onsdag den 8. juni 2011

Verdens dårligste stedsans

Der kommer et tidspunkt i enhver bloggers historie, hvor der må nogle sandheder på bordet. Tiden er derfor inde til, at jeg har besluttet at stå frem og fortælle, at jeg er en spasser til at finde vej. Så slap det ud.
Og vi taler seriøst en spasser. Faktisk er det misvisende at tale om dårlig stedsans, vi er helt ovre i kategorien: Ingen Stedsans.

Jeg kunne underholde i timevis med eksempler om mig, der er faret vild, er blevet væk, er drejet til højre i stedet for til venstre, er på afveje, på stikveje, på vildveje... Dem skal I slippe for.

Jeg øver mig dagligt i  at kompensere for mit handicap ved at bruge kort (ikke dankort, men bykort og landkort), læse skilte, bruge GPS, og ikke mindst er jeg en sand mester i nonchalant at køre vinduet ned og med al min århusianske charme at henvende mig til (særligt udvalgte, oftest af hankøn) forbipasserende:  "Æhhh, undskyld, kan du sige mig, om jeg er på rette vej, hvis skal til [indsæt selv et hvilkensomhelst bynavn].
I mit tilfælde gør øvelse ikke mester. Jeg forbliver ligeså ringe til at finde vej, som jeg altid har været. Det står i skærende kontrast til min mand, som kan finde alle steder hen i hele verden. I kender sikkert typen, de er pisseirriterende: Han kaster et hurtigt blik på et kort, sætter sig ud i bilen og kører direkte til bestemmelsesstedet. Hvis han har været et sted én gang, kan han uden problemer finde stedet igen. Også selvom det er 15 år siden, han var der!?
Med mig kan man ikke engang regne med at jeg kan finde hjem igen fra et sted. "Jamen skat, hvordan kunne det gå så galt, du skulle jo bare køre samme vej tilbage igen..."
Samme vej? Det er nonsens i mine ører, for det er jo overhovedet ikke den samme vej. Den er helt modsat. Højre er blevet til venstre, frem er nu tilbage og det er slet ikke det samme. For mig.  Jeg er og bliver stedlam.

En vildfarelse, jeg ikke lige havde set komme, fandt sted i går, hvor jeg var ude at løbe. Jeg er en absolute beginner ud i løbekunsten og kan med hiv og sving klare 4-5 km, men så er jeg også fuldstændig smadret bagefter og må hjem og ligge ned, have serveret iskolde drikke i sofaen og har meget ømme benmuskler 2 dage efter. Men jeg klør på og er gået hen og blevet lidt bidt af det.
Indtil i går.
Hvor jeg havde udset mig en rute på ca 4 km i en retning ud af byen, som jeg ikke kender vildt godt. Dumt.
Jeg løb kækt afsted ud af landevejen, fuglene fløjtede, vejret var skønt og naturen forunderlig. Fik hurtigt sved på panden og tænkte flere gange: "Kæft, det er bare så godt til dig, det her", og så for mit indre øje, hvordan mit maveflæsk svandt ind og kroppen igen ville fremtone muskuløs fremfor fedladen. Fik vist ikke lige drejet til højre. Kom muligvis også til at løbe for langt. Eller skulle jeg have været til venstre? Nå men retningen var da nogenlunde, var den ikke? Benene blev tungere og tungere (røven ligeså), og jeg var flere gange nødt til at gå et par minutter... Og da jeg kunne se på Endomondo-featuren i min mobiltelefon, at jeg havde passeret de fire km og snart have løbet den femte, gik det op for mig, at jeg ikke anede, hvor jeg var. Kunne se et T-kryds i det fjerne og løb hen til det og fik en klar fornemmelse af, at det var i det kryds, jeg bare lige skulle til venstre og så ville jeg næsten være hjemme. Under 500 m fra bygrænsen, var min umiddelbare fornemmelse.

Min bare røv.

Da jeg kom hen til krydset, havde jeg denne udsigt i den ene retning:



Og denne i den anden retning:




Og på skiltet stod der:


Og det blev så første gang nogensinde, at jeg ønskede at vi havde boet i Gadbjerg og ikke i Jelling.

SUK.

8 kommentarer:

Thehuset sagde ...

Det er jo fuldstændig mig og Ægtemanden, du beskriver der! Jeg hørte engang et foredrag som hed "Hvorfor kvinder ikke kan læse et kort og mænd ikke vil spørge om vej" :) Omhandlede det samme og ramte præcist i mit liv.
Jeg synes normalt jeg er forholdsvis kvik i hovedet, men lige når det kommer til højre/venstre, så er der altså lidt et brist...

Faktisk har jeg fundet ud af, at det som oftest virker, når jeg går den anden vej, end den jeg mener. Så ender jeg det rigtige sted :)

Tak for din gode kommentar om madlavning/Årstiderne. I aften når roen er faldet på, så vil jeg ind og kigge på det. Skal nemlig først lige ud og fare vild på 5-6 km :)

Kristines Dilemma sagde ...

Jeg ligger altså lige på ryggen på gulvet og griner, mest fordi jeg ikke kan komme op fordi jeg er gammel og har problemer med min hofte. Fordi jeg har været ude at løbe. Jeg har dog ikke problemer med at finde vej, kun når jeg tror blindt på kort og DSB. En gang i Middelfart, skulle jeg finde busstationen. Og selv om den rent faktisk var lige udenfor banegården, så kunne jeg ikke finde den, fordi rejseplanen sagde den lå i den anden ende af byen, så vi gik og vi gik, og jeg spurgte jo ingen fordi jeg jo vidste hvor vi skulle hen. hmm. Jeg var ikke populær. Men hvad fanden.

Else Marie sagde ...

Hvor ER jeg glad for den indrømmelse. Så kan jeg også snige mig ud af skabet. Jeg er nemlig også skabt helt uden stedsans (kunne vel ikke finde den i tidernes morgen)... hvilket dog ikke hindrer mig i at have stærke meninger om, hvilken retning der skal køres i. Og stadig blive lidt overrasket og meget arrig over, at det altid er manden, der får ret (er da statistisk slet ikke umuligt, at man kan ramme forbi SÅ tit, vel?).

sushi København sagde ...

Tak for et godt grin. Har lidt på fornemmelsen, at manglende stedsans ofte hænger lidt sammen med kvindegenet :)

Hilsen

Rud
http://sushiikøbenhavn.dk/

HellePelleFrikadelle sagde ...

Tusind tak for jeres kommentarer!
@Thehuset og Else Marie: Tak fordi I vil stå frem sammen med mig.
@Kristine: Kender godt det med at være så autoritetstro overfor et kort/et besked, at man totalt underkender sin egen fornemmelse, i stedet for at lytte til den.
@Rud: Godt du morede dig. Jeg fik til gengæld den vildeste lyst at give sushi en ny chance, selvom jeg ikke er så vild med det. Superflot side, I har!

De bedste hilsner fra Helle

mette sagde ...

Åh hvor godt med en dejlig tur :)
Er selv total idiot til at finde vej, da jeg fik nyt job for jeg vild flere gange de første dage på vej til job og har ofte ledt rigtig meget efter min cykel inde i byen, da jeg aldrig kan finde hen til hvor jeg parkerer. SUK!

Rikke . rikketankestrejf sagde ...

Ej hvor godt Helle! hahahahahahahahahahahaha!!! Total grinern! Jeg kan stadig være i tvivl om hvordan jeg kommer herfra Vonge og så op i Bilka Vejle... og går jeg på strøget i Vejle og kommer ud af en hvilken som helst butik ender jeg altid med at gå den vej ned af strøget igen hvorfra jeg kom...min mand sukker håbløst af mig! Engang (ej...nu bliver det virkelig pinligt!!!) engang...var jeg ude og gå med dagplejebørnene i barnevogn, du ved sådan en stor motoriseret fætter der kan rumme 4 små unger! - Så tænker jeg, "hey, - vi snupper sq da lige en gåtur, så langt så godt, går derudaf...ned af vejen, ind til højre...gå gå gå.... pludselig (befinder mig på dette tidspunkt på en grusvej, hvor der FOR LÆNGST burde være kommet en sidevej med et skilt der skulle lede mig bag om, og videre hjem på vores egen grusvej... SKILTET KOM IKKE!!!!! Fuck fuck F*U*C*K!!!! Måtte ringe til manden... ok tilføjer med pivende grådkvalt stemme..."Hej skat, jeg er blevet væææææææææk!" hulk, snøft, piv,
....
...
.
Manden "Jam´n, hvor er du?"
Mig: " Jeg ved det iiiiikkkkkkk, vræl"!!!!Manden endte sgu med at køre fra jobbet for at lede efter mig - og børnene! for helved mand, de sad su da der i barnevognen, total uvidende om, at deres dagplejer var en spasser til at finde vej!
Historien endte dog lykkeligt! Jeg fandt hjem! INDEN manden fandt mig!
Kun 1 time forsinket!
Og så snakker vi ikke mere om det!

HellePelleFrikadelle sagde ...

Fantastisk beretning, Rikke. Alligevel ret flot at du kan fare vild lige uden for jeres egen matrikel :) Godt børnene tog det pænt og at i kom hjem igen!
Knus fra Helle