På billedet herunder ses en mormor med sit barnebarn. Det er ikke en hvilken som helst mormor, og det er heller ikke på nogen måde et hvilken som helst barnebarn.
Mormoren er min mor, og barnet er min datter.
Den ene er først i tresserne, den anden fylder snart tre og selvom de i alder er langt fra hinanden, er de helt helt tæt forbundet.
Omkring de to høres let støj fra strandens øvrige gæster blandet med lyden fra en ung ung mand, der råber højt om de saftige vandmelonstykker, han går på stranden og sælger til turisterne. Mormoren og barnebarnet lader sig ikke forstyrre. De er optagede af det, de ser og af hinanden.
"Se, mormor. Et skib!", siger barnebarnet begejstret og peger ud mod et sted i horisonten, hvor den mørkeblå, helt skyfri himmel og de skummende bølgetoppe mødes, og mormor siger tålmodigt, at hun ser det, den buttede barnefinger peger på, og så snakker de lidt om det, de ser. I det, med kærlighed tætpakkede rum mellem mormor og barnebarn, er tiden uendelig, tålmodigheden uopslidelig og nuet det eneste, der betyder noget. Mormor har altid tid.
Vi er på Mallorca, hele familien - min mand og jeg med vores tre børn, min bror og svigerinde med deres to børn og så kongen og dronningen: Mormor og morfar, som har inviteret os alle.
Vi er uden for skolernes feriesæson og har taget fri fra arbejde i en uge.
Det er midt i september, og jeg kniber mig i armen hver morgen, når jeg vågner, fordi følelsen af at være stukket af fra det hele, fra hverdagens til tider bevidstløse gentagelser og rutinelle handlinger, er så stærk en følelse, at jeg lige skal øve mig i at være i den.
Vækkeuret ringer ikke kl. 5.45, vi skal ikke på arbejde og børnene skal ikke i børnehave og skole.
I stedet vågner vi tidligt, fordi solens lys aer vores kinder, og dens varme fylder os og vækker os. Den, der vågner først rejser sig og går direkte hen og trækker gardinet fra, fordi det syn, der møder én, når man gør det, er lige fantastisk hver eneste morgen: Middelhavet, med dets inviterende brusende bølger, hvide sandstrand og fascinerende baggrundskulisse af klippefyldte bjergsider.
Vi skal ikke skynde os ud af døren, for vi har ferie, og vi har god tid. Så længe vi får spist morgenmad inden kl. 10.00, hvor buffeten lukker, er alt godt. Og det gør vi hver morgen, for vi er ikke taget på ferie for at sove, vi er afsted fordi vi vil noget. Hver dag byder på nye og dejlige oplevelser, både i området omkring byen, hvor vi bor, men også bare på hotellet, ved poolen og på stranden. Omgivelserne er så dejlige og rammerne så enkle og overskuelige, at børnene spinder som små missekatte, de to yngste tusser rundt, spiser is og plasker i vandkanten, de lidt større står på hænder i vandet og bygger sandslotte. Vi voksne skiftes til at være opmærksomme på børnene, mens andre med sindsro kan lukke øjnene, fordybe sig i en bog eller bare snakke sammen.
Til hverdag - når vi er hjemme - bor vi langt fra hinanden, og vi ses ikke så tit. På denne ferie er vi tæt tæt sammen, og vi får indhentet så meget både nærvær og samvær, at det føles som meget længere end 7 dage, vi er afsted. Vi griner, snakker og hygger - og fordi vi er mange afsted sammen, er der masser af plads til at en eller to kan stikke af i et par timer og tage en gåtur til byen, langs stranden eller bare sætte sig for sig selv et sted.
Vi taler mange gange med hinanden om, at vi har været mange smukke steder i verden, men at Mallorca er et helt i særklasse fint, smukt og dejligt sted.
Jeg håber meget, du vil gå herind og stemme på mit indlæg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar