Et rum der kan så meget

Lillepigen og jeg tog torsdag aften til en børnegudstjeneste i den lokale folkekirke, som ligger 5 minutters gang fra vores hjem.

Under et døgn efter, sad jeg igen i samme kirke. Denne gang for at vise min medfølelse til en familie, der har mistet én, de elsker.

Til børnegudstjenesten, hvilende på præsten arm sad elefanten Kalle, som hviskede alle mulige spørgsmål til ham. (Hvorfor har du sådan en mærkelig sort kjole på, hvorfor synger man sådan nogle underlige sange i kirken osv.) og præsten forklarede på en fin og sjov måde Kalle (og dermed børnene), hvordan det hele hang sammen. Børnene fik desuden levendegjorde fortællingen fra det gamle testamente om israelitten Moses, der blev født som slave i Egypten, men sat ud i en sivkurv på Nilen for at undgå døden. 

Moses i kurven blev fundet af faraoens datter, hun tog ham med hjem, og han voksede op hos faraoen, den mand der tidligere havde bekendtgjort at alle israelittiske drengebørn skulle slås ihjel. Da Moses blev voksen, så han hvor uretfærdigt de israelittiske slaver blev behandlet i Egypten. Gud viste sig for ham to gange, og opfordrede ham til at føre sit folk ud af Egypten og hjem til Israel. Moses tvivlede, men Gud gav ham to tegn, som han kunne bruge til at overbevise sit folk om at han var udsendt af Gud: 
Han kunne omdanne sin stav til en slange, og han kunne helbrede spedalskhed. Faraoen anerkendte ikke disse tegn, og ville ikke lade sine slaver rejser hjem. Gud sendte derfor en række plager over Egypten, det er først efter den 10. plage at faraoen overgav sig og lod israelitterne rejse med Moses. 

Kort efter, de var afsted, fortrød faraoen og sendte sin hær efter dem. De var nået til Det Røde Hav og kunne ikke komme over - og faraos hær var lige bag dem. 

Igen hjalp Gud. Han lod havets vande dele sig, så Moses og hans folk kunne vandre over, men da faraoens hær kom efter dem, lukkedes vandene igen og egypterne druknede.

Moses bliver fundet af Faraos datter, maleri af Edwin Long.

Historien blev levendegjort på den måde at præsten inviterede børn op til sig, og lod dem 'spille rollerne' i fortællingen. 

Det virkede vildt godt, og lige den del blev min 5-årige ret optaget af. 
Ellers kedede hun sig jævnt og kravlede op og ned ad mig. 

Efter en lang dag i børnehave ville hun nok have foretrukket en time foran Disney Junior fremfor en børnegudstjeneste, hvis jeg havde givet hende valget. Men det gjorde jeg ikke. For jeg ønsker at hun skal kende det rum, kirken er - og føle sig tilpas i det. Hvis ikke hun gør det, ved hun jo ikke, hvad hun siger nej til eller tager afstand fra, når hun bliver ældre og selv må bestemme. Jeg ønsker at mine børn skal kende folkekirken, vide hvad den står for, og hvad den kan bruges til. Det kommer de ligesom kun til at gøre, hvis jeg tager dem med derhen. Storepigen har i mange år sunget i kirkens pigekor og er derfor meget kirkevant. Og når Mellempigen ellers ikke spiller kamp med sit fodboldhold, så følges hun og jeg i kirke, de søndage hvor Storepigen synger med. På den måde bliver de forhåbentlig ikke ligeså fremmede i kirkerummet, som jeg var som barn og ung. 

Jeg var ca. 10 år, da jeg for første gang oplevede en begravelse. Min gamle oldemor (som jeg ikke kendte) var død.

Ingen havde på forhånd fortalt mig, hvordan en begravelse foregår, og jeg blev skræmt fra vid og sans over synet af kisten (med en død oldemor i!), præsten der med alvorlig mine sagde lange rækker af vildt mærkelige ord, de grædende familiemedlemmer og hele den næsten mystiske stemning, der var i kirken...

Hermed ledes jeg frem til pointen i dette indlæg.

For fredag eftermiddag, et lille døgn efter føromtalte børnegudstjeneste, sad jeg i nøjagtig det samme kirkerum igen. 

Præsten var den samme og selve rammen var identisk, men stemningen og anledningen langt mere alvorstung.

Lige midt på det sted på gulvet,  hvor Moses dagen før havde ført sit folk ud af Egypten, stod nu en kiste, omringet af smukke blomster i alle farver.

En mand,  to børn, familie, venner, kolleger, naboer osv. var samlet for at sige det sidste farvel til en smuk og livsglad kvinde, kone og mor, der døde midt i livet. 

Ikke mæt af dage, men sulten på livet, som det blev sagt flere gange.

Fortvivlelsen over urefærdigheden i det faktum og følelsen af at det ingen mening giver, er der også plads til i kirkerummet.

Kirkerummet er ritualer og ledetråde, der kan bruges til at vise os vej i livet og give lindring, trøst og håb, samt understrege gang på gang  at livet er livet værd -  og at størst af alt er kærligheden.