tirsdag den 27. december 2011

Juledag i Underdanmark

Højt på min ønskeseddel i denne jul stod bogen Zornig - vrede er mit mellemnavn  og jeg fik den heldigvis.







Kun afbrudt af et par timers julefrokost ved spisebordet, en gåtur ved vandet og diverse andre småaktiviteter, læste jeg hele dagen. Og hele aftenen. Til kl. 2 om natten. Sammen med Lisbeth rejste jeg til den del af samfundet, hun i bogen kalder "Underdanmark" og jeg fulgte hendes ensomme opvækst i et dybt alkoholiseret hjem, svigtene fra de voksne, der burde have passet på hende, hendes helt ubegribelige evne til at klare sig selv, anbringelserne på forskellige typer institutioner og den voksne Lisbeths reflekteren over en barndom, der er så ringe at man tror, det er løgn!

Jeg er så fuld af beundring over vores børnerådsformand, Lisbeth Zornig Andersen. Jeg har fulgt hende i medierne og med både faglig og menneskelig interesse taget hendes pointer og budskaber til mig. Både som den fagperson, jeg er - men også som almindelig borger i et velstillet samfund, der er kendetegnet ved velfærd og en stærk offentlig sektor. Eller måske rettere, burde være kendetegnet?


En barndom, så fuld af brister og svigt, men som til alt held også indeholder mødet med voksne, der anerkendte og forstod, voksne der viste tillid og omsorg. Nogen handlede fordi det var deres job at tage sig af, andre gjorde det fordi de var mennesker med gode hjerter.


Lisbeths fortælling er gribende og meget meget bevægende. Jeg trak næsten ikke vejret undervejs og jeg synes det er svært at acceptere, at der i Danmark vokser børn op under så kummerlige vilkår. For det gør der. Jeg møder dem hver dag i mit arbejde som lærer på en socialt belastet skole og jeg er med mine efterhånden mange års erfaring blevet rigtig god til at spotte dem tidligt. For de har fælles træk, (som fx dårlig hygiejne, ingen madpakke, får ikke lavet lektier, forældrene deltager ikke i møder og arrangementer osv.), som skal vække lærerens/pædagogens undren (og der skal handles på denne undren!) og ikke mindst omsorg for det udsatte barn. De udsatte børn møder så rigelig modstand i deres liv derhjemme og derfor har de et særligt krav på at blive behandlet ordentligt af de professionelle voksne, der omgiver dem. Jeg tøver ikke med at underrette kommunen, når jeg møder disse børn - og jeg tøver heller ikke med at indlede et samarbejde med deres forældre om, hvorfor jeg gør det. Som lærer har jeg en særlig forpligtelse til at reagere og denne særlige forpligtelse er et stort ansvar, som jeg hver eneste dag gør mig meget umage med at leve op til.
Jeg ved at jeg har været med til at gøre en forskel for efterhånden mange børn og at det er den del af mit arbejde som lærer, der tilfører mig den største og mest ægte arbejdsglæde. 
Jeg tror helt grundlæggende på det gode i alle mennesker - og det værdisyn farver mit arbejde med de børn, jeg møder i skolen. Når børn skejer ud enten verbalt overfor de voksne eller overfor kammeraterne eller fysisk ved konstant at ryge i slagsmål, så gør de det altid af en grund. Jeg har som lærer et ansvar for at forstå denne grund og hjælpe børnene til at tro på, at der er andre veje at gå i livet, end den de ser derhjemme.

Historien om Lisbeths Zornig Andersens elendige opvækst er en vigtig historie. Hun er en mønsterbryder, der stiger op af dyndet og skaber sig et rigtig godt liv.  Hun får hjælp til at komme væk fra det voldelige drukmiljø på Lolland, hun tager en uddannelse og bryder sin sociale arv.  At det lykkes for hende, men ikke for hendes tre brødre, er komplekst og skyldes (som jeg ser det) nogle faktorer, der spiller sammen på de rigtige/de forkerte tidspunkter. Noget af det, jeg fandt allermest rørende i bogen er den stærke søskendekærlighed, man hele vejen igennen mærker mellem Lisbeth og hendes storebrødre.
Lisbeth Zornig Andersen siger selv i flere interviews at hun føler en særlig forpligtelse til at fortælle sin historie - fordi det skaber fokus på de udsatte børn og forhåbentlig er med til at åbne øjnene og ørerne på vi andre, der er så heldige at være vokset op i gode trygge kår. Kår som gerne skulle have givet os overskud og evner til at række ud og hjælpe andre, der ikke var ligeså heldige som os.

Lisbeth peger på fem væsentlige faktorer, hun tror omsorgspersoner kan bruge, når de skal hjælpe en mønsterbryder på vej:

Find ilden (i barnet)
Giv kærlighed
Vis tillid
Sørg for uddannelse
Hør barnet.

Når jeg kommer på arbejde igen efter juleferien, tager jeg Lisbeths Zornig Andersens bog med mig. Jeg vil opfordre alle mine kolleger til at læse bogen. Vi kan gøre en forskel og har nu fået en stor håndsrækning fra én - der om nogen - ved hvordan. 

5 kommentarer:

Anonym sagde ...

Jeg har ikke læst bogen endnu, men har også fulgt hende og hendes utrættelige arbejde gennem nogen tid. Jeg skrev om hende på min blog forrige sommer og hun kommenterede selv mit indlæg: http://intetnytundersolen.wordpress.com/2010/08/03/mønsterbryderen/ hvilket jeg blev så overrasket over, at jeg glemte at svare hende. Jeg glæder mig til at læse bogen efter din anbefaling.

HellePelleFrikadelle sagde ...

Tusind tak for din kommentar, som via din blog ledte mig til DR-udsendelsen "Man høster som man sår", som jeg lige har siddet og set. Har en drøm om at blive plejefamilie, når vores yngste er blevet lidt ældre, skal bare lige have min mand med på idéen ...

Fruen i Midten sagde ...

Har heller ikke læst bogen.. Hæftede mig mest ved, at du skriver, at du ikke tøver med at indberette og samarbejde. Det er dejligt at læse, for ind i mellem synes jeg, at man fornemmer, at 'nogen' simpelthen ikke orker at skulle igennem den mølle og derfor bare 'ikke lægger mærke til'. Flere af din slags, tak.

lisbeth Zornig andersen sagde ...

Kære Helle

Meget smukke og rigtige kommentarer til min bog. Tusind tusind tak for det. Dejligt, der findes mennesker som dig. kærlig hilsen Lisbeth Zornig

HellePelleFrikadelle sagde ...

Kære Lisbeth,
Er rigtig glad for din kommentar - det er en stor ære at omtale en bog og så få en hilsen fra forfatteren selv :)

Jeg ved heldigvis at vi er mange, der tænker som jeg og som gerne vil gøre en indsats for de udsatte børn - Men der er stadig alt for mange "huller" i systemet - i den måde sagerne modtages og behandles på i kommunernes famileafdelinger. Jeg tænker tit, at der må være en smartere - og mere effektiv måde at indrette systemet på...

Kærlig hilsen Helle