Happy Happy

Amrit, hvis skønne blog, du kan finde lige her, præsenterer i dag to bøger om skilsmisse. "Happy Happy", som er for de voksne og "bo hos mor og far", som er for børn. 
Det er bøger, som jeg nok burde have læst dengang i 2004, hvor min drøm om kernefamilie med far, mor og to børn brast forevigt. 
Amrit fortæller at forfatterne til "Happy happy" gør op med den meget dominerende holdning: at “ægteskabet betyder social vellykkethed, mens skilsmissen betyder det modsatte, nemlig social mislykkethed.”
Det udsagn sendte mig lige fluks tilbage til den tre-værelses, hvor jeg boede alene med mine to døtre og hvor jeg i de allerførste efterdønninger af skilsmissen kæmpede med lige præcis den holdning. Var det min familie, der tænkte om mig, at jeg var social mislykket? Var det mine veninder, bekendte eller kolleger?

Nej ingen af dem.

Det var mig selv.

"Taber", lå  jeg alene i mørket og sagde højt ud i mørket. 

"Du kunne ikke finde ud af det, du duede ikke til at være i en helt almindelig familie, hvor ringe er det lige, hvad?"

Følelsen af at være mislykket - en kæmpe fiasko fyldte helt vildt meget i begyndelsen. Men der var aldrig nogen omkring mig, der sagde eller gjorde noget til mig, der antydede at det var sådan, man så mig udefra -  tværtimod-  det var mig selv, der dømte mig så hårdt. 

Heldigvis lærte jeg med tiden, at det at blive skilt IKKE er at mislykkes socialt. Det er at tage vare på sig selv (og på den man skilles fra, hvis man er helt enig om at gå hver til sit, som vi var) og det er at give sine børn muligheden for at vokse op med glade forældre, der trives fremfor at leve med skænderier, tavshed, dårlig stemning og ting, der ikke bliver sagt.

Da den første storm havde lagt sig hos mig, blev jeg en langt bedre udgave af mig selv - jeg kom til at kende og forstå mig selv bedre og det var godt. Rigtig godt.

At blive skilt er en proces som jeg, har billedliggør, som at stå alene for foden af et kæmpe bjerg og vide at man for at klare sig, er nødt til at komme over på den anden side. Men der er så uendelig langt derover og man er træt ind i knoglerne, ked af det som bare fanden og står med praktiske udfordringer til op over begge ører. Huset skal sælges, indboet deles, man skal finde noget nyt at bo i og det samme skal ham, man skilles fra - og midt i det hele står der nogle ulykkelige børn, som man skal gøre alt for at være der for.

Det er det mest uoverskuelige, jeg nogen sinde har været udsat for og når jeg tænker tilbage, kan jeg nærmest ikke huske, hvordan jeg klarede det.

Hvordan kom jeg over på den anden side af bjerget? Hvordan fik jeg styr på alt det praktiske - fundet bolig, skiftet bank, kontaktet sagsbehandler, talt med børnenes pædagoger, med familie og venner - samtidig med at jeg hver dag passede mit arbejde om dagen og  græd mig i søvn hver aften?

For jeg kom over bjerget. Sammen med mine børn. Det var en hård tur i modvin og med masser af forhindringer, men vi klarede det.

Fordi jeg tog et skridt - én ting af gangen

Og fordi der var nogen, der hjalp os.

God tur over bjerget, Amrit - jeg lover dig at solen skinner på den anden side!

Jeg har før skrevet lidt om skilsmisse, fx indlægget her.