Hilsen læreren

Det sker selvfølgelig engang imellem at jeg i løbet af en skoledag, må ringe forældre op og bede dem hente deres barn, fordi barnet er syg. 

Som regel er barnet åbenlyst skidt tilpas - træt, slap, stille og måske varm eller skrækkeligt forkølet, og jeg får ofte en presset mor eller far i røret, der undskyldende siger at barnet om morgenen havde virket ok, og selv havde ønsket at komme i skole. 
Den pressede forælder siger at han/hun lige skal lukke sin pc ned, og så naturligvis vil komme med det samme for at hente. Det kan også være en sød bedstemor, der kommer og henter. 

Men der sker også, at et barn kommer til mig og klager over hovedpine og mavepine, uden at jeg umiddelbart kan se at barnet virker syg eller begyndende syg. Det er meget tit 'ondt i maven', det drejer sig om, og her kommer jeg nemt i vildrede. For Gud hvor kan 'ondt i maven' betyde mange ting, især for et barn, der ikke har så nemt ved at forklare sig. 
Når en ellers glad og frisk dreng, der leger og udadtil virker helt okay gentagne gange siger til mig at han har ondt i maven, så starter jeg med at undersøge, hvad årsagen kan være. Kan vi udelukke sult (har måske ikke fået morgenmad, så tror da pokker at du har ondt i maven), tørst, trang til toiletbesøg ('du må gerne gå ud på gangen og slå en stor prut, hvis du kan', har fremkaldt mange smil på ellers ikke spor smilede barneansigter), så ved jeg instinktivt at det handler om noget andet. Og at dette 'andet' skal siges højt, for at vi kan komme sagen nærmere. I en anerkendende samtale med barnet, hvor jeg primært lytter og stille uddybende spørgsmål, vil barnet ofte fortælle mig, om en eller anden begivenhed der er sket enten derhjemme eller i skolen.

Mavepinen kan være udtryk for en følelse indeni, der gør ondt. 
Bekymring giver mavepine, tristhed og ensomhed giver mavepine, hjemve giver mavepine, angst og nervøsitet giver mavepine. 
Hvis jeg har en fornemmelse af at mavepinen er psykosomatisk, altså handler om en følelse, som barnet ikke rigtig kan sætte ord på, så bruger jeg i min samtale med barnet den pædagogiske/psykologiske metode, der hedder spejling. 
Jeg tilbyder barnet (uden holdninger, vurderinger eller krav) ord og beskrivelser af hvordan situationen måske kunne hænge sammen. 
Rammer jeg plet vil barnet langt de fleste gange tilkendegive dette med det samme, typisk bare med et spontant nik.

Eksempler på spejlings-samtaler, jeg har lavet indenfor de sidste par dage:

'Du fortæller mig at din mor stadig er syg , kunne det være at du har ondt i maven, fordi du går og tænker på, hvordan mor har det'? 
Barnet nikker og kigger ned. Vi snakker om mor og hendes sygdom, jeg lytter og giver omsorg og det hjælper ret hurtigt på mavepinen.

'Du havde et rigtig dumt frikvarter, og blev uvenner med dine kammerater. Det at være sur og ked af det, kan give en skrækkelig mavepine. Tror du, at det er sådan det er for dig lige nu - at du er så ked af det, at det kan mærkes i maven?

Barnet siger spontant 'jeg er ikke ked af det, jeg er SUR' og så har vi hul på bylden. Vi fik løst konflikten med kammeraten og dagen kunne fortsætte helt almindeligt uden ondt i maven. 

Læs mere om spejling her.

Jeg oplever dog også at jeg ikke kan komme i nærheden af at forstå, hvorfor barnet har mavepine - og (måske fordi jeg selv er mor, og ville foretrække det sådan, hvis det var mit barn?) så lader jeg tvivlen komme barnet til gode. Og ringer til forældrene og beder dem hente deres barn, fordi han/hun gentagne gange har beklaget sig. (Og sker dette igen og igen skal vi selvfølgelig have fat i problemet på en anden måde, det er klart...)


Hovedpine er ofte noget andet. Når børn siger, de har ondt i hovedet, har de det som regel. Med de, efter skolereformen nye (for børnene grusomt) lange skoledage, oplever jeg at antallet af børn, der klager over  hovedpine i skoletiden er steget. Det er da vildt bekymrende! 
Derfor kan jeg til fulde forstå, når Sønnes mor på bloggen Carport og noia er forvirret og bekymret over at hendes søn, som begyndte i skole i august, ofte får hovedpine i skolen. 
Sønnes mor beskriver  frustrationerne over at opleve sin søns skolestart, der for drengen mest af alt lyder som en udmattende ørkenvandring så skidegodt, at jeg håber, hun melder sig til skolebestyrelsen eller på anden måde får brølt ad kanaler, der når nogen med ansvar. Jeg oplever, som jeg også skriver i en kommentar til Sønnes mor, at der både fra politisk hold og i medierne bliver lyttet mere til forældrene end til lærerne. 
Det her indlæg gik lige i hjertet på mig.