Menu: Find selv på noget

Vi kom hjem fra sommerhus søndag eftermiddag, fik hentet hundehvalpen hjem fra sin plejefamilie, og da mørket begyndte at falde på, havde ingen tænkt et sekund på, hvad vi skulle have til aftensmad. Derfor trak jeg følgende koncept op af hatten:

Man må selv bestemme, hvad man laver sig at spise til aftensmad, vi har ikke købt noget ind, men har forskelligt på lager i køleskab, fryser, skuffer og skabe.

Husets yngste synes vældig godt om den idé (hun er generelt fan af alt, man som barn selv må bestemme) og gik straks i gang med at lave sig en toast. 
En anden fandt en tærte i fryseren, en tredje tog sig et stykke rudbrød med banan og jeg lavede mig en portion grød af ruggryn hasselnødder og revet æble. Og et drys kanel. 

Jeg siger ikke at der på nogen måde var noget som helst overdådigt over sådan et måltid, men jeg siger at det er tankevækkende, så meget mad, der kan komme på bordet i et hjem, hvor ingen har købt ind i dagevis. 

Nå ja og hvidvin fik jeg da også til min middag. Et ordentlig ét endda.

Bon appetit :)

En ø

Vi har givet vores møgbeskidte hjem fingeren og holder weekend i et lækkert sommerhus ved Bork Havn. Her er virkelig nice. 

Stille, aften- og morgenmørkt og med mulighed for at sove så længe man gider, for hundhvalpen er sendt ud til sin plejefamilie. Den har nemlig det fineste indre hundeur og vækker os lørdag og søndag præcis kl. 5.45, hvor vores vækkeure til dagligt ringer. 

Eftermiddagen blev tilbragt ved Henne Strand, og som altid, var det vidunderligt at få vesterhavsluft i fjæset.

Sørg for i den pressede hverdag, at skaffe jer øer med ro og mental  afkobling, sagde psykologen, der gav faglig supervision i mit team på arbejde forleden. 

I dag er en ø.

Skudt i begge fødder og med hund

Mit næsteyngste barn, Mellempigen, var seks år gammel, da Lillepigen kom til verden. Jeg var altså med andre ord godt og stabilt på vej ud af livet som 'mor til småbørn' og havde netop lige stukket tungen ud for at smage på det søde liv med store børn. Det liv, hvor ens afkom kan være alene hjemme, helt selvstændigt klarer toiletbesøg, og begynder at sove længere end til kl. 6.30 i weekenderne. 
Med Lillepigens ankomst - og hun var altså både planlagt og stærkt ønsket - kan man vist roligt sige, at vi blev slået hjem i ludo. Tilbage til start. Om igen. 
Farvel søde nemme hverdag med store børn, goddag barsel, bleskift og barnevogn og pladsanvisning.
Man kan da vist roligt sige, at det var som at skyde sig selv i foden!
Sammen yngste datter er nu 9 år gammel. Selvstændig, selvhjulpen. Kan snildt være alene hjemme, og er én af storesøstrene hjemme også en hel aften og nat. 
Hun har i årevis transporteret sig selv til og fra skole, så alt stress vedr. hente og bringe har meget længe været ude af vores liv.

It all returns!
Jeg har  ved 100 % bevidsthed og med fuldt overlæg skudt mig i den anden fod.

Vi har anskaffet en hundehvalp. 
Som tisser på gulvet. Skal ud om natten. Ikke kan være alene hjemme ret længe. Piver, når den ikke får opmærksomhed. Kræver.  Vi løber rundt og kaster kartoffelmel på våde pletter, har lommerne fulde af godbidder og poser til at samle hundelort op i, og har måttet flytte rundt i stuen for at dække ledninger og har fjernet ting, der for guds skyld ikke må bides i.

Men ved I, hvad vi også har?
Vi har fået en fælles opgave i familien, et projekt, et ansvar og vi griner, leger og læser i en bog om hvalpeopdragelse. 
Vi har fået noget helt særligt sammen, og derfor er det faktisk slet ikke så slemt at gå rundt i verden og være skudt i begge fødder. 

Det får mig til at tænke på, at opskriften på det gode liv for mig, slet ikke hænger sammen med graden af frihed til at gøre hvad jeg vil, men i langt højere grad er forbundet med de fællesskaber, jeg er en del af. 
Jeg bliver mig - sammen med andre. Og med hund.

Arhem han er da kær. Her i dyb søvn på sin zebrabamse.
Udmattet efter hvalpetræning. 

Tærte, Taylor Swift og træt mig

Skoleårets første weekend blev budt velkommen med kys, kram og kold hvidvin i gode venners lag. For at sige det ligeud, så har det været hårdt at komme i gang med hverdagen igen. Og det er ikke hver enkelt ting i sig selv, der gør det hårdt, det er summen af det hele...

Lillepigen er startet i 4.klasse, Mellempigen i 10.klasse på en ny skole og Storepigen har lagt studenterhuen på hylden, og arbejder. 

For mig var det skønt at tage hul på år 2 i mit nye job, for når man er hele det første år igennem, så er man ikke ny mere. 

Skiftet fra 'almindelig' lærer i almendelen med mange ugentlige timer med særligt sårbare børn til at gå all-in på den sidste kategori og nu være fulltime specialklasse-lærer var så rigtig timet, som noget overhovedet kan være. Jeg er sindssyg glad for mit arbejde. Virkelig.

Men træt efter de første to uger, det er jeg, og derfor har det været noget så dejligt med en weekend uden de helt store planer. 

Lørdagen blev brugt i køkkenet - jeg tog hul på et nyt løfte, jeg har givet mig selv, nemlig at jeg vil blive meget meget bedre til at lave mad til fryseren, når lejligheden byder sig. 'Sætte overskud i banken', som jeg også kalder det. Jeg tænker at enhver fortravlet hverdagsmor eller far, ved præcis hvad jeg taler om, når jeg siger at det kan forebygge meget stress, hvis man på de travleste dage, har retter i fryseren, der kan hives op og varmes.

Og her kommer overskriften i spil: 

Jeg lyttede til P7 Mix Maratons podcast om Taylor Swift, mens jeg lavede tærter til fryseren.

Lige siden en god kollega, for nogle år siden, gav mig tippet om P7's maraton-udsendelser, har jeg været fan. Især er jeg vild med de udsendelser, hvor det handler om én specifik kunstner. Der dykkes ned i kunstnerens bagkatalog og det krydres så med en masse baggrundsviden, interviews osv. 

Lørdag aften foregik på langs i sofaen med 2-3 afsnit af The Affair (HBO), som både ham der har en vielsering magen til min og jeg blev bidt af allerede i seriens første sæson. Jeg er helt enig i denne artikels dom over sæson 3, men vi slugte den nu råt alligevel. 

God søndag til jer derude!

Barcelona før tid

Kabinepersonalet hos Ryanair strejker, og derfor aflyste selskabet den flyafgang, der skulle have bragt os til Barcelona i går, d. 25.juli.

Vi brugte således en hel dag på at løse en pænt stor udfordring (hvordan kommer vi SÅ til Barcelona?), hængende i kø på både telefon og livechat, men den knappe tid gjorde, at vi til sidst gik til sidst kold i forsøget på at finde ud af, hvordan og hvornår Ryanair kunne tilbyde os en ombooking.

I stedet valgte vi at bede om at få refunderet vores billetter og købe fem nye hos Vueling. 

Der var så bare lige den detalje at Vueling havde ALT udsolgt d. 25/7 (ikke sært, når konkurrenten aflyser), og derfor blev udgangen på den her vildt stressede, irriterende og usikre situation, at vi d. 23/7 fik billetter til d. 24/7 med afgang fra Hamburg kl 14.40. Afgang blev flyttet til et døgn tidligere.

Jeg skal da lige love for at nogen, der troede de havde gooood tid, fik travlt med at færdiggøre en større hovedrengøring (huset skulle stå helt skarpt og klar til den spanske familie, vi bytter bolig med) og få pakket deres kufferter. 

Aftalerne med byttefamilien blev (med stor forståelse og hjælpsomhed fra deres side) lavet om i sidste øjeblik, fordi vi nu ville ankomme til Barcelona en dag tidligere end planlagt.  

Fra at dalre rundt og have masser af tid, accelererede vi arbejdshastigheden op på max: Det sidste gulv blev vasket og den sidste kuffert lukket ved midnatstid. 

Herfra gik det smooth, tidligt op tirsdag morgen, afsted mod Hamborg, sætte bilen på aftalt p-plads, aflevere bilnøgler hos Welcome Center, således at den dagen efter kunne afhentes af spansk familie, finde den rigtige terminal, checke ind og alt det halløj, der følger med en flyrejse. 

Ved 18-tiden landede vi på catalansk jord. 

Den spanske far fandt os nemt, og kort tid efter sad vi alle fem i hans bil og var på vej mod byen. 

Vores vært var hjerteligeheden selv, og vi nåede i løbet af køreturen at få masser af tips, tricks og anekdoter på et engelsk, der med stærk spansk accent lød helt fantastisk i mine ører. Jeg kom flere gange til at tænke på Antonio Banderas. 

I lejligheden ventede resten af byttefamilien: Mor og tre sønner - vi fik lært at kindkyshilse på spansk, og fik en 
grundig gennemgang af den stilfuldt, hyggelige og meget velindrettede lejlighed, som ligger i en rolig gade i bydelen Gracia. 

Det er i nærheden af Parc Güell og La Sagrada Familia, tæt på butikker og supermarkeder og i nærheden af flere metrostationer. 

Vores begejstring var meget stor!

Efter lidt koldt at drikke og en snack, kørte vores vært os til den hotellejlighed, hvor vi dagen før, med en god vens hjælp, havde booket en enkelt overnatning. 

Vores værter ville næste morgen tage toget ud til lufthavnen, nu der var gået kludder i den oprindelige plan med, at vi ville ankomme efter de var rejst, og køre i deres bil fra lufthavnen. 

Vi var både glade, lettede  og taknemmelige, da vi tidligt tirsdag aften gik til ro i Barcelona. Trods flyaflysning faldt det hele på plads i, hvad der for os føltes som sidste øjeblik, de praktiske udfordringer blev løst og den spanske pizza, vi hentede på gaden smagte himmelsk. 

Ferien er begyndt og alt er godt!

Ps. 

DR Nyhederne henvendte sig for at høre om vores oplevelse af situationen, og ham der har en vielsesring magen til min, blev interviewet over telefonen. Se med her: 

https://www.dr.dk/nyheder/indland/danske-rejsende-fik-ikke-besked-om-ryanairs-aflysninger-vi-opdagede-det-tilfaeldigt

Endelig fik vi walket den talk

A er 20 år og vores nye ven i familien. Vi har mødt ham tre gange nu - første gang på en café, bare Jens og jeg. Anden gang var han herude og spise aftensmad sammen med os alle fem, og i går havde vi inviteret ham med i Givskud Zoo. 

Han er flygtning Syrien og kommet til Danmark for to år siden, helt alene. Trods generthed (både A og vores piger) og en sprogbarriere, der indimellem gør det nødvendigt at bruge både fagter og Google Translate, er det hyggeligt, berigende - og nemt - at være sammen med ham.

Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, hvordan man ville have det uden netværk i et fremmed land, hvor kultur og sprog er helt anderledes end der, hvor man kommer fra, og jeg har meget længe talt om herhjemme, at jeg gerne ville have at vi skulle være venskabsfamilie for en flygtning. Dejligt når snak bliver til handling.

Det er gennem Røde Kors' projekt 'Venner viser vej', at vi er blevet matchet med A. 

Amsterdam 2016 #3

I weekender og ferier begynder mine dage typisk med at jeg bliver serviceret med en kop kaffe på sengekanten, så godt gift er jeg nemlig! 

Således begyndte vores dage i Amsterdam alle helt ens - nemlig med at ham, der har en vielsesring magen til min, stod op og lavede kaffe. 

Jeg har tit rigtig svært ved at sove nye og ukendte steder, men i rækkehuset i Amsterdam-forstaden Ijburg sov jeg som en sten hver eneste nat. Jeg havde en teori om at det skyldtes det ensfarvede sengelinned?! Og nu overvejer jeg seriøst at udskifte alt vores flerfarvede betræk med noget ensfarvet. Helt seriøst! 

På den tredje og sidste hele dag, besluttede vi ved morgenbordet at benytte os af tilbuddet om at låne husets cykler. Vores hollandske byttefamilie havde, i deres velkomstbrev til os, beskrevet en flot cykeltur gennem en nærliggende park ved navn Diemerpark. På den anden side af parken kunne man så cykle videre til en lille by Muiden, hvor der lå et middelalderslot. Af beskrivelsen fremgik det, at det ville tage ca. 30 minutter at cykle gennem parken hen til slottet. 

Vi cyklede af sted. Og vi kørte og kørte. Og kørte. Er vi der ikke snart spurgte pigerne på skift, mens vi voksne den ene gang efter den anden begejstret udbrød ting som: 'nej, se hvor er her flot' og 'Ihhh så meget frisk luft og motion, vi får på denne her ferie'.

Efter 30 minutters cyklen var der ikke skyggen af noget slot i syne. Til gengæld mødte vi en masse får. 

De havde travlt med at holde græs og buske i terrænet nede, og for ikke at tilsvine det dejlige græs, de gik på, sørgede de for at skide ude på stien. Hjulene på vores cykler var således smurt ind i fårelort efter denne tur. 

Efter 45 minutter - og 10 km's cykeltur nåede vi endelig ud af parken og cyklede ind i byen Muiden. Herfra var der så skilte, der viste vej til slottet, og efter et pitstop med indtagelse af vand og chokolade, fandt vi det.  

Havde vi haft længere tid, ville vi godt have været inde på slottet, for det lød og så ud som et spændende og seværdigt sted, men vi havde ikke tid nok, så vi vendte cyklerne og kørte de 10 km tilbage igen. Udenom parken og med et længere frokoststop på en moderne hollandsk burgerbar. 

Eftermiddagen tilbragte vi i centrum med et besøg på Amsterdams berømte Van Gogh Museum. Megafedt sted!

Det må du ikke misse, hvis du kommer til Amsterdam.

På museets hjemmeside havde jeg læst mig til, at de havde en skattejagt til børn - man skulle henvende sig ved informationen, for at få den udleveret, og det er jeg SÅ glad for, at vi gjorde. Mens mand og store piger lidt gik deres egne veje (man kan ikke følges i en gruppe på et museum er min generelle erfaring, for det er så forskelligt hvad den enkelte lige dvæler ved og bliver optaget af...) gik Lillepigen og jeg i gang med skattejagten. Den var på engelsk, så jeg havde travlt med både at oversætte og at guide hende gennem opgaverne. Men det var fede opgaver, som fik vores 7-årige til at gå rundt mellem de fantastiske Van Gogh-billeder i fuld opmærksomhed og dyb koncentration. 

Der var sandelig også en lille præmie (et flot postkort), da hun stolt indleverede opgavehæftet på udvejen. 

Vi tilbragte et par timer i Van Gogh muséet. Jeg kunne sagtens være blevet der meget længere, men når man er på tur med børn, og de pludselig meddeler at de er både sultne, tørstige, skal på toilet og i øvrigt ikke gider mere, så er det klog at indrette sig efter det. 

Skulle jeg være så heldig at komme til Amsterdam en anden god gang, så vil jeg tage på Van Gogh Museet igen!

Aftenen gik med at finde et godt sted at spise. Vi havnede på en argentinsk restaurant og fik forskellige varianter af kød, pommes frites og salat. Jeg valgte lam og fortrød det ikke. 

Det sidste billede er taget på dag 5, vores hjemrejsedag. Vi er netop ankommet med sporvogn til Central Station og skal med tog ud til Schipol Airport.

Tak for en aldeles vidunderlig efterårsferie i smukke Amsterdam. 

Amsterdam 2016 #2

Som mange  måske allerede har luret, er vi en ret aktiv familie, der elsker at opleve og se noget, når vi rejser. 

Ham, der har en vielsesring magen til min er helt generelt rastløs af natur, og sidder ikke stille ret længe ad gangen, og jeg vil bare gerne udvide min horisont og lære noget om de steder, vi besøger. 

Børnene er vant til at vi suser omkring, men vi lytter også til deres ønsker, hvis der er noget særligt, de gerne vil.

På denne tur er der indkommet en del ønsker (vi har teenagepiger, don't forget) om tid til at gå i butikker, og mulighed for at fyre nogle lommepenge af, og det har vi taget højde for. 

Vi har lagt ét fast sight ind pr. dag. 

Første dag var det cykeltur, og i går var det et besøg på muséet Anne Franks Hus. Vi talte allerede om det museum, da vi var i Amsterdam for 4 år siden, men da havde vi ikke fattet at der er 3-4 timers kø til indgangen, hvis man ikke har booket billetter hjemmefra. 

Jeg lovede Storepigen og Mellempigen at vi ville besøge stedet næste gang, vi kom til Amsterdam. 

Så billetterne var booket hjemmefra og når man booker, vælger man et ankomsttidspunkt, som billetten så gælder til, og man kan dermed springe køen over og gå lige ind. Smart!

Vi sov længe, hyggede om formiddagen, jeg læste, pigerne spillede Wii og manden (den rastløse) gav sig til at støvsuge. Efter frokost tog vi med sporvognen til centrum og fandt det berømte hus, hvor Anne Frank og hendes familie i årevis gemte sig for nazistene.

For at give Lillepigen en chance for at få noget ud af besøget, havde jeg ved flere lejligheder i tiden op til brugt lidt tid og energi på at give hende en for-forståelse (ja, sorry børn, jeres mor er lærer!). 

Jeg havde fortalt hende om Anne Frank og hendes familie, om jøder, om Anden Verdenskrig, om Hitler, nazisme og hvorfor de måtte gemme sig for tyskerne, og aftenen før besøget så vi sammen en udsendelse om Anne Frank, jeg havde fundet på YouTube. 

Og jeg formåede endda at oversætte fra engelsk, samtidig med at jeg besvarede alle den 7-åriges mange spørgsmål, mens vi så udsendelsen.

Således godt forberedt lod vi os suge ind i historien om den unge Anne, der i de mørke, stille indespærrede år betroede sig til den dagbog, der siden den udkom i 1947 har været kendt verden over. 

Både Storepigen og Mellempigen har læst dagbogen, (indrømmelse: Jeg har så ikke læst den, men vi har den derhjemme, så det vil jeg få gjort) og synes det var ret syret og spændende at gå rundt i lige præcis dét hus, og ikke mindst op på loftet, hvor den tyskfødte jødiske pige nedskrev sine inderste tanker, og drømme om et bedre liv i en fredelig verden. 

Det var kun faderen, Otto Frank, der overlevede krigen. Moderen og de to døtre døde af sygdom i Therezienstadt, hvor de blev sendt hen, efter at deres gemmested blev afsløret. 

Jeg tog ingen billeder under besøget, havde rigeligt at gøre med at læse, oversætte, forklare osv. til den 7-årige, som var meget opslugt undervejs, omend hendes tur gennem huset gik lidt hurtigere end de store pigers. 

Men her kommer et stemningsbillede fra en hyggelig gade, hvor vi efterfølgende fik en kold forfriskning på en hyggelig bar. 

Amsterdam 2016 #1

Postkort fra vidunderlige og dejligt flippede Amsterdam.

 Vi er rejst hjemmefra på en bølge af kompromisser. Det mest omfattende kompromis er nok selve transporten hertil. Fordi jeg ikke ville være med til at køre i bil hele vejen herned, kiggede vi efter billige flybilletter. Fordi der ikke var billige flybilletter fra Jylland, bookede vi fly fra Hamborg. Og kørte de tre timer hjemmefra og til Hamborg. Men fordi det koster kassen at parkere i Hamborg Airport, reserverede vi en p-plads 20 minutters kørsel fra lufthavnen. Kørsel, der foregik med minibus og meget sur chauffør (turen var inkluderet i lejen for p-plads, og prisen var langt under halvdelen af p-prisen i lufthavnen). 

Rejsen til således til at omfatte:

Bil hjemmefra og til  p-plads nær Hamborg Airport.

Shuttlebus fra p-plads til lufthavn.

Fly til Amsterdam (50 minutter)

Tog til fra Schipol Airport til  Amsterdam Central Station.

Tram (sporvogn) til forstaden Ijburg, hvor vi bor.

Men ved I hvad - det var en herlig og spændende rejse, og lagde man både min og børnenes begejstring sammen, opvejede det næsten mandens hovedrysten over, at vi ikke bare kunne køre hele vejen. Tænker man på tid og penge giver hans hovedrysten fint mening, men anlægger man et perspektiv, der indeholder komfort, oplevelser og afveksling  - ja så lader jeg meget gerne bilen stå en anden gang. Jeg elsker det! 

En anden god ting er, at vi kun rejser med håndbagage. 

Det betyder i praksis  at alt hvad jeg skal bruge i de fem dage, vi er afsted, befinder sig i denne prikkede EastPack-rygsæk. Ud over det tøj jeg rejste i (havde selvfølgelig sweateren og støvlerne på), så er der strømper, underhylere, et par jeans, en langærnet bluse og tre T-shirts. Og en mini toilettaske med tuber og flasker i små rejsestørrelser. 

Det bor tilsyneladende en stor (lille?) minimalist inde i mig, for der suser en stærk følelse af frihed og velvære igennem mig, når jeg konstaterer at jeg har ALT hvad jeg skal bruge i den lille taske. 

Hvorfor i himlens navn plejer jeg så at slæbe så meget med på vores ferier? Det er slut! 

Vi ankom til Amsterdam sent onsdag aften i tæt mørke. Og selvom vi selvfølgelig havde set billeder af 'vores' hus, så var det med masser af 'wouw' og 'yaaayy' og 'næh, nååhhh,  seeee', da vi trådte ind her. Vi bor i et 2-plans rækkehus, som ligger helt ud til én af Amsterdams mange kanaler. Vi er 15-20 minutter fra byens centrum, og området er funktionelt, fancy, flippet og ret så fantastisk. 

Udsigten fra stuen bjergtog os alle fem, da vi glade og spændte stod op torsdag morgen. Og lavede pandekager til morgenmad, smurte sandwich og pakkede taske med drikkevarer og snacks til dagen. 

På den første dag havde vi hjemmefra booket en tre-timers guidet cykeltur rundt i byen. På byferier synes vi det er fedt at bruge den første dag på at skaffe os en slags overblik over byen - og da vi var i Amsterdam for 4 år siden, tog vi en af turistbådene på en byrundtur, så det skulle være noget andet denne gang. 

Vi valgte firmaet 'Yellow Bikes', fordi de ikke havde en nedre aldersbegrænsning på børn - det havde de andre bureauer, vi kiggede på. Nogle tillod ikke børn under 11 år og et enkelt tog slet ikke børn med på deres ture

Lillepigen er med sine næsten 8 år en meget garvet og sikker cyklist. Hun cykler hver dag derhjemme og er god til at navigere, holde overblik og koncentrere sig. Det vidste vi - og derfor turde vi godt tage hende med. Jeg skulle lige tage tre dybe vejrtrækninger på det faktum, at der ikke er noget, der hedder cykelhjelm i Amsterdam. Vi har set en million cyklister, men ikke én eneste med hjelm. 

Cykelturen varede 3 timer inkl. pauser, hvor vores søde unge guide fortalte om de steder, vi stoppede ind ved undervejs. 

Og selvom regnen silede ned på turens første halvdel, var det en supersjov oplevelse. 

Vi susede ad smalle gader, langs kanaler, over broer, rundt om hjørner - og mange steder i ret hektisk trafik! Især scootere der kom susende bagfra og overhalede os, gjorde mig lidt nervøs indimellem.

Vi har helt sikkert set mega dumme og turist-agtige ud på gule cykler og iført gule regnslag, men det var en herlig tur. Fed og aktiv måde at komme rundt i byen på, fremfor når man passivt læner sig tilbage i en bil, en bus eller en båd. 

Efter turen var især børnene trætte - og vores kinder og næser var røde af frisk blæst og regn. Egentlig ville vi være blevet i byen og spist ude, men en hurtig familierådslagning viste at vi allerhelst bare ville hjem til huset og få varmen og slappe af. Så det gjorde vi. Og købte ind til pasta og kødsauce på vejen. 

Rigtig søndag

Sidder i en den grønne sofa ved vinduet i vores hyggelige stue, udenfor siler regnen ned. Megaheldige var vi, Lillepigen, ham der har en vielsesring magen til min og mig, for vi var lige trådt ind ad døren efter formiddagens indsamling for Røde Kors, da det begyndte at regne.  
Nu slapper vi af med hver vores gøremål inden vi kl. 15 tager i biografen og ser 'Den Lille Prins', en historie jeg har elsket højt, siden jeg i gymnasiet læste den for første gang. 
På fransk. 
Kender du Den Lille Prins? Det er ham med citatet: Man ser kun rigtigt med hjertet, det væsentlige er usynligt for øjnene / On ne voit bien qu'avec le coeur, l'essentiel est invisible pour les yeux.

Vi er lidt søndagsflade, men på en dejlig afslappet måde, havde søde gæster til klokken noget over midnat og antallet af tomme vin- og ølflasker på køkkenbordet, forklarer nok meget godt, hvorfor jeg havde lidt ondt i hovedet, da jeg vågnede i morges.
I aften står den på resterne fra den lækre kyllingegryde, vi lavede i går, Bedrag på DR1 og Toppen af poppen på TV2. Rigtig søndag.

Mysteriet om den forsvundne madpakke

Jeg pakkede den med lynets hast samme morgen. To skiver af mit hjemmebagte stenalderbrød, en avocado, et grønt æble fra haven, et kogt æg og en müslibar. I en klar frysepose med knude. Travl morgen, hurtigt ud af døren. Taske, nøgler, telefon, iPad, madpakke, hurtigt ud i bilen og afsted.

Ankom til arbejde i god tid, hængte jakke, stillede taske, lagde madpakke i køleskab. På nederste hylde.

Kl. 10 vil jeg spise æble og müslibar og åbner køleskab, men kan ikke få øje på madpakke. Leder længe, tømmer køleskabs-hylde, fatter intet. Madpakke er væk. Helt væk. Må ha' glemt den i bil tænker jeg, og går ud til bil. Lægger mig nærmest ned i bunden af bilen, undersøger under sæder, allevegne. Ingen madpakke. Går igen ind og leder i køleskab. Også det andet køleskab, hvor jeg ved den ikke er, men har nogen mon flyttet den? Aber nein. Ingen mad.

Begynder at overveje om en kollega kan have taget fejl af madpakkerne, men det er så usandsynligt at jeg mere hælder til en form for madpakke-tyveri, at nogen har taget den. Spist den. Ædt den. But why? Har så mange søde kolleger, det kunne de aldrig finde på. Og dog... Får mistanke, men skyder den straks til side, fordi min samvittighed melder klart ud: Sådan noget må jeg ikke tænke om andre. 

Skriver humoristisk seddel og hænger ind i køleskab: Efterlysing af madpakke. Signalement, æg og avocado.  Beslutter at give dusør til den, der kan frembringe oplysninger om, hvor fanden i hele hule helvede min mad er blevet af? Sult klæder mig ikke, jeg finder noget knækbrød, som jeg gnaver i arrigskab. 

Kl. 12 fyldes personalestuen af sultne madpakkefortærende lærere og pædagoger. Jeg drikker kaffe, mens jeg sultent skuler til de andres madpakker. Især æblet og avocadoen gør den genkendelig, men jeg spotter ingen med den kombination. Havde man nailet en kollegas madpakke, satte man sig nok heller ikke i offentlighed og spiste den.

Ved skoledagens ophør har jeg fået overbevist mig selv om, at min hukommelse må have spillet mig et puds, det passer ikke at jeg satte den i køleskabet på personalestuen, jeg må have glemt den derhjemme, og derefter glemt at jeg har glemt den. Så slemt står det til med at huske i en travl travl  hverdag, det må være sådan det hænger sammen. Den tanke giver mig en form for ro, og jeg glæder mig næsten til at komme hjem og konstatere at min madpakke står på køkkenbordet eller på den grønne kommode i entréen.

Det gør den bare ikke. Der er ikke skyggen af nogen madpakke i hele huset. Jeg begriber det ikke, men ender med at sige højt til mig selv, at jeg ikke vil spekulere mere over den skide madpakke. Nogen mysterier blir aldrig opklaret, sådan er det med dette, og jeg affinder mig med det. Det bliver jeg nødt til, har sådan set ikke andre muligheder. Sagen uopklaret.

Min madpakke forsvandt på mystisk vis i dag, fortæller jeg min familie ved middagsbordet. Ordet madpakke får husets yngste til af afbryde mig: Mor, hvorfor havde du egentlig givet mig æg og avocado med i lille-madpakke, når du ved jeg ikke kan lide nogen af delene? 

Paris i mit hjerte #3

Tænker man på ferie som lig med noget, hvor man slapper af, bader og bare sådan 'hænger ud', så er det ikke en storby man skal rejse til. 

Vi gjorde os derfor også mange overvejelser inden vi valgte Paris som primær sommerferiedestination, fordi vi godt vidste at det kunne blive lange hårde sightseeingdage. 

Efter de første 3-4 dages hardcore byvandringer og køreture i metro med massive kulturelle og historiske indtryk, satte vi tempoet ned. Det føltes helt rigtigt og vi trængte til det. Ikke mindst fordi vejret i den grad viste sig fra den mest sommerlige side med 35-37 graders varme og sol fra en skyfri himmel.

Én hed snap fra Paris. 

Vi hang lidt mere ud i parker og på caféer, og blev lidt længere hjemme i lejligheden. 

For selvom vi havde 9 dage i Paris, så vidste vi jo godt at vi ikke kunne nå at se alt det, vi gerne ville. Både fordi udbuddet er så enormt, men også fordi vores interesser på flere punkter stak i forskellige retninger. 
Jeg var fx den eneste, der gerne ville besøge flere kunstmuseer end de to, vi allerede havde været på: Musée Rodin og Louvre.

Familien Birkenstock!

Det er godt at have en plan at lægge ud med, men endnu bedre at tilrette den plan i takt med at man finder ud af, hvor mange timet orker vi i træk, hvor langt gider vi køre, hvor varmt bliver det i morgen osv. 

Den dag vi havde planlagt til den store Disneylandtur, kunne vi se i vejrudsigten ville blive den varmeste på hele ugen. Op til 38 graders varme og bagende sol. Det magtede vi simpelthen ikke, så vi flyttede turen to dage frem og var således i Disneyland på en dejlig varm, men let overskyet fransk sommerdag. Perfekt!

Centrum i Disneyland er den kæmpestore lyserøde Torneroseslot.
På én gang så smukt og fascinerende, samtidig med at jeg en klam syntetisk plastic-smag i munden!

Paris i mit hjerte #2

Turistfamilie i Paris, sæt i gang!

Samtidig med os ankom en uges hedebølge i Paris. Det betød at vi sigtseede byen i 35-38 graders varme, og derfor allerede på dag 2 medbragte en køletaske med kolde vandflasker, hver eneste gang vi forlod vores base.

Denne køletaske viste sig mange gange på ferien at være sin vægt værd i guld, og selvom den var så tudegrim, lysegrøn og med stropper, så vi kunne bære den som en rygsæk, så var vi SÅ glade for at have den med. 
En ½ liters flaskevand kostede på de mest turistede steder nemt 3-4 euro, så vi sparede mange penge ved at fylde vores egne hjemmefra. Man kan uden problemer drikke vand fra vandhanen i Paris. Hver aften fyldte vi flaskerne 1/4 del op og lagde dem i fryseren, og fyldte dem så med vand inden inden afgang.

Udover vand blev følgende en helt fast del af vores foreberedelse til ture ud i byen:

• Appen Next Stop Paris, genial app, hvor man indtaster den lokation, man vil besøge, og derefter får en præcis beskrivelse af, hvordan man kommer derhen med enten metro eller bus.
• Bogen Turen Går til Paris, fra Politikens forlag. Jeg besluttede for nogle år siden at købe 'Turen går til' fra de lande, vi besøger, og Paris har således fået plads i reolen ved siden af Turen Går til Island.
• Hjemmesiden Storbyinfo, som bugner af gode råd, tips og tricks. En side, vi havde meget stor glæde af. 

Vi er ikke en familie, der står tidligt op i ferier og suser afsted fra morgenstunden. Det gjorde vi kun én eneste dag, og det var den dag, vi tog til Disneyland. 
Børnene og til dels ham, der har en viesesring magen til min, sov længe (til ved 9-10 tiden), og jeg var hver dag den første oppe (mellem 6 og 7), og stornød at sidde stille i stuen og læse eller bare hygge med telefon eller iPad.

De fleste dage kom vi afsted ved 11-tiden, men det skete også at vi blev hjemme og spiste frokost, og derefter tog ud - og blev ude til efter aftensmad.

Morgenmad i Paris

De dage vi spiste frokost ude (på café eller restaurant) tog vi aftensmaden hjemme i lejligheden, og det var altid baguette med et udvalg af oste, pølser, skinke og grøntsager.

På den måde kunne vi holde forbruget bare en lille smule nede, hvilket var lidt af en udfordring. Byferie er dyrt og man bruger bare mange penge hele tiden. Det vidste vi godt, og vi havde sparet op, men derfor prøvede vi nu alligevel at spare, hvor vi kunne.

Moderne kunst ved George Pompidou-centret.
Et fedt kvarter, hvor vi tilbragte en eftermiddag og aften.

Rodin Museet var fantastisk. Både udstillingerne indendøre, men i særdeleshed den efterfølgende tur rundt i haven,
hvor Rodins mange smukke bronzeskulpturer er placeret rundt omkring. 

Jeg havde især glædet mig helt vildt til at se skulpturen 'Grubleren' (Le Penseur), men blev noget skuffet,
da vi så at den var pakket ind i stillads, pgs renovering.
Heldigvis var der både skister og andre udgaver af værket flere steder på museet.

Fra haven ved Rodin-museet. Museet er i den hus, hvor kunsteren boede. Et meget smukt gammelt palæ.

Pantheon. Engang var det en kirke, men i dag fungerer den smukke bygning som mausolæum.
her hviler berømte franskmænd, bl.a: Jean-Jacques Rosseau, Victor Hugo, Jean Paul Sartre og Alexandre Dumas.

Louvre. Hold nu op, det er stort! Stort som i fysisk KÆMPEstort, men også stort som i
helt vildt imponerende. Vi skulle selvfølgelig ind og se portrættet af Mona Lisa, men det var ikke
det mest spændende ved besøget. Det synes vi udstillingen med Napoleons private gemakker var.

Gøre-huset-klar-til-boligbytte-fasen

Den skønne mand, der har en vielsesring magen til min, har omsider også fået sommerferie, og vi er trådt ind i 'gøre-huset-klar-til-boligbytte-fasen.

Det er en fase, som lige kræver tre dybe indåndninger og en fælles high-five, for det er omfattende for vores vedkommende. Vi bor i et stort hus, roder som ind i helvede og kommer sjældent i bund med ret meget. Og her vil min mand helt sikkert sige: Orkhh! Det kunne være meget meget værre, og det har han ganske givet ret i...

Vi kender turen, for det er femte gang, vi holder ferie på den måde, at vi bytter hus. 

Listen hedder 1) Belgien i 2012 2) Stockholm i 2013 3) Reykjavik i 2015 4) Frederikssund 2015 (påskeferie) og nu 5) Paris 2016.

Denne ferie skal vi bytte med en (amerikansk) familie fra Paris. En far, en mor og to små drenge. 
Det at lukke mennesker, man ikke kender, ind i sit hjem, endda mens man ikke selv er hjemme, er i høj grad et spørgsmål om gensidig tillid. 

Det er dét spørgsmål, vi aller oftest bliver stillet, når vi fortæller at vi holder husbytte-ferier ...  Hvordan har I det med at der bor nogle vildt fremmede i jeres hus?
 Vores svar er meget enkelt, for det har vi overhovedet ingen betænkeligheder over. Ikke én eneste faktisk. Og de gange, vi har gjort det, har kommunikationen før og under opholdet mellem dem, vi skulle bytte med og os, været så hyppig og livlig, at faktisk overhovedet ikke føles som fremmede mennesker. 

Det, der optager os (og det er måske mest mig, det vil jeg ikke udelukke), det er at vi ønsker at vores hjem tager sig ud fra sin allerbedste og pæneste side, og for at komme derhen, er der liiiige en del ting, der skal gøres og ordnes. Det fede er så, at det alt sammen er opgaver, vi alligevel skulle have løst, nu har vi bare en deadline, der er vigtig for os, og derfor får vi det gjort!

I dag har vi fået ordnet:

• Oprydning i en reol, omfattende udsmidning af ca. 30 ringbind med indhold af alt lige fra 10 år gamle forsikringspapirer, kontoudtog, lønsedler, en masse dokumenter fra min tid på lærerseminariet, artikler, opgaver, synopser og noter, det hele røg UD. 
• Udplantning af diverse blomster og krydderurter i krukker på terrase og i udestue, en opgave der krævede mere end ét besøg hos blomsterafdelingen i det lokale supermarked
• Om- og udplantning af husets få indendørs potteplanter + indkøb af lidt nye. 
• Tur til genbrugsstationen med et ukendt antal affaldssække med plast, pap, papir, tøj og en hel del til  'småt brændbart'.
• Rengøring af kælderareal, vask af trappe og rensning af filter på vaskemaskine
• Grundig rensning af pumpe og noget andet, som jeg har glemt på opvaskemaskine, samt  oprydning og rengøring af 'skraldespandsskabet' under vasken.

Det lyder måske skørt at vi gør alt det - og meget mere til - for at kunne tage på sommerferie, men sådan er det, og heldigvis så er jo tiltag, der kommer os selv til glæde, når vi kommer hjem igen. (Reolen har jeg fx.  villet rydde op i mere end et år!)

Mens vi knokler rundt, snakker vi om vores ferie, lægger planer og glæder os megameget til at komme afsted på onsdag.