Ferie, we like!

To år regnede vi os frem til at der var gået siden sidst! To år Mulle, siden ham der har en vielsesring magen til min og jeg var på weekendtur, bare os to. Det var i september '14, hvor vi havde en forrygende dejlig weekend sammen i Berlin.

Når fakta nu er at tid alene sammen er flødeskum på vores ægteskab, hvorfor tager vi så ikke afsted på den slags ture oftere? Svaret er nok en kombi af fortravlethed, økonomisk prioritering og fravær af initiativ (fra os begge), og så har især jeg i årenes løb (da børnene var yngre) haft noget med, at når jeg kun var sammen med mine ældste børn hveranden weekend, så føltes det 'forkert' at tage væk fra dem. Nu er de så store, at de er skideligeglade - og denne gang ramte vi en weekend, hvor de alligevel var hos deres far. Lillepigen blev sat af i Århus hos mormor og morfar, og vi drønede så nordvest på til the area of Sallingsund. 

Hotel Pinenhus var okay, men ikke meget mere end det. Udefra ser det flot ud, og man imponeres da også over så nyt og velholdt der er i receptions- og restaurantområdet. Det er tilsyneladende renoveret i nyere tid. Det samme kunne man så ikke sige om værelserne. Det, vi boede på var ikke bare grimt og brun-mønstret, men virkede gammelt og nedslidt. Det trak ind af vinduet, og jeg frøs mig i søvn begge nætter.  Badeværelset mindede mig om det, jeg engang havde, da jeg boede på kollegie på Amager i 1991! Ikke imponerende!

Men ved I hvad? Den fireretters i restauranten var super (omend kold agurkesuppe aldrig kommer på listen over mine favoritforretter, men det kunne de jo ikke vide), hvidvinen var kold og lækker og selskabet var i top. Vi spiste længe og snakkede meget fredag aften - med udsigt til lys fra billygterne over Sallingsundbroen.

Lørdag morgen sov vi længe. Helt til 7.30! Ha! Ned i hotellets restaurant og have superlækker varieret morgenbuffet, og derefter op på sengen og slå mave og læse i en times tid. 

Lørdagen gik henholdsvis med strøgtur i Nykøbing (hyggelig by, plastret til i Halloweentema, selv statuerne på torvet var klædt ud) og senere kørte vi ud til Spøttrup Middelalderborg. Fed gammel borg med masser af spændende fortællinger fra middelalderen - absolut et udflugsmål værd, og meget gerne med børn!

Jeg fik taget et billede lige inden regnen begyndte at sile ned!

Efter besøget på borgen var klokken en hel del over frokosttid, så vi kørte til den lille by Glyngøre, kun for at konstatere at her var intet at komme efter. Og det lidt der var, var selvfølgelig lukket. Videre til Nykøbing igen, og efter at have snust lidt rundt i byen, faldt valget (stærkt påvirket af rumlende maver) på The American Diner. 

Kl. var nu 15 og vi var skrupsultne. Min kære mand faldt over denne annonce i menukortet, men inden han nåede at sige en lyd, havde jeg skrækslagent råbt: 'Det gør du bare ikke!

Og nej, det gjorde han ikke.

Han spiste en anden stor okse-fætter, mens jeg gumlende arbejdede mig igennem denne kyllingeburger. Én af de bedste jeg har fået i årevis!

Efter kaffe og lidt mere gåtur tumlede vi mætte og glade tilbage til hotellet, regnen piskede ned nu, og lørdag aften blev tilbragt arm i arm med øl, chips og chokolade, Breaking Bad på Netflix og en film, der var i tv.  Lyder det kedeligt? 

Det var alt andet end kedeligt, det var lige hvad vi trængte til.

I dag er jeg hjemme med pigerne, vi skal rydde op og gøre rent (og de er alle tre beordret til at hjælpe mig), således at her ser ordneligt ud, når en hollandsk familie ankommer her onsdag aften. Omtrent på samme tid som vi ankommer til deres hjem i forstaden Ijburg i Amsterdam.

We love Amsterdam

Jeg døde ikke af skræk, men det var tæt på

Har i dag overvundet en latterlig stor frygt, som I sikkert bare griner af, men for mig har den i mange år været fuldstændig reel ... Mine børn har undret sig og smilet overbærende, min mand grinet og sagt 'det passer da ikke', men det gjorde det. Jeg tør ikke prøve de store vandrutsjebaner. Dem som alle andre kommer grinende ud af og siger 'neeej hvor var det bare helt vildt sjovt, det vil jeg prøve igen'. Det tør jeg ikke.  Indtil i dag. Cirka kl. 11.15 drønede jeg, som skudt ud af en kanon, igennem en fuldstændig sindssyg vandrutsjebane i det badeland, der ligger i tilknytning til campingpladsen. Det var én af de 'vildeste' rutsjebaner (aj mor, det er altså overhovedet ikke den vildeste, der er derovre, kan jeg høre pigestemmer sige i mit indre øre, men jeg fastholder: Den var fu***** vild). Mit hjerte hamrede, som ville det poppe ud af kroppen på mig og jeg følte mig som verdens største idiot, at jeg overhovedet udsatte mig for den slags, når jeg nu hader det som pesten. Jeg mener, man kan altså godt leve et fint og helt almindeligt liv uden nogensinde at sætte sin røv i en vandrutsjebane, så hvorfor ikke bare lade være? 
Da den lysende knap skiftede fra rød til grøn, sad jeg klar i min grønne badering, satte af og kørte ud i det, der under det meste af turen, føltes som vejen direkte til Helvede. Først fik jeg bare vanvittig meget fart på, derefter begyndte det at dreje fra side til side, lidt mere fart på og ligeud, men så kom der nogle kæmpe sving, hvor jeg røg helt op ad siderne og jeg nåede at tænke, at hvis jeg ryger af, så dør jeg. Så blev det mørkt og mens jeg drønede afsted i mørket, kom der flere sving og det var som om jeg kørte i ring. Det var vist her omkring, at jeg holdt op med at trække vejret og bare klamrede til den grønne badering i håbet om at komme levende ud for enden af det snoede rør, som med et var kommet til at danne rammen om en dødsangst, jeg sjældent har oplevet tilsvarende. Turen gennem mørket føltes uendelig, men på et tidspunkt opdagede jeg, at der var blinkende stjerner overalt og så kunne jeg endelig se lyset for enden af tunnellen (hæ hæ denne meget slidte metafor er IKKE en metafor her, jeg kunne se lys forenden af tunnellen, det passer!)
Dumpede med et ordentligt plask ud af røret, væltede af baderingen og sank ned under vandet, for kort efter at komme op med et brøl.
Storepigen og Mellempigen klappede og spurgte forventningsfuldt: Var det ikke bare helt vildt sjovt mor, vil du prøve igen mor, der er én mere, som er ligeså sjov, vil du ikke også prøve den.
Nej piger, det vil mor ikke. Mor troede for lidt siden, at hun skulle dø og hun synes overhovedet ikke, at det var sjovt, så nu vil mor gerne tilbage til det lillebitte soppebassin, hvor Lillepigen leger. 
Men det sagde mor ikke. Hun sagde 'Jo, lad os prøve igen'.

Ferietid, familietid

Ferietid, familietid. Den fysiske nærhed, der opstår når vi alle er samlet på lidt plads, er på én gang utrolig givende og dejlig, men i momenter også kvælende, fordi jeg ikke er vant til at vi er så tætte i dagevis. Efterhånden som dagene går, finder vi hinanden og det føles så godt.
Der er hele tiden er noget, der fremkalder stærke minder fra min egen barndoms mange ferier, hvor min bror og jeg sad tæt sammen med vores forældre i en  campingvogn et eller andet sted i Europa, hvor timer eller dages rumlen på bagsædet af en bil, havde ført os hen.
Det er utrolig trygt at mindes mine forældres afslappede glæde og den tid og det nærvær, der faldt af til os børn. Det må være derfor, de ferier er så rare at mindes? 
Nu er jeg den voksne, der ser glæden i mine børns ansigter, når vi i skumringen sidder omkring et bord og griner sammen. 




Dagens højdepunkter i dag var en tur til stranden:

Og saftige søde hollandske jordbær, i pandekage med nutella.

Den Haag

Vi er kørt 800 kilometer væk hjemmefra. Lige ned, stik syd og så til højre ved Bremen og så mod vest. For hver 100 km vi kørte, blev vejret lidt bedre. Da vi drejede af motorvejen, gled skyerne til side og gjorde plads til solen på en smuk blå himmel. Se selv:

Vidste vi en andet om byen Den Haag ud over noget med noget  menneskerettigheds-domstol? 
Nej, det gjorde vi ikke.


Nu ved vi lidt mere, jeg nævner tilfældigt de første tre ting, der falder mig ind:
1) Den Haag er en nydelig og meget velfriseret kanalby:

2)En hamburger fra gadesælgeren indeholder hvidkål og ser virkelig mærkelig ud, men smager rigtig dejligt. Jeg tror det til dels var et spørgsmål om at være sulten nok.

3) Det store supermarked i udkanten af byen hedder Jumbo, hvilket pigerne synes var et rigtig godt navn til et supermarked. Jeg går lige i Jumbo efter mælk, gik de grinende rundt og sagde:

Det hollandske sprog er så skørt, at jeg får den vildeste lyst til at lære at tale det!  Forestiller mig, at det i de første lektioner vil være en fordel med lidt forkølelse, evt. en lille halsbetændelse, sådan at jeg nemmere kan lave de gutturale lyde (som minder ret meget om den velkendte lyd, man laver mellem ganen og halsen, når man skal harke en ordentlig snotklat op). Kartoffel i mund, snot i hals, lidt cirkustysk tilsat engelske og danske gloser, så taler man sådan cirka hollandsk.

Og nu Yatzi. Vi spinder og nyder. Det sgu hyggeligt, det der ferie.