søndag den 20. marts 2011

Kirkerummet

Når jeg er i en kirke, sker der altid en masse inde i mit hoved. Ja, altså forstå mig ret, der sker jo også noget inde i mit hoved, når jeg IKKE er i en kirke. Det, jeg mener er,  at de tanker jeg får i kirkerummet adskiller sig fra mit øvrige tankeliv.
 Jeg hørte i dag en præst sige, at kirkerummet er et af de få steder, der lader et menneske i ro. Vi færdes i så mange andre rum: På jobbet, hjemme i familien, ude blandt vennerne, i fitnesscentret og i fodboldklubben, hvor vi er PÅ og skal levere en eller anden form for præstation. Det skal man ikke i et kirkerum. Der kan jeg sidde helt i ro og synke ind i mig selv og mærke mine tanker. Jeg har et aktivt liv, hvor der altid er mennesker omkring mig. Jeg er for det meste kommunikerende og udadvendt, og jeg er på en eller anden måde næsten altid opmærksom på relationen til de mennesker, jeg er sammen med. Både på arbejde og når jeg har fri. Der er meget ofte støj omkring mig, og jeg er sjældent helt alene. Jeg har i de senere år fundet ud af, at jeg har rigtig meget brug for et rum, hvor jeg kan slå antennerne fra, give slip på min udadvendte og  på-omverdenen-hele-tiden-opmærksomme tilstand og vende det mentale blik den anden vej. Ind i mig selv.
Således er kirkerummet for mig blevet et ydre billede på en indre tilstand.Når det budskab, der formidles i kirken, så samtidig giver stor mening, og er med til at afdramatisere mine, til tider angstfyldte forestillinger om, hvad det hele i virkeligheden går ud på, jamen så er det jo ren win-win!


Jeg er først begyndt at gå i kirke som voksen. Blev døbt sammen med mit 2.barn, da jeg var 30 år gammel, og har siden øvet mig i at gå i kirke. Og jeg har tænkt meget over, hvorfor jeg så godt kan lide det. Det krævede lidt tilvænning i starten, men jeg opdagede på et tidspunkt, at jo oftere man kommer i kirken, jo mere mening giver det at være der. Kirkeåret er en cirkulær fortælling, der begynder 1.søndag i advent, hvor der bygges op til julen. Efter julen følger nytåret og Helligtrekonger, så kommer fasten som bygger op til påsken og herfter pinsen og trinitatistiden og så er vi tilbage ved advent.  Der er struktur og pulsslag i kirkeåret, på samme måde som der er i årstidernes skiften. Det bliver altid forår igen. Det bliver altid jul.




FØR jeg blev døbt gik jeg også af og til i kirke, men det var altid med en følelse af at være "tilskuer" og ikke "deltager". Den følelse ændrede sig, da jeg som voksen tog en aktiv beslutning om at ville døbes. Så for mig har det gjort en forskel med den dåb.  Og det har jeg tænkt over mange gange, for var jeg ikke også kristen, før jeg blev døbt? Det var jo ikke sådan at jeg "blev en anden" eller ændrede på mine værdier eller forestillinger om tro, håb og kærlighed.
Det hedder sig, at man i dåben bliver Guds barn. Vil det så sige, at de børn der ikke er døbt, så ikke er Guds børn? Det hørte jeg engang én der spurgte en præst om, og præsten svarede:
Alle børn er Guds børn. Men de, der er døbt, VED at de er det. Og det var måske det, der gjorde en forskel for mig, den septemberdag i 2002, hvor jeg knælede foran døbefonten og selv sagde ja, da præsten udførte dåbsritualet: "Tror du på..."


I dag er kirken blevet en del af mit daglige liv, men jeg kæmper stadig meget med både andres og egne fordomme om det at være kirkegænger.


Jeg oplever, at det er almindelig og  socialt accepteret at gå til psykolog, til akupunktør, numerolog eller healer, men at folk (der hvor jeg færdes) ser vældig overraskede ud, når jeg fortæller, at jeg går i kirke. "Sådan én ligner du slet ikke," får jeg at vide. Og spekulerer så over, hvordan "sådan én" mon ser ud.
Når jeg bliver konfronteret med hvad jeg kan bruge kristendommens budskab til, så svarer jeg noget, der ligger meget tæt op ad punkt 5 og 6 på Poul Götkes liste 10 grunde til at være kristen.


For NEJ, jeg er hverken from eller hellig,  jeg er bare et menneske på godt og ondt. Og jeg vil så gerne forstå min tilværelse, ikke mindst den del af den, der rækker ud over mig selv i både tid, rum og sted. Disse tanker får medspil og modspil i kirkerummet og gudstjenestens liturgi giver mig stof til eftertanke og anledning til refleksion. Og undren. 


7 kommentarer:

Kirsten sagde ...

Jeg kender godt den der indstilling hvis man åbent taler om at have en religion - så er man nørdet eller underlig. Og lever sikkert et mærkeligt liv hvor man ikke kan være helt almindelig som resten af samfundet. Men i disse tider er der nok flere og flere der trænger til et eller andet at holde fast i, et eller andet stabilt som giver en mening eller et formål. Og som du siger, for nogen er det en psykolog, en speciel helsediæt, selvhjælpsbøger, religion osv. Kært barn har mange navne og resultatet er nok i sidste ende det man alle søger: en indre fred med sig selv.
Og det er jo ikke så tosset...

Helle sagde ...

Hej Kirsten!
Tak for din kommentar, det er altid dejligt når nogen siger/skriver at de godt kan kende det, man har beskrevet.
De bedste hilsner fra Helle

Martin sagde ...

Hej Helle,
Tak :-)

Både for din kommentar på min egen blog (bare fordi) og ligeså meget tak fordi jeg nu kan lære din at kende. Det er faktisk første gang jeg er stødt på kombinationen af en blogger der tør give sig i kast med at skrive om religion, har begge ben på jorden og noget fornuftigt at sige. Det er super, og jeg glæder mig allerede til at læse mere :-)

Helle sagde ...

Hej Martin
Selvtak :)

Jeg er rigtig glad for din kommentar til min blog, for det er faktisk med et noget bævrende hjerte, at jeg kaster mig ud i de skriverier, der handler om religion og tro. Vil så forfærdelig havne i en bås, hvor stigmatisering lurer lige om hjørnet. Men når man i fx. en blog sætter lup på en udvalgt del, at det der fylder ens liv og skriver meget om lige denne ting, så vil det jo for andre se ud som om, at lige denne interesse/anskuelse fylder HELT VILDT meget. Altså madbloggere står jo nok heller ikke køkkent 24 timer i døgnet, selvom man næsten kan få det indstryk, når man ser deres flotte blogs :)

Helle sagde ...

Hov sikke da en træls trykfejl, jeg fik lavet: Der skal selvf. stå "vil så forfærdelig NØDIG havne i..."

Anne Thompson sagde ...

Tak for et rigtig fint indlæg! Godt, du tør kaste dig ud i det! Vi trænger alle sammen til at mindes om, at man godt kan have benene på jorden selvom man aktivt tager del i en tro, sådan som Martin også skriver.

Har selv mødt bemærkningen om ikke at ligne "sådan én", og spekulerer altid over hvordan "sådan én" mon ser ud? Den kan ikke komme i min kirke, for der ikke rigtigt nogen der ligner hinanden ;-)

Jeg blev døbt som halv stor pige, fordi jeg selv ønskede det. Mine forældre valgte dåben fra på min vegne. Grunden var, at de var usikre på valget, og præsten tilknyttet folkekirken i byen på det tidspunkt var fra højrefløjen, og spurgte, om de dog vidste hvad fortabelsen ville betyde for mig, hvis jeg ikke blev døbt. Så jeg er faktisk vokset op med, at få at vide at jeg uden dåb ikke var Guds barn. Senere har jeg så mødt et helt andet syn. I dag er jeg glad for selv at have fået lov til at tage valget. Men jeg tror, det havde været anderledes hvis præsten dengang havde svaret, som den du citerer!

(Bær over med den lange kommentar - det er bare et emne, der ligger mig på sinde :-) )

Helle sagde ...

Det er rigtig dejligt at få lange kommentarer - jeg sætter stor pris på at nogen gider læse og kommentere, det jeg skriver. Så tusind tak!