I mål, skål!

Det er en meget lettet, træt og temmelig udsplattet skolelærer, der sidder bag tasterne og skriver dette. Foran hende står et glas kølig rosévin, som skolelærerens mand (som by the way er ingeniør, hvis det interesserer nogen) lige har placeret foran hende.
Skolelæren er nået endnu en runde i den cyklus, der kendetegner en skolelæreres arbejdliv. Et skoleår. 40 uger og så er man i mål. 
Den runde, der sluttede igår er skolelærerens 13. Og det er helt fuldstændig uden sidestykke det mærkeligste og mest utraditionelle skoleår af dem alle. Først en fusionsproces hvor tre skoler blev lagt sammen, med et dertil hørende hvirvlende misk-mask af plejer, der var død, nye vaner, nye kulturer og et fysisk nyt sted. Og da meget var ved at lande fint, kom lockouten og slog benene væk under de fleste. Siden lockouten har skolelæreren haft mere travlt end nogen sinde, og alligevel lykkedes det ikke at hente de fire tabte uger. Vi gjorde ellers, hvad vi kunne.
Den fredag, hvor skolebørnene går på sommerferie er altid en dejlig, hyggelig og meget bevægende dag. Mange siger tak, andre siger farvel og de fleste siger på gensyn. Denne skolelærer skulle i går sige farvel til en hel årgang, der efter ferien fortsætter i overbygningen på en anden adresse i byen. Elevernes grådfyldte ansigter, da de faldt deres lærer om halsen og sagde 'tak for det fucking bedste år ever', gik lige i hjertet, og det var med en kæmpe klump i halsen, at skolelæreren fik sendt dem alle godt afsted på ferie. 

Og så var der personalefest. 
Skål!