Mine nye stivnakkede - og alt andet end fleksible arbejdstidsregler har medført, at der er blevet rodet rundt med mine vaner. Og det er kommet til at gå ud over bloggen her, som virkelig må undre sig over, hvor filan jeg blev af. Sagen er at fordi jeg ikke længere skal (må) forberede mig hjemmefra, så står min pc sådan set bare og samler støv på det skrivebord, der engang tilhørte en glad og fornøjet lærer, der elskede sit arbejde.
Det gør jeg sådan set stadig - elsker mit arbejde - men som i et hvert kærlighedsforhold, opstår der kriser parterne imellem, oftest fordi virkeligheden ikke lever helt op til forventningerne, kommunikationen er slået fejl og parterne har misforstået hinanden.
Det er nok sådan cirka det, der er sket mellem mit arbejde og jeg. Vi forstår ikke rigtig hinanden for tiden. Og derfor er vi kørt lidt trætte i hinanden. Når det skete før i tiden (for nye arbejdstidsregler), var det så dejligt at kunne skride hjem fra det arbejde, lægge det væk, fyldet hovedet med andre gøremål og så genoptage arbejdet, når der var ro, plads, tid og ikke mindst overskud. Det var der ofte om aftenen, når mine unger var gået til ro.
Nu sidder jeg og stresser inde på skolen. 40 timer om ugen. Anspændt og med uro omkring mig og hovedet fyldt op af træthed og kaos ovenpå non-stop serier af lange undervisningsdage og møder, der falder i en lind strøm.
Jeg har ikke vænnet mig til det endnu, men jeg kæmper, for jeg vil så gerne at det skal lykkes. Tvivlen er dog allestedsnærværende og optimismen fiser stille ud, som luft gennem sprækker og revner.
Og alt imens jeg knokler for at finde min nye plads i en anderledes arbejdsdag i en ny-reformeret skole, så klargør jeg på hjemmefronten husets yngste til en tur i folkeskole-karrusellen.
Lillepigen har første skoledag mandag d. 3.november, en uge før sin 6-års fødselsdag, og hun glæder sig big time. Jeg glæder mig sammen med hende, og tuder lidt i smug, over at mit yngste barn er blevet skolemoden. Siger klichéagtigt til ham, der har en vielsesring magen til min, at jeg ikke fatter hvor de år blev af. Seriøst. Jeg fatter det ikke.
Det er efterår. Vi samler kastanjer, tænder lys og shopper vintertøj og støvler. Og tæller ned til ferie.
Tanker om hverdagslivet, familielivet & menneskelivet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar