fredag den 14. april 2017

En ny ven mere og påske

Jeg kan stadig ikke skrive om andet end den udrejsesag, der i tre uger har fyldt mine tanker i alle mine vågne timer og ved flere lejligheder også holdt mig vågen om natten. Ofte har jeg fortvivlet tænkt på, at her sidder JEG og føler mig magtesløs og ude af den, hvad med de mennesker, der handler om? Hvordan har de det lige? Den tanke har for det meste affødt endnu mere magtesløshed.

Der er ikke noget nyt i sagen, familien befinder sig i Sjælsmark på tredje uge, og deres fremtid er fortsat et stort spørgsmålstegn. Børnene går ikke i skole, der er intet på centret de kan lave (og der er ikke andre skolebørn end de tre søskende, dagene er lange og familien er meget isoleret. 
Jeg mærker som ridser i hjertet, hvor ængstelige og frustrerede, de alle fem er. 

Lige inden påske meldte en ny ven sig på banen. Også fordi han havde læst mit debatindlæg i Politiken, hvorefter han ringede mig op.
Manden er præsten Leif Bork Hansen, og han var da tæt på at være det sødeste og rareste menneske, jeg i mit liv har talt med!
Han ville dels fortælle mig, at han var SÅ glad for mit tekst og havde læst den med stor begejstring, og dernæst ville han høre om det var ok at han brugte den i en tale, ha netop sad og skrev på. En tale som skulle afholdes ved en demonstration for 'Medmenneskelighed' i København 9.april. Han fik naturligvis min varmeste velsignelse til at henvise til min tekst, og det er ingen hemmelighed at jeg var svært stolt, da han efterfølgende sendte mig sin tale på mail. 

Leif Bork Hansen har offentliggjort sin tale på sin facebookside, og jeg har taget mig den frihed at kopiere den ind nederste i dette indlæg. Og ja, den Helle der citeres i talen, det er mig. 

Påskedagene er over os, vi har nydt skønne stille dage i et sommerhus ved kysten. Nu er vi tilbage i vores eget hus, og jeg kigger længselsfuldt ud på himlen for at se om de sorte faretruende skyer kommer nærmere eller sejler væk. 
Skal roserne klippes nu eller er det for tidligt?

__________________________________________


Tale ved ‘Vandring for medmenneskelighed’ 9. april 2017 arrangeret af Arendse Jacobi.
Den sorte borgerrettighedsforkæmper, pastor Martin Luther King, skrev i sit berømte brev fra fængslet i Birmingham: “Jeg er enig med St. Augustin som siger, at »en uretfærdig lov er slet ingen lov«.” Der vedtages i Danmark flere og flere love, som slet ikke er love! Hvad er en retfærdig og hvad er en uretfærdig lov? “Enhver lov, der opløfter den menneskelige personlighed, er retfærdig. Enhver lov, der fornedrer den menneskelige personlighed, er uretfærdig,” erklærer Luther King. Det er ligefrem sat i system, hvordan vi kan fornedre, nedværdige hinanden.
Vi ser, hvordan der oprettes lejre, hvor formålet er at behandle mennesker så utåleligt som muligt. På Udsendelsescenter Kjærshovedgård i Ikast bor Khoshnaw, forfulgt flygtning fra Irak. Han er gift med Christina i Birkerød, og han er netop blevet far! Hvordan kan det gå til, at anbringe ham så langt væk som muligt fra Christina og deres nyfødte barn, og det selvom han ikke kan sendes tilbage til Irak, som han er flygtet fra?
Det danske folketing går ind og bryder de inderligste bånd mellem mennesker. Og som det netop er blevet sagt i fjernsynet, får partier fremgang, hver gang de går ind for nye stramninger over for mennesker, der er forfulgte og beder om vores beskyttelse.
“Når man dehumaniserer mennesker” – altså behandler dem som andet end mennesker – “reagerer de på samme vis!” sagde en afvist asylansøger fra Nigeria på udsendelsescenter Sjælsmark. Der har han levet under ydmygende forhold i over 2 år, Han havde reageret voldsomt, fordi han var blevet nægtet et ekstra stykke kylling i Cafeteriet, selvom der var kyllingestykker nok og det var inden lukketid. Et stykke skamfuld Danmarkshistorie om et Cafeteria, hvorfra man f. eks heller ikke må tage mad med hjem til værelset, og slet ikke selv lave mad.
Dagligt dukker hjerteskærende historier op i pressen! Under overskriften “Nu er grænsen nået for, hvad vi som samfund kan være bekendt,” skrev Helle Alsted Tholstrup i Politiken for et par dage siden. Hun er folkeskolelærer i Jelling og hendes 14 årige datter Frederikke har en rigtig god veninde Alaa på 15 år. Alaa blev forrige torsdag hentet i Jelling sammen med sine forældre og to søskende og kørt til udrejsecenter Sjælsmark. Alle tre børn har gået i skole i Jelling. Siden de kom til udrejsecenter Sjælsmark har Alaa spurgt Røde Kors: “Hvorfor må vi ikke få lov og gå i skole?” Forældrene kom som flygtninge for syv år siden til Danmark. Nu vil man udvise moderen til Jordan og faderen og børnene til Vestbredden. Udrejsecenter Sjælsmark er ikke et sted for børn, et sted der er indrettet til at gøre det mest muligt utåleligt. Også de har f.eks opdaget at udsendelsescentrets Cafeteria ikke er et rart sted. Ifølge FNs børnekonvention kommer barnets tarv i forreste række. Men danske myndigheder gør, hvad de kan, for at omgå denne konvention.
Det er som om jo værre forholdene bliver – nu har vi netop hørt om et giftgasangreb i Syrien - med grusomme billeder af børn der har fået alvorligt åndedrætsbesvær eller er døde – det er som om, jo værre forholdene bliver, desto mere forsøger vi at lukke grænserne eller betaler os fra det ved at bede Tyrkiet løse Europas problemer, selvom vi også rystes over forholdene dér.
Det bliver sværrere og sværere at få sin ægtefælle hertil eller at få sine børn hertil. Hele tiden nye stramninger.
Under påskud om at ville beskytte, passe på Danmark, lader vi værgeløse i stikken. Er det ikke mennesker, vi skal beskytte?
Kan vi bedre affinde os med at mennesker, kvinder og børn, omkommer på Middelhavet, end at hjælpe dem – eller vente på at andre lande skal begynde. Så Europa venter og venter.
Og her i Danmark har vi troet, at det drejer sig om at beskytte danske værdier – at beskytte kristendommen mod mennesker af andet end vestlig oprindelse. Det er en bespottelse af kristendommen, der taler om en kærlighed, der ingen udelukker og altid er på tværs af de grænser og skel, vi vil forskanse os bag.
På sin sidste udenlandsrejse som præsident, og som bragte ham til Grækenland, kom Barack Obama med en advarsel om at Europa ikke lader sig vælte omkuld af ‘rå nationalisme.’ “Vi er nødt til at have et værn mod den stigende rå nationalisme eller etnisk identificering eller stammefællesskab, som bygges op om et “os” og “dem”,” sagde han. “Vi véd, hvad der sker, når europæerne begynder at dele sig op. Det 20.århundrede var et blodbad.” Og Obama ser også, hvad der finder sted i hans eget land.
I det racediskriminerende Amerika sang de under store demonstrationer under ledelse af Martin Luther King, hvori ikke bare sorte, men også hvide deltog, og alle religioner:
We’ll walk hand in hand,
We’ll walk hand in hand
We’ll walk hand in hand some day…
Man sang det siden i Sydafrika mod apartheid.
Og vi vandrer for medmenneskelighed.
I dette mirakuløse liv med hinanden - hånd i hånd!
Leif Bork Hansen



3 kommentarer:

Marianne sagde ...

Det var et rigtig godt indlæg du havde skrevet, og hvor er det dejligt at du på den måde finder venner der kan hjælpe.
Jeg har det ligesom dig, jeg forstår ikke, hvad det er der sker, hvorfor er tonen pludselig blevet så rå på alle sociale medier. Hvor er vores humane indstilling og ønsket om at hjælpe andre blevet af?
Jeg håber, at du trods dine bekymringer får en god påske.
Mvh Marianne

Helle Alsted Tholstrup Vejle Midtbyskole sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Mit Helle sagde ...

Kære Marianne,
Tak for din kommentar. Tonen i debatterne på de sociale medier er så fjendsk og hadsk at det trodser enhver beskrivelse.
Jeg blev haglet ned i et debattråd på JP i går, og bl.a beskyldt for ikke at respektere dansk lovgivning og demokrati - det er utroligt, hvad folk kan få sig selv til at skrive!

Kærlig hilsen Helle