mandag den 7. september 2015

Konfirmation - og dåb

Til april er det min mellempiges tur til at blive konfirmeret. Hun bliver således det fjerde barn, min mand og jeg er sammen om at holde konfirmation for. Mine to bonusbørn blev konfirmeret for henholdsvis 10 og 7 år siden, min Storepige for tre år siden, og i år det så Mellempigens tur.

Derfor sad hun og jeg tæt sammen på kirkebænken i dag, for der var indskrivningsgudstjeneste, og kirken var helt fyldt op med kommende konfirmander og deres forældre.


I hånden havde jeg en kopi af Mellempigens dåbsattest, for en sådan var man på forhånd instrueret i at medbringe, og at sidde og kigge på den under gudstjenesten, sendte mine tanker på langfart. 


Mellempigen blev døbt i Skjoldhøj Kirke, vest for Århus d. 8.september 2002. 

Vi havde inviteret familien til dåb med efterfølgende frokost hos mine forældre, og udover mine forældre og dåbsbarnets far, var der ikke andre, der vidste at dagen ud over Mellempigens dåb (ja, det hed hun jo altså ikke dengang, for da var hun jo mit yngste barn... Vi kunne jo sådan set også bare kalde hende ... Frederikke) var noget ganske særligt. 
Dagen var nemlig også min dåbsdag.

At vores nye datter skulle døbes var på ingen måde nogen overraskelse, vores ældste var også døbt, men jeg havde, mens jeg var gravid, besluttet at JEG ville lade mig døbe sammen med det barn, jeg ventede.


Da jeg i 1972 kom til verden, valgte mine forældre at jeg ikke skulle døbes. Jeg skulle vokse op og selv tage stilling.
Hvilket jeg gjorde som 30-årig.


Beslutning havde jeg gået og gumlet på on/off meget længe, og jeg husker det som en stor lettelse, da jeg endelig fik taget mig sammen til at kontakte den præst, jeg gerne ville døbes af. 

Gennem to udbytterige samtaler med hende, gik det op for mig, at mine dilemmafyldte tanker om dåb/ ikke dåb, IKKE var et spørgsmål om 'rigtig' tro/ikke tro, men at der er masser af plads til at tvivle, når man tror.
 I dåben, og med tvivlen som fast følgesvend, fik jeg endelig ståsted i et åndeligt rum (so to speak) hvor alle menneskelivets store følelser, reflekteres i noget, der rækker langt ud over den enkelte.

Vores gæster i kirken blev derfor meget overraskede, da dåbsseancen begyndte med at jeg gik op til døbefonten. Ved en voksendåb er det personen selv, der svarer JA til den trosbekendelse, præsten remser op som en del af ritualet, og da vi kom til selve handlingen - vand på hoved - knælede jeg på en lille skammel, der var sat frem ved døbefonten, og lænede mig lidt ind over, således at præsten kunne pøse vand på mit hoved. Derefter rejste jeg mig igen og modtog velsignelsen - og fik så rakt min datter over til mig, hvorefter jeg så holdt hende, mens hun blev døbt.

Det var meget meget fint. 

Delen med 'hvad skal barnet hedde' er ikke med ved en voksendåb. Jeg blev navngivet som baby, og havde derfor allerede et navn. 

Mit forløb var altså anderledes end mine børns. De blev døbt som små og konfirmeret som 14-årige, jeg blev ikke døbt, sagde nej tak til konfirmation, men valgte så dåben til i voksenlivet.

Jeg var aldrig i tvivl om at jeg ønskede mine børn døbt. 

2 kommentarer:

Mette sagde ...

Jeg kan godt blive misundelig over det du skriver med, at du fandt et ståsted i et åndeligt rum. Det må være en dejlig følelse. Det fandt jeg aldrig. Jeg blev selv døbt som 14-årig, fordi jeg ville konfirmeres, men for mig handlede det om festen og gaverne, hvilket jeg godt kan være lidt flov over i dag, for jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg ikke var troende. Så nu har jeg også taget konsekvensen og meldt mig ud af Folkekirken. Men derfor kan jeg stadig godt misunde jer, der finder fred i troen. Også når I tvivler.
Jeg håber, I får holdt en fantastisk konfirmation for din datter til foråret. :)

Mit Helle sagde ...

Hej Mette,
Tak for din kommentar ... Sådan gjorde min lillebror også, for han VILLE konfirmeres sammen med sine kammerater og have en fest, gaver osv. Faktisk synes jeg det er et helt ok valg - især når man er 14. Og vores præst gør meget ud af at sige, at i konfirmationen er det kirken, der siger JA til den unge (det voksne dåbsbarn) og ikke omvendt.
Man spørger iøvrigt mig bekendt ikke et kommende brudepar om de bliver gift, fordi de tror på Gud eller om det er for festen og gavernes skyld :-)

Jeg ville hverken døbes eller konfirmeres som 14-årig, og var meget stålsat på dette valg, men det var jeg på mange ting i den alder - så for mig handlede det vist også en del om at vise individualisme og statuere for min omverden at jeg aktivt havde taget stilling (modsat mange jeg kendte, der bare flød med strømmen uden at tænke ... )