I'm still standing

Ding-dong: 'Rundturen er nu til ende, og De kan stige af og genoptage Deres normale liv', siger en fiktiv togkonduktør inde i mit hoved. En tur, der indeholdt fire røvsyge uger i Lockoutland og en masse dejlig tid i Konfirmationsland. En tur, der blev så fint afrundet med dejlige sommerhusdage i Bededagsland.
Turen til Konfirmationsland havde vi sparet op til over lang tid, og den blev ikke helt så dyr som budgetteret. Heldigt nok, for den ufrivillige tur til Lockoutland kostede mig ud over frustrationer og utålmodighed jo altså også 18.150 kr i konfliktlån.  Røvtur!
Nu er jeg tilbage i Hverdagsland, og har helt symbolsk fundet skoletasken frem fra dens skjul bag døren i den del af stuen, hvor jeg sidder lige nu. Drejer jeg mig en halv omgang, kan jeg se den, og det er som om den smiler kærligt til mig og siger, at den glæder sig til at komme med i morgen. På arbejde. Skolelæreren skal på arbejde igen. Endelig. 
Jeg har besluttet mig for at være færdig med at være rystet over det, som er forgået henover hovedet på mig i de sidste uger, og nu ser jeg fremad. Jeg polerer mit positive sind, har støvet ja-hatten af og møder i morgen ind med åbent sind, åben vilje og åbent hjerte.
Reformer koster blod, sved og tårer, og jeg ved reelt ikke, hvordan det bliver, og hvor store forandringer, jeg kommer til at kunne mærke. 
Én ting ligger dog fast i efterdønningerne af lockouten: Jeg er blevet politisk hjemløs og stemmer blankt, hvis der bliver udskrevet valg i morgen. 

Vi må se. Jeg skrev følgende som facebookopdatering forleden:

"Op på hesten igen, det skal nok gå alt sammen! Jeg glæder mig i hvert fald stort til gensynet med mine elever på mandag og nægter at male fanden på væggen! Naiv? Ja, muligvis, men jeg mener det. Det skal nok gå alt sammen."

Lur mig, om ikke jeg får ret!