fredag den 8. april 2011

Rørt som en kagedej

Jeg har altid været et rørstrømsk menneske med  hang til både latter og gråd.  Husker med gru pubertetsårenes vanvittige humørsvingninger, der kunne drive en hel familie til vanvid: grineflippene, grædeturene... Op og ned... Jeg har kæmpet for at lære at holde tårerne tilbage, fx. når jeg bliver urimeligt irettesat, bliver overfust af nogen eller hvis jeg føler mig voldsomt trådt over tæerne.
Jeg tuder over film - før jeg fik børn var det primært afskedsscener og ulykkelige kærlighedshistorier, der fremkaldte snøft og hulk, men siden jeg blev mor er det helt uden sidestykke alt, hvad der involverer børn, der får mig til at græde som pisket. Børn, der er søde, børn der er kede af det, børn der bliver svigtet, børn der længes, kæmper, holder ud og klarer skærerne. Film, hvor børn dør, går jeg langt udenom. Forleden så jeg "Submarino" (Sorry, ved det alt for godt,  jeg er håbløst bagud hvad nye film angår - virkelig håbløst) og jeg sad med en pude for ansigtet og var seriøst ved at droppe at se filmen til ende. Jeg var ikke på forhånd klar over, at filmen indeholdt den scene med babyen, der ikke vågner - havde jeg vidst det, ville jeg have fravalgt filmen. Men når jeg alligevel så den til ende, så er det fordi jeg oplevede, at fortællingen til trods for at den foregår på bunden af samfundet i det mest trøstesløse skodmiljø, er  fortalt med masser af  varme, kærlighed og håb. Det var fandme en god film.


En anden film med et sødt barn, det er "Sixth sense". Den dreng er sgu da for nuser og jeg er helt færdig over scenen i bilen, hvor han hilser fra mormor - og moderen bryder helt sammen, fordi hun tvivlede på om hendes mor var stolt over hende.


Ahh men se lige, hvor godt de spiller, i lige netop denne scene.


Det at være stolt af sine børn, det slår simpelthen alle andre former for stolthed, jeg kender. Og det gælder uanset om barnet siger "mooaaaer" for første gang, cykler afsted uden støttehjul, er en afholdt kammerat eller viser omsorg for sine søskende. Jeg er 100 % med på hvorfor det hedder at være ved at "revne af stolthed", for det er jo sådan det føles!


På mit arbejde afsluttede vi i dag en alternativ uge, hvor der bl.a er blevet arbejdet med drama. I dag fredag, havde vi inviteret elevernes forældre til at komme og se, hvad deres børn havde lavet i løbet af ugen. Glade børn viste stolt deres produkter frem og fortalte med lys i øjnene om ugens arbejde. Dramagruppen skulle vise deres lille teaterstykke og en pige, som har det rigtig svært både i hjemme og i skolen, havde fået en semi-vigtig rolle. Hun var så spændt på om hendes mor ville holde sit løfte og komme over på skolen og se stykket. Glæden var derfor enorm, da moderen ankommer i sidste sekund. Mens stykket spiller og pigen træder frem og siger sine få replikker, kom jeg til at kigge over på moren. Hun kiggede på sin datter i kæmpestor kærlighed og havde tårer trillende ned af kinderne... Og det var næsten mere end en fladmast fredagstræt folkeskolelærer kunne kapere.

3 kommentarer:

Kristine sagde ...

Åh den sjette sans er bare så god. Jeg er også en af dem der tit bliver meget rørt. og også af din beskrivelse af moderen og datteren. Åh. mit hjerte.

Mai sagde ...

*Blink* sikke en fin beskrivelse af rørelse. Jeg elsker også den 6. sans. Men Helle, ikke at det skulle være nødvendigt, men HVIS du nu en dag står i en situation, hvor du ikke bør blive rørstrømsk, så tænk på den lille Pelle Erobreren spillet af Pelle Hvenegaard - han voksede op og blev vært i det ulidelige show Dagens Mand!

Helle sagde ...

Ja for pokker Mai, det er da et godt trick. Jeg plejer at bøje uregelmæssige tyske verber, men at tænke på Pelle Hvenegaard i "Dagens Mand", det fjerner helt sikkert også ALLE former for blødhed, rørstrømskhed, charme og nuttethedsfaktor. Kan man sige at Pelle Hvenegaards karriere har paralleller til den nu afdøde isbjørn Knut?