Bøh!

Der har været så meget og nogen gange for lidt. Jeg har været inde, ude, oppe og nede, ja nærmest (noget af) Danmark rundt indenfor en uge. Først en weekend med spas og løjer sammen med dejlige kvinder og børn i Odense, dernæst hjem og vende, pakke en ny taske og på lejrskole med 6.årgang. I Odense. Hjem igen, travle dage, møder mig her og møder mig der og i denne weekend var jeg så lige en smuttur i København (vinkede da toget passerede Odense). 
De store bjerge er nu forceret. Dem, der gav mig hjertebanken og spiste af min nattesøvn. Arbejdsopgaver, der krøb ind under huden og fyldte alt for meget, men som nu kan holdes ud i strakt arm med ordene 'jeg har gjort alt, hvad jeg kunne' og overlades til andre. Mens jeg igen trækker vejret helt ned i maven og mærker, at sommerferien står lige derhenne og venter på mig. Jeg kan se den herfra.


Og så må det være sådan, at mens vi venter på, at jeg begynder at skrive noget ordentligt igen, kommer der lidt blandede billeder fra min telefon:

Fra lejrskolen til Odense: Den fynske landsby. Et fedt frilandsmuseum, som blev endnu bedre af, at vi havde en suveræn rundviser, der mestrede fortællekunsten big time. Hold nu op, hvor det gør en forskel, når der skal fortælles for børn, at den der gør det, kan! Mine egne børn har ikke været i den Fynske Landsby, en mangel vi må have rettet op på.

Også fra lejrskolen til Odense: H.C.Andersens hus: Det ligner jo bare et helt almindeligt gammel hus i en hvilkensomhelst dansk by, men så står man der og tænker på, at i det helt almindelige gamle hus er er af verdens mest ualmindelige digtere født. Den tanke fik jeg smittet eleverne med, så vi alle stod og flippede lidt over det: At han havde været inde i det hus. Ja, som lille barn, men alligevel. 

Det nåede vi også lige: Børnehavens sommerfest, hvor Lillepigen var indianer i en fin og sjov forestilling. Hun var så kær, at jeg næsten ikke kunne rumme det. 

"Hvor gammel skal man være, før man kan lære at spille poker" råbte Jens en eftermiddag, hvor Lillepigen igen havde fået tigget sig til, at han spillede "Funny Farm" med hende. Vi aflaster hinanden lidt, for spillet er så kedeligt, at vi er ved at falde ned af stolen. Men Lillepigen elsker det, og det er godt for børn at spille spil. Siger jeg, og forbander at jeg ikke er et barn længere.

Og et enkelt billede fra haven: Endelig kom der en tomatplante i kapillærkassen. Bagved ses et af mine sommerprojekter - et gammelt fodertrug, som har været brugt til køer på en mark, er blevet stablet op på fliser, og anvendes nu som et temmelig alternativt højbed. Og der vokser tre slags salat deri. Tag den!