Sad der i kirken og blev ramt af eksistentialistisk grublen, mens jeg hørte vores nye præst folde en rigtig interessant Søren Kierkegaard-inspireret prædiken ud.
Denne søndags prædiken må have ligget lige til højrebenet for landets præster i dag, for d. 5.maj 2013 er dagen, hvor Søren Kierkegaard (SK) blev født for 200 år siden.
Han var et kringlet menneske, en ængstelig og sammensat person, en grubler, der hvis han havde levet i dag, med stor sandsynlighed ville have haft adskillige psykiatriske diagnoser! Hans forhold til kristendommen, til kærligheden, til sig selv og til sit eget levede liv var præget af angst, modvilje, dobbelthed og store indviklede tanker. Et menneske, der mest af alt levede sit liv i hovedet, tænkende og meget lidt i kroppen, handlende.
SK efterlod sig et omfangsrigt forfatterskab præget af fantasi, ironi og skarpsindighed, skrevet i et sprog, der mange steder er så knudret og indviklet at meningen er mere end almindelig svær at greje.
Kierkegaard blev kun 42 år gammel, men han skrev og producerede en bred mangfoldighed af artikler, prædikener og litterære værker i løbet af sit korte liv.
Jeg har i flere sammenhænge, både dengang jeg gik på lærerseminariet og i de senere år i min studiekreds, læst tekster af og om Søren Kierkegaard sammen med andre.
Og det er klart at anbefale at læse ham sammen med andre, for forfatterskabet er simpelthen for svært at give sig i kast med hjemme på sofaen. Men folder man det ud i fælleskab, gerne med et oplæg fra én, der har et forspring i viden og indsigt om emnet (en præst, en filosof, en højskolelærer, hvad ved jeg) så er der guldgruber af meningsfulde samtaleemner, tankeeksperimenter og kilder til selvindsigt og livsforståelse i SK's forfatterskab.
SK var en stærk kritiker af sin tids folkekirke, men hans tanker skabe det åndelige grundlag, for den kirkelige retning Tidehverv
Et sted sammenligner han sig selv med en stødt appelsin. I kassen med appelsiner bliver de, der ligger yderst i kassen, udsat for langt flere stød og bump end dem, der ligger inde i midten - dem i midten ligger beskyttet af de yderste appelsiner og derfor beskadiges de ikke, men forbliver pæne og delikate, så de kan bruges til det, appelsiner nu engang skal bruges til. Sådan er det ikke med de yderste, stødte appelsiner. De duer ikke til at være appelsiner. SK har tydeligvis ment om sig selv, at han (en stødt appelsin) ikke egnede sig ret godt til at være menneske...
Og nu vi er i det filosofiske hjørne, så faldt jeg en del for dette citat, der poppede op i det virvar af informationer, reklamer, oplysninger og beskeder, jeg får slynget i hovedet, når jeg logger på facebook. Det meste registrerer jeg ikke, men den her bed sig fast og må derfor deles her:
