søndag den 15. maj 2011

Sammenkogt

Vi er en sammenbragt familie. En sammenkogt ret. Med masser af kant og krydderi.
Da min mand og jeg flyttede sammen, havde vi hver to børn med ind i forholdet. To pakkeløsninger, der slog pjalterne sammen. Hans to børn var store, mine to var små. Det er længe siden nu og der er løbet så meget vand i den familie-å siden. Det kan der skrives rigtig meget om. Men det bliver der ikke.
 Jeg sagde ganske vist i mange år, at hvis jeg overlevede (og det gjorde jeg) ville jeg skrive en bog om det at leve i en sammenbragt familie. Indtil jeg opdagede at den bog allerede er skrevet. Mange gange. Der er en hel hylde på biblioteket med bøger om sammenbragte børn, papmødre og fædre, fars kone og mors mand. Jalousi, tabuer, faldgruber og konflikter, om ansvar og opgavefordeling, om forbehold og aftaler. Om kærlighed og kildevand, der desværre nemt bliver til lort og lagkage.

Min mands børn af første ægteskab bor her ikke længere, én er flyttet hjemmefra og én er på efterskole. Men de første år var de en stor del af vores familie.

Når man møder Sit Livs Store Kærlighed, så sker der mange ting. Noget sket bevidst og fordi man gerne vil have, at det skal ske, andet sker bare. Fordi. Vi havde slet ikke tænkt på, at der skulle være flere børn i vores liv. Der var ligesom nok i forvejen og de fyldte. Hveranden uge havde vi fire unger i huset og der var nok at se til. Skulle jeg hilse og sige.
Alligevel skete det. Fordi vi var så vilde med hinanden og fordi menneskekroppen for en stor del jo er et stykke biologi. Min mand var den første, der blev skruk og han var ikke længe om at overbevise mig om, at jeg ikke kunne få nogen større kærlighedserklæring fra ham end at han simpelthen bare måtte have et barn med mig. Mage til smiger skal man da lede længe efter.
Så vi fik hende. Kærlighedsbarnet. Fællesbarnet, som nu udgør en eller anden form for kit i familien, fordi hun er den eneste, der er i biologisk familie med alle os andre.
Jeg rammes af og til af den tanke, at det er et stort åg for hende at bære, for hun kommer til at skulle lægge hjerterum til for os alle, fordi hun er familiens rundkørsel, hvorfra vejene ud til de andre grene går.
Hun er 2½ år og allerede helt med på at ham, som kommer her hveranden fredag, er far til nogen her i huset. Som han skal hente. Og hun jubler sammen med sine søstre, og løber med ud i entréen når han kommer, fordi hun har set hundredevis af gange, at når dén mand ankommer, så råbes der "Hurra, nu kommer han".

Men selvom det føles som om hun forstår, hvordan det hænger sammen, så afslører hun alligevel huller i sin viden, som når vi taler om, at han er Marie og Frederikkes far. Og hun spørger, hvem er deres mor?


5 kommentarer:

EVA sagde ...

Rørende læsning, Helle.
Som altid giver dine ord mig stof til eftertanke.
Kh. Eva

Kristines Dilemma sagde ...

Børn og forældre kan være noget af en håndfuld. Din blog er min bog, som jeg kan tage frem når jeg har lyst til dine ord. Det synes jeg faktisk er dejligt.

Anne Thompson sagde ...

Åh ja. Sikke'n et spørgsmål at skulle svare på. Og der kommer sikkert rigtig mange flere. Godt at hun tør!Og flot at du tænker over det. Jeg kender ingen skilsmisser indefra og meget få sammenbragte familier. Så for mig er det lærerigt at læse dine åbne beretninger om jeres familie. Uanset om du skriver det som bog eller ej ;-)

Louise Aaen sagde ...

Hej Helle

lige over - dvs selv tak for kommentaren og linket på min blog... jo det var mig der skrev en hilsen til dit indlæg om 26 efterfølgere/forfølgere

og tillykke med alle dine delebørn og kærlighedsbørn, der bliver kun mere af kærligheden, når den deles af mange

kh Louise Aaen

Hanne Bente sagde ...

Hejsa.
Skønt indlæg - tror at mange kan nikke genkendende til det.
Ha´en god week-end.
/Hanne Bente