lørdag den 16. april 2011

Set i morges

Passagerer i IC3-tog mod Herning:
Toget havde lige holdt stille på Jelling Station og var netop sat i gang. Jeg kedede mig og kiggede derfor ud af vinduet. Hun var ikke til at undgå at få øje på med den gule sikkerhedsvest, men jeg mener nu bestemt ikke at hun løb? Som jeg husker det, kom hun gående helt almindeligt. Men det kan selvfølgelig være mig, der husker forkert?

Legende barn:
Vi var ved at bygge en hule og var kravlet igennem hækken fra vores have og ud til cykelstien på den anden side. Lige da vi kom ud, så vi at hun kom løbende. Ikke sådan vildt hurtigt, men hun pustede meget og der var sved på hendes pande. Min storebror løber helt sikkert hurtigere end hende.

Egern:
Vi har boet her i skoven i mange år og så vænner mig sig til de motionsløbere - men holde af dem, det kommer jeg aldrig til! Lige hende her var nu meget uskadelig, for hun løb ikke ret hurtigt. Jeg indrømmer dog, at jeg kom til at gøre hende virkelig forskrækket, da jeg sprang ud foran hende på skovstien. Jeg havde været ude at samle morgenmad og havde travlt med at komme hjem til min familie.

Golfspiller:
Vi så hende komme ud af skoven dernede (peger) og tænkte, at vi åbenbart ikke var de eneste morgenfriske denne lørdag morgen. Klokken var jo ikke mere end halv otte eller sådan noget. Hun havde fint tempo på, og lige da hun passerede os, synes jeg, at det så ud som om hun sang, mens hun løb? Hun lignede en nybegynder. Ved ikke præcist hvorfor jeg tror det, men det er nok noget med løbestilen. Den var så'n lidt gumpetung i det.

Mand ved bustoppested:
Jeg ventede på 211'eren, som skulle fragte mig til Vejle, og jeg stod og halvsov, da hun kom joggende forbi mig. Jeg kunne ikke lade være med at dreje hovedet og kigge efter hende, da hun havde passeret mig. Wauw en røv, der var sgu søgang i den. Men hatten af for, at hun gør noget ved det!

Ægtemand:
Hun væltede ind af døren ca 30 minutter efter at hun var løbet afsted. Knaldrød i hovedet og prustende som et lokomotiv. Men hun er altid så glad og godt tilpas, når hun har været ude at røre sig, så det var dejligt. Jeg håber bare ikke, at jeg skal høre på, at hun beklager sig over ondt i benene resten af dagen, det kan hun nemlig godt finde på, og det er så anstrengende at høre på.

3 kommentarer:

Mai sagde ...

Gul sikkerhedsvest - det er da selvtillid :-) Jeg er sikker på, det var en lækker løberinde, der fik alle de andre til at smile på en god måde.

mette b sagde ...

Sikke en skøn løbetur med mange synsvinkler :)

Kristine sagde ...

Godt løbet, eller gået. Engang når jeg tager mig sammen så vil jeg også løbe igen, jeg startede i går, men det var sådan set efter toget, som så var 15 minutter forsinket!