fredag den 6. april 2012

Påske

Dejlige påskeferie. Fridage sammen, både voksne og børn. Tid til at blive liggende i sengen, tid til at tulle og bare være. Tid til at få ordnet praktiske hængepartier og genåbne havesæsonen. Se venner og familie. Her nydes og hygges. 


I aftes (skærtorsdag) var jeg til aftensgudstjeneste i kirken. Der er en helt særlig stemning i kirkerummet om aftenen, en stemning der er markant anderledes end ved formiddagsgudstjenester. Lysindfaldet fra de store vinduespartier med kunstglas er varmere og dybere og sammen med de mange levende lys i kirkerummet, opstår en lidt dyster stemning, som er utrolig smuk og bevægende.




Jeg lod mig synke ind i stemningen. 
Levende lys, aftenmørke, orgelmusik og salmesang samt en vedkommende og lærerig prædiken var helende og gribende og gjorde godt i sjælen.


Påsken er kristendommens vigtigste højtid. Et drama, der  rummer det hele. Glæde, sorg, barmhjertighed, troskab, svig, kærlighed, tilgivelse,  liv, død og opstandelse! 
Skærtorsdag er aftenen før korsfæstelsen.  Jesus giver disciplene brød og vin og fortæller dem at han, når de for eftertiden spiser og drikker dette, vil være i blandt dem. "Gør dette til ihukommelse af mig".
Senere samme aften bliver Jesus forrådt, taget til fange og så har vi balladen.


At gå til nadver skærtorsdag aften, var en meget smuk, konkret og betydningsfuld oplevelse. Mit eget lille liv blev spejlet i et meget stort perspektiv. Et perspektiv, som mange af de store salmedigtere igennem tiderne har omsat til ord. En nyere salme, som går lige i hjertekulen på mig er denne, om nåden:



Nåden er din dagligdag,
hverdagen, det nære.
Mennesker at leve med,
nåden er: at være.

Nåden er den kærlighed,
som blev grundløst givet.
Nåden er den hverdag, som
binder dig til livet.

Nåden er et ord fra Gud
over alle dage.
Nåden er, når alt er tabt,
at få alt tilbage.

Nåden er hver levet dag,
hvert tilfældigt møde.
Nåden er det levende,
som står op af døde.

Uden håb og uden Gud
lar vi døden råde.
Tro og håb og kærlighed
får vi kun af nåde.




Johannes Møllehave 1985.





For lige at lande dette indlæg på jorden igen, skal jeg nu have pakket tasker, dyner, tre børn og en mand (han klarer da heldigvis det meste selv!) sammen til et par dages familieræs, først med svigermekanikken og derefter i barndommens gade.


Ha' det godt derude og rigtig god påske!

1 kommentar:

Marianne sagde ...

God påske til dig.