onsdag den 17. april 2013

En nat i tankernes rundkørsel

Hold nu op, hvor sov jeg dårligt i nat. Var dødtræt, da jeg endelig landede på puden og nåede lige at tænke på, hvor rart det skulle blive at sove en lang dejlig nat, inden de kom farende og landede lige der bag frontallappen. Tankerne. Insisterende, forstyrrende, ængstelige og helt utrolig forvirrede tanker.
Sagt meget kort så kan man sige, at en lockout og en konfirmation tørnede sammen i hovedet på en temmelig udmattet mor/lærer og at det hele ligesom bare blev FOR MEGET.
Min favorit-sovestilling på højre side, duede ikke. Jeg kunne ikke mærke, om jeg trak vejret? Så bliver man altså nødt til at vende sig om, for hvis man ikke kan mærke, at man trækker vejret, hvordan kan man så vide, om man gør det? 
Om på den anden side og ligge ... 
Har vi glemt noget til den konfirmation, hvad nu hvis dit, hvad nu hvis dat og åh Gud nej, hvad nu hvis dut? Hvordan bliver det at komme på arbejde igen, kan jeg overhovedet finde tilbage til hverdagens rutiner efter så mange uger i Ingenmandsland? Nu trykker det for brystet igen, tager tre dybe vejrtrækninger helt ned i mellemgulvet, kom så, du kan godt. Var det kl. 11 maden ankom fra cateringfirmaet på søndag? Hvor lagde jeg den seddel, jeg er begyndt at skrive til køkkenpigerne? Hvor meget af årsplanen for dansk i 6.klasse kommer vi egentlig til at skrotte, når hele april tilsyneladende skal streges ud?
Råber man det trefoldige leve før eller efter sangen? (Hvad mener du?)

Jeg lå i 3-4 timer. Kunne ikke ligge på nogen måde. Ikke trække vejret. Og var ikke i nærheden af at sove. 

Det.er.simpelthen.for.meget. Det.hele. 

Også på den gode måde, det er vigtigt at understrege, men jeg kan sgu snart ikke rumme mere. Efter på søndag, kan jeg helt sikkert trække det meste af vejret igen. Så skal vi bare have den skide lockout afblæst, så alting kan blive helt almindeligt igen.
Heldigvis skinner solen, det klæder min verden i dag.

2 kommentarer:

Frk. Struds sagde ...

Efter sangen :-) Ønsker jer en god dag på søndag.
Det skal nok gå alt sammen....

Mit Helle sagde ...

Tak skal du have :)
Tale, sang, hurra - sådan må rækkefølgen være, det var også sådan jeg mente, at det var!

KH Helle