Seks hverdage tilbage inden skolebørnene sendes på sommerferie, og vi andre i ro og mag kan lukke året ned, mens vi på én og samme gang pakker det nye år ud.
Det sidste er jeg allerede i fuld gang med - jeg øver mig i at aflægge mig "voksen-til-teenager" talemåder og vendinger og omprogrammerer ligeså stille min hjerne til at skulle være sammen med 8-9-årige hver dag.
Jeg afgiver 6.klasse og modtager 3. klasse. Er som mellemtrinslærer den station, der kommer lige efter indskolingen (det vil sige at langt de fleste børn HAR lært at læse, binde snørebånd og pudse næse) og lige inden overbygningen(det vil sige at jeg undgår det store ungdomssløvsind, kærestesorgerne (elevernes altså) og kampene om møde til tiden, lektier og hvad siger dine forældre til det).
Det er nu altid vemodigt at sende nogen afsted, som man har bokset dagligt med i tre år, men efter tre fantastiske lejrskoledage i Odense, synes jeg vi får dem sendt afsted med maner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar