lørdag den 1. juni 2013

Sidste skoledag

Hun fik øje på mig, før jeg så hende. Midt i det vilde inferno af udklædte, glædesjublende og meget højtråbende optog af karamelkastende 9.klasses elever, sprang hun ud af mængden. Jeg så hende ikke, før hun var helt henne hos mig, hun var klædt ud som en læge med hvid kittel, gummihandsker og stetoskop. 
Tørklædet, som hun har båret siden hun var 9 år gammel var i dagens anledning hvidt, hun har mange forskellige og vælger altid med omhu ét, der matcher hendes øvrige påklædning.
"Helle, Helle, Helle", råbte hun, mens de mørkebrune øjne strålede af glæde... "Jeg kom ind på gymnasiet." 

Og lige dér, midt i larmen, blev jeg bare så fuldkommen fyldt af glæde, fordi den lille meget generte, næsten sky pige, jeg lærte at kende, da hun startede på skolen for syv år siden, dengang hun gik i 2.klasse, har fortjent alt den succes, der overhovedet kan tilkomme hende i denne verden.
Hun er en ægte fighter! Som den ældste storesøster i en flok på seks børn, har hun altid haft et stort ansvar for sine søskende, og balancen mellem at være pligtopfyldende, praktisk og hjælpsom arabisk pige derhjemme, og i skolen ligeledes pligtopfyldende, stræbsom og socialt engageret dansk elev, har været en udfordring så stor, at den til tider føltes ubærlig for hende.
"Aldrig", svarede hun som 10-årig på spørgsmålet om hvornår hun følte sig okay og god nok -  og "altid" til det næste, om hun følte sig stresset over de krav, der blev stillet til hende.

Da hun var 11 år blev hun ramt af en bil i et fodgængerfelt og kom slemt til skade. Hun var indlagt i mange uger og ikke i skole i næsten flere måneder, og vi var bekymrede for, om hun ville være i stand til at hænge i igen, når hun kom tilbage i skolen efter så mange ugers fravær. Det kunne hun, for hun ville!

Nogen gange, når hun og jeg var alene, lod hun masken falde og tristheden træde frem. Fortalte, at hun tit tænkte på, hvem hun egentlig var, og at hun i skolen ikke følte sig dansk nok, og derhjemme ikke arabisk nok. Den tillid, hun viste mig, var meget rørende, og vi havde rigtig mange samtaler om, at hun skulle se sig selv, som et menneske, der er "både-og" og ikke én, der er "hverken-eller."

Med årene lærte hun at være i det, at se sig selv - ikke som et todelt menneske, med det ene ben i sin arabiske kultur og det andet i den danske, men som et helt menneske, der med sig har den gave at mestre to hjertesprog, kende to kulturer indefra og være vokset op i en familie, der trods traditionel arabisk baggrund, hele vejen har bakket op om at hun, der er født med et usædvanlig godt hoved, selvfølgelig skal have en uddannelse. 

"Jeg skal på gymnasiet", sagde hun igen glædesstrålende og faldt mig om halsen - "det var jo det, du sagde Helle,  allerede da jeg gik i 6.klasse" og lige i det øjeblik, var der en hel masse af det arbejde, jeg udfører til daglig, som gav rigtig meget mening. 
Jeg ønsker hende alt det bedste. 

4 kommentarer:

Fruen i Midten sagde ...

Hvor fint! Kan godt forstå, at du blev glad helt ind i sjælen :-)

Lotte Sallingboe sagde ...

Åhh det gav helt tårer i øjnene!! Dejligt at hun får lov, det er der desværre alt for mange piger der ikke får!
Og hendes reaktion til dig, må være noget af det, der får lærergerningen til at gå op i en højere enhed og gøre livet lyst!!
Tak for en dejlig historie!

Lotte :O)

helle sagde ...

Hvor er det smukt skrevet og SÅ rørende. Her triller tårene også stille ned at kinderne. Nøj, hvor jeg glæder mig til at blive en del af den danske folkeskole om nogle år, når jeg bliver færdig som lærer.
Så mange elever har brug for at møde en lærer som dig!!! TAk fordi I findes.

Hilsner
Helle

Mit Helle sagde ...

Kære Helle,
Velkommen til min blog, håber du bliver hængende :)

Men mere end det, håber jeg, at du kommer til at elske lærerjobbet ligeså højt, som jeg gør - og har gjort i mange år. Det er ens eget personlige engagement og særlige interesse for hver enkelt elevs læring og trivsel, der skal drive værket!
KH Helle