10 grunde til at være kristen

Disse 10 teser af skrevet af Povl Götke, ph.d. lektor i religionspædagogik på TPC i Løgumkloster og ulønnet hjælpepræst i Assens-Baagø pastorat.


Jeg kan rigtig godt lide dem og har læst dem mange gange, fordi han formår at sætte ord på en hel masse af det, jeg går og bakser med i mine tanker. Og tanker bliver bare nemmere at forstå, hvis der kommer ord på.

Jeg er kristen, fordi…

1.
Den kristne Gud har ladet sig føde og træder mig i møde som et ganske almindeligt, skrøbeligt menneskeliv. Som mit eget liv. Det betyder, at Gud holder fast i mig og går med mig hele vejen, både når turen går helt op i himlen og langt ned i helvede. For at kunne tro på, at Gud er med mig på mine opture og på mine nedture, går jeg i kirke og markerer de vigtigste begivenheder i mit liv med kirkens ritualer og sammen med familie og venner. For jeg kan ikke tro det, hvis jeg ikke også indimellem mærker det. Og det gør jeg gennem gudstjenesten og fællesskabet.

2.
Den kristne Gud er nådig og barmhjertig, en kærlighedens kriger. Gud er ikke en stiv konsekvensmager, der bare holder på sit og tvinger det igennem. Den kristne Gud er en Gud, der af al magt kæmper mod det onde – også det onde, der er i mig – men altså med midler, som ikke forøger ondskaben, men mindsker den. Krig og straf kan være nødvendigt, men det er og bliver et onde, som gør ondskaben større. Kun kærligheden kan gøre ondskaben mindre. Men det siger ikke sig selv. Det siger kristendommen.

3.
Den kristne Gud er en tre i én-Gud, som både er en ophøjet skaber af verden og kilde til alting (Faderen), som i allerhøjeste grad er til stede i verden som medlidende og solidarisk med sin skabning (Sønnen), og som i min dagligdag lader sig mærke som en konkret, kærlig og livgivende energi (Helligånden).

4.
Den kristne tanke om, at Gud er blevet menneske, trækker Gud ned på jorden. Gud møder mig i mit medmenneske, og jeg er skabt i Guds billede. Det sætter mig fri og forpligter mig. Kristendom er altså religion med et menneskeligt ansigt og humanisme med et guddommeligt ansigt.

5.
Kristendommens sprog og billeder, bønner og sange er en ressource, når jeg forsøger at finde ud af, hvem jeg er, hvad meningen er med det hele, og hvad jeg egentlig skal med min tilværelse. Det er også her, jeg prøver at forsone mig med, at jeg tilsyneladende ikke kan ændre på mig selv, at jeg ældes og bliver gammel, og at der kommer en dag, hvor jeg skal dø. Men jeg vil ikke dø. Jeg vil leve.

6.
Jeg kan ikke leve uden troen på noget, som ligger uden for mig selv, og som bærer mig, både i hverdagen og når det hele spidser til. Jeg har ladet mine børn døbe og bedt Fadervor med dem, når de blev lagt i seng, for jeg vil gerne have, at de får en grundlæggende tro på livet og tillid til deres medmennesker. Det kan godt være de på et tidspunkt vælger Gud fra, men jeg håber på, at troen på livet og tilliden til medmennesket bliver hængende som en grundstemning. Og det er den grundstemning, som kristendommens tale om at blive et Guds barn handler om.

7.
Jeg er lige ved at dø af skræk ved tanken om, at den jord, vi går rundt på, og som virker ”solid as a rock”, nu og her og uden varsel kan forsvinde under os – sygdom, ulykke, tab af det umistelige og de uerstattelige. Virkeligt ved at dø af skræk! Men det dulmer nerverne, det trøster og styrker mig, når jeg sidder i kirken og lader mig opsluge af den rituelle sammenhæng af bønner, sange og velsignelser, der er i gudstjenesten. Det giver mig en fornemmelse af at være del af en åndelig virkelighed, som rækker ud over mig selv, og som jeg fortsat er en del af, også når jeg ikke er her mere.

8.
Jeg er desværre en klovn, og jeg svigter gang på gang de mennesker, som stoler på mig og har brug for mig. Hvis jeg ikke igen og igen hører kirkens ord om tilgivelse og ved gudstjenesten gang på gang får fortalt om den kærlighed, der giver mulighed for en ny begyndelse, ville skam – og skyldfølelse sende mig direkte ind på den lukkede afdeling.

9.
Der er simpelthen bare så meget pis i verden – løgn, hykleri, fortrængning og falskhed – også og ikke mindst blandt os kristne, så hvis ikke jeg troede på en guddommelig magt, der står for noget andet og vil noget andet med os mennesker, nemlig kærlighed, ærlighed og retfærdighed, er jeg bange for, at mit hjerte ville blive til en sten og jeg fuldstændig afstumpet og ufølsom af kulde og kynisme. Kristendom er kærlighedsterapi til sindet, en form for åndelige ”selvmedicinering”.

10.
Nogle vil sikkert tale om flugt, men jeg hat altså behov for mere end én verden og mere end ét rum for at kunne trække vejret og en gang imellem finde hvile. Kristendommen er langt fra den eneste religion, der opererer med mere end én verden og mere end ét rum, men i kristendommen er de forskellige verdener og rum på en og samme tid radikalt adskilte og intimt forbundne. Det er præcis denne dobbelthed, som kristendommens tale om tro, håb og kærlighed handler om. Tro, håb og kærlighed er af en anden verden – men de katapulterer samtidig én tilbage i denne verden. Derfor er der faktisk ikke talt om en flugt, men om en genopladning af mine sjælelige batterier, som giver mig kræfter til at stå fast, være nærværende, elske og lade mig elske og forsøge at virke i verden til fordel for det gode, det sande og det skønne.

Hvorfor er du kristen?

 Kilde: Menighedsrådenes blad, 1. 2011 s. 24-25