tirsdag den 12. november 2013

Fødselsdag og jubilæum

Mit indlæg i dag passer meget godt som en fortsættelse af det, jeg skrev i går, om at føle sig (lidt) som en olding.

Min yngste barn fylder 5 år i dag. 
Hun blev født en råkold november-morgen kl. 5.57, kun 12 minutter efter vores hæsblæsende ankomst til Kolding Sygehus.  Der var lidt stress på den nat, for det var først kl. 03 at jeg var så sikker på at fødslen serøst var i gang at jeg ringede efter min mor, der skulle komme - fra Århus, en times kørsel herfra, og passe de store.
Jeg var 13 dage efter termin og havde næsten mistet troen på at jeg nogensinde ville føde det barn, men jeg skal da lige love for at hun havde fart på, da hun først besluttede sig for at komme ud til os.

Den nybagte far husker fødslen som at jeg gik helt krumbøjet med de vildeste veer fra bilen og op til fødestuen, lagde mig ned på briksen og blev undersøgt (10 cm åben), bad om noget at drikke, som han sprang ud på gangen for at hente, og da han kom ind med et glas saftevand til mig, var barnets hoved ude og 10 sek. efter var resten født. Hvis man kan være regionsmester i at føde børn, kandiderer jeg til titlen!
Mine tre piger er alle født ved nemme, hurtige og helt ukomplicerede fødsler.

Vi vidste ikke på forhånd at hun var en pige. Jeg har ikke kendt kønnet på de to første, og det havde ham der har en vielsesring magen til min heller ikke med sine to første, men denne gang ville vi gerne vide det. Jordemødrene strejkende imidlertid og til scanning fik vi at vide at vi var ramt af strejken på to fronter: De ville ikke oplyse os kønnet og vi kunne ikke få det lille scanningsbillede udleveret. 
Det affandt vi os selvfølgelig med og tænkte ikke videre over det.
Mange sagde til mig at de håbede vi ville få en søn. Mest til mig, fordi jeg jo havde to døtre i forvejen (min mand har en søn og en datter fra sit første ægteskab) og jeg lod mig rive lidt med af den stemning og tænkte meget på, hvor dejligt det kunne være med en lille dreng. Vi blev enige om at hvis det blev en dreng, skulle han hedde Sigurd, Johan eller Karl Emil. Blev det en pige skulle hun havde sin farmors navn Johanne, en farmor hverken hun eller jeg nogen sinde har mødt, da hun desværre døde for mange år siden. 
Siden det sekund babyen blev lagt på min mave, og jeg så at det var Johanne, har jeg aldrig skænket det en tanke at hun skulle have været nogen anden -  og da slet ikke en dreng. Hun er vores pige og hun er præcis som hun skal være. 

Og så til mit jubilæum: Da vi sang fødselsdagsang her til morgen, satte flag frem, lagde gaver på bordet og alt det, man nu gør - fik jeg det vildeste dejavue. Hvor har jeg gjort lige præcis de ting mange gange! Og en eftertælling afslørede da osse at jeg i dag fejrer fødselsdag for biologisk afkom for 30.gang!
14+11+5 = 30 !  Så tillykke med fødselsdagen til Lillepigen og til mig med 30.gangs-jubilæet!
Har tilbragt morgenen og formiddagen sammen med hende i børnehaven og puster nu ud herhjemme. Det er muligt at lærere har støj og tumult omkring sig i skolen, men det er intet i sammenligning med hvad pædagogerne i en børnehave er omgivet af. Respekt til dem!












Sjovt nok havde fødselsdagsbarnet den samme kjole på da hun fyldte 4 år, men jeg kan se på kjolens længde at hun er vokset en hel del i det år, der er gået. 

mandag den 11. november 2013

Og når vi så film, lejede vi en moviebox

Jeg fortalte forleden mine store piger at der hjemme hos mormor og morfar, dengang jeg boede der, kun var én eneste telefon i huset. Telefonen, som var i grå plastic og med rundt drejeskive,  befandt sig naturligvis i stuen, og når den ringede løb jeg alt hvad remmer og tøj kunne holde hen for at tage den. Sikkert fordi jeg gik og håbede at nogen bestemte ville ringe.

Jeg fortalte også at det var SÅ pinligt, når mine forældre sad i stuen og kunne overhøre mine private telefonsamtaler.
 Jeg havde veninder, der fik installeret fastnettelefoner i deres værelse, men den slags var ikke på tale hos os. Alligevel fik jeg skaffet mig lidt telefon-privatliv ved for mine egne penge at købe (i Bilka for 49 kr) en meget lang telefonledning, som jeg kunne montere på telefonen i stuen og derved transportere den ind på mit værelse, lukke døren og tale med veninder og kærester i fred. 

Mine døtre skiftevis måbede og grinede, da jeg fortalte, og jeg kunne jo så fortsætte med at vi, da jeg var helt lille, også kun havde ét tv i huset, OG (her begyndte de at betvivle mine ord) at DR1 var den eneste kanal, vi kunne se (indtil lokalstationen Århus Lokaltv gik i luften, så havde vi to!)
'Man sku' tro, du var på alder med Grauballemanden', sagde én af pigerne så.

Helt bag af dansen var jeg altså  ikke. Jeg fik en clockradio i julegave et år (med snoozeknap!) og mit stereoanlæg havde dobbeltbåndoptager. Jeg havde også en sej walkman, som automatisk spillede den anden side af båndet, når den ene var færdig, dvs. man behøvede ikke tage båndet ud og vende det om. Og i 9.klasse købte jeg en elektrisk skrivemaskine (den var på tilbud til 999,-) og den havde automatisk slettefunktion! 
Mine leggins havde strop under foden og hed gamachebukser, og et år fik jeg en karrygul vinterjakke, der var så pivsmart til mine benvarmere i samme farve at jeg beholdt jakken på i timerne i skolen, for at de andre rigtig kunne se hvor smart jeg var.

Jeg var fan af The Cure, Simple Minds, U2 og Duran Duran og kunne alle Tv2's tekster udenad. Havde også en periode med Culture Club, hvor mit værelse var plastret til med plakater af Boy George. 'Sikke da en nydelig dame, du har hængende der', sagde min mormor engang, da hun var på besøg og så min Boy George-udsmykning.


Hold nu kæft. Mine børn har ret.
Jeg er på alder med Grauballemanden!

søndag den 10. november 2013

Kalenderhistorie 2013

For to år siden blev jeg af en veninde, der også er blogger, inviteret med til at skrive til en juleføljeton. Vi var en gruppe personer, skrev så videre på hinandens afsnit af historien. Hver dag i december blev der postet ét afsnit. Det fede var at ingen på forhånd anede hvordan fortællingen ville udvikle sig - og når man fik et afsnit i hænde bestemte man suverænt selv i hvilken retning, man ville dreje handlingen. 

Mai har (sammen med sin veninde) besluttet at gøre det igen, og jeg har været så heldig igen at blive spurgt om jeg vil deltage. De to har oprettet en ny blog til formålet.

Derfor håber jeg inderligt at du i december måned vil følge med i denne kalenderhistorie.
Er du interesseret i at blive én af skribenterne på projektet, så læg en kommentar her, og jeg vil formidle kontakten videre.

onsdag den 6. november 2013

Var det fuldmåne i nat?

Gaber højt mens jeg sidder her ved skrivebordet. Lettere hovedrystende over hvor mærkelig en nat det var i nat. 
Gik i seng med hoste og hovedpine kl. 20.30 efter at have pakket tøj og stillet frem og gjort ved, for at være klar til træning kl. virkelig meget tidligt onsdag morgen.
Læste i en god bog og så tre afsnit af 'Stemmer på Kanten', de programmer, hvor man følger Lisbeth Zornig Andersens kamp for at få socialt udsatte, hjemløse osv til at afgive deres stemme til kommunalvalget d. 19.november. 
Udsendelserne kan ses lige her, og du kan læse om selve kampagnen her. Jeg kan virkelig undres over at ingen har tænkt på at gøre det hun gør, før nu!?
I et velhavende, civiliseret og digitaliseret samfund som Danmark, lever der en (alt for) stor gruppe borgere på kanten af (og udenfor) samfundet - det kan i den grad ændre den politiske dagsorden, hvis de lader sig høre ved at afgive deres stemme! 
Har du ikke fulgt med i udsendelserne, vil jeg varmt anbefale dig at se dem!

Nå, men kl. 23 slukkede jeg lyset og satte vækkeuret til 5.20.
fra 23-24 lå jeg og vendte og drejede mig, men lige meget hvad, lå jeg ikke godt. Meget mærkeligt. Ligger sgu da altid godt i den seng?

Kl. 24-01 var jeg sulten og tørstig. Hentede vand og knækbrød og indtog det siddende i sengen.
Kl. 01-02 hostede jeg. Og hostede og hostede og hostede.
Kl. 02-03 lavede jeg en kombi, vendte og drejede mig, hostede og drak vand.
Kl.03 var jeg ude at tisse og herefter faldt jeg i søvn.

Kl. 5.20 ringede vækkeuret og jeg lå vågen i 2 minutter og mærkede efter i min krop. Tænkte på at jeg godt kunne køre ind og træne, hvis det havde været sådan at jeg skulle hjem igen bagefter og kunne hvile mig senere, men faktum var at jeg kunne ligge og tænke frem på en lang og krævende dag på arbejde og en masse halløj herhjemme i eftermiddag.
Kl. 5.22 satte jeg vækkeuret frem til kl. 6.30

Søvnløshed var min ven i mange år, og jeg har tilbragt utrolig mange timer af mit liv i dens irriterende selskab. Har egentlig ingen intentioner om at genoptage forholdet.

søndag den 3. november 2013

Søvnig Søndag


#1
Lørdagens julefrokost (ret misvisende betegnelse i øvrigt - det er ikke jul og det var ikke frokost...) i verdens bedste kvindenetværk har mørbanket krop og sjæl. Selvom man sover helt vildt ringe på en luftmadras, så har jeg i min dovne døsighed dagen igennem svævet på en fluffy sky, skabt af tømmermænd, skraldlatter og super selskab af dejlige damer

#2
Takket være Fru Z har Storepigen og jeg ENDELIG fået lavet fotobog fra Storepigens konfirmation i april. Jeg var så heldig at vinde en fotobog her fra på Fru Z's blog, og den er nu lavet færdig og sendt til bestilling. 


#3
Det er Allehelgens Søndag i dag. Dagen hvor man mindes de døde. I middelalderen havde bønnerne det formål at mindske de afdødes pinsler i skærsilden, men efter reformationen blev allehelgen (sammen med hele idéen om skærsilden) afskaffet i Danmark. 
I de senere år er skikken blev genindført, nu i den amerikansk udgave Halloween. 
De afdøde, der ikke kom sikkert ind i dødsriget, kommer tilbage til jorden og hjemsøger de levende på All-Hallows-Even. 

Idet jeg henviser til #1 kom jeg ikke i kirke i dag. Ville ellers meget gerne have været der. På denne søndag oplæses navnene på de personer, der er begravet fra kirken i det forgangne år, og der tændes lys for de afdøde på kirkegården. Pårørende kan mindes de kære de har mistet, eller man kan i det hele taget bare sende en særlig tanke til de døde. Jeg har haft et helt bestemt menneske i tankerne det meste af dagen. Han blev kun 34 år gammel.






fredag den 1. november 2013

Frustrationsrobusthed #2

For nylig skrev jeg om begrebet 'frustrationsrobusthed', som jeg netop havde lært at kende og var vældig begejstret for. Det passer ikke hvad jeg skriver - for det var ikke begrebet, jeg havde lært at kende, begrebet har jeg kendt i alle de år, jeg har været mor og lærer. Det var ordet, der var nyt. 
Du kan læse indlægget her.

I kommentarfeltet fik jeg efterfølgende et spørgsmål, som jeg har tænkt meget over siden, fordi det var et supergodt spørgsmål. 
En læser spørger mig, om jeg har nogle bud på hvordan man opbygger frustrationsrobusthed hos sit barn - og læseren fortæller om sin 12-åige datter, der opgiver alt for let og bliver trist og ked når hun møder modstand.


Jeg vil meget gerne prøve at skrive lidt om hvordan, jeg tror man kan hjælpe sit barn til at blive mere frustrationsrobust. Lad mig dog først understrege at jeg ikke er ekspert overhovedet.  Men jeg har dog alligevel en vis erfaring efter 13 års dagligt samvær med alle mulige forskellige børn i mit arbejde som folkeskolelærer og det sideløbende med mine 14 års erfaring i at være mor.

Børn er forskellige
Graden af frustrationsrobusthed er meget forskellig fra barn til barn, og hvorfor er det sådan? 
Jeg forestiller mig at svaret er en kombi af barnets arv og miljø. Arv som er den del af barnets sind, der er givet fra fødslen -  og miljø som vaner og sociale mønstre,  der er indlært i barndommen i et samspil med de nære relationer og omgivelserne.
Børn er ligeså forskellige som voksne; Nogen er udadvendte, nogen er stille, nogen spørger meget, andre tør ikke spørge, nogen er generte, andre råber højt - og opdragelsemetoder, kan derfor virke forskelligt fra det ene barn til det andet.

Der er dog ting, der gælder fælles for alle børn. Og jeg mener ALLE børn!
Det er behovet for tydelige voksne, der tager ansvar og viser vejen - altså 'fyrtårne', der stikker en retning ud for barnet. 

Min datter
Én af mine døtre er markant mindre frustrationsrobust end sine to søstre og det faktum har til tider været meget meget konfliktfyldt for både hende selv, men også for os, hendes nærmeste familie.

Hun er en forsigtig type, der helst bliver på sikker grund og ikke bare sådan kaster sig ud på ukendt terræn. Hun vil helst kunne alt perfekt og stiller meget høje krav til sig selv. Hun havde, da hun var mindre, meget svært ved at acceptere at det kan koste blod, sved og tårer at lære nye ting, og at det er helt almindeligt at man ikke kan mestre noget nyt lige med det samme, men i stedet må øve, øve og øve for at blive god. 

Jeg kan ikke
Der er blevet grædt over løbehjul, rulleskøjter, sjippetove og kastet med en cykel uden støttehjul, for 'jeg kan jo ikke finde ud af det, og jeg lærer det aldrig'. 
Det sammen med en (forkert) forestilling om at alle andre kunne det hele fra starten, gjorde hende så tit helt opgivende og uden kampgejst. 
Jeg ved ikke hvor mange lektiesituationer, der er endt med at jeg mistede tålmodigheden, skældte ud og talte ned til min datter med det resultat at hun brød grædende sammen. Jeg husker en gang, hvor hun løb grædende ud af stuen, fordi jeg havde givet hende et fur over nogle matematiklektier, hvor hun bare sad helt passiv og lod mig regne den ene opgave efter den anden. Mine bebrejdelser, da jeg sandede at det var sådan fat: Sig mig engang, tror du at du bliver bedre til matematik af at JEG laver det hele? Det kan da ikke passe, at du intet kender til den type opgaver, I må sgu da have haft om det i skolen osv. Da hun havde forladt stuen og hendes dør var smækket i, sad jeg der tilbage og måtte sige højt til mig selv.
"Det klarede du virkelig flot, skolelærer!"
Men nej, det gjorde jeg bestemt ikke, jeg klarede det så ringe, som det overhovedet var muligt. 

Faktum er at hvis man har et barn, der er forsigtig af natur og ikke bare kaster sig ud i nye udfordringer, så har man som forældre en særlig opgave i at støtte dette barn og vel at mærke at gøre det uden at beskadige barnets selvværd. Støtte kærligt, men også skubbe blidt, når man kan mærke at det er okay at gøre det. 

Selvfølgelig kan du da det 
Det jeg har oplevet med min datter og set hos andre børn, er at de voksne omkring barnet alt for nemt kommer til at bebrejde barnet at det ikke gør, som vi forventer: 

-Ej nu må du holde op, selvfølgelig kan du da finde ud af det
-Sikke noget pjat med dig, du kan da sagtens klare 
-Hvis alle de andre kan, så kan du da også, kom nu

Jeg kommer lige nu i tanke om et andet eksempel, som jeg egentlig allerhelst ville glemme: Vi var i en forlystelsespark, min datter var 7-8 år gammel, og hun turde ikke prøve nogen af tingene. Og det rykkede ikke på hendes nej at hun kunne se at jævnaldrende børn og børn, der var yngre end hende, susede rundt i de mange sjove aktiviteter. 
Da vi havde vadet parken rundt et par gange og pigebarnet havde sagt 'nej tak' til alt hvad jeg foreslog, blev JEG frustreret og nedsmeltede i et udbrud, som jeg er helt flov over at gengive. Jeg sagde ting som: 'Det kan du simpelthen ikke være bekendt, jeg har betalt en formue for at vi er kommet ind her, du har glædet dig i så mange dage og så vil du bare ingenting.' Min datter har altid svaret et sådant udbrud fra mig med tårer - tårer, der med det samme har fået mig til at stoppe op og tænke mig om. Kom i en fart ned i børnehøjde, fik set mit barn i øjnene og undskyldte mit udbrud. Forsøgte at lappe skaden og glatte ud. Men det ændrede ikke på, at jeg havde bebrejdet hende for at være som hun nu engang er.
Og det MÅ vi ikke gøre. Bebrejde vores børn at de er som de er. Det er absoult no-go!

Da det gik op for mig at jeg tacklede mit eget barn temmelig uhensigtsmæssigt og var i gang med at trække nogle normer ned over hovedet på hende, som slet ikke matchede det menneske, hun er, begyndte jeg at ændre på min måde at reagere på hendes tyndhudede nedsmeltninger. Jeg overførte erfaringer fra min måde at arbejde med skoleelever, der havde lignende udfordringer og langsomt over de følgende år, skete der en mærkbar ændring med hendes tilgang til verden. Hun er stadig ikke den, der står allerstærkest i stormvejr, men hun er blevet langt bedre til at tackle modgang og acceptere sine frustrationer. Meget er kommet af sig selv eller via motivation fra gode kammerater (børn lærer meget af deres venner) og meget er kommet, fordi vi voksne omkring hende blev meget bedre til at reagere på hendes udbrud og nedsmeltninger udfra vores kendskab til hende og ikke udfra vores normer og forestillinger om, hvordan en 8-årig/10-årig/12-årig skulle være.

Derfor er mit råd nr 1:

Bebrejd aldrig barnet
at han/hun er sådan og sådan. Det hjælper intet. Hvis man er usikker på sig selv i verden, så er det sidste man har brug for at høre, at man er forkert fordi man er sådan.

Usikre og tilbageholdende/opgivende børn har brug for tid, tid og mere tid til at vænne sig til nye ting, blive sikre i nye færdigheder og det er gennem deres succeser, de vokser og styrkes i troen på, at det kan betale sig at kæmpe for at noget kan lykkes.

Råd nr. 2 er som følge af råd nr. 1:

Fokusér på successerne:
De gange hvor det lykkes for barnet at overvinde sig selv kan bruges positivt og fremadrettet. 'Kan du huske, hvor svært det var for dig at lære at cykle uden støttehjul - og at du mange gange sagde til mig at det ville du aldrig kunne lære'... Prøv at se hvor flot og sikkert, du cykler nu - og tænk på at det er den samme proces, du skal igennem, nu hvor du gerne vil lære at stå på skøjter/spille fløjte/ flette julestjerner/dykke under vandet.
Når tingene ikke lykkes første gang, så ros og opmuntr alligevel: Hvor var det godt, du prøvede. Nu tager du lige tre forsøg mere og så lægger vi det væk for i dag og prøver igen i morgen.

Det 3.råd, som nok er det den spørgende læser bedst kan bruge i forhold til den opgivende datter er:

Pres ikke for hårdt, men skub blidt.
Tryk avler som bekendt modtryk - og der kommer meget sjældent noget godt ud af at presse/tvinge nogen til noget, de ikke vil.
Børn, der ikke bare kaster sig ud i nye udfordringer (og det gælder såmænd også for voksne) bliver hurtigere trygge, hvis vi guider dem. Nu viser jeg dig, hvordan man løser den her matematikopgave, så løser vi den næste sammen og den tredje løser du så selv. Vær tilstede og opmærksom ved 'igangsætning'  - Giv starthjælp, så barnet mærker at situationen er okay og finder ud af at han/hun godt kan. Når barnet har prøvet selv, men er ved at opgive, så vis igen interesse og gør dig umage med at opmuntre. Jeg synes, du klarer det rigtig godt, nu mangler du bare tre linjer/regnestykker... Hvis det handler om lektier, så er der også meget at hente ved at finde det helt rigtige tidspunkt på dagen, skabe hyggelige rammer (levende lys, te og kiks kan være ret motiverende). Hvis barnet er en stædig type, der kan finde på at sige, jeg gider ikke, så må du godt sige, jamen det skal du. Det er det, jeg mener med at skubbe blidt. Nogen gange skal de forsigte børn puffes blidt ud over kanten. 
Min datter ville/turde fx ikke gå til svømning, men det sagde jeg til hende at hendes far og jeg havde bestemt at hun skulle. 

Vi synes det var vigtigt at vores børn fik lært at svømme godt, og derfor trodsede vi hendes tilbageholdenhed. Den første svømmetime græd hun sig igennem, men i løbet af få gange kom hun til at elske at gå til svømning og ønskede selv at fortsætte mange sæsoner efterfølgende.

Børn ved som regel godt hvad de har lyst til, men ikke altid hvad de har brug for.

Det sidste og 4. råd er: 

Giv tid og overfør ikke din egen utålmodighed på barnet.
Gid nogen dog havde sagt det til mig. Det var lige præcis det jeg ikke evnede i eksemplet fra forlystelsesparken. Det er helt okay at dit barn er længere om at lære eller turde noget end sine jævnaldrende (jævnfør råd nr. 1) og derfor må du sige til dig selv og til dem, der kan finde på at spørge at 'det skal nok komme', mens du opererer indenfor de tre andre råd.

At give tid er også at lade være med at være en curlingforældre, der gør alting for sine børn. Drop serviceafdelingen og lad barnet gøre tingene selv. Det giver robusthed at lære at gøre almindelige/rimelige praktiske ting selv fra man er helt lille. Når lille Børge på tre år fra sofaen råber 'moar, jeg er tørstig, så er det bedre at svare 'så kom ud i køkkenet og hent dig et glas vand' end at servere et glas vand for ham. Troen på at vi kan noget og duer til noget erfares gennem handlinger. 

That's all there is to say about that? Nej, det er det så langt fra, men jeg stopper her. Håber inderligt at det jeg har skrevet, giver mening for nogen.