søndag den 31. maj 2015

Dum i nakken

Vågnede en morgen for fire uger siden med en nakke, der var stiv som et bræt, en skulder der føltes som havde jeg fået tæv med en kølle - og en højre arm, der snurrede og sov.


Første gang, jeg sad hos lægen og pev over oventstående, gik der ikke mere en 2 minutter, før jeg stod ude på gaden igen med en henvisning til en fysioterapeut. Flemming-Fys er nu min bedste ven, for han kunne med det samme se, at det var noget helt galt. Så han sendte mig tilbage til lægen. Med besked om at jeg burde MR-scannes, for at finde ud af, hvad fanden er der er galt med min nakke.
 Lægen mente, vi skulle klappe hesten, gav mig akupunktur og det hjalp rigtig meget. Så meget at jeg selv troede på, at det var et spørgsmål om dels lidt hvile og dels at jeg tog mig sammen, for at komme de smerter til livs. Jeg nok helst en kost og fejede samtlige smerter ind under gulvtæppet, stillede en stol henover bulen, og så snakkede vi ikke mere om det.

Men det er ikke gået væk. Jeg har ondt. Sidder op og sover om natten, og vil allerhelst egentlig bare godt have savet den arm af, for den er i vejen lige meget hvad, jeg gør.
Ved det tredje lægebesøg var lægen heller ikke i tvivl mere, det skal undersøges, for føleforstyrrelser i arm og hånd, det kan vi ikke lide. Derfor går jeg nu og venter på en indkaldelse til en MR-scanning, mens jeg messer for mig selv, at jeg da overhovedet ikke har klaustrofobi, og at det at blive kørt ind i det larmende MR-monster ikke er noget, jeg på nogen måde frygter. Men det er som om, at lige meget, hvor mange gange jeg siger det, så optager min hjerne ikke helt ordene. 

Er tapet op i ryggen og laver nakkeøvelser én gang hver vågne time. Bevæger mig som en olding, og når det gør allermest ondt er jeg grædefærdig ved tanken om, hvordan jeg i længden holder smerterne ud, for tænk hvis det ikke går over? 
Flemming-Fys siger 100 dage og har sat en femmer på, at scaninngen vil vise at jeg har en diskosprolaps i nakken. Åh Gud, hvor jeg håber, at han ikke har ret. 

Dokumentar # 2:Mettes stemme

På Filmstriben kan man se dokumentarfilmen Mettes stemme, som handler om den 43-årige kvinde Mette, der siden hun var 8 år gammel har hørt stemmer inde i sit hovedet. Da Mette var barn, var det søde stemmer, der opmuntrede og kommenterede positivt, men som Mette blev teenager, kom de onde stemmer til. 

I 15 år har Mette været psykiatrisk patient med talrige indlæggelser og stærk medicinering til følge.
Filmen gav mig et sjældent, ægte og meget ærligt indblik i hvor pissehårdt det er at være syg. Psykisk syg. Mettes diagnose hedder 'Paranoid skizofreni', og det er ikke for småbørn, skulle jeg hilse og sige. I filmen fortæller hun ærligt om sin sygdom, om stemmerne og om zombie-livet i medicin-tågerne. I løbet af filmen beslutter Mette sig for at trappe ud af sin medicin, og den Mette, der træder tydeligere og tydeligere frem i takt med at medicineringen aftager, er en klog, tænksom, handlekraftig kvinde, der har ønsker og drømme for fremtiden.
Jeg fik så stor respekt for Mette og for det, hun har været igennem i sit liv, for undervejs dukker der et ubearbejdet traume fra fortiden op, som Mette også får dealet med.

'Mettes stemme' er en vigtig film, fordi den i høj grad bidrager til at nedbryde fordomme og samfundsmæssig stigmatisering af mennesker med psykiske sygdomme. Filmen - i kraft af Mette selv - giver en virkelig god indsigt i hvad det vil sige at leve med en psykiatrisk diagnose, og hvordan det er at være afhængig af et system, der ved Gud ikke altid tjener den syges bedste. 
Jeg fik i den grad udvidet min forståelse for mange ting, mens jeg så filmen. 

lørdag den 9. maj 2015

Dokumentar # 1: Mig og min far, hvem fanden gider klappe?

Nu vi taler om Anders Agger, så er det sådan at jeg helt generelt er en sucker for dokumentarfilm, der handler om mennesker. Film som afspejler mennesker, alle mulige forskellige slags mennesker. 

Jeg fanges i  særdeleshed relationerne mellem mennesker. Derfor ikke sært at mr. Agger har høj dokumentarstatus, for det er præcis det han og hans hold formår at formidle den ene gang efter den anden. Menneskene og det, der binder dem sammen og skiller dem ad.
Jeg har i den seneste tid set tre virkelig tankevækkende og seværdige dokumentarfilm, som var megagode.

Den første jeg vil nævne er Kathrine Ravn Kruses film: Mig og min far - hvem fanden gider klappe? 

Filmen handler om Kathrines alkoholiske far, og i løbet af de 57 minutter den varer, kommer man til at holde så meget af dem begge to. Kathrine er vendt hjem fra en række år i udlandet, og beslutter at lave en dokumentarfilm om sin far, der på det tidspunkt er ved at gå i hundene af mangeårigt druk. Faderen bor i en lejlighed så rodet og uhumsk at man ikke fatter, hvordan han kan bo der. Kathrine skildrer farens liv meget nøgternt uden at fordømme de valg, han i sit liv har truffet, at være i stand til det, må have krævet helt vildt hårdt arbejde. Relationen mellem far og datter er det fundament, der bærer filmen - og at handlingsrammen 'min far drikker sig ihjel', i løbet af filmen udvikler sig i en anden retning,  gør det bare endnu mere seværdig.


Filmen kan ses på DR's hjemmeside - jeg har linket til den her i indlægget.



Den anden dokumentarfilm, jeg vil fremhæve er filmen 'Mettes stemme'. Den skriver jeg om næste gang!