fredag den 29. april 2016

Det' jo bare en position

Følgende er skrevet fredag eftermiddag på en mellemstor folkeskole i region Syddanmark. Herfra hvor jeg skriver, har jeg udsigt til et vindue. Når jeg kigger gennem vinduet, kan jeg se at det pisser ned udenfor. 
Jeg er træt, jeg er sur, jeg er sulten og jeg vil hjem. Men jeg gider ikke, for det regner, og jeg magter ikke regnvejr. Jeg magter ikke en skid, er sur, magter ikke, vil hjem, er træt, det regner...


Har i denne uge været på kursus i to hele dage. Fede dage med herlige medkursister og gode undervisere. Og frem for alt: Et supergodt og relevant fagligt indhold.
Ikke så meget nyt, men en hel masse opdatering af allerede indkørt faglighed, ting jeg allerede ved og praktiserer, men her pakket ind i en lækker og meget spiselig form. Jeg har fx lært at bruge en dialogmodel (vækstmodellen, hvis det siger dig noget?), som jeg kan bruge både som almindelig lærer i en klasse, men i særlig høj grad i min funktion som inklusionslærer. 
Jeg har jongleret med begreber som systemisk tankegang, anerkendende pædagogik og semantiske polariteter og positioner.

Fra artiklen, jeg har linket til:

Semantiske polariteter og positioner beror på, at mennesker taler fra hver deres position. Hvis der er fokus på, at den enkelte deltager i samtalen, får en forståelse for den andens position, skabes der en dialig, hvor begge parter taler og lytter til hinanden på skift. Det skaber den tillid og tryghed, der skal til for at kunne skabe positive og konstruktive forandringer. Det skaber klare relationer, som igen er nøglen til forståelse af hinandens tanker og handlinger. Hvis du vil forstå min position og mine tanker lige nu, så læs indledningen til dette indlæg igen.

 Jeg er træt, jeg er sur, jeg er sulten og jeg vil hjem. Men jeg gider ikke, for det regner, og jeg magter ikke regnvejr. Jeg magter ikke en skid, er sur, magter ikke, vil hjem, er træt, det regner...


tirsdag den 26. april 2016

JA



JA, vi er landet på benene igen efter en bededagsferie, hvor alt handlede om Mellempigens konfirmation.
JA, vi havde glædet os så meget til dagen, og JA, jeg var ved at skide en grøn gris af skræk for at noget gik galt/nogen blev syge/ vi havde glemt noget/huset brændte/indsæt selv katastrofe, og JA alle mine bekymringer viste sig at være spildte, for JA, det hele gik bare så godt.
Jeg svarer også smilende stort og rungende JA til at:






  • Jeg vågnede kl. 05.00 fredag morgen
  • Hun var den smukkeste konfirmand af dem alle
  • Hun var glad, spændt og sidenhen lettet og tilfreds
  • Gæsterne var søde, dejlige og hyggelige
  • Vi kunne igen sagtens holde en fest sammen, eks'en og jeg, det gik så fint. Alt gik fint. 
  • Maden var super og der var rigelig af den (vi siger tak til vores all times yndlingscateringfirma for igen at leve fuldt ud op til vores eferhånden ret høje forventninger)
  • Min tale forløb lige som jeg ønskede det
  • Mormor havde igen skrevet en sang, der gik rent hjem - fedt at nogen kan og gider den slags.
  • Der var en skæg quiz fra faster og en anden fra en onkel, så fedt
  • Jeg var træt, da de sidste gæster var kørt
  • Jeg var glad og lettet, da jeg lå i min seng
  • Jeg var træt, da jeg vågnede næste morgen, men
  • Jeg er stadig glad og lettet.

torsdag den 21. april 2016

Konfirmation i hele hovedet

Min skønne Mellempige skal konfirmeres på fredag, og huset er på den anden ende. Festen skal holdes herhjemme, der kommer 40 gæster, maden er bestilt udefra og vi tror nok, at der er styr på det hele. 

Da Storepigen blev konfirmeret for tre år siden, skrev jeg dette indlæg, som handler om, at jeg var pænt presset i dagene op til, fordi det også fyldte helt vildt, at jeg det forår var én af de mange tusind lock-outede lærere i Danmark. Indlægget beskriver ret godt, hvordan jeg har det i disse dage, og mens jeg læste det, gik det op for mig, at jeg har det på samme måde nu.
Jeg havde i nat et mareridt, der startede med at jeg sad i kirken sammen med Mellempigen, der var i sin smukke hvide kjole. Jeg selv var iført noget helt vildt grimt, slidt gammelt tøj, og jeg mærkede tydeligt på en virkelig ubehagelig måde, hvordan de andre i kirken, især de andre mødre (!?) kiggede på mig med et nedladende 'hvordan-fanden-er-det-du-ser-ud'-blik. Uf, det var væmmeligt, men jeg kan forsikre enhver om, at det forbliver en drøm. 
Igår formiddag fik jeg nemlig endelig købt mit tøj til dagen.
Det foregik på den måde, at jeg tog ned i den ene af byens to tøjbutikker, stillede mig op midt på gulvet (sådan en tirsdag formiddag var der ikke andre kunder end mig) og bekendtgjorde højlydt: 'Jeg har seriøst brug for hjælp. Aner ikke hvad jeg er kommet efter, men skal klædes på til min datters konfirmation på fredag, det skal ikke være en kjole, det må ikke være noget stramt, og det skal være noget, jeg kommer til at bruge bagefter. Og jeg mangler i øvrigt også sko. Jeg har god tid og penge på lommen. Sæt i gang'

De to søde butiksdamer (jeg kender dem begge fra butikken, ellers ikke) tog udfordringen op med åbne arme, de gik virkelig til opgaven, og det hele foregik i afslappet og smilende stemning. Jeg stod i prøverummet, og de kom ilende med forskellige beklædningsgenstande, som jeg prøvede. 

35 minutter senere forlod jeg storsmilende og med mange taksigelser og ærbødige buk butikken med en stor pose, hvori der var et par bukser, et bælte, en skjorte, en jakke og et par sandaler. Jeg var SÅ lettet - og knap 3000 kr. fattigere!

Så  nu er det punkt på listen vinget af. Det samme er blomster til krukkerne på terrassen, frisørbesøg x 4, sanghæfte, quiz og noget andet hemmeligt, vi skal lave på fredag.

Trods nerver og følelser uden på tøjet glæder vi os helt vildt, og når jeg nu kunne læse mig til, hvor stresset jeg var op til Storepigens konfirmation, så var det simpelthen så dejligt også at læse dette indlæg, som jeg skrev EFTER den store dag.


mandag den 18. april 2016

Mit farsi

Vi håber, De er tilfreds med oversættelsen, skriver de venligt til mig fra tolkekontoret, og jeg kigger på brevet om udflugten, jeg har fået oversat fra dansk til farsi, så min afghanske elev kan læse brevet med sine forældre. Beundrende lader jeg øjnene glide ned over de smukke tegn med buer, krøllede sving og prikker. Det er tegn,  der udgør et skriftsprog, som er mere end lukket land for mig. Det ser rigtig flot ud, tænker jeg, og svarer i samme venlige tone at jeg er meget tilfreds med oversættelsen.


søndag den 17. april 2016

Nogen gange skriver jeg også digte #1

Meget med mening

Stærke pust af hvinende hverdagsvind
centrifugerer mig rundt mellem gøremål
og døre, der er så mange døre i min hverdag

Hoveddør, bildør, branddør, svingdør, bagdør

Brudstykker af insisterende samtaler
hvirvler om mig og finder sammen, finder vej
og børn, der er så mange børn i min hverdag

Egne børn, skolebørn, papbørn, venners børn

Træt er min hverdagsfarve
Min krop er på vej
Ordene er mit nærvær

Og der er dybfølt glæde
Taknemlighed
Varme
Mennesker jeg holder af

Meget med mening.

Pas på tiden. Den går.
Sin vej
Og man opdager det først, når den er skredet.


onsdag den 13. april 2016

Apropos planlægning

Så kan man ikke vinde hvergang. Tilsyneladende. Her er bøden for at have set forkert i biografens programoversigt, og ankomme med mand og tre børn til familiefilms-eftermiddag én time efter at filmen var begyndt.


søndag den 10. april 2016

Planlægger

Mens jeg var i gang med at planlægge madplan og indkøb for næste uge, kom der en mail om noget, der har med vores sommerferie at gøre, og derfor arbejdede jeg lige en times tid med sommerferieplanlægning. Men så kom der en sms indeholdende en forespørgsel på noget telegram til Mellempigens konfirmation, som jeg by the way også har travlt med at planægge, men det med telegrammet fik jeg hurtig lige planlagt, mens jeg sad og planlagde sommerferie. På mit arbejde planlægger jeg konstant, og jeg fortsætter så snart, jeg træder ind ad døren herhjemme. Planlægger og planlægger.
Jeg burde nok planlægge en pause fra alt det planlægning. 

søndag den 3. april 2016

Søndagstip #3

Udfordring: 

Du vågner efter kun 5 timers søvn og har godyle tømmermænd efter en supersjov og festlig aften.  
Du har ondt i hovedet (meget), er tung i hele kroppen og din mave er i oprør. Og du er træt helt  ind i knoglerne, der i øvrigt også værker, fordi du til gårsdagens fest absolut skulle være Karl-Smart på dansegulvet igen og igen.

Løsning: 

Du tumler  ud på toilettet, og da du vælter omkuld i sengen igen, vækker du din mand og siger til ham, at du er så syg at du vil blive i sengen hele dagen.

Det er så sjældent at du tilbringer en hel dag i sengen, så din mand forstår virkelig, hvor dårligt du har det. Han bringer dig morgenmad på sengekanten, serverer kaffe, og henter cola. Og lader dig sove.  Og da du kl 15 alligevel beslutter at stå op og være dig selv resten af dagen, er han helt lettet og roser dig for at være kommet så hurtigt til hægterne, til trods for formodningen om at du ville ligge brak hele dagen.