Almindelig

Jeg var forleden på besøg i Marias maskinrum og læste om hendes fortvivlelse over at være gennemsnitlig og almindelig. 
Aj ok fortvivlelse er måske et stort ord at bruge, men så frustration da.

Indlægget afstedkom hos mig en lang tankerække, der sendte mig tilbage til en udgave af mig selv, hvor jeg nok har været 16-17 år og så nogle år fremefter.
Jeg oplevede teenageårene som svære og forkvaklede og husker mig selv, som en bekymret, tænkende, undrende og lidt indadvendt - meget lidt køn pige med grimt hår og bøjle på tænderne. Og med et selvværd på størrelse med hullet i en vanillekrans. Jeg var konstant ulykkelig forelsket, typisk i én, der var en del ældre end mig og derudover også typisk lysår uden for min rækkevidde.

Set udefra var jeg en helt almindelige skolepige, der levede et fuldstændig almindeligt liv.

Men inderst inde vidste jeg bare, at det var et spørgsmål om tid.

Før nogen fik øje på mig og opdagede, hvilket helt usædvanlige og specille unikum, jeg er var.

Jeg var ikke almindelig, jeg var noget helt særligt. Der var bare ikke nogen, der havde fået øje på det endnu. Jeg kunne mærke at jeg var skabt til noget stort og helt særligt og jeg affandt mig med at de, som opfattede mig som helt fuldstændig almindelig ikke kendte mit sande jeg og derfor misforstod mig.


Jeg voksende op i verdens mest almindelige familie. Far, mor, mig og min lillebror. Parcelhus, forstad, stisystem, skole, fritidsaktiviteter, veninder og hest. Det var rasende almindeligt.

Og selvom jeg elskede det, så elskede jeg også at hade det. Og skulle i hvert fald ALDRIG selv leve i sådan en røvsyg kedelig kernefamilie. Og have sådan et røvsygt kedeligt liv.

Jeg var skabt til noget større og noget mere. Ventede som sagt bare på at mine særlige evner og talenter ville blive afsløret.

Hvad skete der så? Et eller andet tungt må have ramt mig i hovedet på et tidspunkt i årene fra jeg var 20-25, for selvom følelsen af at være et misforstået unikum stadig ligger lå indkapslet et sted inde i mig og en gang i mellem tittede frem, så er der sgu da langt til at jeg 10 år ældre - som 24-25-årig, ikke ønskede mig andet i denne verden end en helt almindelig familie. Sådan en med et helt almindeligt hus, en helt almindelig have, en helt almindelig mand og nogle helt almindelige børn.

Præcis sådan en som jeg fik.

Og fuckede op.

Men det er jo efterhånden også gået hen og blevet helt almindeligt...