Når alle kender alle

Nyindflyttet, meget flink nabokone henvender sig til mig i indkørslen. Hun spørger hvad vi ville sige til, at hun får fældet det gigant store tujatræ, som hænger ind over vores indkørsel, smider sine nåle på vores grund og skygger for al sol på den side af huset. Nabokone er selv træt af træet, fordi det skygger for solen i hendes have.

Vi har hadet det træ i al den tid, vi har boet her,  og derfor bliver jeg lykkelig over hendes forespørgsel, slår hænderne sammen og hviner: "Hvis du får det træ fældet, så giver jeg en lagkage." Man er jo en flink ny nabo, ik?

Nabokones svigerdatter har en butik her i byen. Nabokone fortæller allerede samme eftermiddag begejstret sin svigerdatter, at de søde nye naboer har sat en lagkage på spil, hvis hun får træet fældet. Nabokone og svigerdatter synes det er rætti skæj.

Min veninde handler ofte i nabokones svigerdatters butik, og hun kommer ind i den butik lidt efter. Hun fortæller butiksindehaver, at hun kender de søde mennesker, som bor i huset ved siden af det, hvor butiksindehavers svigermor lige er flyttet ind.
Det synes butiksindehaver er herligt, for hendes svigermor har netop lige fortalt hende, at de nye naboer giver en lagkage, hvis hun får fældet det store grimme træ, der hænger ind over deres indkørsel.
Jeg mødes med min veninde. Hun griner og siger 'nå så du har lovet lagkage, hva'? og jeg forstår først ikke lige hvad hun mener, indtil hun uddyber...
3 ½ time gik der, fra jeg lovede nogen et stykke lagkage i min indkørsel, til historien nåede tilbage til mig fra anden side! Ha, det syns jeg er sjovt!

Må hellere gøre alvor at det med den lagkage.