mandag den 24. september 2018

Den, der lever stille + den, der var til foredrag

Jeg skrev om Leonora Christina roman 'Den, der lever stille' i sommerferien, og i sidste uge var jeg så heldig at hun, lige rundt om hjørnet herfra hvor jeg bor, holdt foredrag om romanen, om sit forfatterskab og om at leve af at skrive.

På billedet her læser hun op af 'Den, der lever stille'. 




 Jeg husker især Leonora Christina Skov fra medierne år tilbage: Feministen, der aldrig gik af vejen for en debat, og som med knivskarpe og velformulerede pointer og argumenter fik sat en hel del både mænd og kvinder til vægs. Og jeg tør godt indrømme, at jeg syntes hun kunnen være en kende anstrengende at høre på, og at jeg indimellem fandt hende temmelig skinger.
Undskyld Leonora Christina Skov! Jeg forstod ikke, hvor væsentlige dine synspunkter var, og jeg anerkendte ikke tilstrækkeligt, hvor meget vores samfund har brug for den kønsdebat, som DU om nogen, forstod at bringe til torvs igen og igen.
Tilbage til foredraget: Jeg elskede hvert sekund af det.
Når man har læst bogen, der handler om en barndom i dyb ensomhed med en mor, der ikke elsker sin datter og en far, der ikke fatter en pind, så var det en meget meget forunderlig oplevelse at sidde på første række, og beundre den utrolig smukke, stærke og stolte kvinde, der stod foran mig. 

Jeg er fan!





Leonora Christina Skov er i øjeblikket på en maratonturné af foredrag landet over. Hvis du skulle være så heldig, at  hun kommer forbi i nærheden af, hvor du bor, så kan jeg på det varmeste anbefale at tage afsted.

Jeg kan i øvrigt også på det varmeste anbefale at følge hende på instragram, hvor hun er meget aktiv og lægger fede billeder og tekster ind. 
Det her link er til hendes opslag fra den dag, hun var i Jelling. 

tirsdag den 18. september 2018

Søndagslæsning: Kære Zoe Ukhona

Når man har støvsuget hele huset, må man ligge i sofaen og læse. Sådan er reglerne.
Billedet er fra søndag eftermiddag, og jeg lå desværre alt for kort tid på den sofa. Kan ikke huske om det var mand, børn eller hund, der afbrød mig. 
Som det ses på billedet, læser jeg Pelle Hvenegaards 'Kære Zoe Ukhona', bogen om Pelles og hans kone Carolines lange hårde vej fra ufrivilligt barnløst, igennem utallige fertilitetsbehandlinger, og endelig med adoption af den smukke datter fra Sydafrika. Pelle er journalist og arbejder i TV-branchen, men han skriver også faktisk ok. Jeg ville dog godt have været ind over manuskriptet i forhold til hans afsender/modtager-idé med at bogen er skrevet til Zoe Ukhona, for det virker slet ikke efter hensigten, i hvert fald ikke på mig. Måske fordi det ikke er konsekvent gennemført gennem bogen? Hvorom alting er, så er jeg fuld af beundring over at Pelle deler sin og Carolines vej til livet som forældre så bundærligt og uden omsvøb. Kæmpe respekt for det projekt! 
Bogen kan helt uden problemer læses af alle, også os, der ingen erfaring har med hverken fertilitetsbehandling eller adoption. 
Bogen er letlæst, og jeg kunne forestille mig at den også var meget velegnet som lydbog.


mandag den 17. september 2018

Skudt i begge fødder og med hund

Mit næsteyngste barn, Mellempigen, var seks år gammel, da Lillepigen kom til verden. Jeg var altså med andre ord godt og stabilt på vej ud af livet som 'mor til småbørn' og havde netop lige stukket tungen ud for at smage på det søde liv med store børn. Det liv, hvor ens afkom kan være alene hjemme, helt selvstændigt klarer toiletbesøg, og begynder at sove længere end til kl. 6.30 i weekenderne. 
Med Lillepigens ankomst - og hun var altså både planlagt og stærkt ønsket - kan man vist roligt sige, at vi blev slået hjem i ludo. Tilbage til start. Om igen. 
Farvel søde nemme hverdag med store børn, goddag barsel, bleskift og barnevogn og pladsanvisning.
Man kan da vist roligt sige, at det var som at skyde sig selv i foden!
Sammen yngste datter er nu 9 år gammel. Selvstændig, selvhjulpen. Kan snildt være alene hjemme, og er én af storesøstrene hjemme også en hel aften og nat. 
Hun har i årevis transporteret sig selv til og fra skole, så alt stress vedr. hente og bringe har meget længe været ude af vores liv.

It all returns!
Jeg har  ved 100 % bevidsthed og med fuldt overlæg skudt mig i den anden fod.

Vi har anskaffet en hundehvalp. 
Som tisser på gulvet. Skal ud om natten. Ikke kan være alene hjemme ret længe. Piver, når den ikke får opmærksomhed. Kræver.  Vi løber rundt og kaster kartoffelmel på våde pletter, har lommerne fulde af godbidder og poser til at samle hundelort op i, og har måttet flytte rundt i stuen for at dække ledninger og har fjernet ting, der for guds skyld ikke må bides i.

Men ved I, hvad vi også har?
Vi har fået en fælles opgave i familien, et projekt, et ansvar og vi griner, leger og læser i en bog om hvalpeopdragelse. 
Vi har fået noget helt særligt sammen, og derfor er det faktisk slet ikke så slemt at gå rundt i verden og være skudt i begge fødder. 

Det får mig til at tænke på, at opskriften på det gode liv for mig, slet ikke hænger sammen med graden af frihed til at gøre hvad jeg vil, men i langt højere grad er forbundet med de fællesskaber, jeg er en del af. 
Jeg bliver mig - sammen med andre. Og med hund.




Arhem han er da kær. Her i dyb søvn på sin zebrabamse.
Udmattet efter hvalpetræning. 






tirsdag den 11. september 2018

Og midt i det hele flyttede Balder ind

Må jeg præsentere: 
Vores nye familiemedlem, nu 11 uger gammel: 
Balder, en hvid Golden Retriever!

Vi elsker ham højt! 





søndag den 9. september 2018

Sorgfuld august

August var helt rundt på gulvet. En rutsjetur med følelser så smertefulde at det var som mit hjerte ville hoppe ud af brystet. To gange i august sad jeg i en kirke og så en mor ved sin barns kiste. To gange mærkede jeg hvor ondt det gør at miste alt for tidligt, hvor tungt det er, selv at sørge, mens man gerne vil være der for andre, der også er i sorg. Men jeg har også mærket helt knivskarpt at døden i høj grad kan opleves som en hyldest til livet og at det netop er, når vi mister, at vi mærker det sande værd at det, vi havde. Sorg er hjemløs kærlighed og jeg har set og mærket så meget kærlighed på det sidste.
Oplevelsen af en mor ved sit barns kiste - og det er i denne sammenhæng uden betydning om barnet er 'barn' eller 'voksen', var meningsløs og rev så meget i hjertet. Men synet fik mig i den grad også til at føle verdens største taknemmelighed og ydmyghed overfor det levende liv i alle dets afskygninger.

Sommeren går på hæld, vi vælter rundt i æbler i haven og nyder, når regnen stopper og solen titter frem.