Alder

Forleden blev jeg  spurgt til  min alder - og tænk jeg kunne pludselig ikke huske, hvor gammel jer er?! 
Det var så mærkelig en følelse, men jeg var spejlblank på,  om jeg var fyldt 41 eller om jeg stadig var 40. 
Måtte derfor regne mig frem til at jeg er fyldt 41...

I de helt unge år handlede livet om at være gammel nok. Gammel nok til at måtte være længe oppe, gammel nok til at få flere lommepenge og sidenhen gammel nok til at komme ind på Crazy Daisy. Gammel nok var målet og noget, man hele tiden stilede efter at blive.
 Jeg erindrer svagt, at det fyldte en stor del, men husker sjovt nok ikke, om det så virkelig var forløsende at blive gammel nok!?

Den alder jeg har nu passer utrolig godt til mig. Lå søvnløs en aften og tænkte længe over, at jeg for første gang i mit liv har en indre følelse af at stemme overens med min alder. Og ikke mindst stemme overens med mig selv.

Forstået på den måde at den Helle jeg er indeni, matcher den Helle, jeg præsenterer udadtil.
Husker smerteligt dengang det ikke var sådan.

Hvor den 19-21-årige Helle kunne sidde i byen en fredag nat og med store armbevægelser og flotte ord  ærligt beskrive sig selv på en måde, som måske fik en interesseret fyr til at spørge, om han og jeg ikke skulle møde igen? 
Herefter suget i maven og en følelse af 'nej nej nej', vi skulle på ingen måde mødes, for så ville han jo se hvordan jeg i virkeligheden var, og det flop skulle for alt i verden undgås. 

Hvornår holdt det op med at være sådan? Måske med det første parforhold? Nej, faktisk var jeg heller ikke ikke mig selv i det. 
Jeg prøvede, for jeg ville så gerne, være 'nogens rigtige kæreste' og at være kærester med én, der var lidt ældre end mig og læste på universitetet, det lød godt, når jeg sagde det, men det var mest fordi jeg så brændende ønskede at det var godt. Inderst inde følte jeg mig slet ikke gammel nok til at være en rigtig kæreste. Når jeg hellere ville ud til hestene og ride en tur med veninderne fredag aften, blev han fornærmet og at sagde at jeg tog afstand og ville undgå ham. Set i bakspejlet var det vel mig selv jeg ville undgå?



Men nu:
Det er som om jeg har indhentet min alder eller måske er det den, der har indhentet mig? 


Hvor gammel er du og føler du at den du er, passer til den alder du har?