torsdag den 21. april 2011

Skat

Hvad mon dette indlæg handler om? Overskriften er ikke til den store hjælp, for mener jeg SKAT, som i skattevæsenet, SKAT som i det jeg kalder min mand, når jeg lige har sat mig i sofaen og opdager, at jeg ikke kan nå min kaffekop eller mener jeg SKAT som i sådan én, man finder på en skattejagt?

Det sidste!

Vi har i vores familie bøvlet noget med at finde fælles aktiviteter, som vi alle kunne deltage i og ikke mindst: som vi alle synes var sjove at være med til.

De første år min mand og jeg boede sammen, havde vi fire sammenbragte børn i huset (vi havde to med hver ind i ægteskabet, han to teenage-børn og jeg to små børn). Dengang lykkedes det ikke rigtigt at finde på weekend- og ferieaktiviteter, som alle havde glæde af, så det var sjældent, at vi lavede noget med de fire børn sammen.
Nu bor de to ældste her ikke mere, og der er kommet et barn mere i familien. Og vi er stadig på udkig efter aktiviteter, som vi kan lave sammen i weekender og ferier.
Og det skal vel at mærke være ting, som ikke koster en bondegård, for sådan én har vi ikke.

Jeg har flere gange hørt venner og bekendte tale om fænomenet "Geocaching", men jeg har ikke før for nylig koblet det med noget, der på nogen måde kunne have noget med mig og min familie at gøre.  Men jeg skal da lige love for at sagen har taget en anden drejning, for efter at have brugt et par timer på at sætte mig ind i, hvad geocaching er, finde ud af at der ligger tre skatte i gåafstand til vores hus og finde disse tre skatte sammen med de to ældste piger, så er vi blevet hooked.
Kender du til geocaching?
Hvis ikke, så kommer her en kort og meget unørdet forklaring: En geocache er en skat, som nogen har gemt et sted, og du kan så prøve, om du kan  finde den. Der ligger skatte gemt overalt i Danmark,  og der ligger skatte rundt omkring i hele verden. Idéen er opstået i USA og har bredt sig til resten af verden. Man finder frem til, hvor der ligger en skat, ved at bruge denne webside, hvor man registrerer sig, får password osv. Det er ganske gratis. Når man er blevet registreret, har man nu adgang til at søge efter skatte. Man kan taste et postnummer ind, og der kommer en liste frem over skatte i netop det område. Skattens nøjagtige placering er angivet med koordinater, som man printer ud/skriver ned og de skal så fyres ind i en GPS, som er det eneste "værktøj", der kræves. De fleste nyere mobiltelefoner har indbygget GPS med mulighed for at indtaste koordinater. Jeg har downloadet en app' ved navn "Coordinates" til min smartphone og den fungerer perfekt.
Hos os sker der det, at når vi nærmer os stedet, hvor skatten befinder sig, taster vi koordinatorne ind og så begynder vi at diskutere, hvem der skal holde min mobil (det vil begge store børn), og om vi skal den eller den eller den vej.  På skærmen er der en rød plet, der lyser op og man kan hele tiden se, hvor mange meter, man er fra skatten.
Både mand og børn er vildt ivrige og det ligger jo usagt mellem linjerne, at det gælder om at være den, der finder skatten. Som I: Jeg Så Den Først.
Pludselig har en almindelig (og hvis jeg skal være helt ærlig, nogen gange lidt kedelig) gåtur i skoven, fået et helt nyt lys over sig. Turen har fået et formål og der er en stærk motivation, som driver os - og ikke mindst børnene frem. Det er genialt! Vi får frisk luft og motion. Jamen det er jo ren win-win!
Selve skatten er som regel en lille plasticbøtte med låg, hvor der ligger små gadgets indeni. Man må tage én af disse, hvis man lægger en anden. Sådan noget går mine piger vildt højt op i.  Når man så kommer hjem igen, kan man logge sin skat på nettet via hjemmesiden og dermed følge med i hvor mange, man har fundet.
Vi har indtil videre fundet tre -  og i sidste weekend tog vi på en lidt længere tur, for at finde en fjerde. Desværre måtte vi opgive og køre hjem med uforrettet sag, vi ledte og ledte og ledte uden held, tiden løb fra os og det nærmede sig aften. Denne uløste opgave har irriteret os alle siden, og derfor har vi lige aftalt, at vi om lidt når alle er i tøjet og har fået morgenmad, kører ud og leder efter igen.

Glædelig Skærtorsdag!

6 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hej Helle,
Det var en super ide. Det tror jeg, at vi vil prøve idag.
Morten

Helle sagde ...

Hej Morten,
Rigtig god fornøjelse, glæder mig til at høre om I finder nogen skatte! Der er to i skoven og én meget tæt på det sted, hvor din kone arbejder :)
Kh Helle

Mai sagde ...

Fandt I dem så? Du kan ikke efterlade os med sådan en cliffhanger!

Helle sagde ...

JA, det gjorde vi :) Marie fandt den under en bunke visne blade ved rødderne af et træ, et sted vi havde ledt hundrede gange. Så hun var dagens helt!

Anne Thompson sagde ...

Sikken lettelse! Det lyder som en sjov ting at gøre sammen. Ren win-win og masser af familie spas.

mette b sagde ...

Vi har også geocatchet både herhjemme og på ferier i Klint og i Sverige. Det er sjovt at lege sammen på den måde på tværs af aldre og sjovt bagefter at følge en af dimsernes rejse. I Sverige fandt vi en skat, som har været Danmark rundt og nu er i England - det er da herligt!
Fortsat god skattejagt til jer.