tirsdag den 26. april 2011

Dengang

I denne tid er det  - hold da op som tiden går - syv år siden, at jeg i samarbejde med min daværende livsledsager, traf en beslutning som fik afgørende indflydelse på min, hans og vores børns fremtid.


Jeg er nemlig én af dem, der i ægteskabelig sammenhæng er ude i Anden Runde. Første Runde består af 10 år med mange skønne stjernestunder og dejlige oplevelser, men forholdet kørte ligeså langsomt skævt - ud af kurs -  og selvom vi prøvede at rette op, rette til og rette ind, så blev kursen bare mere og mere skæv.
Så der er også mange tårer, stor ensomhed og frustration forbundet med den tid. Vi fik børn, vi købte hus og vi gik fra hinanden.
Selvom det altså er syv år siden nu, er oplevelsen af at rive mit liv midt over, trække tæppet væk under fødderne på mine børn og begynde helt forfra med alting, stadig dybt forankret i mig. Omend det selvfølgelig fylder langt mindre og har taget farve af årene, der er gået, så ved jeg, at det altid være en del af mig. På godt og ondt. Min eks og jeg satte hinanden fri, og jeg har aldrig været i tvivl om, at det var det rigtige, vi gjorde.




Jeg fik nye livsvilkår at deale med og udtryk som "en 10/4-deleordning" og "børnefri weekender" blev en del af mit hverdagssprog. Mine to døtre (som dengang var fem og to år) og jeg fandt vores egen måde at være familie på, vi indrettede os og jeg lærte på den benhårde måde, at planlægning er vejen ud af alle former for underskud.


Jeg husker, hvordan jeg ikke bare smurte madpakkerne om aftenen, men også lagde dem ned i børnehavetaskerne og lagde taskerne ind i køleskabet, dækkede morgenbordet med skåle, skeer og havregryn, lagde tøj frem til mig selv og børnene, hængte vigtige sedler og andre ting, jeg skulle huske at have med, på hoveddøren. Og nåede bussen kl. 7.10 hver morgen efter at have afleveret to børn.  Udviklede huskesystemer, som gjorde at jeg kom til at fremstå som en totalt tjekket mor, der havde fuldstændig styr på alting. Og det havde jeg også en del  af tiden, men jeg var saftsusemig også rystende usikker, og vågnede med bævrende hjerte hver morgen over det kæmpe ansvar, man har, når man er den eneste voksne i huset. Blev bange, hver gang et af børnene hostede eller klagede over hovedpine, og savnede dagligt den der ting med lige at kunne spørge sin partner "tror du, vi lige skal tjekke om hun har feber"... Og jeg savnede én at dele de små mirakler, kun forældre kan frydes over i trummerummen med børn. "Kom lige og se, hvor sødt hun ligger i sengen og sover", "skynd dig at komme, jeg tror snart, hun taber en tand". Selvfølgelig var pigernes far stadig en enormt stor del af vores liv og han har altid været verdens bedste farmand for dem, men i det store og hele så var jeg altså alene. Meget alene.
Ikke så længe, for rundt om hjørnet viste det sig at jeg skulle løbe ind i Mit Livs Store Kærlighed. Men det vidste jeg jo ikke noget om dengang.
Den aften sidst i april, da min eks og jeg efter dage med gråd og tænders gnidsel, var helt afklarede med, at nu skulle det siges til børnene, var en varm og smuk forårsaften. Havedøren stod åben og vi havde spist aftensmad med varmt aftensollys skinnende ind på os. Jeg rømmede mig garanteret mange gange og min stemme var sikkert lillebitte, da jeg sagde til børnene, at der var noget, som far og jeg gerne ville fortælle dem. Havde ligget vågen mange nætter og bedt Gud om styrke til netop den samtale. Jeg sagde, at vi havde bestemt, at vi ikke længere ville bo sammen, fordi vi alt for tit blev sure på hinanden, og at vi ikke kunne finde ud af at bo sammen. At vi kom til at gøre hinanden kede af det. Vi hjalp hinanden med at sige, at det ikke havde det fjerneste med dem at gøre, for vi elskede dem uendelig højt og ville gøre alt for, at de skulle have det godt. Og at vi troede, at vi alle ville få det bedre, hvis vi voksne boede hver sit sted.


Og jeg glemmer aldrig den femåriges ansigt, da hun forundret kiggede først på os og derefter på sin lillesøster, hvorefter hun spurgte: "Når I så flytter, skal vi så bo her helt alene?"

6 kommentarer:

mette sagde ...

Nårh - et dejligt, stærkt og rørende indlæg :)

Mai sagde ...

Pyh snøft, og ja tænk at Frederikke kun var to år dengang. Dejligt at I gjorde rigtigt.

Helle sagde ...

Mette: Tak skal du have :)

Mai: Ja, det er vildt at tænke på. Frederikke havde den alder, Johanne har nu. Meget uvirkeligt, men ikke desto mindre sandt.

Rikke . rikketankestrejf sagde ...

Åhh Helle...sidder og må lige blinke et par tårer væk! Stærk beretning, smukt, hårdt og flot.

Kærligst Rikke.

Anne Thompson sagde ...

Tak fordi du fortæller så åbent om så svær en beslutning og dens konsekvenser. Jeg fik godt nok et sug i maven ved din datters spørgsmål til slut. Børns logik er ind imellem svær at regne ud på forhånd!

Helle sagde ...

Kære Anne. Jeg genoplevede også selv lige suget i maven, da jeg skrev det. Tænk, jeg havde spekuleret i dagevis og ligget vågen om natten over at skulle sige det til børnene og så viser det sig, at vi er så fokuserede på os selv ... "Så skal far sådan og sådan mor skal det og det) at vi ender med et barn, der får den opfattelse, at vi voksne flytter fra huset og lader børnene bo der selv. Det var så absurd - men kun i få sekunder, for så blev det jo forklaret. I dag kan jeg heldigvis godt grine af det. Tak for din kommentar!