om at komme hurtigst muligt ud af bilen eller er der noget med at man skal lade bilen synke, og først når den er nede på bunden, åbne dør eller vindue og svømme op til overfladen?
Her vil den opmærksomme læser helt sikkert stoppe op og undrende spørge, hvordan jeg i hele hule helvede ever overhovedet får tanken, at jeg skulle kunne komme til at køre min bil i havnen, men sagen er at når først sådan en angsttanke har sat sig fast, så er det som om at min hjerne ikke lytter lige meget hvad. Og tænk hvis det skete, og jeg ikke havde styr på, hvordan jeg skulle redde os? Tænk, hvis jeg gjorde det modsatte af det, som man bør?
Jeg sagde det mange gange tydeligt inde i mig selv, Helle for dælen, man kører jo ikke sådan bare i havnen, vel ...det sker ikke ... på samme måde som jeg mange gange har måttet forklare mig selv, at man i bil ikke kan flyve af Storebæltsbroen, end ikke når det blæser...
Jeg delte senere på dagen tanken med min bror, og han tog det skam helt alvorligt, og kunne berige mig med diverse dramatiske filmscener, i hvilke det er lykkedes både helte og skurke at komme ud af en synkende bil.
Hvis der skulle sidde en eller flere derude, som har gjort sig lignende tanker, har google via denne artikel fra BT beriget mig med følgende gode råd:
1. Hvis ulykken er sket sket, så spring ud af bilen, før den synker.
2. Forsøg ikke at redde andre ud, før du selv har været oppe ved overfladen og få luft.
3. Hvis du ikke når ud i tide, så vent med at åbne døren eller vinduet, til bilen er fyldt med vand.
4. Svøm samme vej som luftboblerne stiger.
Nu er jeg helt rolig igen.
Hos mig er det typisk et eller andet bestemt spørgsmål, der ikke vil forlade min hjerne, før jeg har fået spørgsmålet besvaret.
Et meget godt eksempel på det, oplevede jeg for nogle dage siden, da jeg i bil kørte med mine tre piger på havnearealet i Aarhus. Vi havde været på Dokk1 og på vej derfra, ville jeg gerne se alle de nye bygninger, der i disse år opføres på det gamle havneareal. Så vi kørte lidt rundt på havnen. Langt fra selve havnekajen. Alt var ok, pigerne var søde og sad og småsnakkede i bilen, stemningen var rigtig god, og der var ingen fare af nogen art på færde.
Indtil jeg blev ramt af denne groteske - og temmelig angstfyldte tanke:
Hvis jeg nu pludselig kommer til at køre i havnen med bil og børn, hvordan er det så, det er?
Gælder det om at komme hurtigst muligt ud af bilen eller er der noget med at man skal lade bilen synke, og først når den er nede på bunden, åbne dør eller vindue og svømme op til overfladen?
Her vil den opmærksomme læser helt sikkert stoppe op og undrende spørge, hvordan jeg i hele hule helvede ever overhovedet får tanken, at jeg skulle kunne komme til at køre min bil i havnen, men sagen er at når først sådan en angsttanke har sat sig fast, så er det som om at min hjerne ikke lytter lige meget hvad. Og tænk hvis det skete, og jeg ikke havde styr på, hvordan jeg skulle redde os? Tænk, hvis jeg gjorde det modsatte af det, som man bør?
Jeg sagde det mange gange tydeligt inde i mig selv, Helle for dælen, man kører jo ikke sådan bare i havnen, vel ...det sker ikke ... på samme måde som jeg mange gange har måttet forklare mig selv, at man i bil ikke kan flyve af Storebæltsbroen, end ikke når det blæser...
Jeg delte senere på dagen tanken med min bror, og han tog det skam helt alvorligt, og kunne berige mig med diverse dramatiske filmscener, i hvilke det er lykkedes både helte og skurke at komme ud af en synkende bil.
Hvis der skulle sidde en eller flere derude, som har gjort sig lignende tanker, har google via denne artikel fra BT beriget mig med følgende gode råd:
1. Hvis ulykken er sket sket, så spring ud af bilen, før den synker.
2. Forsøg ikke at redde andre ud, før du selv har været oppe ved overfladen og få luft.
3. Hvis du ikke når ud i tide, så vent med at åbne døren eller vinduet, til bilen er fyldt med vand.
4. Svøm samme vej som luftboblerne stiger.
Nu er jeg helt rolig igen.
lørdag den 14. maj 2016
Mit bud på hvordan vi skaber fred i verden
Jeg vil nu dele et synspunkt med jer, et tankeeksperiment som jeg har gået og gumlet på længe. Måske har jeg nøglen til, hvordan vi kan redde verden. Hele verden, mine damer og herrer! Listen very carefully!
Der er ufred i mange lande. Borgerkrige, hvor der på de indre linjer kæmpes om territorier og skændes om grænser. Og krige, hvor en overmagt har taget styringen over en eller flere minoriteter. Konflikter der handler om hvem, der bestemmer, om penge, religion, etnicitet eller en blanding af det hele.
Overalt i verden findes der statsledere, der ikke formår at holde fred i deres land uden brug af vold og magt. Statsledere, der ikke kan finde ud af at lede deres nation uden militær eller politi til at holde styr på folk.
Lang langt de fleste af disse statsledere er mænd.
(Har man egentlig nogen sinde hørt om en kvindelig diktator?)
De mænd har ikke styr på det, ganske enkelt og problemerne fortsætter i en uendelighed.
Men nu skal der andre boller på suppen.
Jeg vil have dem taget af posten. Hver og én.
Jeg ved godt, at der findes fredelige lande med dygtige demokratiske statsledere, men for at gøre mit eksperiment så enkelt som muligt, så ryger alle lige over én kam her.
Alverdens statsledere skal fratages deres embede, og det skal ske fra den ene dag til den anden.
Men hvem skal så lede verdens lande? Det bliver da det rene anarki rundt omkring, hvis der ingen ledere er? Og uden ledere går det da først ravruskende galt rundt omkring i verden, har jeg overhovedet tænkt på det?
Ja, det har jeg.
Og svaret er at der skal sættes andre personer ind på de ledige poster. Alle verdens statsledere skal skiftes ud.
Og med hvem skal de så skiftes ud, tænker du?
Her er det at det bliver spændende og en kende kontroversielt, for på hver eneste post som præsident, statsminister, rigkansler, diktator, konge, kejser mm. skal indsættes et menneske som er i stand til:
-At tilsidesætte egne behov, og altid stå klar, når det behøves.
-Koordinere og planlægge på et meget højt og kompliceret niveau
-At bevare overblikket i enhver tænkelig - og utænkelig stress-situation
-At kommunikere hyppigt og handlingsorienteret med
-At mægle mellem stridende parter uden brug af andre midler end (hvis nødvendigt myndig) kærlighed
-At dæmpe oprørte gemytter og skabe ro
-At lytte til mindretallets frustrationer og sørge for at de føler sig hørt og bliver anerkendt
-At skabe sammenhængskraft og samhørighed i nationen.
-At fordele landets ressourcer og goder ligeligt, og sikre at der altid er ressourcer nok, således at ingen føler sig snydt
-At uddelegere opgaver og ansvar til et korps af betroede nærmeste
-Altid at være et skridt foran alle andre
-Hver dag at vise tillid, give tryghed og være troværdig
Hold da op, det var mange ting, findes der overhovedet nogen, som kan alt det?
Ja, det gør der.
Det kan mødre.
Derfor foreslår jeg simpelthen at vi - lad os sige i en prøveperiode på 3 måneder- skifter hver eneste statsleder i verden ud med en mor.
Der er ufred i mange lande. Borgerkrige, hvor der på de indre linjer kæmpes om territorier og skændes om grænser. Og krige, hvor en overmagt har taget styringen over en eller flere minoriteter. Konflikter der handler om hvem, der bestemmer, om penge, religion, etnicitet eller en blanding af det hele.
Overalt i verden findes der statsledere, der ikke formår at holde fred i deres land uden brug af vold og magt. Statsledere, der ikke kan finde ud af at lede deres nation uden militær eller politi til at holde styr på folk.
Lang langt de fleste af disse statsledere er mænd.
(Har man egentlig nogen sinde hørt om en kvindelig diktator?)
De mænd har ikke styr på det, ganske enkelt og problemerne fortsætter i en uendelighed.
Men nu skal der andre boller på suppen.
Jeg vil have dem taget af posten. Hver og én.
Jeg ved godt, at der findes fredelige lande med dygtige demokratiske statsledere, men for at gøre mit eksperiment så enkelt som muligt, så ryger alle lige over én kam her.
Alverdens statsledere skal fratages deres embede, og det skal ske fra den ene dag til den anden.
Men hvem skal så lede verdens lande? Det bliver da det rene anarki rundt omkring, hvis der ingen ledere er? Og uden ledere går det da først ravruskende galt rundt omkring i verden, har jeg overhovedet tænkt på det?
Ja, det har jeg.
Og svaret er at der skal sættes andre personer ind på de ledige poster. Alle verdens statsledere skal skiftes ud.
Og med hvem skal de så skiftes ud, tænker du?
Her er det at det bliver spændende og en kende kontroversielt, for på hver eneste post som præsident, statsminister, rigkansler, diktator, konge, kejser mm. skal indsættes et menneske som er i stand til:
-At tilsidesætte egne behov, og altid stå klar, når det behøves.
-Koordinere og planlægge på et meget højt og kompliceret niveau
-At bevare overblikket i enhver tænkelig - og utænkelig stress-situation
-At kommunikere hyppigt og handlingsorienteret med
-At mægle mellem stridende parter uden brug af andre midler end (hvis nødvendigt myndig) kærlighed
-At dæmpe oprørte gemytter og skabe ro
-At lytte til mindretallets frustrationer og sørge for at de føler sig hørt og bliver anerkendt
-At skabe sammenhængskraft og samhørighed i nationen.
-At fordele landets ressourcer og goder ligeligt, og sikre at der altid er ressourcer nok, således at ingen føler sig snydt
-At uddelegere opgaver og ansvar til et korps af betroede nærmeste
-Altid at være et skridt foran alle andre
-Hver dag at vise tillid, give tryghed og være troværdig
Hold da op, det var mange ting, findes der overhovedet nogen, som kan alt det?
Ja, det gør der.
Det kan mødre.
Derfor foreslår jeg simpelthen at vi - lad os sige i en prøveperiode på 3 måneder- skifter hver eneste statsleder i verden ud med en mor.
Kan I se det for jer?
lørdag den 27. februar 2016
Løbetid
Når nu fakta er at jeg har prøvet til tusind gange, opgivet næsten ligeså mange, og i det hele taget synes at løb er skidesvært (især i optræningsfasen), og i øvrigt også vildt hårdt, hvorfor er det så at jeg bliver ved. Og ved. Og ved med at starte løbetræning op, følge diverse løbeprogrammer og tilsyneladende aldrig opgiver håbet om at være 'én der løber'?
Jeg dyrker jo andre former for træning og motion. Går på hold i træningscenteret to gange om ugen, og tager jævnligt en svømmetur eller en lang gåtur.
Men lige meget hvilke andre aktiviteter, jeg vælger, så er der ingen af dem, der kan give mig det en løbetur giver mig.
Derfor hænger jeg i og bliver ved. Kæmper, knokler, sveder som et svin, bliver forpustet så jeg er ved at kaste op, og vakler på de ømmeste ben i dagene efter. Indtil den kommer. Formen, rutinen, øvelsen. Som er så fantastisk at være i, og som giver mig energi og en krop, der føles rar at bo i.
Den største grund til at jeg holder fast i at jeg vil være god til at løbe, er at løb ud over fantastisk god motion giver mig frisk luft og tid i naturen.
Ingen indelukket sur hørm af gammel karklud og sved som i træningscenteret, men derimod frisk dansk landluft lige ind i hovedet, blæst i håret og måske endda regn i ansigtet. Det føles SÅ meget bedre!
På en løbetur i naturen er jeg i pagt med vejret, årstidernes skiften, tidspunktet på dagen, og jeg mærker simpelthen mig selv på en måde, jeg ikke har oplevet ved andre motionsformer, heller ikke cykling som ellers må kunne noget af det samme.
I dag løb jeg til Thomas Helmigs album El Camino.
Det kom sig af at jeg i morges færdiglæste Kirsten Jacobsen Helmig-biografi Helmig og kærligheden, og var blevet meget optaget af afsnittet om tilblivelsen af albummet El Camino. Og nød udsyn som disse:
onsdag den 21. januar 2015
Jeg tog en stresstest på nettet
Havde der siddet et menneske overfor mig, da jeg så resultatet af den stresstest, jeg tog her, så ville vedkommende utvivlsomt have set en bølge af stor overraskelse brede sig i mit ansigt.
Jeg vidste godt at jeg havde haft meget travlt. Og at det havde stået på længe. At komme igennem de hårdeste dage føltes som at bestige et bjerg. Jeg var også godt klar over at trætheden hang sammen med det faktum at min hjerne hver eneste aften fyldtes med tankemylder, der holdt mig vågen i timevis. Og jeg vidste helt sikkert også godt at det lidt skæve, vrissende humør og den næsten daglige hovedpine, var del af en større sammenhæng.
En sammenhæng som, hvis den står på over længere tid, helt tydeligt er tegn på at man er på vej ind i en stresstilstand.
Shit!
Mig?
Mig, der kan overkomme alt og klare det meste utrolige? Mig, I ved, hende den stærke, der har masser af overskud og ikke klynker?
Det var meget meget tankevækkende, og jeg blev nødt til at tage det alvorligt, det vidste jeg med det samme.
Den stresstest jeg henviser til, deler graden af stress ind i et grønt, et gult, et rødt og et sort felt. I det grønne område er man ikke stresset, og så stiger niveauet ellers op mod det sorte, som er den totale nedsmeltning, som i regulært sammenbrud.
Den dag, jeg tog testen, lå jeg i det gule felt, godt på vej over i det røde - og så kan det nok være, at der var nogen (mig), der trak i håndbremsen og standsede op. For hey! Den vej vil jeg sgu ikke ud af. Jeg har set alt for mange superdygtige, vildt kompetente, dejlige, overskudsagtige veninder og kolleger ligge grædende i fosterstilling i et hjørne og ikke kunnet overskue at lave så meget som en kop kaffe, så jeg ved, hvor alvorlig stress er.
Jeg ved, at det er en faretruende usund tilstand for både krop og sjæl, og jeg har fra sidelinjen set, hvor lang og sej vejen tilbage til en normal tilstand er.
Nogen kommer aldrig tilbage.
Så jeg blev sgu ærlig talt lidt bange, og holdt et langt møde med mig selv, hvor jeg fik skåret nogle ting ind til benet, filet nogle stedet og mere end noget andet: Lagt pauser ind i mine dage.
Inderst inde vidstte jeg nemlig godt at for mit vedkommende er pauser - både fysiske og mentale, det min krop og hjerne mangler allermest i mine dage. Mangel på mental stand by og ro er den størst udløsende faktor for min tilstand.
Mine arbejdsdage er én lang række af opgaver, der er koblet sammen som vogne på et tog. Og der er mange forskellige toge, inklusiv det, jeg selv sidder i, så jeg springer af det ene tog og over i det andet, for at løse opgaverne. Hverken det tog, jeg selv sidder i eller de andre holder på noget tidspunkt stille i løbet af dagen.
Der er ganske enkelt ikke pauser med ro i min arbejdsdag. Er det blevet værre med den nye skolereform og mine nye arbejdstidsregler? Stort og rungende JA. Markant.
Når jeg kører hjem henter jeg Lillepigen på vejen, og så går eftermiddagen som sådan nogle nu en gang gør i en travl børnefamilie. Praktiske ting skal ordnes og gøres, og der er mere eller mindre hele tiden nogen, der spørger mig om noget.
For som familiens MODER ved man jo alt og har styr på alt, sådan er det jo, ikke sandt?
Eller sådan var det.
For siden i mandags har mor ikke været tilgængelig den første halve time efter hun kom hjem fra arbejde.
Hun har i stedet ligget i sit kølige soveværelse i mørke, med hørebøffer og lyttet til 15 minutters afslapningsøvelse fra den app, som omtales her.
Og det virker sgu!
Sammen med daglige fysiske afspændingsøvelser for nakke og skuldre (det er her hovedpinen har sit ophav), så har jeg det allerede i dag langt bedre end for to uger siden.
Jeg vidste godt at jeg havde haft meget travlt. Og at det havde stået på længe. At komme igennem de hårdeste dage føltes som at bestige et bjerg. Jeg var også godt klar over at trætheden hang sammen med det faktum at min hjerne hver eneste aften fyldtes med tankemylder, der holdt mig vågen i timevis. Og jeg vidste helt sikkert også godt at det lidt skæve, vrissende humør og den næsten daglige hovedpine, var del af en større sammenhæng.
En sammenhæng som, hvis den står på over længere tid, helt tydeligt er tegn på at man er på vej ind i en stresstilstand.
Shit!
Mig?
Mig, der kan overkomme alt og klare det meste utrolige? Mig, I ved, hende den stærke, der har masser af overskud og ikke klynker?
Det var meget meget tankevækkende, og jeg blev nødt til at tage det alvorligt, det vidste jeg med det samme.
Den stresstest jeg henviser til, deler graden af stress ind i et grønt, et gult, et rødt og et sort felt. I det grønne område er man ikke stresset, og så stiger niveauet ellers op mod det sorte, som er den totale nedsmeltning, som i regulært sammenbrud.
Den dag, jeg tog testen, lå jeg i det gule felt, godt på vej over i det røde - og så kan det nok være, at der var nogen (mig), der trak i håndbremsen og standsede op. For hey! Den vej vil jeg sgu ikke ud af. Jeg har set alt for mange superdygtige, vildt kompetente, dejlige, overskudsagtige veninder og kolleger ligge grædende i fosterstilling i et hjørne og ikke kunnet overskue at lave så meget som en kop kaffe, så jeg ved, hvor alvorlig stress er.
Jeg ved, at det er en faretruende usund tilstand for både krop og sjæl, og jeg har fra sidelinjen set, hvor lang og sej vejen tilbage til en normal tilstand er.
Nogen kommer aldrig tilbage.
Så jeg blev sgu ærlig talt lidt bange, og holdt et langt møde med mig selv, hvor jeg fik skåret nogle ting ind til benet, filet nogle stedet og mere end noget andet: Lagt pauser ind i mine dage.
Inderst inde vidstte jeg nemlig godt at for mit vedkommende er pauser - både fysiske og mentale, det min krop og hjerne mangler allermest i mine dage. Mangel på mental stand by og ro er den størst udløsende faktor for min tilstand.
Mine arbejdsdage er én lang række af opgaver, der er koblet sammen som vogne på et tog. Og der er mange forskellige toge, inklusiv det, jeg selv sidder i, så jeg springer af det ene tog og over i det andet, for at løse opgaverne. Hverken det tog, jeg selv sidder i eller de andre holder på noget tidspunkt stille i løbet af dagen.
Der er ganske enkelt ikke pauser med ro i min arbejdsdag. Er det blevet værre med den nye skolereform og mine nye arbejdstidsregler? Stort og rungende JA. Markant.
Når jeg kører hjem henter jeg Lillepigen på vejen, og så går eftermiddagen som sådan nogle nu en gang gør i en travl børnefamilie. Praktiske ting skal ordnes og gøres, og der er mere eller mindre hele tiden nogen, der spørger mig om noget.
For som familiens MODER ved man jo alt og har styr på alt, sådan er det jo, ikke sandt?
Eller sådan var det.
For siden i mandags har mor ikke været tilgængelig den første halve time efter hun kom hjem fra arbejde.
Hun har i stedet ligget i sit kølige soveværelse i mørke, med hørebøffer og lyttet til 15 minutters afslapningsøvelse fra den app, som omtales her.
Og det virker sgu!
Sammen med daglige fysiske afspændingsøvelser for nakke og skuldre (det er her hovedpinen har sit ophav), så har jeg det allerede i dag langt bedre end for to uger siden.
søndag den 16. februar 2014
Togtanker
Lige i det øjeblik hvor det er hendes tur til at stige op i toget, sker der noget. Det giver ligesom et ryk, en slags trækning i hendes ansigt, som om noget går op for hende i netop det sekund. Hun har ellers haft nok tid til at overveje i, for toget er 12 minutter forsinket, og hun gik allerede hvileløst frem og tilbage på perronen, ventende, da jeg ankom.
Jeg bemærkede at hun frøs, og at kulden fik hendes næse til at løbe, og jeg tænkte på, hvor hun mon var på vej hen. Størrelsen på hendes kuffert afslørede at hun havde meget bagage med, hvilket i mit hoved blev til at hun skulle rejse væk i længere tid. Måske til udlandet. Det var også en mulighed at hun havde været afsted længe og var på vej hjem.
I stedet for at følge strømmen op i toget, stopper hun brat op lige foran indgangen til togvognen. Drejer en omgang, kæmper sig vej mod strømmen og forsvinder ned af trappen. Væk.
Jeg forestiller mig at hun har fortrudt noget i sidste øjeblik. Nok mest fordi at den forestilling er mere interessant at lege med i tanken, end forestillingen om at hun er kommet i tanke om noget, hun har glemt.
Fortrudt hvad? At hun har sagt ja til at forlade sin hjemby og flytte over til ham? At hun er i gang med at droppe ud af studiet for at prøve lykken i New York?
Da toget passerer Storebælt har jeg glemt hende igen.
Det er svært at koncentrere sig om at læse, for ham der sidder tungt sovende overfor mig snorker så højt og med åben mund, at jeg oplever det intimiderende på vegne af hende, der sidder ved siden af ham. I søvnen er hans krop faldet en lille bitte smule over mod hende. Jeg kan se at hun krymper sig. Prøver at trække sine skuldre smallere end de egentlig er. Jeg overvejer hvad der mon vil ske, hvis jeg sparker til hans ben under bordet. Ikke et hårdt spark, men et dask med foden, så han vågner og holder op med at snorke. Tør ikke. Selv sovende ser han lidt galsindet ud.
Som én der kan finde på at sige 'Hvad fanden laver du?' på en vred måde.
Jeg bemærkede at hun frøs, og at kulden fik hendes næse til at løbe, og jeg tænkte på, hvor hun mon var på vej hen. Størrelsen på hendes kuffert afslørede at hun havde meget bagage med, hvilket i mit hoved blev til at hun skulle rejse væk i længere tid. Måske til udlandet. Det var også en mulighed at hun havde været afsted længe og var på vej hjem.
I stedet for at følge strømmen op i toget, stopper hun brat op lige foran indgangen til togvognen. Drejer en omgang, kæmper sig vej mod strømmen og forsvinder ned af trappen. Væk.
Jeg forestiller mig at hun har fortrudt noget i sidste øjeblik. Nok mest fordi at den forestilling er mere interessant at lege med i tanken, end forestillingen om at hun er kommet i tanke om noget, hun har glemt.
Fortrudt hvad? At hun har sagt ja til at forlade sin hjemby og flytte over til ham? At hun er i gang med at droppe ud af studiet for at prøve lykken i New York?
Da toget passerer Storebælt har jeg glemt hende igen.
Det er svært at koncentrere sig om at læse, for ham der sidder tungt sovende overfor mig snorker så højt og med åben mund, at jeg oplever det intimiderende på vegne af hende, der sidder ved siden af ham. I søvnen er hans krop faldet en lille bitte smule over mod hende. Jeg kan se at hun krymper sig. Prøver at trække sine skuldre smallere end de egentlig er. Jeg overvejer hvad der mon vil ske, hvis jeg sparker til hans ben under bordet. Ikke et hårdt spark, men et dask med foden, så han vågner og holder op med at snorke. Tør ikke. Selv sovende ser han lidt galsindet ud.
Som én der kan finde på at sige 'Hvad fanden laver du?' på en vred måde.
torsdag den 29. august 2013
Alder
Forleden blev jeg spurgt til min alder - og tænk jeg kunne pludselig ikke huske, hvor gammel jer er?!
Det var så mærkelig en følelse, men jeg var spejlblank på, om jeg var fyldt 41 eller om jeg stadig var 40.
Måtte derfor regne mig frem til at jeg er fyldt 41...
I de helt unge år handlede livet om at være gammel nok. Gammel nok til at måtte være længe oppe, gammel nok til at få flere lommepenge og sidenhen gammel nok til at komme ind på Crazy Daisy. Gammel nok var målet og noget, man hele tiden stilede efter at blive.
Jeg erindrer svagt, at det fyldte en stor del, men husker sjovt nok ikke, om det så virkelig var forløsende at blive gammel nok!?
Den alder jeg har nu passer utrolig godt til mig. Lå søvnløs en aften og tænkte længe over, at jeg for første gang i mit liv har en indre følelse af at stemme overens med min alder. Og ikke mindst stemme overens med mig selv.
Forstået på den måde at den Helle jeg er indeni, matcher den Helle, jeg præsenterer udadtil.
Husker smerteligt dengang det ikke var sådan.
Hvor den 19-21-årige Helle kunne sidde i byen en fredag nat og med store armbevægelser og flotte ord ærligt beskrive sig selv på en måde, som måske fik en interesseret fyr til at spørge, om han og jeg ikke skulle møde igen?
Herefter suget i maven og en følelse af 'nej nej nej', vi skulle på ingen måde mødes, for så ville han jo se hvordan jeg i virkeligheden var, og det flop skulle for alt i verden undgås.
Hvornår holdt det op med at være sådan? Måske med det første parforhold? Nej, faktisk var jeg heller ikke ikke mig selv i det.
Jeg prøvede, for jeg ville så gerne, være 'nogens rigtige kæreste' og at være kærester med én, der var lidt ældre end mig og læste på universitetet, det lød godt, når jeg sagde det, men det var mest fordi jeg så brændende ønskede at det var godt. Inderst inde følte jeg mig slet ikke gammel nok til at være en rigtig kæreste. Når jeg hellere ville ud til hestene og ride en tur med veninderne fredag aften, blev han fornærmet og at sagde at jeg tog afstand og ville undgå ham. Set i bakspejlet var det vel mig selv jeg ville undgå?
Men nu:
Det er som om jeg har indhentet min alder eller måske er det den, der har indhentet mig?
Hvor gammel er du og føler du at den du er, passer til den alder du har?
Det var så mærkelig en følelse, men jeg var spejlblank på, om jeg var fyldt 41 eller om jeg stadig var 40.
Måtte derfor regne mig frem til at jeg er fyldt 41...
I de helt unge år handlede livet om at være gammel nok. Gammel nok til at måtte være længe oppe, gammel nok til at få flere lommepenge og sidenhen gammel nok til at komme ind på Crazy Daisy. Gammel nok var målet og noget, man hele tiden stilede efter at blive.
Jeg erindrer svagt, at det fyldte en stor del, men husker sjovt nok ikke, om det så virkelig var forløsende at blive gammel nok!?
Den alder jeg har nu passer utrolig godt til mig. Lå søvnløs en aften og tænkte længe over, at jeg for første gang i mit liv har en indre følelse af at stemme overens med min alder. Og ikke mindst stemme overens med mig selv.
Forstået på den måde at den Helle jeg er indeni, matcher den Helle, jeg præsenterer udadtil.
Husker smerteligt dengang det ikke var sådan.
Hvor den 19-21-årige Helle kunne sidde i byen en fredag nat og med store armbevægelser og flotte ord ærligt beskrive sig selv på en måde, som måske fik en interesseret fyr til at spørge, om han og jeg ikke skulle møde igen?
Herefter suget i maven og en følelse af 'nej nej nej', vi skulle på ingen måde mødes, for så ville han jo se hvordan jeg i virkeligheden var, og det flop skulle for alt i verden undgås.
Hvornår holdt det op med at være sådan? Måske med det første parforhold? Nej, faktisk var jeg heller ikke ikke mig selv i det.
Jeg prøvede, for jeg ville så gerne, være 'nogens rigtige kæreste' og at være kærester med én, der var lidt ældre end mig og læste på universitetet, det lød godt, når jeg sagde det, men det var mest fordi jeg så brændende ønskede at det var godt. Inderst inde følte jeg mig slet ikke gammel nok til at være en rigtig kæreste. Når jeg hellere ville ud til hestene og ride en tur med veninderne fredag aften, blev han fornærmet og at sagde at jeg tog afstand og ville undgå ham. Set i bakspejlet var det vel mig selv jeg ville undgå?
Men nu:
Det er som om jeg har indhentet min alder eller måske er det den, der har indhentet mig?
Hvor gammel er du og føler du at den du er, passer til den alder du har?
lørdag den 6. juli 2013
Meningen med det hele - en stafet
Mens jeg går rundt her i Ferieland og lægger an til afgang, beskæftiger jeg mig både med helt små lavpraktiske dilemmaer (bikini eller badedragt, klipklapper eller sandaler osv.) men synes også det er fedt at lade tankerne flyve frit og med store brede vingeslag.
At tænke stort og bredt er der RIG mulighed for, hvis man for tiden følger med hos Charlotte, der er skribenten bag bloggen Lykkepostej, en blog hvorpå der gøres mange skønne og meningsfulde krumspring for at finde hverdagslykke og nærvær i en hverdag, der tit byder på det stik modsatte.
Charlotte har sat en stafet igang, inspireret af en programserie , der for tiden kører på tv.
Når jeg griber stafetten og gerne vil give et bidrag, skyldes det at jeg forleden, da jeg ryddede op i (og tømte) nogle gamle ringbind, faldt over mine studienoter til linjefaget religion, som jeg var vildt optaget af de sidste to år på lærerseminariet. I emnet om Luther og luthersk-evangelisk kristendom arbejde vi med trosbekendelsen og fik bl.a til opgave at skrive vores egen trosbekendelse. (Et 'credo')
Den tekst, jeg dengang (i 1997) skrev, fortæller sgu egentlig meget godt, hvad jeg tænker om meningen med det hele.
Jeg gengiver her teksten i nyrevideret udgave.
Kort sagt er meningen med livet for mig: At give det videre.
Here goes:
Jeg tror på en sandhed, der findes i det at være et helt menneske og på, at det at være et helt mennske er noget, der bliver til at holde ud at være, når man har nogen at være det sammen med. Jeg tror på familien og på nære relationer. På nærvær og samhørighed. Jeg tror på det at knytte bånd. Jeg tror på, at det er her og nu, det gælder, fordi øjeblikket er unikt og aldrig kan opleves tilsvarende igen. Jeg tror på, at verden bliver lettere tilgængelig, hvis man ser på den med åbne øjne og ikke fordømmer det, der er fremmed eller anderledes. Jeg tror på en lykkelig tilværelse, som jeg selv har skabt og selv tager ansvar for. Jeg tror på livet - og på at der kun er det ene - og at vi derfor skal passe rigtig godt på det og værne om det. Og når jeg er død, tror jeg, at jeg er væk for altid, men alligevel lever videre: I kraft af historien om den tid, jeg levede i, og i kraft af de mennesker, der var vidner til mit liv. Jeg får evigt liv gennem mine børn. Og deres børn. Og deres børn. Slægt skal følge slægters gang.
Min vigtigste opgave i livet er derfor at give det videre til dem, der kommer efter mig.
Mit liv er en gave. Og en opgave.
Tag gerne et billede, der passer til, opfordrer Charlotte.
I mit tilfælde må det være det billede, jeg postede sammen med gårsdagens indlæg...
At tænke stort og bredt er der RIG mulighed for, hvis man for tiden følger med hos Charlotte, der er skribenten bag bloggen Lykkepostej, en blog hvorpå der gøres mange skønne og meningsfulde krumspring for at finde hverdagslykke og nærvær i en hverdag, der tit byder på det stik modsatte.
Charlotte har sat en stafet igang, inspireret af en programserie , der for tiden kører på tv.
Når jeg griber stafetten og gerne vil give et bidrag, skyldes det at jeg forleden, da jeg ryddede op i (og tømte) nogle gamle ringbind, faldt over mine studienoter til linjefaget religion, som jeg var vildt optaget af de sidste to år på lærerseminariet. I emnet om Luther og luthersk-evangelisk kristendom arbejde vi med trosbekendelsen og fik bl.a til opgave at skrive vores egen trosbekendelse. (Et 'credo')
Den tekst, jeg dengang (i 1997) skrev, fortæller sgu egentlig meget godt, hvad jeg tænker om meningen med det hele.
Jeg gengiver her teksten i nyrevideret udgave.
Kort sagt er meningen med livet for mig: At give det videre.
Here goes:
Jeg tror på en sandhed, der findes i det at være et helt menneske og på, at det at være et helt mennske er noget, der bliver til at holde ud at være, når man har nogen at være det sammen med. Jeg tror på familien og på nære relationer. På nærvær og samhørighed. Jeg tror på det at knytte bånd. Jeg tror på, at det er her og nu, det gælder, fordi øjeblikket er unikt og aldrig kan opleves tilsvarende igen. Jeg tror på, at verden bliver lettere tilgængelig, hvis man ser på den med åbne øjne og ikke fordømmer det, der er fremmed eller anderledes. Jeg tror på en lykkelig tilværelse, som jeg selv har skabt og selv tager ansvar for. Jeg tror på livet - og på at der kun er det ene - og at vi derfor skal passe rigtig godt på det og værne om det. Og når jeg er død, tror jeg, at jeg er væk for altid, men alligevel lever videre: I kraft af historien om den tid, jeg levede i, og i kraft af de mennesker, der var vidner til mit liv. Jeg får evigt liv gennem mine børn. Og deres børn. Og deres børn. Slægt skal følge slægters gang.
Min vigtigste opgave i livet er derfor at give det videre til dem, der kommer efter mig.
Mit liv er en gave. Og en opgave.
Tag gerne et billede, der passer til, opfordrer Charlotte.
I mit tilfælde må det være det billede, jeg postede sammen med gårsdagens indlæg...
søndag den 5. maj 2013
Søndagstanker
Jeg har lidt søndags-blues i dag.
Sad der i kirken og blev ramt af eksistentialistisk grublen, mens jeg hørte vores nye præst folde en rigtig interessant Søren Kierkegaard-inspireret prædiken ud.
Denne søndags prædiken må have ligget lige til højrebenet for landets præster i dag, for d. 5.maj 2013 er dagen, hvor Søren Kierkegaard (SK) blev født for 200 år siden.
Han var et kringlet menneske, en ængstelig og sammensat person, en grubler, der hvis han havde levet i dag, med stor sandsynlighed ville have haft adskillige psykiatriske diagnoser! Hans forhold til kristendommen, til kærligheden, til sig selv og til sit eget levede liv var præget af angst, modvilje, dobbelthed og store indviklede tanker. Et menneske, der mest af alt levede sit liv i hovedet, tænkende og meget lidt i kroppen, handlende.
SK efterlod sig et omfangsrigt forfatterskab præget af fantasi, ironi og skarpsindighed, skrevet i et sprog, der mange steder er så knudret og indviklet at meningen er mere end almindelig svær at greje.
Kierkegaard blev kun 42 år gammel, men han skrev og producerede en bred mangfoldighed af artikler, prædikener og litterære værker i løbet af sit korte liv.
Jeg har i flere sammenhænge, både dengang jeg gik på lærerseminariet og i de senere år i min studiekreds, læst tekster af og om Søren Kierkegaard sammen med andre.
Og det er klart at anbefale at læse ham sammen med andre, for forfatterskabet er simpelthen for svært at give sig i kast med hjemme på sofaen. Men folder man det ud i fælleskab, gerne med et oplæg fra én, der har et forspring i viden og indsigt om emnet (en præst, en filosof, en højskolelærer, hvad ved jeg) så er der guldgruber af meningsfulde samtaleemner, tankeeksperimenter og kilder til selvindsigt og livsforståelse i SK's forfatterskab.
SK var en stærk kritiker af sin tids folkekirke, men hans tanker skabe det åndelige grundlag, for den kirkelige retning Tidehverv
Et sted sammenligner han sig selv med en stødt appelsin. I kassen med appelsiner bliver de, der ligger yderst i kassen, udsat for langt flere stød og bump end dem, der ligger inde i midten - dem i midten ligger beskyttet af de yderste appelsiner og derfor beskadiges de ikke, men forbliver pæne og delikate, så de kan bruges til det, appelsiner nu engang skal bruges til. Sådan er det ikke med de yderste, stødte appelsiner. De duer ikke til at være appelsiner. SK har tydeligvis ment om sig selv, at han (en stødt appelsin) ikke egnede sig ret godt til at være menneske...
Og nu vi er i det filosofiske hjørne, så faldt jeg en del for dette citat, der poppede op i det virvar af informationer, reklamer, oplysninger og beskeder, jeg får slynget i hovedet, når jeg logger på facebook. Det meste registrerer jeg ikke, men den her bed sig fast og må derfor deles her:
Sad der i kirken og blev ramt af eksistentialistisk grublen, mens jeg hørte vores nye præst folde en rigtig interessant Søren Kierkegaard-inspireret prædiken ud.
Denne søndags prædiken må have ligget lige til højrebenet for landets præster i dag, for d. 5.maj 2013 er dagen, hvor Søren Kierkegaard (SK) blev født for 200 år siden.
Han var et kringlet menneske, en ængstelig og sammensat person, en grubler, der hvis han havde levet i dag, med stor sandsynlighed ville have haft adskillige psykiatriske diagnoser! Hans forhold til kristendommen, til kærligheden, til sig selv og til sit eget levede liv var præget af angst, modvilje, dobbelthed og store indviklede tanker. Et menneske, der mest af alt levede sit liv i hovedet, tænkende og meget lidt i kroppen, handlende.
SK efterlod sig et omfangsrigt forfatterskab præget af fantasi, ironi og skarpsindighed, skrevet i et sprog, der mange steder er så knudret og indviklet at meningen er mere end almindelig svær at greje.
Kierkegaard blev kun 42 år gammel, men han skrev og producerede en bred mangfoldighed af artikler, prædikener og litterære værker i løbet af sit korte liv.
Jeg har i flere sammenhænge, både dengang jeg gik på lærerseminariet og i de senere år i min studiekreds, læst tekster af og om Søren Kierkegaard sammen med andre.
Og det er klart at anbefale at læse ham sammen med andre, for forfatterskabet er simpelthen for svært at give sig i kast med hjemme på sofaen. Men folder man det ud i fælleskab, gerne med et oplæg fra én, der har et forspring i viden og indsigt om emnet (en præst, en filosof, en højskolelærer, hvad ved jeg) så er der guldgruber af meningsfulde samtaleemner, tankeeksperimenter og kilder til selvindsigt og livsforståelse i SK's forfatterskab.
SK var en stærk kritiker af sin tids folkekirke, men hans tanker skabe det åndelige grundlag, for den kirkelige retning Tidehverv
Et sted sammenligner han sig selv med en stødt appelsin. I kassen med appelsiner bliver de, der ligger yderst i kassen, udsat for langt flere stød og bump end dem, der ligger inde i midten - dem i midten ligger beskyttet af de yderste appelsiner og derfor beskadiges de ikke, men forbliver pæne og delikate, så de kan bruges til det, appelsiner nu engang skal bruges til. Sådan er det ikke med de yderste, stødte appelsiner. De duer ikke til at være appelsiner. SK har tydeligvis ment om sig selv, at han (en stødt appelsin) ikke egnede sig ret godt til at være menneske...
Og nu vi er i det filosofiske hjørne, så faldt jeg en del for dette citat, der poppede op i det virvar af informationer, reklamer, oplysninger og beskeder, jeg får slynget i hovedet, når jeg logger på facebook. Det meste registrerer jeg ikke, men den her bed sig fast og må derfor deles her:
onsdag den 17. april 2013
En nat i tankernes rundkørsel
Hold nu op, hvor sov jeg dårligt i nat. Var dødtræt, da jeg endelig landede på puden og nåede lige at tænke på, hvor rart det skulle blive at sove en lang dejlig nat, inden de kom farende og landede lige der bag frontallappen. Tankerne. Insisterende, forstyrrende, ængstelige og helt utrolig forvirrede tanker.
Sagt meget kort så kan man sige, at en lockout og en konfirmation tørnede sammen i hovedet på en temmelig udmattet mor/lærer og at det hele ligesom bare blev FOR MEGET.
Min favorit-sovestilling på højre side, duede ikke. Jeg kunne ikke mærke, om jeg trak vejret? Så bliver man altså nødt til at vende sig om, for hvis man ikke kan mærke, at man trækker vejret, hvordan kan man så vide, om man gør det?
Om på den anden side og ligge ...
Har vi glemt noget til den konfirmation, hvad nu hvis dit, hvad nu hvis dat og åh Gud nej, hvad nu hvis dut? Hvordan bliver det at komme på arbejde igen, kan jeg overhovedet finde tilbage til hverdagens rutiner efter så mange uger i Ingenmandsland? Nu trykker det for brystet igen, tager tre dybe vejrtrækninger helt ned i mellemgulvet, kom så, du kan godt. Var det kl. 11 maden ankom fra cateringfirmaet på søndag? Hvor lagde jeg den seddel, jeg er begyndt at skrive til køkkenpigerne? Hvor meget af årsplanen for dansk i 6.klasse kommer vi egentlig til at skrotte, når hele april tilsyneladende skal streges ud?
Råber man det trefoldige leve før eller efter sangen? (Hvad mener du?)
Jeg lå i 3-4 timer. Kunne ikke ligge på nogen måde. Ikke trække vejret. Og var ikke i nærheden af at sove.
Det.er.simpelthen.for.meget. Det.hele.
Også på den gode måde, det er vigtigt at understrege, men jeg kan sgu snart ikke rumme mere. Efter på søndag, kan jeg helt sikkert trække det meste af vejret igen. Så skal vi bare have den skide lockout afblæst, så alting kan blive helt almindeligt igen.
Heldigvis skinner solen, det klæder min verden i dag.
Sagt meget kort så kan man sige, at en lockout og en konfirmation tørnede sammen i hovedet på en temmelig udmattet mor/lærer og at det hele ligesom bare blev FOR MEGET.
Min favorit-sovestilling på højre side, duede ikke. Jeg kunne ikke mærke, om jeg trak vejret? Så bliver man altså nødt til at vende sig om, for hvis man ikke kan mærke, at man trækker vejret, hvordan kan man så vide, om man gør det?
Om på den anden side og ligge ...
Har vi glemt noget til den konfirmation, hvad nu hvis dit, hvad nu hvis dat og åh Gud nej, hvad nu hvis dut? Hvordan bliver det at komme på arbejde igen, kan jeg overhovedet finde tilbage til hverdagens rutiner efter så mange uger i Ingenmandsland? Nu trykker det for brystet igen, tager tre dybe vejrtrækninger helt ned i mellemgulvet, kom så, du kan godt. Var det kl. 11 maden ankom fra cateringfirmaet på søndag? Hvor lagde jeg den seddel, jeg er begyndt at skrive til køkkenpigerne? Hvor meget af årsplanen for dansk i 6.klasse kommer vi egentlig til at skrotte, når hele april tilsyneladende skal streges ud?
Råber man det trefoldige leve før eller efter sangen? (Hvad mener du?)
Jeg lå i 3-4 timer. Kunne ikke ligge på nogen måde. Ikke trække vejret. Og var ikke i nærheden af at sove.
Det.er.simpelthen.for.meget. Det.hele.
Også på den gode måde, det er vigtigt at understrege, men jeg kan sgu snart ikke rumme mere. Efter på søndag, kan jeg helt sikkert trække det meste af vejret igen. Så skal vi bare have den skide lockout afblæst, så alting kan blive helt almindeligt igen.
Heldigvis skinner solen, det klæder min verden i dag.
mandag den 25. februar 2013
Hjemløs vrede
Vrede er en følelse på lige fod med glæde, tristhed, skuffelse og mange andre, men jeg oplever at vreden har særlig lav status blandt følelser. Så lav, at det er ikke okay være vred og slet ikke på et andet menneske.
Fornylig skete der noget, som gjorde mig rigtig vred. En person som jeg holder meget af, glemte noget vildt vigtigt og i den forglemmelse, kom der et barn i klemme. Et mix af barnets skuffelse, min følelse af' kontrol i frit fald = utilstrækkelighed', tilsat personens forsøg på at bortforklare og nedtone hændelsen, gjorde mig simpelthen så vred. Vred som i edderspændt rasende - i første omgang vendt direkte mod personen selv, men ved nærmere eftertanke var det jo en generel vrede, der bare skulle hældes ud, fordi jeg havde brug for at komme af med den. Vrede er svær at rumme, synes jeg!? Er det det, jeg skal lære? At rumme vreden uden at lade den slippe ud?
Som jeg skriver i indledningen, er det min oplevelse, at følelsen vrede har så lav status, at den efterhånden ikke er velkommen nogen steder. Det er simpelthen ikke i orden at blive vred - at få afløb, at rase ud og lade en portion negativ energi flyde kraftigt ud i omgivelserne. Jeg forstår godt hvorfor, for vreden er ikke konstruktiv - den egner sig uendelig dårligt til konfliktløsning, fordi den ene parts negative følelser optrapper den andens, og dermed forværres konflikten. I stedet skal vi lytte imødekommende, anerkende hinanden, udtrykke os i proaktive og positive vendinger. Ikke sige om noget, at det er dårligt, men i stedet påpege, hvordan det kan blive bedre. Jeg er indsovset i den kultur, særligt på mit arbejde, hvor vrede er helt totalt no-go, og det er godt og rigtigt, for der er ved den søde grød aldrig kommet noget hverken fint eller rigtigt ud af situationer, hvor en lærer udøste vrede over sine elever. Så nej, vreden er ikke velkommen, når jeg er på arbejde. Det er den så heller ikke i privaten og i mine private omgivelser, for mine børn skal ikke opleve vrede forældre, og derfor undertones den som regel, hvis den så meget som overvejer at stikke sit grimme fjæs frem.
Men jeg har den i mig, vreden - og faktisk har jeg i mange år haft til opgave at lære den at kende og blive bedre til at mærke den. Det kom sig af, at jeg for ca. 10 år siden modtog krisehjælp af en psykolog tre gange to timer efter en meget voldsom og grænseoverskridende episode med en elev, der gik langt langt ind over min personlige grænse, uden at jeg fik afværget det og sagt fra. Psykologen, som var superdygtig og som lærte mig ting om mig selv, jeg den dag i dag kan bruge, påpegede, at jeg ikke var i kontakt med min vrede og at jeg skulle arbejde på at lære, at det er helt okay indimellem at være vred og sige fra.
Det har jeg i årenes løb tænkt over, men når det så sker, at jeg mærker vrede i mig og giver afløb for den, så er der ingen, der vil have den?
Personen, som (beskrevet i indledningen) var genstand for min vrede over forglemmelsen, reagerede på mit udbrud ved selv at blive vred, og da vedkommendes temperament er større end mit og buldrer voldsommere, så var det efterfølgende min oplevelse at mit lille vredes-pip blev kørt over af et godstog. Sjovt nok var det netop det, at jeg tillod mig at blive vred over en forglemmelse, der udløste den andens vrede. Som jeg så hverken ville eje eller have. Fandme nej, vrede er en grim følelse, den forpester luften, gør andre kede af det og bringer meget sjældent noget godt med sig. Men hvad hulen gør man så af den?
Hvad skulle jeg have gjort? Da jeg mærkede ægte vrede skylle ind over mig - vrede der pressede for at komme ud, og ellers ville blive til en indebrændt knude i maven, som heller ikke er til at bære rundt på!?
Hvordan tackler du vrede? Hvor gør du af den og kan du genkende noget af det, jeg skriver?
Rigtig god mandag!
Fornylig skete der noget, som gjorde mig rigtig vred. En person som jeg holder meget af, glemte noget vildt vigtigt og i den forglemmelse, kom der et barn i klemme. Et mix af barnets skuffelse, min følelse af' kontrol i frit fald = utilstrækkelighed', tilsat personens forsøg på at bortforklare og nedtone hændelsen, gjorde mig simpelthen så vred. Vred som i edderspændt rasende - i første omgang vendt direkte mod personen selv, men ved nærmere eftertanke var det jo en generel vrede, der bare skulle hældes ud, fordi jeg havde brug for at komme af med den. Vrede er svær at rumme, synes jeg!? Er det det, jeg skal lære? At rumme vreden uden at lade den slippe ud?
Som jeg skriver i indledningen, er det min oplevelse, at følelsen vrede har så lav status, at den efterhånden ikke er velkommen nogen steder. Det er simpelthen ikke i orden at blive vred - at få afløb, at rase ud og lade en portion negativ energi flyde kraftigt ud i omgivelserne. Jeg forstår godt hvorfor, for vreden er ikke konstruktiv - den egner sig uendelig dårligt til konfliktløsning, fordi den ene parts negative følelser optrapper den andens, og dermed forværres konflikten. I stedet skal vi lytte imødekommende, anerkende hinanden, udtrykke os i proaktive og positive vendinger. Ikke sige om noget, at det er dårligt, men i stedet påpege, hvordan det kan blive bedre. Jeg er indsovset i den kultur, særligt på mit arbejde, hvor vrede er helt totalt no-go, og det er godt og rigtigt, for der er ved den søde grød aldrig kommet noget hverken fint eller rigtigt ud af situationer, hvor en lærer udøste vrede over sine elever. Så nej, vreden er ikke velkommen, når jeg er på arbejde. Det er den så heller ikke i privaten og i mine private omgivelser, for mine børn skal ikke opleve vrede forældre, og derfor undertones den som regel, hvis den så meget som overvejer at stikke sit grimme fjæs frem.
Men jeg har den i mig, vreden - og faktisk har jeg i mange år haft til opgave at lære den at kende og blive bedre til at mærke den. Det kom sig af, at jeg for ca. 10 år siden modtog krisehjælp af en psykolog tre gange to timer efter en meget voldsom og grænseoverskridende episode med en elev, der gik langt langt ind over min personlige grænse, uden at jeg fik afværget det og sagt fra. Psykologen, som var superdygtig og som lærte mig ting om mig selv, jeg den dag i dag kan bruge, påpegede, at jeg ikke var i kontakt med min vrede og at jeg skulle arbejde på at lære, at det er helt okay indimellem at være vred og sige fra.
Det har jeg i årenes løb tænkt over, men når det så sker, at jeg mærker vrede i mig og giver afløb for den, så er der ingen, der vil have den?
Personen, som (beskrevet i indledningen) var genstand for min vrede over forglemmelsen, reagerede på mit udbrud ved selv at blive vred, og da vedkommendes temperament er større end mit og buldrer voldsommere, så var det efterfølgende min oplevelse at mit lille vredes-pip blev kørt over af et godstog. Sjovt nok var det netop det, at jeg tillod mig at blive vred over en forglemmelse, der udløste den andens vrede. Som jeg så hverken ville eje eller have. Fandme nej, vrede er en grim følelse, den forpester luften, gør andre kede af det og bringer meget sjældent noget godt med sig. Men hvad hulen gør man så af den?
Hvad skulle jeg have gjort? Da jeg mærkede ægte vrede skylle ind over mig - vrede der pressede for at komme ud, og ellers ville blive til en indebrændt knude i maven, som heller ikke er til at bære rundt på!?
Hvordan tackler du vrede? Hvor gør du af den og kan du genkende noget af det, jeg skriver?
Rigtig god mandag!
søndag den 13. januar 2013
Dagen derpå
Samtale med mig selv:
Blev du lige lidt for selvfed der igår med din vamle rygklappende fødselsdagshilsen til dig selv?
Ja, måske en smule og var der nogen, der fik kvalme, så beklager jeg. Teksten var et øjebliksbillede og et meget ærligt et, jeg mente hvert ord, der står.
Men alligevel, så selvsmagende plejer du ikke at være - kan ikke rigtig beslutte mig for om jeg synes, det er i orden...?
Det mener jeg nu, at det er. Jeg siger det lige igen, det var præcis sådan jeg havde det, da jeg skrev teksten. Jeg var så glad og så taknemmelig. Nød mit liv så meget.
At verden kan se og føles anderledes en anden dag, hvor det hele er noget lort, det ved læserne altså godt.
Jeg tror det er sundt at se sig selv udefra og at reflektere over det, man ser.
Og du skulle tage og gøre det samme, ja dig - som læser med lige nu - jeg giver hermed bolden op og opfordrer DIG til i år på din fødselsdag at skrive et fødselsdagskort til dig selv.
Forestil dig, at du er én af dine rigtig gode venner, og at du som denne ven, skriver en fødselsdagshilsen til dig selv.
Jeg tror, du vil blive overrasket over, så meget pænt du har at sige om dig selv og din tilværelse. Det blev jeg selv, hvis jeg skal være helt ærlig og jeg blev også overrasket over, så meget jeg havde på hjerte til mig selv.
Hvis jeg vrøvler lidt og lyder som om jeg er gået i selvsving, så skyldes det muligvis at jeg kom i seng kl. 04.30 og stod op tre timer efter. Dagen kalder på hvile. Og cola. Vi ses.
Blev du lige lidt for selvfed der igår med din vamle rygklappende fødselsdagshilsen til dig selv?
Ja, måske en smule og var der nogen, der fik kvalme, så beklager jeg. Teksten var et øjebliksbillede og et meget ærligt et, jeg mente hvert ord, der står.
Men alligevel, så selvsmagende plejer du ikke at være - kan ikke rigtig beslutte mig for om jeg synes, det er i orden...?
Det mener jeg nu, at det er. Jeg siger det lige igen, det var præcis sådan jeg havde det, da jeg skrev teksten. Jeg var så glad og så taknemmelig. Nød mit liv så meget.
At verden kan se og føles anderledes en anden dag, hvor det hele er noget lort, det ved læserne altså godt.
Jeg tror det er sundt at se sig selv udefra og at reflektere over det, man ser.
Og du skulle tage og gøre det samme, ja dig - som læser med lige nu - jeg giver hermed bolden op og opfordrer DIG til i år på din fødselsdag at skrive et fødselsdagskort til dig selv.
Forestil dig, at du er én af dine rigtig gode venner, og at du som denne ven, skriver en fødselsdagshilsen til dig selv.
Jeg tror, du vil blive overrasket over, så meget pænt du har at sige om dig selv og din tilværelse. Det blev jeg selv, hvis jeg skal være helt ærlig og jeg blev også overrasket over, så meget jeg havde på hjerte til mig selv.
Hvis jeg vrøvler lidt og lyder som om jeg er gået i selvsving, så skyldes det muligvis at jeg kom i seng kl. 04.30 og stod op tre timer efter. Dagen kalder på hvile. Og cola. Vi ses.
søndag den 4. december 2011
Mig og jul
Det der jul, ik'åh?
Det er sgu ikke lige mig.
Hvis du er typen, der elsker jul og bare har gået og glædet dig siden sommerferien til denne søde juletid, så synes jeg faktisk du skal overveje at springe dette blogindlæg over.
Jeg er på ingen måde ude på at fornærme nogen, men da jeg kan se, at mange af de skønne blogs jeg følger, i øjeblikket flyder over med juleri, så har jeg faktisk stor lyst til at bidrage med et synspunkt, som der simpelthen MÅ være nogen, der deler med mig!?
Jeg er ikke vild med jul og jeg går ikke op i jul.
Jeg har på fornemmeren, at hvis min mand havde vidst det om mig, før han forelskede sig i mig, så ville han have overvejet at vælge mig fra. Han elsker julen og dens traditioner usigelig højt. Han elsker julefrokosterne, andestegen, gaverne, juletræet - ja hele julemolevitten. Det skal være som det plejer og der skal ikke mangle noget. Han har en indre forskrift på, hvordan "en rigtig jul er" og det er tæt på uladsiggørligt at lave om i den forskrift.
I de år vi har boet sammen, er forskellen på vores jule-jubel blevet større og større. Jeg tror, vi er blevet ofre for "tryk-avler-modtryk" fænomenet!
Jo mere han har fablet om hvor fantastisk dejlig julen er, jo mere har jeg taget afstand fra den. Eller ikke fra selve julen, men fra hele set-up'et omkring den.
Jo mere julemad min mand har præsenteret mig for: Grønlangkål, medisterpølse, sylte, leverpostej og hvad har vi, jo mere væmmelse har den slags mad vakt hos mig og jo mere lyst har jeg haft til porretærte og grøn salat.
Som barn kunne jeg ikke lide julens mad og jeg kan heller ikke ret godt lide det som voksen.
Juletiden er spækket med forventninger - og for mit vedkommende er det forventninger, som jeg på forhånd ved, at jeg ikke kan leve op til - og derfor går jeg ofte helt kold i tingene, før de overhovedet er begyndt.
Bevares, der kommer skam en nisse her hver eneste nat og lægger en sød lille gave i hver af husets tre pigers julestrømper - og nissen mærker da også glæde ved at se deres begejstring om morgenen, men helt inderst inde, så kan jeg ikke lide det fup-agtige og bedrageriet, som i hvert fald husets yngste er udsat for. Nissen er skidebange for at glemme at komme forbi der sent om aftenen, så hun har sat sin nissemobil til at bippe, for at huske det.
Jeg kalder hende Noia-nissen og griner lidt af hendes kontrollerede holden styr på tre kasser, indeholdende hver 24 små indpakkede gaver.
Jeg ønsker ikke at mine børn (endnu) skal vide, at deres mor ikke er et julemenneske. Derfor faker jeg. Det har jeg haft mange år til at øve mig i, så jeg er efterhånden blev rigtig god til det.
Her kommer udtrykket: "Fake it till you make it" til sin ret, for jeg ender jo altid med at hygge mig med at pynte op eller bage sammen med børnene. I dag har jeg sågår været ude at købe en adventskrans! Den var sat ned fra 199,- til 149,- men det er jo også 2.søndag i advent. Hvad mon den ville koste næste søndag?
Så er der julegaverne. Undskyld mig! Er det ikke dybest noget pjat? Min mand og jeg gransker vores hjerner for at komme i tanke om ting, vi ønsker os. For vi mangler ikke rigtig noget. Vi kører kassekreditten helt i bund for at opfylde hinandens ønsker og det vi i bund og grund gør, er jo bare at bytte penge!? (Penge, som vel at mærke er hævet fra den samme konto...)
Det tøj, jeg sidste år købte til ham i julegave, genså jeg i januarudsalget sat ned med 50 %. Her rammer følelsen af at være blevet taget alvorligt ved næsen mig altså ret hårdt!
Jeg ved præcist hvordan det løbeur, jeg ønsker mig, ser ud og hvor det kan købes. Det ville være meget nemmere, hvis jeg selv gik ud og købte det, men sådan er legen ikke. Selvfølgelig bliver jeg glad for de julegaver, jeg får - man er jo ikke et skarn, vel - men jeg ville blive meget mere glad og tilmed overrasket, hvis min mor eller min mand kom helt uventet en dag i april med en gave, der var valgt lige præcis til mig, fordi de havde lyst og ikke fordi det var jul.
Det er alt der her som sig "hør og bør", jeg bliver dårlig tilpas af. Jeg kan ikke få tanken ud af hovedet at der, ud over den glæde og varme juletiden repræsenterer, også er rigtig meget overfladisk falskhed og materielt svineri i luften.
Jeg elsker at være sammen med min familie og vi er det mange gange om året. Julen er ikke noget særligt i den forbindelse. Forskellene er ydre ting: Juletræ, mad, gaver. Glæden, samværet og nærværet er det samme, jul eller ej.
Jeg nyder at have fri i mange dage. Og da jeg er så heldig at jeg har et arbejde, der giver mig denne mulighed flere gange om året: Sommer, påske, efterår og vinter, så er julen ikke speciel i den forbindelse.
Det er en dejlig lang ferie, men jeg ville nyde den ligeså meget, hvis julen blev taget ud af juleferien.
I mine unge år, før jeg fik børn, havde jeg i en årrække mulighed for at 'melde mig ud af julen'. Det benyttede jeg mig af tre gange.
Ét år var jeg d. 24.dec på aftenvagt, som sygehjælper på det plejehjem, hvor jeg arbejdede. Det var en dejlig juleaften, med det primære formål at sørge for de praktiske ting omkring de gamles juleaften.
Året efter var jeg i New York i julen og ud over en smuk julepyntet storby og en lækker gave fra den kæreste, jeg besøgte derovre, så var jeg lykkelig forskånet for alt det, som jeg ikke bryder mig om ved juleræset. Jeg fik ingen julegaver det år, men i stedet et tilskud til min rejse og det føltes helt helt rigtigt.
Jeg har også tilbragt en juleaften i Sydney, Australien. Det var sammen med den kæreste, der senere blev far til mine børn og i dag er min eksmand. Det var en suveræn juleaften. Der var 30 graders varme og dagen blev tilbragt på en lækker strand. Om aftenen spiste vi på en hyggelig fortovsrestaurant og jeg fik en utrolig lækker grøntsagslasagne og to store australske fadøl. Det var et kongejulemåltid, som jeg stadig husker meget tydeligt.
Det år min mor fyldte 50 tilbragte vi julen på Tenerife. Det var fedt.
Hvis det stod til mig, rejste vi fem her i familien på ferie i julen. Enten til en storby eller også et sted, hvor der var varmt. Når jeg - i ramme alvor- har foreslået det, kigger både mand og børn på mig, som om jeg er gået fra forstanden. Det skal nu ikke forhindre mig i at blive ved med at spørge!
Kom jeg nu til at lyde som den vildeste julehader? Det ved jeg ikke om man kan sige, at jeg er. Jeg holder meget af alle de alment menneskelige værdier og budskaber julen repræsenterer. Hvis du plejer at gå i kirke i julen, ved du hvilke budskaber, jeg tænker på.
Budskaber, der mig bekendt intet har med grantræ, sylte og and at gøre?
Det er sgu ikke lige mig.
Hvis du er typen, der elsker jul og bare har gået og glædet dig siden sommerferien til denne søde juletid, så synes jeg faktisk du skal overveje at springe dette blogindlæg over.
Jeg er på ingen måde ude på at fornærme nogen, men da jeg kan se, at mange af de skønne blogs jeg følger, i øjeblikket flyder over med juleri, så har jeg faktisk stor lyst til at bidrage med et synspunkt, som der simpelthen MÅ være nogen, der deler med mig!?
Jeg er ikke vild med jul og jeg går ikke op i jul.
Jeg har på fornemmeren, at hvis min mand havde vidst det om mig, før han forelskede sig i mig, så ville han have overvejet at vælge mig fra. Han elsker julen og dens traditioner usigelig højt. Han elsker julefrokosterne, andestegen, gaverne, juletræet - ja hele julemolevitten. Det skal være som det plejer og der skal ikke mangle noget. Han har en indre forskrift på, hvordan "en rigtig jul er" og det er tæt på uladsiggørligt at lave om i den forskrift.
I de år vi har boet sammen, er forskellen på vores jule-jubel blevet større og større. Jeg tror, vi er blevet ofre for "tryk-avler-modtryk" fænomenet!
Jo mere han har fablet om hvor fantastisk dejlig julen er, jo mere har jeg taget afstand fra den. Eller ikke fra selve julen, men fra hele set-up'et omkring den.
Jo mere julemad min mand har præsenteret mig for: Grønlangkål, medisterpølse, sylte, leverpostej og hvad har vi, jo mere væmmelse har den slags mad vakt hos mig og jo mere lyst har jeg haft til porretærte og grøn salat.
Som barn kunne jeg ikke lide julens mad og jeg kan heller ikke ret godt lide det som voksen.
Juletiden er spækket med forventninger - og for mit vedkommende er det forventninger, som jeg på forhånd ved, at jeg ikke kan leve op til - og derfor går jeg ofte helt kold i tingene, før de overhovedet er begyndt.
Bevares, der kommer skam en nisse her hver eneste nat og lægger en sød lille gave i hver af husets tre pigers julestrømper - og nissen mærker da også glæde ved at se deres begejstring om morgenen, men helt inderst inde, så kan jeg ikke lide det fup-agtige og bedrageriet, som i hvert fald husets yngste er udsat for. Nissen er skidebange for at glemme at komme forbi der sent om aftenen, så hun har sat sin nissemobil til at bippe, for at huske det.
Jeg kalder hende Noia-nissen og griner lidt af hendes kontrollerede holden styr på tre kasser, indeholdende hver 24 små indpakkede gaver.
Jeg ønsker ikke at mine børn (endnu) skal vide, at deres mor ikke er et julemenneske. Derfor faker jeg. Det har jeg haft mange år til at øve mig i, så jeg er efterhånden blev rigtig god til det.
Her kommer udtrykket: "Fake it till you make it" til sin ret, for jeg ender jo altid med at hygge mig med at pynte op eller bage sammen med børnene. I dag har jeg sågår været ude at købe en adventskrans! Den var sat ned fra 199,- til 149,- men det er jo også 2.søndag i advent. Hvad mon den ville koste næste søndag?
Så er der julegaverne. Undskyld mig! Er det ikke dybest noget pjat? Min mand og jeg gransker vores hjerner for at komme i tanke om ting, vi ønsker os. For vi mangler ikke rigtig noget. Vi kører kassekreditten helt i bund for at opfylde hinandens ønsker og det vi i bund og grund gør, er jo bare at bytte penge!? (Penge, som vel at mærke er hævet fra den samme konto...)
Det tøj, jeg sidste år købte til ham i julegave, genså jeg i januarudsalget sat ned med 50 %. Her rammer følelsen af at være blevet taget alvorligt ved næsen mig altså ret hårdt!
Jeg ved præcist hvordan det løbeur, jeg ønsker mig, ser ud og hvor det kan købes. Det ville være meget nemmere, hvis jeg selv gik ud og købte det, men sådan er legen ikke. Selvfølgelig bliver jeg glad for de julegaver, jeg får - man er jo ikke et skarn, vel - men jeg ville blive meget mere glad og tilmed overrasket, hvis min mor eller min mand kom helt uventet en dag i april med en gave, der var valgt lige præcis til mig, fordi de havde lyst og ikke fordi det var jul.
Det er alt der her som sig "hør og bør", jeg bliver dårlig tilpas af. Jeg kan ikke få tanken ud af hovedet at der, ud over den glæde og varme juletiden repræsenterer, også er rigtig meget overfladisk falskhed og materielt svineri i luften.
Jeg elsker at være sammen med min familie og vi er det mange gange om året. Julen er ikke noget særligt i den forbindelse. Forskellene er ydre ting: Juletræ, mad, gaver. Glæden, samværet og nærværet er det samme, jul eller ej.
Jeg nyder at have fri i mange dage. Og da jeg er så heldig at jeg har et arbejde, der giver mig denne mulighed flere gange om året: Sommer, påske, efterår og vinter, så er julen ikke speciel i den forbindelse.
Det er en dejlig lang ferie, men jeg ville nyde den ligeså meget, hvis julen blev taget ud af juleferien.
I mine unge år, før jeg fik børn, havde jeg i en årrække mulighed for at 'melde mig ud af julen'. Det benyttede jeg mig af tre gange.
Ét år var jeg d. 24.dec på aftenvagt, som sygehjælper på det plejehjem, hvor jeg arbejdede. Det var en dejlig juleaften, med det primære formål at sørge for de praktiske ting omkring de gamles juleaften.
Året efter var jeg i New York i julen og ud over en smuk julepyntet storby og en lækker gave fra den kæreste, jeg besøgte derovre, så var jeg lykkelig forskånet for alt det, som jeg ikke bryder mig om ved juleræset. Jeg fik ingen julegaver det år, men i stedet et tilskud til min rejse og det føltes helt helt rigtigt.
Jeg har også tilbragt en juleaften i Sydney, Australien. Det var sammen med den kæreste, der senere blev far til mine børn og i dag er min eksmand. Det var en suveræn juleaften. Der var 30 graders varme og dagen blev tilbragt på en lækker strand. Om aftenen spiste vi på en hyggelig fortovsrestaurant og jeg fik en utrolig lækker grøntsagslasagne og to store australske fadøl. Det var et kongejulemåltid, som jeg stadig husker meget tydeligt.
Det år min mor fyldte 50 tilbragte vi julen på Tenerife. Det var fedt.
Hvis det stod til mig, rejste vi fem her i familien på ferie i julen. Enten til en storby eller også et sted, hvor der var varmt. Når jeg - i ramme alvor- har foreslået det, kigger både mand og børn på mig, som om jeg er gået fra forstanden. Det skal nu ikke forhindre mig i at blive ved med at spørge!
Kom jeg nu til at lyde som den vildeste julehader? Det ved jeg ikke om man kan sige, at jeg er. Jeg holder meget af alle de alment menneskelige værdier og budskaber julen repræsenterer. Hvis du plejer at gå i kirke i julen, ved du hvilke budskaber, jeg tænker på.
Budskaber, der mig bekendt intet har med grantræ, sylte og and at gøre?
tirsdag den 22. november 2011
Tak for Jakob, Maren
I dag har jeg nydt en meget sjældent fridag. Det sker ikke så tit at skolelærere holder fri på hverdage, så jeg nyder det helt vildt, de gange jeg er så heldig at det kan ske. Som i dag.
Jeg stod op sammen med familien ved 6-tiden, som vi plejer, og var behjælpelig med dit, dat og dut. Kl. 7 vinkede jeg farvel til mand og børnehavebarn og kl. 7.45 til de to skolebørn, og herefter ville ingen kunne se min røv for futskosålerne - lige ind i sengen igen sprang jeg. Læste et par kapitler i en god bog, lagde bogen til side og snorksov til kl. 9.30. Se det er livskvalitet, der vil noget!
Min formiddag gik med praktiske gøremål og med at læse blogs. Siden igår har jeg tænk virkelig STOOOORE tanker omkring menneskelivet - helt konkret med afsæt i indlægget skrevet af Jakob, som har gæsteblogget hos Maren. Jakobs tekst handler om at turde stå ved sig selv som anderledes og om det tabubelagte i at være normafviger. Den handler også om mod, drømme og håb. Teksten er et stort skridt ud af skabet (tror jeg) for Jakob - den virker i hvert fald flere steder "famlende" på en utrolig sårbar og rørende måde.
Læs for Guds skyld Jakobs tekst, den er supervelskrevet og rummer rigtig mange væsentlige pointer, hvis man som jeg kan lide at gruble over, hvorfor og hvordan ting her i livet hænger sammen.
Jeg har brugt mange år på at lære, at der er sammenhænge, som jeg aldrig kommer til at forstå, og at det er helt okay ikke at forstå alt i denne verden. Jeg skriver lidt om dette i kommentarfeltet til Jakob, fordi jeg får lyst til at dele mit synspunkt: At det ikke er afgørende, om vi forstår hinanden, men mest af alt: at vi accepterer hinanden.
Jakob giver så respons på mit svar og hans uddybning er yderligere tankevækkende.
Han skriver blandt andet:
Racens behov for ensartethed betyder at langt flest mennesker ligger tættest på gennemsnittet allerede ved fødslen. Og at vi i vores opvækst lære normerne i vores kultur, så vi kan agere med menneskerne omkring os.
Altså stor forskellighed på den ene side, og stor centrering om gennemsnittet på den anden side. Flest normale, men sommetider også et slag med seks seksere. Sjældent, men helt naturligt.
HVORDAN det så kan være at du ender i dine sko, Ole Henriksen i sine og jeg i mine, det handler om kaosteori. Men det er sgu for nørklet. Lad os bare sige at det uundgåeligt vil ske at nogen af os bliver overvejende ens og nogen bliver forskellige. Og at det er rent tilfældigt hvem det sker for.
Men vi ku’ godt øve os på at gøre vores kultur bedre til at rumme det forskellige. Det forsvinder nemlig jævnfør ovenstående aldrig.
Jeg tror, det har afgørende betydning for menneskets evne til at rumme det forskellige (for nu at bruge Jakobs eget udtryk) at vi præsenteres for mangfoldigheder i alle afskygninger livet igennem, men især i barndommen. At vi lærer at det gode liv for den enkelte kan være meget meget anderledes for andre, end det er for os selv.
Da min rigtig gode barndomsven for mange år siden gjorde et meget langvarigt og lidelsesfuldt spring ud af homo-skabet og indviede mig i processen undervejs, fik jeg i den grad udvidet min horisont.
For én ting er at ønske at skille sig ud fra mængden og bevidst styre sig selv i normafvigende retning (som fx. punkere eller bz'ere) - en anden ting er at opleve en drivkraft i sig, som man ville undertrykke, hvis man kunne gøre det uden at føle sig som et halvt og utilstrækkeligt menneske. Det kunne min ven ikke og det kan Jakob ikke. Og hvorfor skulle de?
Min dejlige ven ønskede ikke at være homoseksuel. Han drømte om familie og om børn og det tog mange år at erkende at skæbnen ville ham det anderledes.
Han mærkede tydeligt 'hvad' og 'hvordan' men var ved at gå ud af sit gode skind over 'hvorfor.'
Jeg synes at Jakobs lommefilosofiske betragtninger om arv, miljø, kaosteori og tilfældigheder giver rigtig god mening, når jeg tænker på den frustrerende proces min ven var igennem, før han lærte at acceptere sig selv, for den han nu engang er. Uden at kunne forstå hvorfor.
Jeg stod op sammen med familien ved 6-tiden, som vi plejer, og var behjælpelig med dit, dat og dut. Kl. 7 vinkede jeg farvel til mand og børnehavebarn og kl. 7.45 til de to skolebørn, og herefter ville ingen kunne se min røv for futskosålerne - lige ind i sengen igen sprang jeg. Læste et par kapitler i en god bog, lagde bogen til side og snorksov til kl. 9.30. Se det er livskvalitet, der vil noget!
Min formiddag gik med praktiske gøremål og med at læse blogs. Siden igår har jeg tænk virkelig STOOOORE tanker omkring menneskelivet - helt konkret med afsæt i indlægget skrevet af Jakob, som har gæsteblogget hos Maren. Jakobs tekst handler om at turde stå ved sig selv som anderledes og om det tabubelagte i at være normafviger. Den handler også om mod, drømme og håb. Teksten er et stort skridt ud af skabet (tror jeg) for Jakob - den virker i hvert fald flere steder "famlende" på en utrolig sårbar og rørende måde.
Læs for Guds skyld Jakobs tekst, den er supervelskrevet og rummer rigtig mange væsentlige pointer, hvis man som jeg kan lide at gruble over, hvorfor og hvordan ting her i livet hænger sammen.
Jeg har brugt mange år på at lære, at der er sammenhænge, som jeg aldrig kommer til at forstå, og at det er helt okay ikke at forstå alt i denne verden. Jeg skriver lidt om dette i kommentarfeltet til Jakob, fordi jeg får lyst til at dele mit synspunkt: At det ikke er afgørende, om vi forstår hinanden, men mest af alt: at vi accepterer hinanden.
Jakob giver så respons på mit svar og hans uddybning er yderligere tankevækkende.
Han skriver blandt andet:
Racens behov for ensartethed betyder at langt flest mennesker ligger tættest på gennemsnittet allerede ved fødslen. Og at vi i vores opvækst lære normerne i vores kultur, så vi kan agere med menneskerne omkring os.
Altså stor forskellighed på den ene side, og stor centrering om gennemsnittet på den anden side. Flest normale, men sommetider også et slag med seks seksere. Sjældent, men helt naturligt.
HVORDAN det så kan være at du ender i dine sko, Ole Henriksen i sine og jeg i mine, det handler om kaosteori. Men det er sgu for nørklet. Lad os bare sige at det uundgåeligt vil ske at nogen af os bliver overvejende ens og nogen bliver forskellige. Og at det er rent tilfældigt hvem det sker for.
Men vi ku’ godt øve os på at gøre vores kultur bedre til at rumme det forskellige. Det forsvinder nemlig jævnfør ovenstående aldrig.
Jeg tror, det har afgørende betydning for menneskets evne til at rumme det forskellige (for nu at bruge Jakobs eget udtryk) at vi præsenteres for mangfoldigheder i alle afskygninger livet igennem, men især i barndommen. At vi lærer at det gode liv for den enkelte kan være meget meget anderledes for andre, end det er for os selv.
Da min rigtig gode barndomsven for mange år siden gjorde et meget langvarigt og lidelsesfuldt spring ud af homo-skabet og indviede mig i processen undervejs, fik jeg i den grad udvidet min horisont.
For én ting er at ønske at skille sig ud fra mængden og bevidst styre sig selv i normafvigende retning (som fx. punkere eller bz'ere) - en anden ting er at opleve en drivkraft i sig, som man ville undertrykke, hvis man kunne gøre det uden at føle sig som et halvt og utilstrækkeligt menneske. Det kunne min ven ikke og det kan Jakob ikke. Og hvorfor skulle de?
Min dejlige ven ønskede ikke at være homoseksuel. Han drømte om familie og om børn og det tog mange år at erkende at skæbnen ville ham det anderledes.
Han mærkede tydeligt 'hvad' og 'hvordan' men var ved at gå ud af sit gode skind over 'hvorfor.'
Jeg synes at Jakobs lommefilosofiske betragtninger om arv, miljø, kaosteori og tilfældigheder giver rigtig god mening, når jeg tænker på den frustrerende proces min ven var igennem, før han lærte at acceptere sig selv, for den han nu engang er. Uden at kunne forstå hvorfor.
fredag den 28. oktober 2011
Trænger
Jeg trænger til at gå en lang tur i blæsevejr.
Det må også gerne regne, for så kan jeg rigtigt mærke hvor jeg er og hvordan jeg har det. Jeg trænger meget til at mærke, hvordan jeg har det.
Det må gerne blæse så meget at hele bevidstheden om den uge, jeg har haft, blæser ud af hovedet på mig.
Således vil jeg komme gående med tunge arbejdsopgaver, svære samtaler, fortravlede morgener, vanskelige beslutninger og hektiske eftermiddag og ensomme aftener flyvende ud af ørerne.
Ugens indhold flyver ud og op i luften, hvor det opløses og bliver til ingenting. Mindet om ugen der er gået vil lejre sig som erfaringer og oplevelser, men det tynger mig ikke og når mit hoved er tømt, bliver der plads til en ny uge, som forhåbentlig fylder langt mindre og kræver mindre.
Jeg trænger til at gå en lang tur i blæsevejr. Det må gerne blæse så meget, at jeg i enkelte øjeblikke mærker at jeg er lige ved at vælte omkuld af vinden, der er så kraftig at den skubber mig ud af den trygge zone, hvor jeg står godt fast og ikke svajer det mindste.
Når det blæser så meget, at jeg er ved at vælte omkuld, mærker jeg skrøbelighed helt inde. Føler mig sårbar. Det fører mig over i en tilstand af taknemmelighed. Jeg er et heldigt menneske. Jeg gør mig hver eneste dag umage med at være en god mor, en god ægtefælle, en god lærer, en god kollega og en god veninde. Når jeg går en lang tur alene i blæsevejr er jeg god mod mig selv.
Når blæsten larmer og suser, taler tankerne i hovedet højere og så kan jeg bedre høre dem og sortere dem. Hvilke der skal i hjertet og bo, hvilke der skal deles med andre og hvilke der skal kasseres.
Jeg trænger til at gå en tur i blæsevejr.
Det må også gerne regne, for så kan jeg rigtigt mærke hvor jeg er og hvordan jeg har det. Jeg trænger meget til at mærke, hvordan jeg har det.
Det må gerne blæse så meget at hele bevidstheden om den uge, jeg har haft, blæser ud af hovedet på mig.
Således vil jeg komme gående med tunge arbejdsopgaver, svære samtaler, fortravlede morgener, vanskelige beslutninger og hektiske eftermiddag og ensomme aftener flyvende ud af ørerne.
Ugens indhold flyver ud og op i luften, hvor det opløses og bliver til ingenting. Mindet om ugen der er gået vil lejre sig som erfaringer og oplevelser, men det tynger mig ikke og når mit hoved er tømt, bliver der plads til en ny uge, som forhåbentlig fylder langt mindre og kræver mindre.
Jeg trænger til at gå en lang tur i blæsevejr. Det må gerne blæse så meget, at jeg i enkelte øjeblikke mærker at jeg er lige ved at vælte omkuld af vinden, der er så kraftig at den skubber mig ud af den trygge zone, hvor jeg står godt fast og ikke svajer det mindste.
Når det blæser så meget, at jeg er ved at vælte omkuld, mærker jeg skrøbelighed helt inde. Føler mig sårbar. Det fører mig over i en tilstand af taknemmelighed. Jeg er et heldigt menneske. Jeg gør mig hver eneste dag umage med at være en god mor, en god ægtefælle, en god lærer, en god kollega og en god veninde. Når jeg går en lang tur alene i blæsevejr er jeg god mod mig selv.
Når blæsten larmer og suser, taler tankerne i hovedet højere og så kan jeg bedre høre dem og sortere dem. Hvilke der skal i hjertet og bo, hvilke der skal deles med andre og hvilke der skal kasseres.
Jeg trænger til at gå en tur i blæsevejr.
tirsdag den 20. september 2011
Teleport?
Med solhatten trukket godt nedover panden, solbrillerne korrekt placeret, trak jeg i liggestolens håndtag og fik ryglænet lidt op, så jeg bedre kunne sidde.
Rakte ned i min tasken efter den roman, jeg var i gang med at læse og kastede derefter et blik ud over stranden, der sammen med det azurblå Middelhav dannede en baggrundskulisse så smuk, at bjerget langt borte synes at være lavet af pap.
Mine tre børn var i gang med at bygge et sandslot. En hentede vand i en spand og to var i fuld gang med at grave en voldgrav rundt om slottet.
"This is life", tænkte jeg, smilede bredt og lukkede øjnene et kort sekund...
Schiiiiiiiiiisciiiiiiischiiiiiiiischhhyyyyyyyyyyyyyyy
Da jeg åbner øjenen igen, sidder jeg i en grå Ilvasofa med et træt børnehavebarn ved min side. Et andet barn er til fodbold og det tredje laver lektier ved spisebordet.
Selvom klokken nærmer sig 17, har jeg endnu ikke fået købt ind. Min mand er ude at rejse med sit arbejde resten af ugen, så der er ingen anden udvej end at jeg må lette røven og komme afsted til Fakta. For aftensmad skal vi da have!
Der er vasketøj alle vegne. Over hele huset. Fem mands ferieoppakning er væltet ud her og der, og jeg skal have sat en ny vask over. Men skal lige ha' hængt det, der er i maskinen op.
Jeg har også et arbejde. Hvor der er rigtig meget, der skal gøres. Og hvor der i øjeblikket er brug for at jeg giver meget af mig selv hver eneste dag.
Når jeg kigger ud af vinduet, er det efterår!?
Rakte ned i min tasken efter den roman, jeg var i gang med at læse og kastede derefter et blik ud over stranden, der sammen med det azurblå Middelhav dannede en baggrundskulisse så smuk, at bjerget langt borte synes at være lavet af pap.
Mine tre børn var i gang med at bygge et sandslot. En hentede vand i en spand og to var i fuld gang med at grave en voldgrav rundt om slottet.
"This is life", tænkte jeg, smilede bredt og lukkede øjnene et kort sekund...
Schiiiiiiiiiisciiiiiiischiiiiiiiischhhyyyyyyyyyyyyyyy
Da jeg åbner øjenen igen, sidder jeg i en grå Ilvasofa med et træt børnehavebarn ved min side. Et andet barn er til fodbold og det tredje laver lektier ved spisebordet.
Selvom klokken nærmer sig 17, har jeg endnu ikke fået købt ind. Min mand er ude at rejse med sit arbejde resten af ugen, så der er ingen anden udvej end at jeg må lette røven og komme afsted til Fakta. For aftensmad skal vi da have!
Der er vasketøj alle vegne. Over hele huset. Fem mands ferieoppakning er væltet ud her og der, og jeg skal have sat en ny vask over. Men skal lige ha' hængt det, der er i maskinen op.
Jeg har også et arbejde. Hvor der er rigtig meget, der skal gøres. Og hvor der i øjeblikket er brug for at jeg giver meget af mig selv hver eneste dag.
Når jeg kigger ud af vinduet, er det efterår!?
mandag den 1. august 2011
Forestil dig
Prøv at forestille dig, at du ligger i et telt.
Teltet er placeret ved en sø.
Søen er placeret mellem nogle store høje bjerge.
Bjergene er placeret midt i Frankrig. Lidt ovre til højre, mod grænsen til Schweiz.
Du ligger altså der i teltet. Du kan ikke falde i søvn.
I teltet er der mørkt. Helt mørkt. Som i fuldstændig bælgravende mørkt. Du kan ikke se en hånd for dig.
Men du kan høre.
Hvis der altså var noget at lytte til. Men det er der ikke.
Der er helt stille. Helt mørkt og helt stille. Ok, næsten helt stille, for du kan dog høre lyden af en mand og tre børn, der trækker vejret.
Og det ligger du så der i mørket og lytter til.
Nu ændrer lydbilledet sig.
Det begynder at tromme ligeså stille på teltets dug.
Først bliver du forskrækket og tænker 'hvad er det?' men så genkender du lyden.
Det er regn.
Lyden af trommende regn på teltdug, er til at begynde med en stille og hyggelig lyd, men efterhånden tager den til og bliver kraftigere og kraftigere, og inden du får talt til ti er den lyden, der til at begynde med var så stille, forvandlet til en øresønderrivende larm af vand, der plasker ned mod teltet.
Nu hører du, at det rumler og bumler i det fjerne.
Det lyder næsten som om, der kommer et tog kørende, men den rumlende lyd fortættes i et brag. Så tordner det. Højt.
Og lidt efter kommer lynene.
Du puffer til ham, der ligger ved siden af dig og siger 'hold da op, der blev det nok lige tordenvejr, hva', men han ænser dig ikke fra sin tunge søvn. Han grynter og vender sig, men vågner ikke.
Efter 4-5 tordenskrald med efterfølgende blitz-lyn fra bjergene, tager regnen af. Du føler lettelse over, at det er ved at være ovre og begynder af glæde dig til søvnen.
Den må gerne snart komme og føre dig med på en dejlig drømmerejse.
Men søvnen kommer ikke.
Regnen stopper, og det bliver stille igen. Det eneste, du kan høre, er regnvandets dryppen fra træer og buske.
Du ligger og lytter i mørket. Dit hjerte banker lidt for hurtigt og du prøver at berolige dig selv ved at trække vejret langsomt og dybt ned i maven.
Du vender og drejer dig i den knirkende feltseng, og prøver at falde til ro.
Og så mærker du, at du skal tisse.
Det har du egentlig skullet længe, men du har ignoreret det og ladet som ingenting. Som om det nogensinde har fået nogen til ikke at skulle tisse alligevel?
Du kan ikke længere se bort fra det faktum, at din blære er ved at briste. Du skal tisse rigtig rigtig meget. Så meget, at der ikke er nogen vej uden om.
Du kravler ned i fodenden af sengen, finder dine natbukser og dine klipklappere og lyner teltet op. Stiger ud og står et øjeblik helt stille.
Lægger hovedet lidt bagover og kigger op i himlen. Det syn, der møder dig, slår dig næsten omkuld, så betagende er det.
Stjerner.
De er lysår væk fra dig, som står der i mørket og er så uendelig lille bitte. Og skal tisse helt vildt.
Du vakler et sekund mellem at sætte dig i græsset og tisse eller gå op til det nærliggende toilet, vælger det sidste og går med raske skridt op mod toiletbygningen.
De telte og campingvogne, du passerer på din vej er helt mørklagte, og der er fuldstændig stille.
Du får den tanke, at du er den eneste på hele campingpladsen, der er vågen.
Ved toiletbygningen er der en dæmpet belysning. Meget dæmpet, men dog nok til at din krop kaster en lang skygge, som forskrækker dig, fordi du pludselig føler, at der er nogen bag dig. Hvilket der selvfølgelig ikke er.
Du åbner døren ind til et toilet, sætter din varme rumpe på det kolde bræt og lader blæren slappes og tømmes. Du nyder den befriende følelse, det altid giver i kroppen, når man har skullet tisse længe og endelig giver efter.
Mens du tisser, bemærker du, at der er åbent både ovenfor og nedenfor den dør, du sidder bag.
Du kan altså kigge op i en stribe himmel og ned på en smal stribe af jorden, mens du sidder der og tisser.
Og det gør du. Kigger.
Stjernehimlen skræmmer dig. Det er som om de klare lysende stjerner er bogstaver, der henover himlen skriver et budskab til dig om, at du er lillebitte, at du er forgængelig og at dit liv kun varer et splitsekund sammenlignet med deres.
De stjerner har set dig blive født, set dig vokse op, set dig le, grine, længes og elske og en dag vil de se dig dø.
Det sidder du og tænker på, og du bliver bange og kigger derfor ned. Hvor der også er hul ud til.
Og når lige at se noget, der piler forbi ude på vejen.
Noget der løber hurtigt. Noget med pels.
Og hale.
Du skynder dig at blive færdig med at tisse og kommer ud af toilettet i en fart, og uden af se dig tilbage i mørket, trækker du trøjen sammen om dig og går med de hurtigste skridt, du ejer, tilbage til dit telt, hvor du vækker din mand og fortæller ham, at du blev pissebange, da du var ude, fordi der løber alle mulige mærkelige dyr rundt.
Han øffer lidt og åbner dynen og tager imod dig, krammer dig, varmer dig og siger at det nok bare var et af de mange egern, vi har set tidligere på dagen, og som vi synes er så kære.
Ja, tænker du. Det var det. Fandme ja. Det var et egern.
Men et sted langt inde i dig, er der en lille stemme, der siger til dig, at det aldrig nogensinde var i nærheden af at være et egern, men den stemme overhører du og gentager, at det var et egern, du så.
Flere dage senere, da du sidder hjemme i din egen stue foran din computer og tænker på den ferie, der lige er slut, får du pludselig den skøre idé at slå 'egern' op på nettet.
Her læser du fx, at "modsat mange andre vilde dyr sover egernet om natten og er aktivt om dagen."
Bruger du denne oplysning til at konkludere, at det så nok alligevel ikke var et egern, du så?
Nej det gør du ikke. Det var et egern.
Teltet er placeret ved en sø.
Søen er placeret mellem nogle store høje bjerge.
Bjergene er placeret midt i Frankrig. Lidt ovre til højre, mod grænsen til Schweiz.
Du ligger altså der i teltet. Du kan ikke falde i søvn.
I teltet er der mørkt. Helt mørkt. Som i fuldstændig bælgravende mørkt. Du kan ikke se en hånd for dig.
Men du kan høre.
Hvis der altså var noget at lytte til. Men det er der ikke.
Der er helt stille. Helt mørkt og helt stille. Ok, næsten helt stille, for du kan dog høre lyden af en mand og tre børn, der trækker vejret.
Og det ligger du så der i mørket og lytter til.
Nu ændrer lydbilledet sig.
Det begynder at tromme ligeså stille på teltets dug.
Først bliver du forskrækket og tænker 'hvad er det?' men så genkender du lyden.
Det er regn.
Lyden af trommende regn på teltdug, er til at begynde med en stille og hyggelig lyd, men efterhånden tager den til og bliver kraftigere og kraftigere, og inden du får talt til ti er den lyden, der til at begynde med var så stille, forvandlet til en øresønderrivende larm af vand, der plasker ned mod teltet.
Nu hører du, at det rumler og bumler i det fjerne.
Det lyder næsten som om, der kommer et tog kørende, men den rumlende lyd fortættes i et brag. Så tordner det. Højt.
Og lidt efter kommer lynene.
Du puffer til ham, der ligger ved siden af dig og siger 'hold da op, der blev det nok lige tordenvejr, hva', men han ænser dig ikke fra sin tunge søvn. Han grynter og vender sig, men vågner ikke.
Efter 4-5 tordenskrald med efterfølgende blitz-lyn fra bjergene, tager regnen af. Du føler lettelse over, at det er ved at være ovre og begynder af glæde dig til søvnen.
Den må gerne snart komme og føre dig med på en dejlig drømmerejse.
Men søvnen kommer ikke.
Regnen stopper, og det bliver stille igen. Det eneste, du kan høre, er regnvandets dryppen fra træer og buske.
Du ligger og lytter i mørket. Dit hjerte banker lidt for hurtigt og du prøver at berolige dig selv ved at trække vejret langsomt og dybt ned i maven.
Du vender og drejer dig i den knirkende feltseng, og prøver at falde til ro.
Og så mærker du, at du skal tisse.
Det har du egentlig skullet længe, men du har ignoreret det og ladet som ingenting. Som om det nogensinde har fået nogen til ikke at skulle tisse alligevel?
Du kan ikke længere se bort fra det faktum, at din blære er ved at briste. Du skal tisse rigtig rigtig meget. Så meget, at der ikke er nogen vej uden om.
Du kravler ned i fodenden af sengen, finder dine natbukser og dine klipklappere og lyner teltet op. Stiger ud og står et øjeblik helt stille.
Lægger hovedet lidt bagover og kigger op i himlen. Det syn, der møder dig, slår dig næsten omkuld, så betagende er det.
Stjerner.
De er lysår væk fra dig, som står der i mørket og er så uendelig lille bitte. Og skal tisse helt vildt.
Du vakler et sekund mellem at sætte dig i græsset og tisse eller gå op til det nærliggende toilet, vælger det sidste og går med raske skridt op mod toiletbygningen.
De telte og campingvogne, du passerer på din vej er helt mørklagte, og der er fuldstændig stille.
Du får den tanke, at du er den eneste på hele campingpladsen, der er vågen.
Ved toiletbygningen er der en dæmpet belysning. Meget dæmpet, men dog nok til at din krop kaster en lang skygge, som forskrækker dig, fordi du pludselig føler, at der er nogen bag dig. Hvilket der selvfølgelig ikke er.
Du åbner døren ind til et toilet, sætter din varme rumpe på det kolde bræt og lader blæren slappes og tømmes. Du nyder den befriende følelse, det altid giver i kroppen, når man har skullet tisse længe og endelig giver efter.
Mens du tisser, bemærker du, at der er åbent både ovenfor og nedenfor den dør, du sidder bag.
Du kan altså kigge op i en stribe himmel og ned på en smal stribe af jorden, mens du sidder der og tisser.
Og det gør du. Kigger.
Stjernehimlen skræmmer dig. Det er som om de klare lysende stjerner er bogstaver, der henover himlen skriver et budskab til dig om, at du er lillebitte, at du er forgængelig og at dit liv kun varer et splitsekund sammenlignet med deres.
De stjerner har set dig blive født, set dig vokse op, set dig le, grine, længes og elske og en dag vil de se dig dø.
Det sidder du og tænker på, og du bliver bange og kigger derfor ned. Hvor der også er hul ud til.
Og når lige at se noget, der piler forbi ude på vejen.
Noget der løber hurtigt. Noget med pels.
Og hale.
Du skynder dig at blive færdig med at tisse og kommer ud af toilettet i en fart, og uden af se dig tilbage i mørket, trækker du trøjen sammen om dig og går med de hurtigste skridt, du ejer, tilbage til dit telt, hvor du vækker din mand og fortæller ham, at du blev pissebange, da du var ude, fordi der løber alle mulige mærkelige dyr rundt.
Han øffer lidt og åbner dynen og tager imod dig, krammer dig, varmer dig og siger at det nok bare var et af de mange egern, vi har set tidligere på dagen, og som vi synes er så kære.
Ja, tænker du. Det var det. Fandme ja. Det var et egern.
Men et sted langt inde i dig, er der en lille stemme, der siger til dig, at det aldrig nogensinde var i nærheden af at være et egern, men den stemme overhører du og gentager, at det var et egern, du så.
Flere dage senere, da du sidder hjemme i din egen stue foran din computer og tænker på den ferie, der lige er slut, får du pludselig den skøre idé at slå 'egern' op på nettet.
Her læser du fx, at "modsat mange andre vilde dyr sover egernet om natten og er aktivt om dagen."
Bruger du denne oplysning til at konkludere, at det så nok alligevel ikke var et egern, du så?
Nej det gør du ikke. Det var et egern.
søndag den 17. juli 2011
Morgenstund
Er vågnet som den første i huset. Sidder stille i stuen og nyder en kop velduftende kaffe. Betragter gaden gennem vinduet. En forbipasserende regntøjsklædt mand trækker hætten op om hovedet for at beskytte sig mod den silende regn.
Regnvejr har noget trist over sig. Eller overfører jeg tristhed til regnvejret?
Nej, ikke i dag. Her er bare fredeligt og godt.
Som barn var jeg altid meget bekymret for havens fugle, når det regnede og regnede. Forestillede mig hvordan de krøb sammen i flokke på træernes grene for at varme og beskytte hinanden.
Regn siler. Blæst bider. Sol danser. Mørke skræmmer. Lys kærtegner.
Gid alle dage kunne begynde sådan. Helt i ro.
Om lidt tager jeg tøj på, henter morgenbrød og en avis.
Kom an dag, jeg tager dig!
Regnvejr har noget trist over sig. Eller overfører jeg tristhed til regnvejret?
Nej, ikke i dag. Her er bare fredeligt og godt.
Som barn var jeg altid meget bekymret for havens fugle, når det regnede og regnede. Forestillede mig hvordan de krøb sammen i flokke på træernes grene for at varme og beskytte hinanden.
Regn siler. Blæst bider. Sol danser. Mørke skræmmer. Lys kærtegner.
Gid alle dage kunne begynde sådan. Helt i ro.
Om lidt tager jeg tøj på, henter morgenbrød og en avis.
Kom an dag, jeg tager dig!
onsdag den 13. juli 2011
Tanker på en onsdag formiddag
Noget virkelig glædeligt:
Posten havde hele to bogpakker med til mig i dag - Bøgerne, som jeg har købt hos Maren og så den bog, som jeg har byttet mig til hos Carina. Sørme om ikke også sidstnævnte havde pakket lidt lækker the og en dejlig kretonsk (er det ikke dét, det hedder - noget fra Kreta? Eller hedder det kretansk?) olivenolie.
Tilføjelse: Det hedder kretensisk, har jeg lært siden i formiddag...
Noget rigtig ærgerligt:
Min brors dejlige datter kapitulerede af hjemvé og magtede kun én overnatning her hos os. Jeg ville så forfærdelig gerne være en sådan en faster, der kan afhjælpe hjemvé, men der var ikke noget at gøre. Vi prøvede alt.
Noget lidt skørt:
Vi har lovet vores unger en tur i Legoland i dag. Det pisser ned, men det betyder forhåbentlig at nogen andre vælger at blive hjemme - sådan at der ikke er helt så mange mennesker, som der normalt er derude i sommerferien.
Noget kikset:
Jeg er en svag svækling. Har nu på 4.dag taget 100 mavebøjninger, og i dag skreg jeg mig gennem samtlige. Efter de tre første dage, er mine mavemuskler så tilsyrede, at jeg ikke kan vende mig i sengen om natten uden at sige "av." Højt.
Noget, jeg er i tvivl om:
Skal man grine eller græde, når ens mand kærligt lægger armen om livet på én, hvorefter han overrasket udbryder "Gud, er det din talje, jeg kan mærke?"
Noget virkelig yndigt:
Mine store piger har crépet deres hår og ligner jeg ved ikke hvad. Jow, jeg ved det: De ligner Lecia fra 80'er orkestret Laban!
![]()
Noget megairriterende:
Når man hurtigt skal finde et billede på nettet og via google ender i mærkelige blindgyder. Da jeg ville finde billedet af popgruppen Laban, ryger jeg først ind på sider om imamen Abu Laban, herefter en hjemmeside om en hund, der hedder Laban og fandme om der ikke også er en ungarnsk danser ved navn Rudolf Laban. Hallo, hvor svært kan det være - LABAN!
Posten havde hele to bogpakker med til mig i dag - Bøgerne, som jeg har købt hos Maren og så den bog, som jeg har byttet mig til hos Carina. Sørme om ikke også sidstnævnte havde pakket lidt lækker the og en dejlig kretonsk (er det ikke dét, det hedder - noget fra Kreta? Eller hedder det kretansk?) olivenolie.
Tilføjelse: Det hedder kretensisk, har jeg lært siden i formiddag...
Noget rigtig ærgerligt:
Min brors dejlige datter kapitulerede af hjemvé og magtede kun én overnatning her hos os. Jeg ville så forfærdelig gerne være en sådan en faster, der kan afhjælpe hjemvé, men der var ikke noget at gøre. Vi prøvede alt.
Noget lidt skørt:
Vi har lovet vores unger en tur i Legoland i dag. Det pisser ned, men det betyder forhåbentlig at nogen andre vælger at blive hjemme - sådan at der ikke er helt så mange mennesker, som der normalt er derude i sommerferien.
Noget kikset:
Jeg er en svag svækling. Har nu på 4.dag taget 100 mavebøjninger, og i dag skreg jeg mig gennem samtlige. Efter de tre første dage, er mine mavemuskler så tilsyrede, at jeg ikke kan vende mig i sengen om natten uden at sige "av." Højt.
Noget, jeg er i tvivl om:
Skal man grine eller græde, når ens mand kærligt lægger armen om livet på én, hvorefter han overrasket udbryder "Gud, er det din talje, jeg kan mærke?"
Noget virkelig yndigt:
Mine store piger har crépet deres hår og ligner jeg ved ikke hvad. Jow, jeg ved det: De ligner Lecia fra 80'er orkestret Laban!
Noget megairriterende:
Når man hurtigt skal finde et billede på nettet og via google ender i mærkelige blindgyder. Da jeg ville finde billedet af popgruppen Laban, ryger jeg først ind på sider om imamen Abu Laban, herefter en hjemmeside om en hund, der hedder Laban og fandme om der ikke også er en ungarnsk danser ved navn Rudolf Laban. Hallo, hvor svært kan det være - LABAN!
søndag den 15. maj 2011
Majaften
Huset overfor står tomt. Gardinerne er trukket fra både til gaden og til haven, så her fra min stue kan jeg kigge lige igennem huset.
Mennesker kan man ikke kigge igennem - og ville det overhovedet være en fordel, hvis man kunne?
Jeg kan nævne flere, hvis hoveder jeg gerne ville kigge ind i. Ikke for at se deres kranie og hjernemasse, men for at læse deres tanker. Specielt er der én person, hvis tanker jeg ville give min højre arm, for at kunne læse lige nu.
Hvordan ser tanker ud? Jeg tror mine ligner gule post-it sedler, som flyver rundt mellem hinanden. En gang imellem er der så nogen, der sætter sig fast. Andre flyver ud og forsvinder, fordi et vindue har stået åbent for længe.
Når jeg kører på arbejde om morgenen, tager jeg afsted på præcis samme klokkeslæt hver morgen. Det er der åbenbart også rigtig mange andre mennesker der gør, for jeg møder de samme mennesker morgen efter morgen. Ved et busstoppested står hende med det blå hår. På cykelstien suser ham i den gule jakke afsted og når jeg passerer det lille hvide hus, kommer der en ung far ud med to små drenge. Moderen står i køkkenet og vinker. I morges var kun den ene dreng med faderen, den anden sad på moderens arm, mens hun vinkede. Han var nok syg. Eller skulle bare have sig en fridag.
Kender I det, at man kan være så træt at man ikke kan falde i søvn? Eller så træt, at man vågner alt for tidligt? Mage til ulogik skal man da lede længe efter.
Jeg er uendelig glad for mit arbejde som lærer. I dag har jeg været med til at udrette noget, som kommer til at gøre en stor forskel for nogen. Jeg sætter stor pris på den følelse det giver mig, at kunne være med til at gøre en forskel for nogen.
Der er meget savn inde i mig i denne tid og det har været der så længe, at det er blevet til en slags tomhed. Savnetomhed.
Og så skulle jeg hilse og sige at en dårlig dag, før man ved det kan blive endnu dårligere, f.eks når man henter sit yngste barn i vuggestue og en sød og velmenende pædagog siger: "Johanne har haft en ... ja hvordan skal jeg udtrykke det, hun har haft en... for at sige det ligeud: LORTEDAG." Og så viser det sig, at ens barn har været ked af det og grædt og sagt jeg vil have min mor. Av for katten. Hvis jeg vil vide, hvordan jeg selv har det, skal jeg bare kigge i mine børns øjne, for der står det skrevet.
Mennesker kan man ikke kigge igennem - og ville det overhovedet være en fordel, hvis man kunne?
Jeg kan nævne flere, hvis hoveder jeg gerne ville kigge ind i. Ikke for at se deres kranie og hjernemasse, men for at læse deres tanker. Specielt er der én person, hvis tanker jeg ville give min højre arm, for at kunne læse lige nu.
Hvordan ser tanker ud? Jeg tror mine ligner gule post-it sedler, som flyver rundt mellem hinanden. En gang imellem er der så nogen, der sætter sig fast. Andre flyver ud og forsvinder, fordi et vindue har stået åbent for længe.
Når jeg kører på arbejde om morgenen, tager jeg afsted på præcis samme klokkeslæt hver morgen. Det er der åbenbart også rigtig mange andre mennesker der gør, for jeg møder de samme mennesker morgen efter morgen. Ved et busstoppested står hende med det blå hår. På cykelstien suser ham i den gule jakke afsted og når jeg passerer det lille hvide hus, kommer der en ung far ud med to små drenge. Moderen står i køkkenet og vinker. I morges var kun den ene dreng med faderen, den anden sad på moderens arm, mens hun vinkede. Han var nok syg. Eller skulle bare have sig en fridag.
Kender I det, at man kan være så træt at man ikke kan falde i søvn? Eller så træt, at man vågner alt for tidligt? Mage til ulogik skal man da lede længe efter.
Jeg er uendelig glad for mit arbejde som lærer. I dag har jeg været med til at udrette noget, som kommer til at gøre en stor forskel for nogen. Jeg sætter stor pris på den følelse det giver mig, at kunne være med til at gøre en forskel for nogen.
Der er meget savn inde i mig i denne tid og det har været der så længe, at det er blevet til en slags tomhed. Savnetomhed.
Og så skulle jeg hilse og sige at en dårlig dag, før man ved det kan blive endnu dårligere, f.eks når man henter sit yngste barn i vuggestue og en sød og velmenende pædagog siger: "Johanne har haft en ... ja hvordan skal jeg udtrykke det, hun har haft en... for at sige det ligeud: LORTEDAG." Og så viser det sig, at ens barn har været ked af det og grædt og sagt jeg vil have min mor. Av for katten. Hvis jeg vil vide, hvordan jeg selv har det, skal jeg bare kigge i mine børns øjne, for der står det skrevet.
Abonner på:
Opslag (Atom)