tirsdag den 30. juni 2015

mandag den 29. juni 2015

Og vi skal se 'Pride' i biffen i aften


Det går heldigvis støt og roligt fremad med projekt 'heling af diskusprolaps i Helles nakke' og for halvanden uges tid siden passerede jeg et mærkbart vendepunkt: Vågnede i min egen seng en tidlig morgen, og kunne konstatere at jeg for første gang siden begyndelsen af maj, havde sovet en hel nat igennem uden at vågne med ulidelige smerter i nakke, skulder og arm. Det fremskidt har været så fantastisk, og sammen med det er fulgt flere små af slagsen. Der er dog stadig ting, jeg ikke kan uden at råbe av for satan, og det er fx. at vaske hår, lave en hestehale eller anden virksomhed, der kræver at højre arm skal op i luften. Og i modsat retning vil den heller ikke, så når jeg skal putte tøj i vaskemaskinen, foregår det ved at jeg sætter mig ned på gulvet og fylder i maskinen, for bukker jeg mig forover, som man normalt vil gøre, så 'låses' der noget i nervesystemet, og min arm falder omgående i dyb søvn. Virkelig en syret fornemmelse, jeg kan simpelthen slukke og tænde for min højre arm, ved at bøje mig ned og op. En kær ven, som er sygeplejerske på en neurologisk afdeling sagde godt nok til mig, at det ville hun på det kraftigste anbefale mig at lade være med gøre (at slukke og tænde for armen), så jeg gør det ikke mere. 


Det gør også nas i armen at sidde ved pc og skrive, hvilket er grunden til at jeg ikke har skrevet ret meget, men også med det, går det fremad. Se bare, jeg skriver!

Husets tre børn er taget med mormor og morfar til Rømø i 5 dage, så jeg er alene hjemme med ham, der har en vielsesring magen til min. 
Og det er slet ikke så ringe, skulle jeg hilse og sige.

Ellers er det mest sindsoprivende, jeg kan fortælle, at jeg har været i Superbrugsen og handle og fyldt køleskabet med gode sager. Og at det nok gik lidt for stærkt med at få varerne pakket ud.





mandag den 22. juni 2015

Mit bidrag

Der kommer ingen større politiske ytringer fra mig, ingen nævneværdige post-valgkamps-kommentarer, og helst heller ingen hverken positive eller negative udfald om de enkelte partier eller sågar enkelte kandidater. Der er så rigeligt med folk, der råber op i det kor, og jeg har intet behov for at råbe med. 
Det betyder imidlertid ikke, at jeg ikke har tænkt en hel masse over det nyligt overståede danske folketingsvalg, for det har jeg. Både op til valgdagen, på selve dagen, og i de dage, der er gået efter.

Den tanke, der har blinket på lystavlen flest gange er, at jeg er stolt og taknemmelig over at leve i et demokratisk samfund, hvor der er nogen, der på vegne af os alle sammen, taler, argumenterer og plæderer for de pligter og rettigheder enhver borger i samfundet har, uanset geografisk og demografisk tilhørsforhold.

Jeg har haft valget meget langt nede i børnehøjde, fordi jeg ud over selv at have børn i huset, er dansklærer i en 1.klasse, og jeg har derfor tegnet og fortalt mere end én gang, at der nu engang er det antal småkager i kagedåsen, der er - og at det vi skal blive enige om, er hvordan vi deler småkagerne, for der er ikke nok til,  at vi alle kan æde løs af dåsen. 

Valget fik ikke det udfald, jeg havde håbet på og stemt efter, det skal slet ikke være nogen hemmelighed. Men jeg er ret skarp i min retorik på at holde fast i, at demokratiet har gjort lige præcis dét, demokratiet kan: Give folket en stemme, og den stemme er det nu op til de folkevalgte at forvalte efter bedste evne. Kommer jeg til at mærke nogen stor forskel i mit liv de kommende fire år? Jeg tror det næppe!

Og med hensyn til alt den snak om de 'gule stemmer': Jeg har stadig til gode at møde et menneske, der har stemt på Dansk Folkeparti, og som står åbent ved det. 
Kender simpelthen ikke én eneste? Derfor er jeg også meget bevidst om, at det jeg har at sige om personer, der stemmer gult, er fuldstændig ligeså fordomsfuldt og stigmatiserende, som man i den offentlige debat har det med at udtale sig om netop de vælgere. Sådan tror jeg faktisk ikke det er, men jeg ved det ikke, for jeg har som sagt aldrig været i stue med et menneske, der bekendte at han/hun stemte på DF. Har du? Jeg gad helt vildt godt blive klogere her, forstå mere. 

Mit bidrag til debatten her efter folketingsvalget 2015 er, at jeg hermed deler en artikel af tidligere biskop fra Århus Keld Holm. Han har nemlig fat i noget helt fuldstændig essentielt, som jeg ville ønske, vi brugte mere tid på at forholde os til, nemlig 'historieløsheden' og 'erindringstabet', som gør, at vi slet ikke forholder os til aktuelle problemstillinger som noget universelt. Keld Holm taler om at vi har mistet fornemmelsen af at være led i en lang kæde. Jeg kan virkelig anbefale dig at stoppe op, og bruge 10 minutter på at læse Keld Holms pointer. 

»Da mister vi sansen for, at vi er et led i en lang kæde. Man lever da i den tro, at man skal begynde forfra med alle erfaringer. Det er en farlig tendens, for så bliver man enormt henvist til sig selv. Der er en sammenhæng mellem dette erindringstab og en ufattelig selvoptagethed. En narcissisme. Man spejler hele tiden kun sig selv.«


Læs hele artiklen her og kom meget gerne med dit besyv.

"Undskyld, har du tænkt på at du en dag skal dø?

lørdag den 20. juni 2015

En over nakken

Det var en diskusprolaps. Faktisk næsten to. 
MR-scanningen af min nakke afslørede meget tydeligt hvorfor jeg, i efterhånden uoverskueligt mange uger, har haft så ondt, som jeg aldrig nogen sinde i mit hele lange liv har oplevet før. 
Fødsler og udtrækning af visdomstand - gå hjem og læg jer, I er NOTHING sammenlignet med de nætter, hvor jeg hvileløst har vandret rundt i huset, helt færdig af jagende, stikkende smerter i skulder og arm, som selv det receptpligtige morfinpræparat intet har kunnet hamle op imod.

Jeg har derfor måttet lægge supermandskappen fra mig for en stund. 
Er slået til jorden som ved et kølleslag, og selv de mindste praktiske gøremål i dagligdagen virker på de værste dage helt og aldeles uoverkommelige, fordi min højre arm smerter som var der ild indeni den. Smerterne stikker, brænder, svier og får mig til at græde, når jeg tankeløst løfter armen for at vaske eller rede mit hår. Jeg. Kan. Ikke. Løfte. Højre. Arm. 

Jeg er lille, jeg er sølle, jeg er ussel. 

Nætterne er de værste. Jeg bliver trist og bange, mister modet og rammes af katastrofetanker. Går det aldrig over? Hvad nu hvis?
Dagene kommer jeg igennem, og mange af dem med humøret i behold og en tapper tro på, at jeg selvfølgelig kommer mig i løbet af sommeren. 
Flemming-Fys siger, at jeg skal regne med at det varer 100 dage. Så længe er kroppen om selv at nedbryde en diskusprolaps. Der er gået ca. 30 nu, og bedringen er minimal. 
Og alligevel, nu jeg tænker over det: Jeg har ligget i min seng i to hele nætter nu, uden at være oppe pga. smerter. Det er en temmelig stor bedring, så det GÅR fremad, omend langsomt.

Det skal nok gå altsammen.